Bøn:

BØN (salât)

Det fortælles, at Profeten Muhammad har sagt: "Bøn er nøglen til Paradis", og lige fra tidernes morgen har bøn og taksigelse under én eller anden form udgjort en fast bestanddel af menneskers hverdag og højtider.

"Påkald Mig, og Jeg vil besvare jeres bøn. De, der er for hovmodige til at tjene Mig, vil ende i Helvede - dybt ydmyget!" (40:60)

Reciter, hvad du har fået åbenbaret og forret regelmæssig bøn, for bøn afholder (mennesket) fra skændige handlinger. At ihukomme Gud er uden tvivl det største i livet. Og Gud ved alt, hvad I gør. (29:45)

GUD ALENE ER TILBEDELSE VÆRDIG
Koranen fastslår udtrykkeligt, at man udelukkende bør tjene/tilbede Gud:

Dig alene tjener vi, og Dig alene anråber vi om hjælp. (1:5)

Sand bøn tilkommer Ham alene. Alle andre, de påkalder ved siden af Ham, hører dem lige så lidt, som hvis de forsøger at drikke med fremstrakte hænder. Vildfaren bøn er spildt ulejlighed. (13:14)

Derfor vil muslimer ikke gerne kaldes "muhamedanere", da dette kunne fejlfortolkes som at man opfatter Profeten Muhammad som værende guddommelig og genstand for tilbedelse - hvilket IKKE er tilfældet og ville blive betragtet som afgudsdyrkelse slet og ret.

YDMYGHED I BØN
Hvis religiøse ritualer udføres rent mekanisk, pr. tradition eller for at stille sig selv til skue for omverdenen, da bliver de som et tomt hylster, meningsløse og ganske overflødige. Sand gudstro kræver nærvær og  ydmyghed i højeste potens:

De er troende, der føler en skælven i hjertet, når Guds navn nævnes, der føler sig styrket i troen, når de hører Hans tegn reciteret og sætter al deres lid til Gud, der forretter bøn og giver ud af det, Vi har forsynet dem med. Disse er de oprigtigt troende. De vil rangere højt for Herren, og de vil blive tilgivet og underholdt ypperligt. (8:2-4)

Påkald Herren med ydmyghed og i løndom, for Gud elsker ikke dem, der overskrider grænserne (for det sømmelige). Skab ej kaos på jorden, eftersom alt dér er ordnet på bedste måde. Og påkald Ham med ærefrygt og håb. Guds barmhjertighed er med de retfærdige. (7:55-56)

Hyklerne tror, de kan bedrage Gud; men (i virkeligheden) lader Han dem bedrage sig selv. Når de forretter bøn, gør de det uden oprigtighed, og blot for at blive set af andre; men deres tanker er ingenlunde hos Gud. De vakler frem og tilbage og kan ikke bestemme sig for hverken den ene eller den anden gruppe (tro eller vantro). Den, Gud lader fare vild, vil du aldrig kunne vise vejen. (6:142-143)

ÆRBØDIGHED FOR GUD
Selvom ingen troende tvivler på Guds allestedsnærværelse, så vil man dog især under bøn og ophold i gudshuse fornemme Guds nærhed så stærkt, at man uvilkårligt udfører nogle handlinger af ren og skær ærbødighed for Ham. F.eks. er det gammel skik, at man beder og betræder gudshuse barfodet:

Men da han kom til ilden, sagde en stemme til ham: "Oh Moses! Jeg er visselig din Herre! Tag derfor dine sandaler af (i Min nærværelse). Du befinder dig i den hellige dal Tuwâ." (20:11-12)

Det er endvidere gammel skik at tilhylle sit hoved på én eller anden måde under bøn og ophold i gudshuse. Iflg. islamisk tradition gælder dette dog kun for kvinder, og Koranen nævner intet om denne skik.

At man ikke er påvirket den mindste smule af nogen form for rusmiddel, når man forretter bøn eller betræder gudshuse eller hellige områder, burde være en selvfølge:

Oh I troende! Nærm jer ikke bønnen, når I er berusede, (men vent) indtil I ved, hvad I siger. (4:43)

TIDEBØN
Bøn er foreskrevet de troende fem gange om dagen for at rense sjælen: mellem daggry og solopgang (fadjr), over middag (zuhr), om eftermiddagen ('asr), efter solnedgang (maghrib) og om natten ('ishâ'):

Bøn er foreskrevet de troende på fastsatte tider. (4:103)

Vær påpasselige med (at overholde) bønnerne og (især) den mellemste. Og stå ydmygt og hengivent for Gud. (2:238)

Forret bøn ved dagens to yderpunkter og nattens første timer, for gode handlinger udvisker slette handlinger. (11:114)

Forret bøn fra middag og til natten falder på, og recitér Koranen, når morgenen gryr. Koranlæsning om morgenen vil blive bevidnet (af englene). Og forret bøn ud på morgenens små timer, det vil gavne dig meget. Snart vil Herren løfte dig til paradisisk glorværdighed. (17:78-79)

Lovpris Herren før solen står op, og før den går ned, om natten og ved dagens yderpunkter, at du må fred i sindet. (20:130)

Er man forhindret i at bede i det fastsatte tidsrum, kan man bede den forsømte bøn sammen med næste obligatoriske bøn. På længere rejser kan bønnerne afkortes, og er man på grund af alderdom eller sygdom forhindret i at udføre de rituelle bevægelser, kan man naturligvis bede liggende eller siddende, idet det her som altid er hensigten, der er det afgørende.
    Der er udarbejdet tabeller med bønnetider for alle de største byer i verden. Disse tabeller er udregnet efter solens placering det pågældende sted og angiver klokkeslæt for daggry, solopgang, middag, eftermiddag, solnedgang og nat, dvs. de tidspunkter, hvor de pågældende bønner tidligt må foretages.
    For at ingen skal forledes til at tro, at det er solen, man tilbeder, er det forbudt at forrette bøn præcis ved solopgang, præcis når solen står i zenith og præcis ved solnedgang.

KALD TIL BØN (adhân)
Vi har travlt med dagens mange gøremål og er tilbøjelige til at glemme det vigtigste: bøn, lovprisning og taksigelse. Derfor kalder en mu'adhdhin de troende til bøn ved at råbe ud over land og by - i vore dage ofte suppleret af højttaleranlæg for at overdøve storbyernes larm:

Gud er større. (4 gange)
Jeg bevidner, der er ingen anden gud end Gud. (2 gange)
Jeg bevidner, Muhammad er Guds profet. (2 gange)
Kom til bøn. (2 gange)
Kom til frelse (el. fremgang). (2 gange)
Gud er større. (2 gange)
Der er ingen anden gud end Gud. (1 gang)

Ved kald til morgenbøn tilføjes: "Bøn er bedre end søvn".
    Ca. 40% af verdens muslimer er bosat i områder, hvor der enten er langt mellem moskeerne, eller hvor det (som her i Danmark) er forbudt at kalde til bøn i offentligt rum. Derfor er det blevet almindeligt med specielle ure, der kan indstilles til at kalde til bøn på de ønskede tidspunkter. Urene er ofte udformet som en moske med minareter.

AFVASKNING FØR BØN (wudû)
"Renhed er den halve tro" skal Profeten  Muhammad have sagt, og bøn kræver ikke kun indre, men også ydre renhed:

Oh I troende! Når I gør jer rede til bøn, vask da jeres ansigt og jeres hænder og armene til albuerne. Gnid jeres hoved med vand og vask jeres fødder op til anklerne. (5:7)

Før man påbegynder den rituelle afvaskning, fremsiger man en hensigtserklæring (nîya). En sådan erklæring fremsiges i øvrigt før enhver rituel handling - ligesom enhver rituel handling kræver rituel renhed.
    Søvn, opkastning, forrettelse af nødtørft m.v. kræver fornyet rituel afvaskning før bøn. (I øvrigt er det en selvfølge, at man vasker sig i skridtet efter hvert toiletbesøg.) Ved alle moskeer findes en eller anden form for vandanlæg med rindende, rent vand til den rituelle afvaskning.
    Den rituelle afvaskning er dog også en symbolsk handling, der kan foretages med sand, hvis man ikke har vand til rådighed. Dette kaldes tayammum og foregår ved, at man gnider håndfladerne med rent sand, hvorefter man fører håndfladerne hen over de kropsdele, man normalt ville vaske med vand:

Men dersom I er syge eller på rejse eller I har forrettet jeres nødtørft eller haft kønslig omgang med kvinder, og I ikke kan finde noget vand, så tag rent sand eller jord og gnid jeres ansigt og hænder dermed. Gud ønsker ikke at berede jer vanskeligheder, men at I holder jer rene og at fuldkommengøre Sine gaver til jer, for at I må være taknemmelige. (5:7)

Efter samleje, sædafgang, udflåd, menstruation og fødsel betragtes man som "ceremoniel uren" (djanâba) og skal bade hele kroppen (ghusl), før man atter kan udføre religiøse handlinger:

Hvis I er i en tilstand af ceremoniel urenhed, da skal I bade hele kroppen. (5:7)

Oh I troende! Nærm jer ikke bønnen i en tilstand af ceremoniel urenhed, før I har vasket hele kroppen. (4:43)

BEDERETNING (qibla)
Ingen troende er i tvivl om, at Gud er allestedsnærværende; men de første muslimer fulgte den gamle skik at vende sig mod Jerusalem i bøn. Efter udvandringen til Medina blev bederetningen efter guddommelig åbenbaring ændret til Mekka. Derved blev forbindelsen på smukkeste vis knyttet til Profeten Abraham, der netop i Mekka - sammen med sin førstefødte søn Ismael - byggede det første gudshus, Ka'baen, der nogensinde er blevet opført til ære for den ene sande Gud: Abrahams, Isaks, Ismaels og Jacobs Gud:

Tåberne (el. de uforskammede, safîhîn) vil sige: "Hvad har bragt dem bort fra den bederetning (qibla), som de før holdt sig til?" Sig: "Østen og Vesten tilhører Gud. Han leder hvem Han vil til en lige vej."
Og således har Vi gjort jer til et midtsøgende fællesskab (ummatan wasatan), for at I må være forbillede og vidner for menneskene, og at Profeten må være forbillede og vidne for jer. Den bederetning, du (hidtil) har fulgt, havde til formål at skelne dem, der følger Sendebudet, fra dem, der vender ham ryggen. Forandringen var svær - undtagen for dem, Gud vejledte. Han vil visselig ikke lade de bønner, I bad (vendt mod Jerusalem) være værdiløse, for Han er medlidende og barmhjertig over for menneskene.
Vi har set dig (Muhammad) vende dit ansigt mod himlen, og Vi vil nu give dig en bederetning, du vil være tilfreds med. Så vend dit ansigt mod den Hellige Moské (i Mekka). Hvor I end befinder jer, vend jeres ansigt i den retning (når I beder). Skriftens Folk ved udmærket, at dette budskab er sandheden fra Herren (for dets komme er forudsagt i deres bøger). Gud er opmærksom på alt, hvad de gør. (2:142-144)

I enhver moske findes en niche (mihrâb), der angiver bederetningen (qibla). Mange bedetæpper er udsmykket med en runding foroven, så de ligner en bedeniche. Til rejsebrug findes specielle qibla-kompas, der angiver bederetningen, og nogle bedetæpper er endog udstyret med fast kompas.
    Under sygdom eller på rejse kan det være svært at vende sig i den rigtige retning; men det gør naturligvis ikke bønnen ugyldig - det er hensigten, der er det altafgørende. Det samme gælder i tilfælde, hvor man hverken har bedeniche, qibla-kompas eller solen at orientere sig efter.
    Døde begraves med ansigtet i retning af Mekka, og slagtedyr holdes i qibla, når de slagtes.

BEDESTILLINGER
Under den islamiske bøn skifter den bedende mellem stående og foroverbøjet stilling (ruku'), samt knælende og med panden mod underlaget (sadjda).
    En sammenhængende serie bevægelser, der udføres samtidigt med, at der fremsiges bestemte sætninger el. korancitater, kaldes rak'a - og hver bøn består af et bestemt antal rak'ât: Morgenbønnen består af to, middagsbønnen af fire, eftermiddagsbønnen af fire, solnedgangsbønnen af tre og nattebønnen af fire rak'ât

Oh I troende! Bøj jer og kast jer ned (i bøn). Tjen Gud og gør gode gerninger, for at det må gå jer godt (i dette liv og i det kommende). (22:77)

Vi førte visselig Abraham til stedet for det Hellige Hus (og sagde): "Tjen ikke andre end Mig! Og helliggør Mit Hus for dem, der vandrer omkring det, der står, bøjer sig og kaster sig ned (i bøn)." (22:26)

Under sygdom eller i en faresituation er det naturligvis tilladt at bede i andre stillinger, for det er jo trods alt hensigten, der tæller:

Hvis I frygter (en fjende), da forret bøn gående eller ridende; men når I (atter) er i sikkerhed, da ihukom Gud, som Han har lært jer, og som I ikke førhen var bekendt med. (2:239)

Når I er på rejse, begår I ingen forseelse, om I afkorter jeres bønner af frygt for at de, der afviser troen (kafirûn, k-f-r), skal forulempe jer. Gudsfornægterne (kafirûn k-f-r) er visselig jeres åbenlyse fjender. (4:101)

GENERELT OM BØNNEN
Bønnen kan fremsiges hvor som helst, der er rent: i hjemmet, i moskeen, på arbejdspladsen eller i Guds frie natur. For muslimer er hele verden en moske.
    Ikke kun legemet, men også klæderne og det sted, man fremsiger bønnen, skal være rene. Man knæler på et specielt bedetæppe, på et rent klæde eller på den bare jord - og man skal naturligvis være anstændig klædt. For at forhindre person- el afgudsdyrkelse, må der ikke være billeder eller skulpturer i bederetningen umiddelbart foran den bedende.
    Beder flere mennesker sammen, vælger man en leder (imam, egl. "den, der står foran") - den i alle måder mest kyndige blandt de tilstedeværende.
    Den rituelle bøn fremsiges på arabisk og indeholder bl.a. Koranens første kapitel (sura al-fatiha), suraerne 109 og 112,  samt nogle koranvers efter eget valg og afsluttes med en fredshilsen. At den rituelle bøn fremsiges på arabisk betyder, at man - hvor som helst man end befinder sig i verden - er i stand til at følge bønnen og føle sig som en lille brik i et stort fællesskab. 
    Koranens første sura, sura al-fatiha udgør en central del i den rituelle bøn og afsluttes med et âmîn = amen. Man afslutter den rituelle bøn med en personlig bøn (du'a) på sit modersmål.

FREDAGSBØN
Fredagen kaldes "forsamlingsdagen" - yawm al-djumu'a. Er man forhindret i at forrette de daglige fem bønner i en moske, opfordres man til i det mindste at deltage i bønnen fredag middag, hvor der holdes en prædiken (khutba) om forskellige religiøse emner.
    Prædikanten (der ikke nødvendigvis behøver være den samme som bønnelederen) står på en prædikestol (minbar) til højre for bedenichen (mihrâb): 

Oh I troende! Når der kaldes til bøn på Forsamlingsdagen, da hengiv jer ivrigt til ihukommelse af Gud og lad jeres forretninger hvile imens. Det er bedre for jer, om I blot vidste det. (62:9)

Efter bønnen bør man fortsætte sit arbejde, for dagen betragtes - i modsætning til den kristne søndag og den jødiske sabbat - ikke som egentlig hviledag:

Men når bønnen er afsluttet, da spred jer i landet og søg Guds nåde (ved at efterkomme jeres forpligtelser). Ihukom Gud tit og ofte, at det må gå jer vel. (62:10)

Ud over de obligatoriske fem daglige bønner, omtaler traditionssamlingerne frivillige bønner om natten og ved specielle lejligheder som f.eks. højtider, begravelse, jordskælv og tørke, sol- og måneformørkelse.

© Aminah Tønnsen, maj 2000 & august 2003  

Litteratur:

AHAD, Abdul & Mehdi Hassan: Some Medical Aspects of al-Salat.
          THE MUSLIM WORLD LEAGUE JOURNAL, Vol.14, Nos. 5&6, 1987, pp.30-33.  

CRAGG, Kenneth (ed.): Common prayer. A Muslim-Christian Spiritual Anthology.
          Oxford 1999.   

DAFFE, Mamadou: La prière de l'éclipse et autres prières circonstancielles.
          LA MÉDINA no.3, déc. 1999/jan. 2000, pp.55-56. 

ESS, John Van: Prayer.
          THE MUSLIM WORLD, Vol.XL, No.3, July 1950, pp.155-159.   

GHAZALI, Al-: Inner Dimensions og Islamic Worship. Leicester 1992.    

GOITEIN, S.D.: The Origin and Nature of the Muslim Fridy Worship.
          THE MUSLIM WORLD, Vol.49, 1959, pp.183-195.  

HAMIDULLAH, Muhammad: La prière des musulmans.  

HORNEMANN, Johanne Duus: En bøn for hele kroppen. 
        KRISTELIGT DAGBLAD 12. marts 2005.

QURAISHI, Abdul Basit: Salah. Bønnens betydning.  

ISLAM fra A til AA:
          Solformørkelse.
          Hvad er en imam? 

Bønnens ritus:

ABDULLAH, Zahid: 
          Mødet med Gud. Salah, den muslimske bøn. Zahra Books, 2007.

FARIDI, Shahidullah: Daglig praksis.  

KHOLILUDIN, Tedi: Controversy of bilingual Islamic prayer (2005)

LOUBORG, Omar: Bøn i Islam. Alif 1977.  

MUHAMMAD, A.: The Purpose of Wudu 

MUHAMMAD, UMM:
          The Path to Prayer. With a description of the Prophet's prayer. Jeddah 1994.   

MUNTASSER, Kamal Ali Al-: Hvordan man beder.  

BØNNETIDER I DANMARK:
          IFØLGE Muslim World League

Bøn generelt:

DOSSEY, Larry: Helbredelse ved bøn         

KORSHOLM, Anne: De hemmelige bønner. 
        KRISTELIGT DAGBLAD 25. april 2002.