Islam
set indefra:
Nedenstående
oplæg blev holdt ved en FREDSHØRING afholdt af COMMITTEE for WORLD PEACE
i København den 3. marts 1995.
ISLAM
-
FRED GENNEM GUDHENGIVELSE
Af
Aminah Tønnsen
Det
kan synes paradoksalt for mange at tale om FRED i forbindelse med ISLAM,
for medierne har i årevis fremstillet muslimer som fanatikere, der - selv
i vore dage - med våben i hånd udkæmper den ene "hellige
krig" efter den anden. Besynderligt - for "hellig krig"
nævnes ikke i Koranen overhovedet!
Ordet
ISLAM betyder GUDHENGIVELSE og er dannet ud fra samme konsonant-rod som
ordet SALAM, der betyder FRED (vi kender det også fra det hebræiske
SHALOM).
Og
drager man alle afskygninger af konsonant-roden s-l-m's betydninger med
ind i billedet, så er en muslim én, der gennem gudhengivelse søger at
skabe den fuldkomne fred og harmoni (både for sig selv og sine
omgivelser) og som følger den gyldne middelvej i alle livets forhold -
den vej, der fører én sikkert til det højeste mål af alle: Et
fredfyldt liv hos Gud.
Vi
føler os magtesløse over for sult, forfølgelse og krig, der er
dagligdag for så mange af vore medmennesker; men én ting KAN vi gøre -
selvom det kan synes som en dråbe i havet: Vi kan hver især starte med
os selv. Starte med at finde den indre fred og balance, der er så
altafgørende for, om vi overhovedet er i stand til at leve i fred med
vore medmennesker.
Koranen
fortæller os, at gudhengivelse er en personlig og fortløbende indre
søgen og stræben - ikke noget, der kommer automatisk til os, blot vi
fremsiger en trosbekendelse eller følger nogle bestemte ritualer.
Gudhengivelse skal simpelthen opleves som en del af os selv, før vi kan
forstå, hvad det dybest set handler om - og før den virkelig giver os
den indre fred og harmoni, vi alle har så hårdt brug for.
Som
jeg tolker Koranen, handler det i første række om "at give ud af
det, Herren har skænket os", som det hedder igen og igen. At dele
vore utallige ressourcer med vore medmennesker - ikke kun synlige goder,
men i lige så høj grad omsorg, en hjælpende hånd, viden, livserfaring
og tid - tid til at lytte til den nedtrykte, den bekymrede og den
sørgende.
Sagt
med andre ord: At udvise næstekærlighed. Det er så vigtig en del af
islam, at den, der IKKE er parat til at dele sine ressourcer med sine
medskabninger, i Koranen betegnes som VANTRO.
Er
vi parate til at give ud af vore ressourcer, vil vi altid på én eller
anden forunderlig måde få noget igen - selvom vi selvfølgelig ikke kan
forvente, at der en dag dumper en check ind af brevsprækken fra de
sultende i Ethiopien! Det kommer ofte fra en helt anden og måske uventet
kant - én, der er parat til at lytte, når vi selv følger os nedtrykt. En telefonopringning en grå og trist dag, en dybtfølt TAK - eller en
ukendt, der redder vor dag ved at sende os et smil, når vi selv er for
trætte til at smile.
Mere
skal der såmænd ikke til for at bringe fred i sindet - og til at skabe
respekt, forståelse, tillid og samhørighed mellem mennesker - også på
tværs af kulturelle, sproglige, sociale og religiøse skel. Det gælder
om ikke at lukke verden ude, selvom vi holder nok så meget af vort eget -
og om at føle ansvar både for os selv og for vore medskabninger.
Vort
ansvar gælder også naturen. Vi kan ikke føle virkelig indre fred og
harmoni uden samtidig at føle dyb taknemmelighed, respekt og ærefrygt
for alt det skabte, som Gud har betroet i vor varetægt. Gud har ifølge
Koranen skabt mennesket som Sin stedfortræder på jorden - til på
ansvarlig vis at forvalte jordens rigdomme i Hans sted. Han har skabt
naturen til gavn og nytte for os; men vi har ikke ret til at misbruge og
ødelægge den.
Vort
ansvar gælder naturligvis også fordelingen af naturens ressourcer, og
verdensfreden afhænger af, om vi er i stand til at fordele disse
ressourcer på retfærdig vis. også på det felt er vor egen fremtid og
vor engen skæbne uløseligt forbundet med vore medmenneskers.
Jeg
er i de senere år blevet mere og mere bevidst om, hvor vigtigt det er, at
vi lærer at betragte hinanden som enkeltindivider og som mennesker i
stedet for at fokusere på hudfarve, sprog, klædedragt, kultur,
uddannelse og religiøst tilhørsforhold (eller mangel på samme). At vi
ikke sætter hinanden i bås derefter, og at vi lærer at behandle andre,
som vi selv gerne vil behandles. Og jeg er overbevist om, at vi ved af
fokusere med på vore indbyrdes ligheder kan fremme den gensidige respekt
for vore indbyrdes forskelligheder, så mangfoldigheden bliver et positivt
og berigende element i hverdagen.
Det
er noget af det, jeg har forsøgt at lægge vægt på både som
foredragsholder på gymnasier og højskoler i foreninger og til
sogneaftener - og som redaktør af tidsskriftet ISLAM - FRED &
HARMONI.
En
anden ting, der ligger mig meget på sinde, og som jeg bruger mange
ressourcer på (og som jeg tror, kan bidrage til fredelig sameksistens
mellem "gamle" og "nye" danskere) er mine gentagne
opfordringer til muslimer om at søge til kilden, til selve fundamentet
for vor tro - Koranen - og ikke lade sig vildlede af århundreders
forvanskning og misbrug.
For
islam ER i sin kerne både dynamisk, rummelig, enkel og livsbekræftende:
Koranen opfordrer til at opretholde enhed i mangfoldigheden og til at
udvise respekt over for medmennesker - uanset køn, race eller religiøst
tilhørsforhold.
Koranen opfordrer til næstekærlighed og til at følge den gyldne
middelvej i alle livets forhold - også når det gælder vor tro.
Vel giver Koranen os mulighed for at leve efter mottoet "øje for
øje og tand for tand" - MEN den siger også, at de VIRKELIG
indsigtsfulde er de tålmodige, de overbærende, de tilgivende og dem, der
imødegår ond med godt.
Kun
ved at holde os til kilden, Guds ord i Koranen, og betragte den som et helt
personligt budskab, og kun ved at tolke den i lyset af vor egen tid og den
sociale og politiske virkelighed, vi lever i, kan vi vinde omverdenens
respekt for vor tro.
Men jeg føler ind i mellem, at det er som at slå i en dyne, for hver
gang, der i medierne fremkommer mere eller mindre (u)saglige angreb på islam
- og hver gang islam bliver identificeret med nogle ekstreme gruppers
krænkelse af menneskerettighederne, rykker muslimer - naturligt nok -
tættere sammen og lukker omverdenen ude, af lutter angst for at miste
deres livsgrundlag.
PÅ
vore breddegrader har man måttet føre en århundredlang kamp for at
afskaffe hoveri og enevælde og opnå anerkendelse af kønnenes
ligeværdighed - basale menneskerettigheder, som ubemærket af alt for
mange har været nedfældet i Koranen i 1400 år.
For det har altid været i magthavernes interesse at holde folket i
uvidenhed om deres rettigheder. Og for den enkelte er det nemmere at bøje
hovedet og følge flokken, for man bliver kun alt for nemt udstødt af
fællesskabet, hvis man holder på sin ret.
Men den dag, den enkelte virkelig er parat til at kaste åget af sine
skuldre, vil han/hun ganske sikkert kræve sin ret. Revolution er
nyttesløs - det er bevidstgørelse og en rolig og jævn evolution, vi har
brug for.
Jeg
håber, at mine bestræbelser må bære frugt på længere sigt, således
at flere og flere oprigtigt vil kunne sige som Knud Holmboe, journalisten
fra Horsens, der blev muslim i 1929:
I
islam fandt jeg den perfekte balance
mellem verdslighed og religion,
mellem kultur og menneske,
mellem krop og sjæl,
mellem selvet og kosmos.
så
de virkelig må leve op til deres navn og skabe fred for sig selv og deres
omgivelser.
©
Aminah Tønnsen, maj 2002
Se
også: Bedebøn for fred
Islam - fred
gennem gudhengivelse (Islam set indefra)
Muslim
Peace Fellowship - Danmarks
Fredsråd
- Nej til krig
- Fred -
Kunstnere
for fred
