Almisse:

SOCIALSKAT & ALMISSE

(zakât & sadaqa)

Almisse er én af islams fem søjler. Koranen og Islamisk Lov opererer med to termer for almisse: zakât, den obligatoriske socialskat - og sadaqa, den frivillige almisse.

ZAKÂT - socialskatten
Zakât betyder oprindeligt 'at rense sig' og er uløseligt forbundet med den enkeltes forhold til Gud: Mennesket 'renser' sit forhold til Gud ved at opfylde sine forpligtelser over for samfundets trængende og give ud af de ressourcer, det har fået til låns af Gud (2:284) - en storslået gave, som mennesket har til opgave at forvalte under ansvar (35:39).

Ifølge Koranen påbød allerede Ismael, Abrahams førstefødte søn, sit folk at bede og betale zakât:

Ismael påbød sit folk at bede og betale zakât, og Gud fandt velbehag i ham. (19:55)

At give ud af sine materielle og menneskelige ressourcer til de trængende er en integreret del af en troendes liv:

Retfærdighed (birr) er ikke, om I vender jert ansigt mod øst eller vest (når I beder). retfærdighed er at tro på Gud og den Yderste Dag, på englene, bøgerne og profeterne. (Retfærdighed er) uselvisk at give af sine (menneskelige og materielle) ressourcer til slægtninge, forældreløse, trængende (masâkîn), vejfarende (ibn as-sabîl) og tiggere, og til at frikøbe krigsfanger og slaver. (Retfærdighed er) at forrette bøn og betale socialskat (zakât), at opfylde sine forpligtelser og at være udholdende i trængsler, i nød og i konfliktsituationer. Sådan er de virkelig gudfrygtige (muttaqûn). (2:177)

Socialskatten (zakât) er til de fattige (fuqarâ) og de trængende (masâkin) og til dem, der opkræver og fordeler midlerne, til dem, der har underkastet sig sandheden, til løskøb af krigsfanger, slaver og gældbundne, til forsvar for Guds sag og til den vejfarende. Dette påbyder Gud. Han er alvidende og alvís. (9:60)

De retslærde har defineret "den skattefrie bundgrænse" (nisâb) indtil mindste detalje - ligesom også retningslinjer for, hvorledes skatten skal beregnes af forskellige former for formue så som høstudbytte og græssende dyr, guld og sølv, handelsvarer og andre værdigenstande, man har ejet i mindst ét år. Man betaler dog ikke skat af almene brugsgoder og af egen bolig, der slides og værdiforringes:
* Ejer man f.eks. mere end 85 gr. guld, skal der betales 2½% af alt guldets værdi. De lærde er dog uenige om, hvorvidt dette også gælder en kvindes personlige smykker.
* Ejer man flere penge end værdien af 595 gr. sølv, skal der ligeledes betales 2½% i skat.
* Handelsvarer skal først beskattes, hvis man har ejet dem i min. ét år.
* Høstudbytte beskattes, hvis det er større end 653 kg. pr. høst. Satsen er 5% for udbytte fra jord, man er nødt til at vande kunstigt - og 10% for udbytte fra jord, der klarer sig med regnvand.
* Udbytte fra miner beskattes med 20%.    

Zakât-midler administreres ofte af det offentlige og bruges til almennyttige projekter så som hospitaler eller børnehjem  - eller gives til værdigt trængende: til forældreløse, til nødstedte vejfarende, til gældbundne uden mulighed for at betale deres gæld, til dem, der opkræver og fordeler zakât-midlerne (dersom det er deres eneste levevej), til ny-konverterede, der har mistet deres oprindelige netværk, og til dem, der er engageret i da'wa (oplysning om islam) eller er aktive i forsvarets tjeneste. 
    På Profetens tid var det aktuelt at skulle frikøbe krigsfanger og slaver - og dersom menneskene havde levet i overensstemmelse med Koranen, ville slaveriet for længst have været afskaffet. Ulykkeligvis ser vi i  vore dage, hvorledes mænd, kvinder og børn - over hele kloden - arbejder under slaveagtige forhold. De burde være nogle af de første til at nyde godt af de riges overflod. Verdens ressourcer må nødvendigvis omfordeles, hvis vi skal gøre os håb om nogensinde at få fred i verden.

Zakât-midler må derimod ikke bruges til moské- eller skolebyggeri. De må ej heller uddeles til ikke-muslimer, til dem, der ejer mere end det fastsatte minimum (nisâb), til en ægtefælle eller til slægtninge i lige linje, som man i forvejen har pligt til at sørge for.

I religiøs forstand er zakât obligatorisk, men i vore dage er det i mange lande op til den enkelte at sørge for at få udregnet og betalt den årlige zakât. 

SADAQA - den frivillige almisse
Sadaqa betyder oprindeligt "at være oprigtig", at demonstrere sin oprigtighed i troen ved frivilligt at give almisser til de trængende. Den, der uselvisk giver ud af sine ressourcer, vil blive belønnet herfor:

De, der giver ud af deres ressourcer for Guds  sag, er som et majskorn, der sætter syv aks, hver med hundrede korn. Gud beriger hvem Han vil. Han omslutter alle med Sin nåde og er alvidende.
De, der giver ud af deres ressourcer for Guds sag, og som ikke efterfølgende skamroser deres gavmildhed eller krænker (modtageren), vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet).
Et venligt ord og medfølelse er bedre end almisse (sadaqa) efterfulgt af krænkende ord. Gud er selvopretholdende og kærligt overbærende.
Oh I troende! Gør ikke jeres almisse (sadaqa) værdiløs ved upassende selvforherligelse og krænkelse (af modtageren) - som de, der giver ud af deres ressourcer for at blive set af andre, men som hverken tror på Gud eller den Yderste Dag. De kan sammenlignes med en stenet klippegrund, hvor kun den nøgne klippe bliver tilbage, når den rammes af kraftige regnskyl. Menneskene opnår ikke andet, end hvad de gør sig fortjent til (gennem deres gerninger på jorden). Gud vejleder ikke dem, der afviser at tro (kafirûn, k-f-r).
De, der giver ud af deres ressourcer for at søge Guds velbehag vel vidende, at Gud vil belønne dem, er som en have på en bjergskråning. Når regnen falder tungt, fordobles dens udbytte - og let regn er også tilstrækkeligt. Gud er vidende om alt, hvad I gør.
Ville nogen af jer ønske sig en have med daddelpalmer og vinstokke, med floder i dalsænkningerne og alle slags frugt, der - når han ældes af alderdom og hans efterkommere er svage - rammes af en hvirvelvind, så den ligger øde hen?" Således gør Gud Sine tegn tydelige, for at du må reflektere over dem.
Oh I troende! Giv ud af de gode ting, som I har tjent på hæderlig vis og af jeres høstudbytte - ikke af det dårlige, som I ikke selv ville tage imod, medmindre I lukkede jeres øjne. Vid, at Gud er uafhængig og al pris værdig.
Satan truer jer med fattigdom og beordrer jer at begå skændige handlinger, hvorimod Gud lover jer tilgivelse og nåde, for Han er allestedsnærværende og alvidende.
Gud skænker viden (hikma) til den, Han vil. Viden er en dyrebar gave; men kun de indsigtsfulde reflekterer over dette.
Gud har kendskab til alt, hvad I giver ud af jeres ressourcer, og alt, hvad I højtideligt lover (at give ud). De uretfærdige (zâlimûn) har ingen hjælpere.
At give almisse (sadaqa) åbenlyst er godt; men det er bedre for jer at give almisse til de trængende i det skjulte. Derved kan I sone nogle af jeres fejltrin. Gud ved alt, hvad I gør. (2:261-271)

Sadaqa må gives til moské- eller skolebyggeri og til enhver værdigt trængende i samfundet - uanset vedkommendes religiøse tilhørsforhold i øvrigt. Man skal give ud af sit overflod - uden dog at give andre så meget, at man sidder tilbage blottet for alle midler og selv får behov for almisse. Også her gælder det om at følge den gyldne middelvej:

De spørger, hvad de skal give ud (til gavn for andre). Sig: "Jeres overflod!" Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, for at I må reflektere over dem - i denne verden og i den kommende. (2:219-220)

(Guds mest trofaste tjenere er dem) der, når de giver ud, hverken er ødsle eller nærige, men følger den gyldne middelvej derimellem. (25:67)

Der er endvidere tradition for at give almisse omkring den store højtid ved fastens afslutning (sadaqat-ul-fitr). 

Den, der ikke er parat til at dele sine menneskelige og materielle ressourcer med sine medmennesker, er vantro slet og ret:

Tjen Gud og giv Ham ej partnere. Vær god imod forældre, slægtninge, forældreløse, trængende, nære og fjerne naboer, venner, vejfarende, krigsfanger og slaver. Gud elsker ingenlunde de hovmodige og pralende. (Han elsker ej heller) de gnieragtige, der tilskynder andre til nærighed eller skjuler de goder, Gud har givet dem. For sådanne vantro (k-f-r) stiller Vi en vanærende straf i udsigt. (4:36-37)

© Aminah Tønnsen, august 2000