Faste:
RAMADAN FOR DE
RASKE
Lektor, ph.d. Helle
Lykke Nielsen
Har
muslimer godt af at faste i ramadanmåneden rent fysisk altså? Det
mener de fleste muslimer både lærde og lægfolk med henvisning til
såvel den religiøse litteratur som mere almindelige talemåder om, at
fasten er sund for både sjæl og legeme: Overvægtige kan jo tabe sig,
kroppen renses for skadelige stoffer og den fastende kommer i det hele
taget i bedre fysisk og mental form. Nogle muslimer går endda så vidt
som til at hævde, at ramadanen forsinker aldringsprocessen: Jo mere man
faster, jo længere tager det før man bliver gammel.
Men den islamiske fastemåned, der i år starter
omkring den 27. november, er også forbundet med fysiske gener for mange
muslimer alene af den grund, at fasten ofte er ensbetydende med for
meget mad i aften- og nattetimerne, ændrede kostmønstre og manglende søvn.
Det vrimler da også med gode råd f.eks. på Internettet om, hvad man
skal stille op mod forstoppelse, luft i maven og andre fordøjelsesproblemer,
for lavt blodtryk og blodsukker og for meget mavesyre, hovedpine,
muskelkramper og de knæsmerter, der kan komme af at bede flere gange end
normalt.
At de helbredsmæssige aspekter af ramadanen tages
alvorligt i muslimske kredse kan bl.a. ses af, at der i de senere år er
publiceret en række undersøgelser i forskellige internationale lægetidsskrifter
om den islamiske fastes indflydelse på stofskifte, blodtryk og andre
kropslige reaktioner. Hertil kommer, at nogle hospitaler og universiteter,
primært i Mellemøsten, ligefrem har oprettet særlige forskningsenheder
til undersøgelse af ramadanens indflydelse på helbredet et eksempel
er »Kong Hassan d. 2.s Fond for Videnskabelig og Medicinsk Forskning om
Ramadanen« i Casablanca, Marokko. Hvert 4. år afholdes der ligeledes en
international konference om sundhed og ramadanen den næste afholdes i
Teheran i oktober 2001 og så er der kommet et internationalt
tidsskrift på markedet International Journal of Ramadan Fasting
Research der udgives af Det Internationale Selskab for Forskning i
Ramadanfasten, og som har til formål at undersøge »det menneskelige
stofskifte og andre reaktioner i forbindelse med ramadanen samt forbedre
kost, sundhed og medicinske, sociale og personlige anliggender«.
Ramadanen
en slankekur?
En af de ting, der har optaget muslimske læger, er, om muslimer generelt
taber sig eller tager på i forbindelse med fasten. Og her peger undersøgelsesresultaterne
i meget forskellige retninger: Nogle undersøgelser viser vægttab på
mellem 1,7 og 3,8 kg, mens andre viser uforandret vægt, vægtforøgelse
eller en blanding af alle tre ting. F.eks. viser en undersøgelse af 265
kuwaitiske universitetsstuderende mellem 20 og 27 år, der næsten alle
var ugifte og boede med deres familier, at 48% havde uændret vægt, 35%
havde tabt sig, mens 13% havde taget på. De resterende 4% vidste ikke, om
de havde tabt sig eller taget på.
Problemet med sådanne undersøgelser er, at de ikke
uden videre er sammenlignelige, bl.a. fordi de bygger på forskellige
alders- og socialgrupper, og fordi de f.eks. ikke tager højde for så
grundlæggende ting som, hvorvidt ramadanen falder i sommermånederne,
hvor det kan være meget varmt og der derfor er stor væskefordampning,
eller i vintermånederne, hvor dagenes længde betyder kortere
fasteperioder. Disse metodiske problemer betyder selvsagt, at det p.t. er
umuligt at udsige noget mere generelt om ramadanens indflydelse på
fastende muslimers vægt.
En af de ting, der til gengæld går igen i undersøgelsesresultaterne,
og som også understøttes af forbrugsstatistikker fra forskellige mellemøstlige
lande, er, at der sker en betydelig kostomlægning i ramadanmåneden:
Forbruget af kød og grøntsager stiger mærkbart, mens brugen af
kornprodukter som brød falder, og det betyder i praksis en mere fed kost.
Men som en af forfatterne til en undersøgelse af kolesteroltal skriver i International
Journal of Ramadan Fasting Research, skulle »en særlig fed kost,
hvor 36% af energien kommer gennem fedt, der indeholder fler-umættede
fedtsyrer, (...) være gavnlig til at forebygge stigende kolesterol i
blodet og urinsyreniveau og give en bedre proteinoptagelse i kroppen.« Så
kostomlægningen skulle altså ikke alene være af det onde.
Også ramadanens indflydelse på rygning er undersøgt.
I et britisk forsøg på at få folk til at holde op med at ryge blev der
lavet et særligt Ramadanprojekt: Tanken var, at man kunne udnytte det
faktum, at muslimer ikke må ryge under fasten om end nogle muslimer i
praksis ser stort på dette forbud ved at få dem til at fortsætte det
nedsatte cigaretforbrug, når ramadanen var overstået. I syv år blev der
i og omkring ramadanen sat plakater op i moskeer og andre islamiske
aktivitetscentre med angivelse af fastetidspunkter altså tidspunkter
for solopgang og -nedgang og medfølgende budskaber om de sundhedsmæssige
fordele ved at holde op med at ryge. Der blev samtidig lavet
antirygekampagner på de lokale radio- og tv-stationer og distribueret
anti-rygemateriale gennem lokale muslimske bogtrykkere og taxaselskaber.
Resultatet har dog ikke været overvældende, for man har ikke kunnet
notere nogen signifikant nedgang i antallet af rygere. Det afholder dog
ikke forfatterne til undersøgelsen fra at konkludere, at særligt
tilrettelagte kampagner nok er den bedste vej frem i indsatsen mod rygning
blandt etniske og religiøse mindretal.
Bør
sukkersyge faste?
Ramadanen har høj status blandt muslimer: Det er et selvfølgeligt
udgangspunkt især i Mellemøsten at man som muslim overholder
fasten i ramadanen, medmindre man hører til gruppen af børn, svagelige
gamle, syge, folk på rejse eller kvinder, der er gravide, lige har født
eller ammer. Ifølge koranen har disse grupper nemlig ikke pligt til at
faste.
Men netop fordi ramadanen nyder høj status, er det
ikke ualmindeligt, at folk med kroniske sygdomme selv ønsker at deltage i
fasten. Det gælder ikke mindst udsatte grupper som f.eks.
sukkersygepatienter, der ellers i hverdagen har behov for nøje kostovervågning.
Og netop sukkersygepatienter har da også været genstand for en række
medicinske undersøgelser i et forsøg på at afklare, hvorvidt disse
patienter kan klare at faste og i givet fald i hvilket omfang.
Resultaterne af de publicerede undersøgelser er
blandede: I en af de nyeste artikler om diabetes og ramadanen, der udkom i
1998 i tidsskriftet International Journal of Ramadan Fasting Research
gennemgår to iranske læger, Azizi og Siahkolah,
problemerne med vægt, blodsukker, kostindtag og andre biologiske
parametre hos diabetespatienter, og de konkluderer følgende: »Den meste
faglitteratur viser, at det at faste i ramadanen er sikkert nok for
flertallet af diabetespatienter så længe det følges op af ordentlig
vejledning og diabetisk kontrol. De fleste ikke-insulinkrævende patienter
kan uden videre faste under ramadanen. En del af de insulinkrævende
diabetespatienter, som insisterer på at faste under ramadanen, kan godt gøre
det, hvis de håndterer det omhyggeligt. Det er (dog) afgørende, at der
er stor opmærksomhed på diætkontrol, det daglige aktivitetsniveau og
medicinregulering, hvis fasten skal forløbe hensigtsmæssigt«.
Også lægerne ved Kong Hassan d. 2.s Fond for
Videnskabelig og Medicinsk Forskning om Ramadanen udviser stor interesse
for diabetespatienter, men her er kriterierne for, hvornår man som
sukkersyg muslim bør afholde sig fra at faste mere strikse: Både
diabetespatienter, der tager insulin, og de, der ikke tager det, og hvis
sukkersyge ikke er ordentligt reguleret, frarådes entydigt at faste.
Det er selvfølgelig ikke overraskende, at lægevidenskabelige
undersøgelser kan komme frem til forskellige konklusioner for, hvornår
det er forsvarligt for sukkersygepatienter at faste, jf. de
metodeproblemer, der også blev omtalt ovenfor i forbindelse med vægtundersøgelserne.
Men det hjælper ikke de sukkersyge muslimer, der let kommer i klemme
mellem divergerende informationer fra muslimske læger og deres eget ønske
om at deltage i det sociale og religiøse fællesskab, som ramadanen nu
engang er.
Faste
for de sunde
Skal man konkludere noget på basis af de undersøgelser, der foreligger
om fastens indflydelse på helbredet, må det være, at ramadanen først
og fremmest er for
de raske eller som det formuleres i en undersøgelse af »biokemiske
parametre hos unge kvinder under ramadanen«: »Undersøgelsesresultaterne
(...) viser,
at det er helt forsvarligt at faste under ramadanen for normale, sunde
voksne.«
Omvendt peger en række andre undersøgelser på, at
tidligere mavesårspatienter og i det hele taget patienter, der tager
medicin, bør være meget forsigtige med kostomlægninger og ændrede
sovemønstre, endsige medicinforbrug, for det er alle risikofaktorer, der
kan forværre en given sygdom eller få den til at bryde ud igen. Og det
budskab burde måske formidles klarere til de muslimske patienter, der
gerne vil faste, men hvis fysiske tilstand ikke nødvendigvis har godt af
det.
Artiklen
har tidligere været bragt i Ugeskrift for Læger 11. december 2000 nr. 50
og gengives her med forfatterens tilladelse.
©
Helle Lykke Nielsen, oktober 2004
