Pilgrimsfærd:
OPLEVELSER I
MEKKA
Af Ilse Achilles (1965)
Jeg kom til
Mekka straks morgenen
efter min ankomst til Jeddah, for vejen til Taif går forbi Mekka. Som
nyankommen skulle jeg jo alligevel snart have besøgt Profeten Muhammads
fødested. Min mand stoppede jakkesæt, skjorte, undertøj og sko i
kufferten. I stedet tog han et hvidt, usømmet stykke klæde om hofterne
og slyngede et andet stykke over venstre skulder. Det er den foreskrevne
klædedragt for mænd, der deltager i den store bøn i Mekka.
Jeg blev bedt om at gå i
bad, fjerne al lak fra neglene og hverken bruge deodorant eller parfume.
Så tog jeg en hvid klædedragt på, der nåede til gulvet, og bandt et
hvidt tørklæde om hovedet, så hverken hårkant eller nakke var synlige.
Min mands tjenestebil var en
jeep - uden døre og dårlig fjedret. Vejen var fuld af slaghuller, og jeg
var bekymret for det ufødte liv, jeg bar; men snart fik jeg andet at
tænke på: En sandstorm fejede det hvide ørkensand fra klitterne over
asfalten, ind i bilen, på vore læber og ind i vore næsebor.
Jeg må have været nærmest
i chok-tilstand, for ellers havde jeg sikkert bedt min mand om
øjeblikkelig at vende om og sætte mig i det næste fly til Tyskland. Jeg
ville ikke kunne leve i dette land - intet andet end sorte bjerge,
klipper, rødt og gult sand, et par tørre græstotter, sten og atter sten
alle vegne.
Pludselig dukkede et skilt op i
vejkanten: "Holy Mecca. Prohibited for non-moslems". Det hellige Mekka,
forbudt for ikke-muslimer. Jeg havde godt nok mit religionspas - udstedt i
Berlin - i tasken, men følte mig alligevel ret ubehagelig til mode.
Langsomt lod min mand jeepen
rulle hen til vagthuset. En soldat mønstrede det, som endnu var at se af
mig, og spurgte skeptisk: "Muslim?" "Muslim"
bekræftede min mand. Tøvende gav soldaten vejen fri. Da de første huse
i Mekka dukkede op i horisonten, var jeg krøbet helt sammen i sædet og
lukkede konstant øjnene bag solbrillerne - af angst for, at en eller
anden skulle opdage, at mine øjne var blå og ikke brune.
Foran moskéen tog vi vore sandaler
af og stillede dem ved de andre sko ved indgangen. Min mand førte an, og
jeg fulgte ham med nedslåede blå øjne - til Ka'baen, det store
terningformede hus, dækket af et sort guldbroderet klæde. Syv gange går
man omkring Ka'baen i bøn. Min mand begyndte sin rundgang (tawaf). Jeg
ville følge ham, men blev stående efter et par skridt. Marmorpladerne
havde aldeles opsuget middagsheden. Mine fodsåler brændte, som om jeg
gik på ild. Jeg trådte med den ene fod på den anden, gispende efter
luft, med tårevædede øjne.
I samme øjeblik kom en
skægget, ældre mand hen til mig. Hurtigt rakte han mig noget - det var
et par lædersandaler - og pegede på en ældre kvinde, der netop gik
forbi. Hun havde sokker på. Det var altså ganske almindeligt at bære en
let fodbeklædning under bønnen.
Denne venlige, ukendte
fremmedes gestus gav mig en selvtillid, som selv den strenge kadi i Jeddah
ikke kunne tage fra mig syv måneder senere:
"Bismillah - I Guds navn",
sagde kadien og strøg hånden over sit skæg, bøjede det og tyggede på
det. Jeg blev dårlig. Hele natten havde jeg tilbragt med at lære
Koranvers udenad. Nu stod jeg med min mand, fire vidner og en tolk foran
Saudi-Arabiens vestprovins' højeste kadi og skulle bevise, at jeg var en
god muslim.
Det gjaldt i bogstaveligste
forstand liv eller død, for hvis kadien ikke ville anerkende mig som
muslim, ville jeg blive anklaget for uretmæssig at have skaffet mig
adgang til Mekka - Islams allerhelligste stad.
De tilstedeværendes ansigter
blev utydelige for mig - jeg var gravid, højgravid. Den hvide
pilgrimsdragt sad stramt omkring min mave. Et hvidt tørklæde var bundet
således, at pande, hals og tindinger var dækket, og ingen luftstrøm
kunne nå mig. Klimaanlæggets summen blev til drøn. Jeg faldt sammen.
Den korte besvimelse viste
sig ganske uventet som et strategisk hjælpemiddel: Nu måtte jeg nemlig
endelig sætte mig. Min mand havde flere gange forgæves henvist til, at
jeg kunne nedkomme hvert øjeblik, men var blot blevet affærdiget med et:
"Inch-Allah!"
Jeg var blevet standset på
vejen til Mekka. De saudi-arabiske myndigheder ville ikke anerkende det
dokument, der beviste, at jeg var muslim, udstedt af imamen ved moskéen i
Berlin-Wilmersdorf. I kadiens øjne var jeg en vantro, som han ikke
behøvede tage specielt hensyn til.
Som i trance fremsagde jeg i
næsten en time koranvers. Spørgsmålene om faste, pilgrimsfærd og bøn
var lette at besvare. Kadien talte ikke engelsk - tolken var vor ven. Når
der indsneg sig en fejl i mine svar, oversatte han det rigtige.
Således bestod jeg prøven
med glans. Efter lidt betænkningstid afsagde kadien sin dom: Han var
overbevist om, at jeg var på vej til at blive en god muslim. Da jeg
allerede havde været muslim i ni måneder, ville man i endnu tre måneder
holde øje med, om jeg i påklædning og opførsel overholdt landets
skikke. Indtil da måtte jeg passere Mekka, men ikke betræde moskéen med
Ka'baen. Mit pas ville i den periode være inddraget af myndighederne.
Dommen var et chok for mig. Uden mit tyske pas følte jeg mig dette land
fuldstændig prisgivet.
Gennem min mands forbindelser
fik jeg dog mit pas ret hurtigt igen på betingelse af, at jeg også
aflagde en prøve i Taif. Denne gang gik det uden større sindsbevægelse.
To dage senere blev vor datter Miriam født på Taifs militærhospital -
som første barn født i Taif af en europæisk kvinde (1966)
Uddrag af:
Ilse Achilles, Anya & Miriam Butt:
6000 Kilometer Sehnsucht. 1992.
I 1965 giftede Ilse Achilles fra
Berlin sig med en pakistansk mand, som hun havde kendt i otte år. Hun
konverterede til islam, og kort tid efter brylluppet slog de sig ned i Taif
i Saudi-Arabien. Ovenstående handler om hendes allerførste tid dér. Efter
nogle år i Saudi-Arabien og Tyskland bosatte familien sig i Pakistan.
Ægteskabet holdt ikke, og Ilse rejste hjem til Tyskland, men måtte
efterlade sine børn hos faderen i Pakistan.
Da hendes døtre have taget
studentereksamen, slog de sig ned i USA for at studere og blev genforenet
med deres mor. Sammen med hende skrev de om "6000 kilometers
længsel" - en gribende og lærerig bog om sorg, afsavn, længsler og håb og
om den svære genforening efter mange års adskillelse.
© Islamisk Studiebogssamling
for den danske oversættelse
