Islam:

Gud er altets skaber og opretholder. Gud er almægtig - Han kan skabe ud af intet:
Gud er himlenes og jordens ophav. Når Han beslutter en ting, siger Han: "bliv" - og den er. (2:117)

Vand er grundlag for alt liv:
Kan de ugudelige da ikke se, at himlene og jorden var ét, før Vi kløvede dem? Af vand (mâ') skabte Vi alt levende. Vil de da ikke tro? (21:30)

Formuleringen "af vand" kan både betyde, at vand er den essentielle komponent i alt levende eller at alt levende tog sin begyndelse i vand. I dag ved vi, at protoplasma, der opbygger alle plante- og dyreceller, består af 80-85% vand - og at mere end 70% af jordens overflade er dækket af vand.
    Begrebet mâ' refererer både til vandet i skyerne og i havene - såvel som andre former for væske.

Gud skabte forskellige former for levende væsener (dyr, engle, ånder og mennesker), som selvstændige arter, med forskellige egenskaber og indbyrdes fortrin - selvom de har visse anatomiske fællestræk.
    Gud skabte dyrene:
Af vand (mâ') skabte Vi dyrene. Nogle kryber på deres mave, nogle går på to ben, og andre går på fire ben. Gud skaber, hvad Han vil, for Han råder over alt. (24:45)

Af lys skabte Han engle (mala'ika) - og Han skabte ånder (djin) af ild uden røg, af flammende ild. Først derefter skabte Han mennesket:
Vi skabte mennesket ... og før det skabte Vi ånderne, af flammende ild. Og Gud sagde til englene: "Jeg vil skabe mennesket ..." (15:26-28)

Koranen afviser således på den ene side klart og tydeligt Darwins evolutionsteori, ifølge hvilken mennesket skulle være en videreudvikling af aben (en teori, som i øvrigt aldrig er blevet videnskabeligt bevist) - men afviser på den anden side ikke, at skabelsen konstant evoluerer, som det beskrives i det følgende.
    Endnu et eksempel på, at islam er troen på midten. (jf. 2:143)

Menneskets skabelse
Det fremgår af Koranen, at mennesket er uløseligt forbundet med jorden (al-ard). khalaqa betyder både skabe og forme:
Og Gud skabte og formede (khalaqa) jer af jord (ard) og lod jer vokse (gradvist). Bagefter vil Han give jer tilbage til jorden og (atter) rejse jer op af den. (71:17-18)

Der er forskellige udtryk for jord, 
1) ard:
Gud lod dig vokse af jorden (ard). (11:61) (jf. 53:32)

2) turâb:
Ligheden mellem Jesus og Adam for Gud er: Han skabte ham af jord (turâb). Derpå sagde Han: "bliv!" - og han var. Sandheden kommer fra Gud alene, så tvivl ikke. (3:59-60)

Oh menneskehed! Vi skabte jer af jord (turâb). (22:5) (jf.18:37, 30:20, 35:11 & 40:67). 

3) tiyn - ler: 
Det er Gud, der har formet dig af ler (tiyn). (6:2)

4) ... - klæbrigt ler.
Vi skabte mennesket af klæbrigt ler. (37:11)

5) hamâ' - formet mudder & salsâl - lertøj, dvs. fugtigt ler, der er formet og tørret til skrøbeligt lertøj.
Vi har formet mennesket af lertøj (salsâl), af formet mudder (hamâ'). (15:26)

Gud formede mennesket af ler, som lertøj (salsâl). (55:14)

6) sulâtat - et ekstrakt eller kvintessens, det essentielle:
Vi skabte visselig mennesket af et ekstrakt (sulâtat) af ler (tiyn). (23:12)

Mennesket er ikke kun formet, det har en harmonisk form (sawwara) eller harmoniske proportioner:
Vi skabte jer, hvorefter Vi gav jer en harmonisk form (sawwara), og Vi påbød englene at bøje sig for mennesket. (7:11) 

Gud sagde til englene: "Jeg vil skabe mennesket af ler, af formet mudder (hamâ'). Når jeg har formet det harmonisk (sawway) og blæst af Min ånd (ruh) i det - da bøj jer for det i lydighed." (15:28-29) (jf. 38:72)

Gud skabte mennesket og formede det i harmoniske proportioner - i den form og sammensætning (rakkaba), Han ønskede. (82:7-8)

Vi skabte mennesket i den mest fuldkomne form (taqwîm). (95:4)

Menneskets evolution
Som allerede nævnt, er menneskets skabelse kun et første stadie - der følger flere efter:
Ser I ikke, at Han har skabt jer i forskellige stadier (twâr)? ... Og Gud skabte og formede jer af jord (ard) og lod jer vokse (gradvist). Bagefter vil Han give jer tilbage til jorden og (atter) rejse jer op af den. (71:14 & 17-18) (jf. 20:55)

Koranen afviser klart teorien om, at forskellige mennesketyper skulle have udviklet sig simultant i forskellige geografiske områder. Gud skabte det allerførste menneskepar ud af en enkelt celle - og satte dette menneskepar i stand til at formere sig selv, så de kunne sprede sig ud over jorden:
Oh I mennesker! Nær ærefrygt for Herren, der skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte og formede (khalaqa) mager (zawj), og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig (ud over jorden). (4:1)

Gud lader nogle af disse folkeslag gå til grunde - og udskifte dem med andre folkeslag af samme oprindelse. Folkeslag blomstrer op og går til grunde - det er verdens naturlige gang, fx Noas folk, Lots folk og romerne:
Vi skabte dem og styrkede dem; men Vi kan udskifte dem med andre af samme slags, når som helst Vi ønsker. (76:28)

Gud er uafhængig og nådig. Hvis Han ville, kunne Han tilintetgøre jer og i stedet udpege andre til at efterfølge jer - ligesom Han lod jer opstå af andre folkeslag. (6:133)

Fosterets udvikling
Gud skabte det første menneskepar på en måde, så det var i stand til at formere sig ved at forene sig seksuelt - ved hjælp af det essentielle, et ekstrakt (sulâtat) af en ubetydelig væske (nutfa), der "flyder frem (ejakulerer) mellem lænden og ribbenene":
Han er den, der har skabt alt på ypperligste måde. Han begyndte menneskets skabelse (khalaqa) af ler (tiyn), og skabte dets efterkommere af et ekstrakt (sulâtat) af en ubetydelig væske. (32:7-8)

Gud formede (khalaqa) mennesket af en ubetydelig mængde (nutfa). (16:4) (jf. 75:37 & 80:19)

Lad mennesket reflektere over, hvoraf det er skabt. Det er skabt af en væske, der flyder frem mellem lænden og ribbenene. (86:5-7)

Det præciseres yderligere, at denne ubetydelige væske er af sammensat natur:
Vi skabet mennesket af en sammensat (amshâj) dråbe (nutfa). (76:2)

Cellen indlejrer sig i livmoderslimhinden:
Vi anbragte det som en sammensat (amshâj) dråbe (nutfa) på et beskyttet hvilested. (23:13)

Fosteret ('alaq) sidder fast på livmoderslimhinden og tager næring fra moderens blod via moderkagen - ligesom en igle suger sig fast på en fisk eller et menneske og suger af dets blod. Klumpen ligner en stykke gennemtygget kød (mudja). Klimpen bliver til knogler (idhâm), og uden om knoglerne dannes der dannes kød (lâm):
Af dråben skabte Vi en klump blod (‘alaq), som Vi gjorde til en klump (mudja). Vi gjorde den til knogler (idhâm) og iklædte knoglerne kød (lâm). (23:13-14)

Var mennesket ikke en udskilt dråbe? Derefter blev det til en igle-lignende klump ('alaq), hvorefter Gud formede det i harmonisk form. Og Han gjorde det til par (zawj), mand og kvinde. (75:37-39)

Fosteret bliver til en "ny" og "anderledes" skabning ved at Gud blæser af Sin ånd (ruh) i det. Den "anderledes" skabning er ikke længere "det", men et menneske, der tiltales "jer" - og får hørelse, syn og hjerte (som huser følelser som kærlighed og omsorg):
Og Vi gjorde DEN til en helt ny skabning. Lovet være Gud, den fuldkomne Skaber! (23:14)

Mens fosteret gennemgår denne udvikling, er det omgivet af fosterhinde, livmoder og bughule:
Han former jer i jeres mødres skød i stadier - det ene efter det andet i tre mørke slør. (39:6) (jvf. 22:5)

Menneskets fysiske udvikling fra undfangelse til død
Ikke alle fostre når at udvikle sig fuldt ud, men går til grunde, inden de bliver levedygtige. Nogle mennesker vil dø som spæde, andre vil blive voksne, senile og gamle:
Oh I mennesker! Hvis I tvivler om Opstandelsen, da (betænk), at Vi skabte jer af støv (turâb), derefter af en blandet dråbe (nutfa), derefter af en igle-lignende klump (‘alaq), og derefter af en klump kød (mudja), der når - eller ikke når - sin fuldkommenhed, for at Vi må vise jer Vor almagt.
Og Vi lader dem, Vi vil, blive i moderens skød i en fastsat periode. Derefter bringer Vi jer ud som spæde og lader jer nå voksenalderen. Nogle af jer vil dø (tidligt) - andre vil igen blive svage og gamle, således at de intet ved efter at have været vidende.
Se, hvorledes jorden er gold og livløs; men når Vi sender regn ned over den, vækkes den til live og frembringer mange former for smukke vækster.
Dette, fordi Gud er sandheden (el. den absolutte realitet). Det er Ham, der giver liv til det døde, og det er Ham, der råder over alt. (22:5-6)

Menneskene vil dø og genopstå til nyt liv:
Der er Ham, som skabte jer af ler (tiyn) og fastsatte en tidsperiode (for jer). Der er endnu en fastsat tidsperiode i Hans nærhed - og alligevel tvivler I! (6:3)

Senere vil I dø, og på Opstandelsens Dag vil I visselig genopstå. Vi har skabt syv himle (baner) - den ene over den anden, og Vi overvåger konstant skabelsen. (23:15-17)

Menneskets åndelige udvikling
Mennesket får hørelse, syn og hjerte (32:9) og evnen til at udtrykke sig forstandigt:
Og Han gav mennesket viden om alle tings beskaffenhed og egenskaber (asmâ). (2:31)

Gud skabte mennesket og gav ham evne til at udtrykke sig forstandigt (bayân). (55:4)

Med andre ord: Gud lærte mennesket, hvad det førhen ikke vidste og opfordrede det til at videregive sin viden til kommende generationer:
Læs! I Herrens navn, som formede mennesket af en igle-lignende klump. Forkynd! Og din Herre er den Ædleste. Han, der lærte (mennesket) at bruge pennen - lærte mennesket, hvad det (førhen) ikke vidste. (96:1-5)

Mennesket gennemgår ikke kun en fysisk, men også en åndelig udvikling - hvis det ellers vil bruge de evner og muligheder, Gud har givet det:
I vil blive løftet fra et åndeligt stade til et andet. (84:19)

Jo, der er al mulig grund til at opfordre mennesket til at reflektere over sin egen oprindelse - og til at lovprise Gud for Hans kærlighed og visdom:
Lad mennesket reflektere over, hvoraf det er skabt. (86:5)

Lovet være Gud, den fuldkomne skaber. (23:14)

© Aminah Tønnsen, marts 2003    

Se også: Koranen om skabelsen
             Islam og livets oprindelse