Islamisk Studiebogssamling - Islam set indefra

SPLITTELSEN i SUNNI- og SHIA-ISLAM

Aminah Tønnsen

Profeten Muhammad havde ikke peget på nogen til at lede den muslimske menighed efter sin død. Man udnævnte den højt respekterede Abu Bakr, der som en af de første havde sluttet sig til Profeten, til dennes efterfølger og stedfortræder, kalif (khalifa). Umar valgtes til kalif i 634, og han efterfulgtes af Uthman i 644.
    Det var dog ikke alle muslimer, der var tilfredse med disse valg, idet nogle mente, at kalif-værdigheden skulle gå til personer, der var af samme slægt som Profeten Muhammad. De kaldte sig Alis parti (shiat Ali), og hver gang der skulle vælges en ny kalif, pegede de på Ali, der var Profetens fætter på fædrene side - og også hans svigersøn, idet han var gift med Profetens datter Fatima.
    Et flertal i menigheden mente dog, at Ali var for ung og uerfaren til at løfte en så tung opgave; men da den tredje kalif Uthman blev myrdet i 656, blev Ali valgt som muslimernes fjerde kalif.
    Ali var således den første leder, som Alis parti – der i vore dage kaldes shiiter eller shia-muslimer – kunne acceptere som deres retmæssige leder, imam. Dermed er Ali den første, der både af sunniter og shiiter regnes for menighedens retmæssige leder efter Profeten Muhammad. Han er nemlig både sunniternes fjerde kalif og shiiternes første imam.

Ali, fjerde sunnitiske kalif og første shiitiske imam (656-661)
Det var imidlertid ikke alle sunniter, der bifaldt valget af Ali til fjerde kalif. Profetens unge enke, Aicha, havde næret uvilje imod Ali lige siden affæren med halskæden, eftersom han ikke havde troet på hendes uskyld. Derfor deltog Aicha i 656 aktivt i et stort slag imod Ali nær Basra. Hun dirigerede sin tropper ridende på en hvid kamel. Det blodige slag sluttede først, da Aichas kamel faldt for fjendens pile. Aicha tog nederlaget med oprejst pande - og Ali sørgede for passende eskorte til hende, så hun kunne vende standsmæssigt hjem til Medina.
    Ali have også andre modstandere. Hans forgænger, den tredje kalif Uthman, havde nemlig indsat en nær slægtning, Muawija, som statholder i Damaskus, og da Uthman blev myrdet, gjorde Muawija krav på kalifværdigheden.
    Muawija og hans tilhængere mødte Ali i et slag ved Siffin i 657. På et vist tidspunkt så kampen ud til at falde ud til Alis fordel, og det fortælles, at Muawija fik den idé at lade blade af Koranen sætte på spidsen af krigernes lanser. Da Ali ikke ville kæmpe mod selve den hellige skrift, lod han kampen afblæse og forelagde afgørelsen for en voldgiftsdomstol. Denne tilkendte ham sejren og kalif-værdigheden.
    Ali blev myrdet i 661, og shiiterne mindes drabet hvert år i de første tre dage af ramadanen.

Hassan og Hussain, shiiternes anden og tredje imam (661-680)
Ali og hans hustru Fatima havde to sønner, Hassan og Hussain, der var Profeten Muhammads eneste direkte mandlige efterkommere.
    Efter mordet på Ali lod Muawija sig udråbe til femte kalif i Damaskus, og han gav Alis ældste søn, Hassan, en form for affindelsessum, for at han ikke skulle gøre krav på kalifværdigheden. Hassan døde året efter og fik senere titlen af anden imam. Da Muawija døde i 680, forlod Hassans yngre bror, Hussain, Medina for at tage til Kufa for dér at lade sig udråbe til kalif i stedet for Muawijas søn Yazid. Denne fik imidlertid nys om planen og dræbte Hussain i et grusomt slag på Kerbela-sletten syd for Kufa i Irak.
    Det skete den 10. muharram, og denne dato har siden været en helt central shiitisk mærkedag. De første ni dage i muharram genopleves tragedien fra Kerbela i mægtige passionsspil, der kulminerer på ashura-dagen den 10. muharram med optog af sortklædte drenge og mænd, der - for at mindes martyrernes lidelse i Kerbela-slaget - pisker deres nøgne overkrop med svøber af jernringe.
    Hussain betragtes som den tredje imam, og hans spæde søn Ali Zain, der var blandt de få overlevende fra Kerbela-slaget, blev udråbt til fjerde imam.
    Yazid blev udråbt til kalif og fortsatte således det sunni-muslimske umayyade-dynasti

Shiitiske grupperinger:

Tolv-imam-linjen er den største gruppe. Den anerkender tolv legitime imamer med Ali som den første. Den udgør flertallet af den muslimske befolkning i Irak, Iran, Libanon og på Bahrain.

Syv-imam-linjen eller ismailiterne anerkender som syvende imam Ismail, som ikke anerkendes af tolv’erne. Syv’erne findes i dag i Syrien, Yemen, Pakistan, Østafrika og det vestlige Indien.

Inden for begge disse to grene er den sidste imam (henholdsvis den tolvte og den syvende) ikke død, men forsvundet på mystisk vis for engang at vende tilbage til menigheden som mahdi (den af Gud retledte).
    Fra tid til anden er der personer, der påstår at være den ventede mahdi, som det f.eks. skete i Sudan i 1898.
    Da det viste sig, at de skjulte imamer ikke dukkede op igen, overgik den spirituelle magt til et råd bestående af tolv lærde, der udpegede en højeste imam. Et kendt eksempel på en sådan højeste imam er Ayatollah Khomeini, der regerede i Iran fra 1989-     , og hvis portræt hænger i mange shia-muslimske hjem.
    Den højeste imam har status af 'ufejlbarlig', ligesom den katolske pave i Rom, og de shiitiske imamer danner et hierarki, der kan sammenlignes med den katolske kirkes.

Zaiditerne anerkender kun fem imamer efter Ali og findes i dag i Yemen.

Man mener, at omkring 10-15% af alle muslimer er shiiter. De resterende 85-90% er sunniter eller sunni-muslimer. De hedder sådan, fordi de fulgte Profetens sædvane (sunna), da dennes efterfølgere skulle udnævnes. De valgte nemlig den, som de fandt bedst egnet til opgaven.

Forskelle mellem shia- og sunni-islam:

Trosbekendelsen
Shia-muslimerne har et ekstra led i trosbekendelsen: Der er ingen gud uden Gud, og Muhammad er Hans sendebud - og Ali er Hans ven. Han er Guds profets efterfølger og hans første kalif.
Dette ekstra led indgår også i trosbekendelsen, når den udråbes som en del af kaldet til bøn.

Bønnen
Den rituelle afvaskning før bøn er en smule forskellig fra sunni-muslimernes.
Under selve bønnen berører shia-muslimerne ikke selve bedetæppet med panden, når de falder på knæ, men bruger en bedesten (muhr), en rund eller mangekantet flad sten fremstillet af ler fra Kerbela-sletten, der i 680 var skueplads for hårde kampe mellem sunni- og shia-muslimerne, og hvor Profeten Muhammads dattersøn Hussain led martyrdøden. Disse bedesten fremstilles i Kerbela og eksporteres især til Iran, hvor befolkningen er overvejende shia-muslimsk.

Almisse og faste
Der er ingen nævneværdig forskel med hensyn til almissen. Nogle steder markerer man den 15. dag i ramadanen, når det er fuldmåne.

Pilgrimsfærden til Mekka
forløber stort set ens for alle muslimer; men det efterfølgende besøg i Medina forløber på en anden måde end for sunni-muslimerne, idet Profetens datter Fatima (som også kaldes smertens moder) samt fire af shiiternes tolv imamer er begravet i byen. De fire imamer bliver betragtet som martyrer; men sunni-muslimer afviser kategorisk den måde, hvorpå shia-muslimerne dyrker disse martyrer.
Shia-muslimerne har også mange valfartsmål i Iran og Irak, bl.a. Imam Husains gravmoské i Kerbela, Imam Alis gravmoské i Najaf, og Kazimain-moskéen med de to guldkupler uden for Baghdad, hvor den syvende og den niende imam ligger begravet. Moskéen i Samarra er rejst over brønden, hvori den tolvte imam forsvandt i 873.
Mange shia-muslimer ønsker at blive begravet på de store gravpladser, der omgiver moskéerne i Kerbela og Najaf, hvor hhv. imam Hussain og Imam Ali er begravet. Også i Iran har shiiterne kendte valfartsmål.

Den shiitiske martyr- og helgendyrkelse har medført, at man ikke har taget forbudet imod afbildning af levende væsener særlig højtideligt. Bogmaleri i form af miniaturer forestillende historiske begivenheder har blomstret i århundreder. På shia-muslimske gravpladser står der ofte fotos af de afdøde på gravene.

Shia-muslimerne har deres egne hadith-samlinger og foretrækker hadith, der kan føres tilbage til Profetens datter Fatima og hendes mand Ali (den første shia-muslimske imam). De bryder sig mindre om de hadith, der kan føres tilbage til Profetens hustru Aicha (på grund af hendes deltagelse i krigen imod Ali i 656).
I 1959 blev den shia-muslimske Jafari Lovskole officielt anerkendt af ledende teolog ved al-Azhar Universitetet i Cairo, Sheikh Mahmood Shaltoot. Det er interessant at bemærke, at al-Azhar Universitetet, der i dag er sunnitisk, faktisk blev grundlagt under det shiitiske Fatimide-dynasti i 969.

Shia-muslimerne tillader tidsbegrænsede ægteskaber, der er forbudt inden for sunni-islam.

Shia-muslimerne går ind for taqiyya-princippet, der betyder, at de i livsfarlige situationer må skjule eller benægte deres religiøse tilhørsforhold.

Oprindeligt har islam intet 'præsteskab'; men et sådant har udviklet sig inden for shia-islam med magtfulde mullaher og ayatollaher, der i dag leder Iran - det eneste land, hvor shia-islam er statsreligion.

Uenigheder
Mange sunni-muslimer mener, at shia-muslimerne sætter islams kerne i baggrunden til fordel for martyr- og helgendyrkelsen. Nogle sunni-muslimske lærde er endog gået så vidt som til at erklære enkelte shia-muslimske grene for kætterske. Andre arbejder i modsat retning og forsøger at skabe enighed mellem grupperne.

© Aminah Tønnsen, juni 2004

Billedserie: Ashura - blodig fest for Muhammads barnebarn
religion.dk 7. december 2011

Sunni og shia
Jakob Skovgård Petersen

Hovedretninger inden for islam
religion.dk 25. maj 2005

En kamp på liv og død
religion.dk 4. dec. 2008

Sunni-muslimer og shia-muslimer går i samme moské
KRISTELIGT DAGBLAD 11. dec. 2008.

Time for unity
ISLAMONLINE.net

Marriage between sunni and shiite muslims
ISLAMONLINE.net

Litteratur om shia-islam:

Div. shia-muslimske tekster.

AMIN, Hussein Abdulwaheed: The Origins of the Sunni/Shia split
http://www.al-huda.com/Article_11of42.htm

HANSEN, Henny Harald: Shi'a Islam. København 1983.