Islam set
indefra:
ISLAM OG DET
SOCIALE ANSVAR
Af T.B. Irving
(1974)
En af de vigtigste
kendsgerninger i vor moderne tid er, at de gamle normer ikke længere er i
stand til at overbevise ungdommen og give den faste holdpunkter, og vi står
over for en ny uvidenhedens tidsalder, en ny jahiliyya, det er hvad
arabere eller muslimer ville kalde det. Hvad enten dette skyldes, at vestens
værdier i princippet er falske, eller at vore kommunikationsmidler er
blevet inficeret med råddenskab, så står det fast, at vi må imødese en
virkelig krise i hele den vestlige verden.
Denne proces er det modsatte af den store bevægelse i
det attende århundrede, der kaldtes oplysningstiden, da Vesteuropa og
Nordamerika så ud til at frigøre sig for deres ældgamle fordomme. For
muslimer danner den også en modsætning til den forbløffende periode, hvor
profeten Muhammad (fred være med ham) førte sin tørre halvø ud af kaos,
både i politisk og social henseende, og ind i førerstillingen i den
dengang kendte verden. Det var i virkeligheden sådan, at hvor som helst
islam optrådte, medens den var ung, der ophørte middelalderen at
eksistere, den middelalder, som Vesteuropa kalder den mørke periode i
menneskehedens historie.
Islams æra
Profeten Muhammad (fred være med ham) stiftede sin religion, og så
begyndte hans stat eller politiske fællesskab at udvikle sig langsomt,
næsten umærkeligt, i tiåret fra år 632 eller Hijra, der er navnet
på 0-punktet i islams tidsregning, til hans død i 632, kun ti år senere.
På det tidspunkt var Arabien, der havde været en halvø, hvor stammerne
gjorde røvertogter hos hinanden, blevet et statssamfund, der gik ind for
nye normer, som verden kunne tilslutte sig. Alt dette fandt sted, inden der
var forløbet ti år efter Hijra, det er navnet på Profetens og hans
muslimske menighed "flytning" fra de kritiske forhold i Mekka til
dens nye hovedstad Yathrib eller Medina, som byen senere blev kaldt, 320 km
mod nord, i en oase på den gamle karavanevej til Syrien.
Profetens liv varede fra ca. 570 efter den kristne
tidsregning, da han blev født, indtil 632. Han er kaldt an-Nabi al Ummi,
"den ulærde profet" i Koranen (7:157-158). Hvad skal man forstå
ved dette udtryk? Det betyder ganske simpelt, at Muhammad (fred være med
ham) ikke havde nogen højere uddannelse, hvad man ville have ventet i vore
dage. Alligevel førte han sit folk til bedre livsvilkår, både formelt og
i realiteten. Han var en i højeste grad kultiveret og engageret
personlighed, men han havde aldrig gået i skole. Som lille dreng havde han
blot øvet sig i at tale godt arabisk ude i ørkenen, hvor det bedste
arabiske blev talt på den tid. Og det gjaldt også i tiden derefter.
Næsten umiddelbart efter profetens død optrådte islam
i det Nære Østen også verdens scene. Islam bemægtigede sig hele
sassanidernes rige i Persien og en række af de byzantinske lande og nåede
så langt mod vest som til Spanien og Marokko ved Atlanterhavet. Dette skete
i løbet af mindre end hundrede år, i år 711, dvs. kun firs år efter
profetens død stod arabiske hære ved de franske grænser langt mod vest,
og de trængte ind i Indien i øst. ... Islam blev kaldt "Nationen i
Midten" (2:143). Islam var det samfund der skulle følge den gyldne
middelvej i alle forhold, det formål, som både det græske og det
islamiske samfund stræber efter sammen med alle mådeholdne mennesker over
hele jorden.
Det grundlæggende formål
Muslimernes grundlæggende livsmål er at
dyrke Gud i Hans enhed, bi-at-tawhid, og ikke gennem de kristne
treenighed, og heller ikke gennem andre religioners lære om to guder eller
afgudsdyrkelse. Muslimern arbejder ved den Guds magt, der er ophøjet over
alt. Kong Arthur, den keltiske lederskikkelse, formanede sine riddere af det
runde bord, da han forberedte sig til det hinsidige, med følgende ord:
"Er de mennesker bedre end
får eller geder, der lever et blindt liv i deres hjerner, hvis de, når de
dog kender Gud, ikke løfter deres hænder til bøn, både for sig selv og
for dem, der kalder dem ven?"
Gud står over alt, han er al-ghani,
som Koranen lærer os, medens den der kun er et menneske, blot er
"rig" eller "velhavende", når det samme siges om ham.
At tjene Gud og dyrke Ham betyder at give "værdi" til og sætte
pris på det, som vi respekterer og har ærbødighed for. Vi muslimer kender
Gud, vi møder Ham fem gange om dagen i de mindste, og det sker når vi
knæler for Ham.
Nu er vor nye verden i færd med at fjerne den døde
hånd, der lå over disse forestillinger, og i færd med at udbrede islams
budskab over hele verden. Hvis vi er villige til at lytte, allesammen, så
kan vi opklare en del af de misforståelser, der har forhindret den vestlige
verden i at vurdere Mellemøstens etik og værdiansættelser. Dette gælder
i særlig grad efter at islam selv nu gør fremstød i byerne i Nordamerika,
Storbritannien og på det europæiske fastland.
Den islamiske civilisations ånd
"Læs!" blev det sagt til profeten i
begyndelsen af kapitel 96, der har denne simple overskrift, og som på denne
måde allerede tidligt giver et mønster for det islamiske samfund. Islam
krævede lige fra sin begyndelse en fuldstændig litterær tradition.
Menneskenes beretninger skal opbevares, hvis civilisationen skal fungere på
tilfredsstillende måde. Dette behov kaldes statistik, og det er grundlaget
for handelsvidenskab og sociologi og ganske særligt for beskatning og
planlægning. Vi muslimer har derfor altid været meget optaget af vort
borgerlige livs stof eller substans, således at vi både kan opnå
åndelige og intellektuelle værdier og på denne måde fungere nyttigt
inden for samfundet.
Hvad er civilisation? Det ser ud til, at islam
oprindeligt begyndte i et kulturelt lavvande, næsten et tomrum, men straks
efter, i det første tiår efter profetens død, blev islam et brændpunkt
for den kulturelle energi i den civiliserede verden.
Den islamiske måde at betragte disse værdier eller
normer på er anderledes. Først og fremmest er islams synspunkt baseret på
en klar betragtning af verden og den guddom, der har ansvaret for dens
skabelse og eksistens. Det arabiske ord for religion er "din", det
betyder noget, som vi "skylder" Gud, det minder meget om det
latinske ord "religio", der betyder noget der "binder (os)
tilbage" til Gud. På lignende måde er ordet for "norm"
furqan, der er overskriften på kapitel 25 (al-furqan) i Koranen. vore tre
hovedsynder eller dødssynder er anført her for at sikre, at Den Eneste Gud
bliver dyrket i renhed:
-
"Kufr",
der betyder "manglende tro" og "utaknemmelighed",
medens en "kafir", det er præsens participium af samme rod,
betyder "den utaknemmelige hedning eller ateist", der nægter
at gå med til, at Gud har spillet nogen rolle, da han blev skabt.
-
"Shirk"
eller "association", det vil sige, at man giver Gud en partner
af en eller anden slags, så vi ikke længere har tillid til Ham alene.
Kristne oversættere af Koranen kalder ofte dette for
"polyteisme" eller "afgudsdyrkelse", og de håber
derved at afvende kritikken fra dem selv, skønt treenigheden kan
betragtes som en variation af dette tema, og det samme gælder de gamle
perseres dualisme og de grovere former fa hedenskab.
-
"Tughyan"
eller "anmasselse", det er en synd der består i at man
nægter at stole fuldt ud på Gud og opfører sig tyrannisk og
dominerende. Når for eksempel vandet er "anmassende", går
det over sine bredder og oversvømmer os, sådan som det skete med Noah.
Muslimernes reaktion
over for disse tanker må styrkes ved øvelse, med den liturgi eller ritual
der udvikler sig i alle religioner. I islam kalder vi den grundsten for vore
tro for "de fem søjler". Det er: 1) Vor trosbekendelse. 2)
Bønnen, der opretholder den daglige øvelse. 3) Fasten. 4) Den sociale
skat, der omfordeler rigdommen inden for samfundet. Og endelig 5)
Pilgrimsrejsen til Mekka, når vi har råd til det og ikke efterlader vore
familier i nød. Disse øvelser er samlet i den store hymne til lyset, der
står i kapitlet af det samme navn. Læg mærke til Koranens veltalenhed,
der har virket overbevisende på millioner af muslimer igennem fjorten
strålende århundreder:
Gud er
himlenes og jordens lys! Hans lys kan lignes ved en niche, hvor der er en
lampe. Lampen er inden i et glas. Glasset er ligesom var det en strålende
stjerne, tændt af et velsignet oliventræ (der er) hverken østligt eller
vestligt, hvis olie næsten vil glæde, skønt ilden aldrig har rørt ved
den. Lys på lys. Gud fører hvem Han ønsker til sit lys. Gud gør
lignelser for menneskeheden. Gud kender til alt!
Der findes huse, som Gud har tilladt at blive bygget, og
hvor Hans navn nævnes. Dér bliver Han lovprist morgen og aften af
mennesker, som hverken forretninger eller handel afholder fra at komme Gud i
hu. De opretholder bønnen og betaler den sociale skat. De er bange for en
dag, hvor deres hjerter og syn vil føles reducerede, medmindre Gud
belønner dem for de bedste ting, de måtte have gjort, og Han vil give dem
endnu mere ud fra Sin nåde. Gud sørger for enhver, Han ønsker at gøre
det for, og Han gør det uden at føre regnskab. De der mangler tro, (vil
finde), at deres handlinger er som en luftspejling i en ørken:
Det tørstige menneske vil regne med, at det er vand,
indtil han kommer hen til det og ser, at der intet er. Dog finder han Gud
(stående) ved sin side, og han må aflægge regnskab over for Ham. Gud er
hurtig til at afregne!
Eller som mørke på det bundløse hav, den ene bølge
dækker den anden, over dem (hænger) skyerne, det ene lag mørke over det
andet! Når han strækker sin arm ud, kan han næppe se hånden. Hver den
som Gud ikke skænker lys, får ikke noget lys! (24:35-40)
Islam
opstiller således sit værdisystem, der ganske simpelt handler om, at det
er nødvendigt for os at tænke klart på Guddommen og dyrke Ham af et
oprigtigt hjerte. Først når vi har fuldført dette, og vi har indført den
rene gudsdyrkelse af Ham, betragter vi de andre synder eller forbrydelser,
der kan begås imod samfundet eller vor næste, som for eksempel mord,
tyveri, løgn, sladder, hor og så videre. De tro store synder: manglende
tro, association og anmasselse er langt alvorligere, for de rammer direkte
den grundlæggende tro og det klare syn af den Ene Gud.
Det sociale ansvar
Vi er således stillet over for et socialt ansvar.
Alle har forpligtelser over for sin egen familie, og vi har også
forpligtelser over for samfundet. Her viser det individuelle ansvar sig,
fordi den ene Guds bydende tilstedeværelse lader hver og en af os ganske
klart forstå sin pligt over for verden. Den sociale skat omfordeler
rigdommen mellem de fattige og trængende, således at samfundet kan fungere
på en retfærdig måde.
Muhammad (fred være med ham)
var forældreløs, og derfor vidste han fra sin egen barndom, hvor
nødvendigt en eller anden offentlig godgørenhed var og er. Slægtskab er
en alvorlig forpligtelse, som man også må påtage sig på en
ansvarsbevidst måde. Der angives også retningslinjer for visse dele af
moralsk handlemåde. Velopdragenhed, både i privatlivet og offentligt,
betragtes ligeledes som noget betydningsfuldt. Men ingen af pligterne er
overvældende:
"Gud pålægger ikke sjælene mere,
end de kan påtage sig, de bliver godskrevet, for hvad de har gjort sig
fortjent til, men de bliver belastet, for hvad de har bragt over sig
selv" (2:286)
Hvad man kan kalde vore store
bud eller vort ansvar er klart formulerede:
Sig: "Kom nærmere og
jeg vil opregne de ting, som din Herre har forbudt dig:
Du må ikke associere noget med Ham.
Og (vis) begge (dine) forældre venlighed.
Dræb ikke dine børn på grund af fattigdom. Vi skal sørge for dig og
også for dem.
Hengiv dig ikke til anstødelige handlinger, hvad enten de udføres åbent
eller i hemmelighed.
Dræb ikke nogen, som Gud har forbudt at dræbe, undtagen ved loven (lovlig
rettergang). Han har givet dig dette middel, så brug din fornuft.
Du skal ikke nærme dig en forældreløs' ejendom, før han bliver myndig,
medmindre det sker for at forbedre den.
Giv fuldt mål og fuld vægt og vær redelig. Vi pålægger ikke nogen at
gøre mere, end han kan overkomme.
Når som helst du taler, så vær retfærdig, også når det gælder en
nær slægtning.
Fuldbyrd Guds pagt. Således har Han belært dig for at du skal huske det.
Dette er min lige vej, så følg den, og følg ikke stier, der fører dig
bort fra Hans sti. Således har Han belært jer, så I kan tage jer i vare.
(6:151-153)
Det økonomiske liv må man
også behandle på en etisk måde, i særlig grad sager som åger og at tage
renter, hvad er altid har ført til misbrug. Loven og staten må være i
stand til at fungere på basis af retfærdighed for alle. Den gamle stamme
Thamud fik at vide, at selv en tørstig kamel har ret til at drikke
(54:23-30). Enhver nation har
ansvaret for hvad den foretager sig (2:134),
spørgsmålet som det kollektive ansvar er behandlet i verset:
"Gud er ikke den der
ændrer nogen gunstbevisning Han har givet til noget folk før de ændrer
hvad de selv har." (8:53 & 13:11)
Det kollektive forsvars
princip har været forvirrende for dem, der har angrebet et islamisk
samfund. Islam præker ikke den idealistiske doktrin, der siger, at man skal
vende den anden kind til, men foretrækker et selvforsvar med tilsætning af
medlidenhed og et forsøg på forsoning, som vi kan se af det følgende
stykke:
Hvem taler skønnere end
den, der henvender sig til Gud, handler anstændigt og siger: "Jeg er
muslim?" En god handling og en dårlig handling er ikke det samme,
gengæld ondt med noget, der er bedre, og se, hvordan en, som fjendskab
skiller dig fra, bliver din nære ven!
Men det er kun dem, der har fuldstændig herredømme over sig selv, der vil
opnå det, kun de allerheldigste vil kunne gøre det! Hvis ikke desto mindre
en eller anden tilskyndelse fra Satan skulle blive tilhvisket dig, da søg
tilflugt hos Gud. Han er den der er årvågen og på vagt. (41:31-36)
På det individuelle
plan bliver de ansvarsbevidste handlinger opmuntret, man foretrækker positiv
optræden for negativ eller ødelæggende opførsel, det er lovet os, at:
Hver den der kommer med en
god handling, han skal have ti igen af samme art, medens hver den der kommer
med en ond handling, han skal belønnes med ti tilsvarende, der vil ikke ske
dem skade. (6:161)
Vi bliver derfor opmuntret
til at være konstruktive i vor opførsel, først og fremmest over for vore
nære slægtninge, over for kvinder, børn og ganske særligt forældreløse
børn, over for de fattige og de svage i ånden og den vejfarende, de
behøver alle omsorg og deltagelse. Gæstfriheden i de muslimske lande er
blevet et velkendt ordsprog:
De tilbyder den trængende
mad, og det før de forældreløse og fangerne også af kærlighed til Ham.
Vi giver jer mad udelukkende for Guds skyld. Vi ønsker ikke nogen
belønning fra jer, ej heller nogen tak. (76:8-9)
Meget af denne indstilling
blev udformet i enkeltheder ved at følge eksemplet fra profetens handlinger
eller "sunnah" som det hedder på arabisk. Hadith-videnskaben
eller "traditionerne" blev oprettet med dette mål for øje, og
dens strenge overholdelse er en af triumferne for den historiske metode, der
med megen møje blev udviklet af muslimske videnskabsmænd med det formål
at fastslå, hvad der var sandt om forbigangne begivenheder og beretninger.
Gennem alt dette kan man se profetens personlighed, se hvordan den arbejder
med en intense oprigtighed, der er grundlaget for vor "hadith"
eller islamisk traditioner.
Vi har en stolt tradition, der har sammenknyttet landene i
et bælte, der strækker sig fra Marokko gennem Afrika og Sydasien til
Indonesien, til en kulturel helhed. Trods overfaldene fra den vestlige
verden, stiger den islamiske verden på ny frem for at fastslå, at den er
et "formidlende samfund" på den nuværende verdensscene. Dens
moral og den måde, den har gjort sig gældende på i kunst og samfundsliv,
har givet den en værdighed, som ikke engang franskmændene havde kunnet
ødelægge i Nordafrika, selv om spanierne gjorde det i Granada og Valencia.
Her er så det budskab, som islams religion bringer til vort århundrede,
medens den vestlige verden famler i det uvisse for at finde sine værdier og
endnu engang søger efter, hvad mennesket skal dyrke og tillægge værdi.
Islam skrider frem med klare værdier, der fører os til en fornyet social
ansvarlighed.
T.B. Irving er canadisk muslim. Ovenstående er et
indlæg, som forfatteren leverede ved Muslim-Baptist Dialogue Conference i
Toledo, Ohio, USA og offentliggjort i IMPACT INTERNATIONAL i august 1974.
Teksten er taget fra: Oversigt over islam 6, udgivet af
Scientific Research House 1976.
