RAMADAN: I et moderne samfund, hvor selvtilstrækkelighed og individualisme hyldes som kardinaldyder, er ramadanen, som starter i dag, et instrument til at holde egoismens grådighed i ave.

FASTEN SOM VIDNESBYRD

Af Noura Akhiat

Observationen af den kommende nymåne er for muslimer verden over en velsignet nyhed om ramadanens komme. De foregående uger har utallige muslimer været i færd med at forberede sig mentalt og spirituelt på at træde ind i den helligste måned i den islamiske kalender.

Ramadanens ukrænkelighed skyldes, at det er den måned, hvor Koranen for første gang blev åbenbaret for profeten Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham. Ramadanens specielle forhold til Koranen kommer til udtryk i den ekstraordinært intime kontakt, muslimer har med Koranen i denne måned, hvor man fortaber og fordyber sig i en daglig koranrecitation, som ikke finder sit sidestykke i årets resterende måneder.

Ramadanen er den muslimske fastemåned. Fasten, på arabisk »siyâm« eller »sawm«, er den tredje af de fem søjler, islam hviler på. Muslimer er blevet befalet at faste i denne måned: »O I som tror, det er jer foreskrevet at faste - ligesom det var foreskrevet dem før jer, for at I må blive gudfrygtige« (Koranen 2:183). Og: »Måneden Ramadan er den, i hvilken Koranen blev åbenbaret som retledning for menneskeheden og med klare beviser på retledningen og (at den er) den (bog), der sondrer (mellem sandt og falsk). Derfor skal den, som er vidne til denne måned, faste i den. Men den, som er syg eller på rejse, (skal faste) det samme antal af andre dage. Allah ønsker at gøre det let for jer og ønsker ikke at gøre det besværligt for jer, og at I fuldender antallet (af fastedage), og at I lovpriser Allah, fordi Han har retledet jer, og at I må blive taknemmelige.« (Koranen 2:185)

Formålet med fasten er således dels at bære vidnesbyrd om den måned, hvori Koranen blev åbenbaret, dels at opnå, hvad der på arabisk kaldes for »taqwa«. Taqwa kan bedst oversættes som gudfrygtighed, gudsbevidsthed og at adlyde Allah og afholde sig fra at være ulydig overfor ham.

Betydningen af det arabiske ord for faste, »siyâm« eller »sawm«, er at afholde sig fra normale ting såsom eksempelvis at drikke og spise. Ifølge islams »sharî’ah« er definitionen på ordet »sawm«: en specifik gerning, hvis formål er at tilbede Allah og at faste med intentionen om at behage ham. Og afholde sig fra ting, som bryder fasten fra perioden mellem daggry til solnedgang. Fasten udføres af den oprigtigt gudfrygtige muslim udelukkende for Allahs skyld - med ønsket om at underkaste sig ham. At faste indebærer at afholde sig fra al føde, drikke og samleje. Men det er vigtigt for den troende at være opmærksom på, at der er forskellige grader af faste. En af fastens vigtigste pointer er at understrege den essentielle nødvendige harmoniske balance mellem den indre og ydre dimension af fasten, hvor den højeste form for faste er fasten med hjertet.

Den ydre faste består i at tøjle maven og kønsdelene - men også det at afholde alle kroppens andre lemmer fra uanstændig adfærd er en del af den ydre faste. Følgelig bestræber den fastende person sig ligeledes på at afholde sine øjne fra at se på forbudte ting, sine ører fra at lytte til forbudte ting og sin tunge fra at ytre forbudte ting såsom bagtalelse, løgn og bandeord. Den indre faste består i at beherske hjertet og sindet fra at hengive sig andre former for aktiviteter end den konstante ihukommelse af Allah, »dhikr-Allâh«. At udtømme hjertet og sindet fuldkomment for alle former for verdslige længsler og udelukkende fæstne hjertet på tilbedelsen af Allah er fastens ultimative mål.

Uden en samklang mellem den indre og den ydre dimension er fasten ganske omsonst. Den indre dimension af fasten er selve fastens hjerte: Uden denne reduceres fasten til et sæt mekaniske riter, som er fastens antitese. En farlig faldgrube, hvorom profeten Muhammad, fred være med ham, advarede: »Der er de, som ikke får andet ud af deres faste end sult og tørst.«

Koranen blev åbenbaret på årets helligste nat, »Laylat al-Qadr« (Skæbnens nat), som befinder sig i en af de sidste 10 dage af ramadanen - de helligste dage i hele ramadanen. Skæbnens nat er »bedre end tusinde måneder« (Koranen 97:3). Laylat al-Qadr er en uforlignelig gave og en skjult skat fra skaberen. Natten tilbringes af muslimer i utrættelig tilbedelse og lovprisning af Allah frem til daggry. Det siges i en overlevering fra Profeten, fred være med ham, at den, som står op i bøn på denne allerhelligste nat med forventningen om Allahs belønning, vil blive tilgivet alle sine fortidige synder.

I det hele taget er ramadanen en måned for skærpet spirituel og meditativ aktivitet. Muslimer er i denne måned særligt optaget af at udføre en masse ekstra nattebønner. Hver aften samles et stort antal muslimer i moskeen for at bede den specielle ramadan-bøn kaldet »tarâwîh-bønnen«. Moskeerne oplever et boom i daglig og især natlig frekventering under ramadanen. Der er i denne måned intens fokus på ekstra spirituel udfoldelse og opmuntringer til gavmildhed og godhed ud over det sædvanlige, fordi belønningen for gode gerninger i denne måned mangedobles.

Ramadanen kan med rette betegnes som tilgivelsens og barmhjertighedens måned. Under hele ramadanen fungerer fasten som et skjold for de fastende, der beskytter dem fra helvedes flammer. Hele måneden er helvedes døre lukkede, hvorimod himlens døre står vidt åbne.

Fællesskabet og kollektivet er endnu et vigtigt omdrejningspunkt for ramadanen. En del af fastens lektioner er at styrke det broderlige kærligheds- og solidaritetsbånd de troende imellem. »Tarâwîh-bønnen«, hvor de bedende muslimer hver aften i en hel måned bogstaveligt talt står skulder ved skulder i fælles underkastelse overfor én Gud, kommer således til at udøve en dobbeltfunktion: Ud over at styrke den enkeltes spiritualitet styrkes bevidstheden om en kollektiv tilbedelse af den samme Gud og om en fælles skæbne. Alle muslimer er i denne måned udsat for fastens prøvelser og bestræbelser på lige fod. Og alle som én deler de opgaven om at bære vidnesbyrd om denne måned. Ydermere udvikles en naturlig empati over for fattige og andre nødlidende mennesker. Idet man selv gennemgår vanskeligheder, bliver man bedre i stand til at forstå, hvad det vil sige at lide afsavn og være fuldstændig afhængig af andres nåde. Social solidaritet er derfor et ganske naturligt og uundgåeligt udfald af fastemåneden.

Fastemåneden er en enestående mulighed for den troende for at genetablere troens engagement, vaske tavlen ren og starte på en frisk, så at sige. En sjælden årlig træning i at genopvække den åndelige balance og udruste sig med udholdenhed, selvdisciplin og opofrelse til at vandre videre ned af livets lange rejse, som er spækket med udfordringer, prøvelser og strabadser.

Ramadanens afslutning markeres med festdagen »Eid al-Fitr«. En dag, hvor hjerter indhylles i både glæde og sorg. Muslimer takker denne dag Allah for at have ladet dem komme helskindet igennem fastemåneden og for at velsigne dem med ramadanens nådegaver.

Samtidig er det en sørgelig afsked med en måned fuld af uendelige velsignelser og barmhjertighed. Muslimer er i forbindelse med »Eid al-Fitr« pålagt at betale et mindre, symbolsk beløb som almisse, Zakât al-fitr. Zakât har blandt andet betydningen renselse og renhed. Betalingen af denne almisse har flere aspekter: Den fuldender det betalende individs faste og renser denne for eventuelle mangler og synder begået under ramadanen. Socialt set er der tale om at afhjælpe de fattige og nødlidende i samfundet, og hermed at styrke og binde de troendes hjerter sammen i solidaritet, enhed og barmhjertighed.

Fastens vigtigste lektion - som vi stadig og måske endda i højere grad kan drage nytte af i dag - er, at den, som kan overvinde sit ego, kan overkomme alt. I et moderne samfund, hvor selvtilstrækkelighed og individualisme hyldes som kardinaldyder, er ramadanen et vægtigt instrument i at balancere og holde egoismens grådighed under kontrol. Og at indpode nyttiggørende dyder på det individuelle såvel som det kollektive plan såsom gudsfrygt, selvopofrelse, personlig fromhed, en stærk, uovervindelig vilje og social solidaritet og medfølelse.

 © Noura Akhiat, november 2003   

Denne kronik har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad den 27. oktober 2003 og gengives her med forfatterens tilladelse.