Islam set
indefra:
Nedenstående er hentet fra bogen "Islam Naturens Religion"
(side 52-62, Islamisk Studiebogssamling 1989). Teksten er lettere
revideret. Bogen kan lånes på
bibliotekerne.
PROFETEN
MUHAMMADS EFTERFØLGERE
Af
Aminah Echammari, 1989
Abu
Bakr, den første kalif (632-634)
Muhammad havde før sin død ikke udpeget nogen efterfølger. Den
besindige Abu Bakr, der havde været en af de første, der antog Islam,
blev valgt til Profetens efterfølger og stedfortræder (kalif). Hans
datter Aisha var en af de
hustruer, Profeten ægtede efter Khadijahs
død, og han havde efter Profetens ønske ledet bønnen under dennes sidste
sygdom.
Mange arabiske stammer havde betragtet deres forbund
med Muhammad som personligt og dermed opløst ved hans død. Det
lykkedes imidlertid Abu Bakr at føre de frafaldne tilbage til folden, og
ved hans død i 634 var Arabien atter forenet.
Umar, den anden kalif (634-644)
Som Abu Bakrs efterfølger
valgtes Umar ibn al-Khattab, hvis datter Hafsa var en anden af Profetens
senere hustruer. Han huskes mest af alt som den, der for alvor gjorde
Profetens sædvane (sunna) til religiøs norm og omsatte Koranens sociale
teorier til praktisk politik.
'Yde efter evne og modtage efter behov' blev
grundpillen i samfundet. Umar fastsatte minimumstakster for den religiøse
skat (zakat) og opfordrede folk til frivilligt at yde mere. Midlerne blev
så udbetalt i form af f.eks. børnetilskud og pensioner.
Byzantinerne og perserne havde bekriget hinanden i årevis
og havde både før og efter Profetens død sendt hære ind over Arabiens
grænser. Det blev de berømte hærførere Khalid ibn al-Walid og Amr ibn
al-Az, der i de næste år tog kampen op mod disse veludrustede hære.
Byzantinernes overherredømme havde været yderst
upopulært i befolkningen, bl.a. på grund af et højt skattetryk, så
eftersom de kristne fik lov til at beholde deres religion under det
islamiske herredømme mod at betale en mindre beskyttelsesskat, overgav mange sig
frivilligt.
Da Umar i 644 blev myrdet, strakte det islamiske rige
sig fra Ægypten over Palæstina, Syrien, Arabien og Irak til Persien, og
i den følgende tid blev den arabiske bygningskunst stærkt inspireret af
den kristne kultur i de erobrede områder.
Det tætte samarbejde, der opstod mellem muslimerne og
den oprindelige kristne befolkning i de erobrede områder, gav sig udslag
i, at mange kristne gik over til Islam. De troendes eksempel har
utvivlsomt haft stor betydning, og sikkert er det, at der aldrig er foregået
omvendelser ved tvang; i fuld overensstemmelse med Koranen kap. 2, vers
256.
Uthman, den tredje kalif (644-656)
Til tredje kalif valgtes Uthman ibn Affan. Han havde været gift med Profetens
datter Rukaiya, og efter hendes død giftede han sig med søsteren Umm
Kulthum. De var begge døtre af Profetens første hustru, Khadijah.
Under Uthman blev der udfærdiget et antal kopier af
det allerførste koraneksemplar (der var blevet samlet under Abu Bakr),
som blev sendt til de vigtigste byer i det islamiske rige.
Uthmans svage punkt var, at han favoriserede medlemmer
af sin familie Banu Umajja, en gren af Kuraish-slægten. F.eks. valgte han
en slægtning, Mu'awija, til statholder i Syrien. Denne politik blev skæbnesvanger
for ham; han blev myrdet i 655.
Ali, den fjerde kalif (656-661)
Efter mordet på Uthman valgtes Ali ibn Abu Talib til fjerde kalif.
Han var søn af Profetens farbroder og plejefader Abu Talib og dermed
Profetens fætter. Han var gift med Profetens datter Fatima og ved hende
far til Profetens eneste mandlige efterkommere, Hasan og Husain.
Samtidig gjorde imidlertid Mu'awija, den af Uthman udnævnte
statholder i Syrien, krav på at overtage kalifværdigheden og beskyldte
Ali for meddelagtighed i mordet på Uthman.
Det kom til flere sammenstød mellem Mu'awijas slægt
umajjaderne og Alis tilhængere (shi'at Ali, Alis parti, shi'iterne) der
lige siden Profetens død havde holdt på, at Ali var dennes retmæssige
efterfølger. I et slag ved
Siffin ved Eufrat måtte Ali indstille kampen, idet modstanderne satte
Koraner på spidsen af deres lanser, og Alis hær naturligvis ikke ville kæmpe
imod Guds hellige Bog.
Ali havde i mellemtiden flyttet sin residens til Kufa i
Irak, og her blev han myrdet i 661.
Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali omtales ofte af sunni-muslimer som 'de fire retledede kaliffer' eller 'de fire ortodokse
kaliffer'.
Umajjaderne (661-750)
Statholderen i Syrien, Mu'awija, lod sig efter Alis død i 661 udråbe til
kalif i Damaskus, efter at Alis ældste søn Hasan havde
solgt ham sin ret til kalifatet. Da Mu'awija døde i 680, lod Alis
yngste søn Husain sig af sin fars tilhængere overtale til at forlade Medina og begive sig nordpå for at lade sig udråbe til kalif i stedet
for Mu'awijas søn Yazid.
På Kerbela-sletten syd for Kufa blev Husain og hans følge
i 680 omringet af Yazids udsendte hær. Alle mænd og drenge i Husains følge
blev dræbt, også Husain selv, mens kvinder og børn, heriblandt Husains
spæde søn, førtes i fangenskab.
Yazid blev efter slaget ved Kerbela udnævnt til sjette
kalif efter sin far Mu'awija. Han og hans efterkommere fortsatte
umajjade-dynastiet til 750. Islams politiske magtcentrum blev således
flyttet til Damaskus i Syrien, mens Makka og Madina forblev Islams religiøse
centrum.
Det islamiske imperium blev under umajjaderne udvidet
til også at omfatte Nordafrika, Spanien og området omkring Indus-floden,
det nuværende Pakistan, og arabisk blev indført som fællessprog i hele
imperiet. Jerusalems stilling styrkedes, og den prægtige, ottekantede
klippemoske (Kubbat al-Sakra)
med den gyldne kuppel, rejstes o. 685-692 på tempelpladsen (Haram
al-Sharif). 'Den fjerneste moske' (Masdjid al-Aksa) med sølv-kuppelen
påbegyndtes o.715, men stod først færdig o.758, idet den var
blevet ødelagt under et jordskælv o.747. Jerusalem (al-Quds) betragtes
herefter som Islams tredjehelligste by efter Mekka og Medina.
Sunni- og shi'a-islam
Tragedien på Kerbela-sletten cementerede for altid opdelingen i
sunni- og shi'a-islam. Alis parti, shi'iterne, har aldrig anerkendt de tre første
kaliffer Abu Bakr, Umar og Uthman, idet de mener, at menighedens eneste
retmæssige ledere må være medlemmer af Profetens familie. De skal være
imamer (ledere af bønnen) og ikke kaliffer (stedfortrædere).
Profetens fætter
og svigersøn Ali (myrdet i Kufa i 661), der af menigheden var
blevet valgt til fjerde kalif, udnævnes nu af shi'iterne til første
imam . Han er således den eneste, der af både sunniter og shi'iter
regnes for menighedens retmæssige leder. Hans ældste søn, Hasan bliver
den anden imam, og den yngste søn, Husain
(myrdet på Kerbela-sletten i 680) bliver tredje imam. Husains spæde søn
bliver fjerde imam, og fra ham nedstammer alle senere shi'itiske imamer.
Også ismailiternes leder Aga Khan, Kong Husain af
Jordan og Kong Hassan af Marokko gør krav på at nedstamme fra Profeten
Muhammad gennem dattersønnen Husain.
Abbasiderne (750-1258)
En anden gren af Kuraish-slægten, abbasiderne, der nedstammer fra
Profeten Muhammads farbroder Abbas, tilkæmpede sig magten i 750 og
etablerede sit centrum i Baghdad i Irak.
Abbasiderne havde imidlertid besvær med at holde
sammen på det mægtige imperium, og de kristne europæere udnyttede
situationen ved under et første korstog (1096-1099) at løbe både Syrien
og Palæstina over ende med deres fanatiske og altødelæggende hære.
Jerusalem erobredes i 1099 i et mægtigt blodbad.
I 1144 tilbageerobrede muslimerne Syrien, hvilket udløste
det andet korstog (1147-1149).
Jerusalem blev tilbageerobret af muslimerne i 1187, og
de kristne havde således tabt stort set alle de områder, de havde
erobret. Alligevel forsøgte man sig med adskillige korstog helt indtil
1291, der dog alle endte med europæernes nederlag.
Under abbasiderne var magten dog ikke koncentreret
fuldstændig omkring Baghdad. Mindre dynastier dukkede op rundt om i riget
for kortere eller længere perioder, f.eks. umajjaderne i Spanien
(756-1031) og fatimiderne i Nordafrika (909-1171).
Allerede inden korstogenes ophør var abbasidernes
kalifat gået helt i opløsning, idet mongolerne havde dræbt kaliffen i
1258 og ødelagt Baghdad.
Osmannerne (1288-1924)
Mongolerne, der indtog Baghdad i 1258 og gjorde en ende på det
abbasidiske kalifat, antog efterhånden Islam, men blev aldrig tildelt
kalif-værdigheden.
Nu kom tyrkerne frem på scenen og erobrede under
Uthman (Osman 1288-1326) og senere sultaner Lilleasien helt op til Donau.
I 1453 faldt det byzantinske riges sidste bastion, Konstantinopel
(Istanbul), og de tyrkiske sultaner blev anerkendt som Islams ledere.
Erobringen fortsatte, og i begyndelsen
af 1500-tallet erobredes Syrien, Palæstina, ’gypten og Ungarn. Både
i 1529 og 1683 belejrede man forgæves Wien. I slutningen af 1600-tallet hørte
også Algeriet, Tunesien, Irak og dele af Arabien til det osmanniske rige.
Efter den tyrkiske revolution bragtes kalifatet til ophør
i 1924; men faktisk har det islamiske imperium været splittet lige fra
abbasiderne tilkæmpede sig
magten i 750 og op til vore dage.
Islam i Spanien (711-1492)
Omkring år 700 havde umajjaderne erobret hele Nordafrika, og i 711
gik Ta'rik over Middelhavet til Gibraltar (Djabal Ta'rik, Ta'riks bjerg) i
Spanien. Hæren fortsatte nordpå, men blev i 732 standset ved Poitiers i
Frankrig.
Da abbasiderne tilkæmpede sig magten i Baghdad i 750,
lykkedes det et medlem af umajjade-dynastiet at flygte til Spanien. Han
slog sig ned i Cordoba, hvor hans slægt herskede fra 756-1031. Spanien
blev således den første provins, der løsrev sig fra abbasidernes
overherredømme.
Flere mindre dynastier havde deres hovedkvarter i
Sevilla (abbasider, almoravider og almohader) indtil 1228. Derefter
herskede nasride-sultanerne i
Granada, indtil Bouabdil i 1492 måtte opgive byen og gå i eksil i
Nordafrika. Med sig tog han og hans trosfæller en rig musiktradition, der
har overlevet helt til vore dage under navnet Andalusisk musik. Også den
spansk/maurisk inspirerede arkitektur blomstrer og videreføres i dagens
Nordafrika.
Under maurerne (således kaldtes muslimerne i
Nordafrika og Spanien) oplevede Spanien sin storhedstid. Al Hakam II
(961-76) opbyggede Cordobas universitetsbibliotek med 400.000 bøger. Man
oversatte arabiske videnskabelige arbejder til latin og spansk, og
videnskabsmænd fra alle lande slog sig ned i Toledo og Cordoba. De blev
inspireret af det gunstige intellektuelle miljø, og resultaterne af deres
eksperimenter spredtes over hele verden. Sammen med Baghdad i Irak var
Cordoba en af de mest lærde byer i det arabisk/islamiske rige, og enestående
bygningsværker i Cordoba, Sevilla og Granada minder os fysisk om
muslimernes tilstedeværelse i Spanien.
Islamisk kunst og arkitektur
På trods af krigenes hærgen skabtes under abbasiderne den enestående
og forunderlige islamiske kunst og arkitektur, som vi kender den dag i
dag.
Interessen for bøger har altid været stor i den
islamiske verden; alene i Baghdad fandtes i 900-tallet mere end 100
biblioteker. Samtidig oprettedes de første religiøse skoler (madrasa el.
medersa); en slags kostskole el. kollegium
i forbindelse med en moske og et bibliotek, hvor der undervises i
Koranen, Profetens sædvane (Hadith) og jura (fikh) el. islamisk lov (Shari'a).
(Nordeuropas ældste universitets-kollegium, der ligger i København, er
fra 1589). Sammen med dette enorme behov for bøger opstod et nyt håndværk:
bogbinderkunsten. Religiøse og videnskabelige værker blev bundet i
smukke, kostbare bind med reliefprægning og guldtryk. Mange af de
kostbare bøger, der fandtes på de store universitetsbiblioteker er
imidlertid gået tabt for eftertiden under fjendtlige invasioner og krige.
Endnu i vore dage gøres der meget ud af religiøse værkers indbinding og
udsmykning. De første sider af Koranen (især 1. kapitel, sura al-fatiha)
er altid smukt dekoreret med skønskrift (kalligrafi) og stiliserede
planter (arabesker).
På grund af islams forbud mod afbildning af dyr og
mennesker (kap. 21, vers 52-54) bruges geometriske figurer, stiliserede
planter og skønskrift (især Korancitater) inden for alle kunstarter:
arkitektur, bogkunst, glasmageri, keramik, metalkunst, træskæreri og tæppefabrikation.
Kun persere og mongoler har trodset billedforbudet og
udviklet det islamiske bogmaleri. De har illustreret skønlitteratur samt
videnskabelige og religiøse værker med malerier, ofte i miniaturestørrelse.
Billedforbudet er dog altid blevet strengt overholdt i moskeer og
Koranudgivelser.
I Cordoba, Sevilla, Granada, Kairo, Jerusalem, Baghdad,
Isfahan og andre storbyer findes utrolig smukke
bygningsværker skabt af muslimske håndværkere og teknikere i
tiden efter den arabisk/islamiske ekspansion i 6-700-tallet. Bygningerne
er karakteristiske ved deres udsmykning af geometriske figurer, rosetter,
stjerner, ornamenter af sammenslyngede, stiliserede planter (arabesker) og
Korancitater i skønskrift (kalligrafi), udført i gips (stuk), træ,
mosaik og kakler.
Islamisk/arabisk videnskab
Islam er uløseligt forbundet med lærdom og videnskab: at søge viden er
at følge Guds vej. Moskeer har altid fungeret som religiøse, juridiske,
videnskabelige og sociale centre, og mens
Europa gennemlevede den mørke middelalder, blomstrede det
intellektuelle liv i det islamiske imperium. I de større byer opstod
allerede i 800-tallet højere læreanstalter og biblioteker i forbindelse
med moskeerne. Omkring 830 oprettedes 'Lærdommens hus'
(bait al-hikma) i Baghdad foruden et stort observatorium.
Karawijine universitetet i Fes i Marokko åbnede sine porte i 859. Under
al-Hakam II (961-76) oprettedes universitetet i Cordoba, og i 972
grundlagdes al-Azhar universitetet i Kairo i ’gypten, der helt op til
vore dage anses for at være den arabiske verdens vigtigste læreanstalt.
Baghdad tiltrak tidens dygtigste videnskabsmænd og var
centrum for datidens videnskabelige forskning. I 'Lærdommens hus' organiseredes oversættelse af græske værker til arabisk, så de
blev bevaret og kunne videreudvikles for eftertiden.
Medicineren Muhammad ibn Zakariya al-Razi (Rhazes,
865-925) skrev afhandlinger om kopper og mæslinger, der blev oversat til
latin. Han udviklede metoder til at diagnosticere sygdomme. Han beskæftigede
sig indgående med problematikken omkring bakterier og hygiejne og
kurerede sygdomme med streng diæt.
Kollegaen Ali ibn Sina (Avicenna, 980-1037)
systematiserede hele lægekunsten. Hans værk blev oversat til latin og
var det mest benyttede lægevidenskabelige værk i de næste 600 år. Ali
ibn Sina er også kendt for sin effektive behandling af sygdomme ved hjælp
af bl.a. musik og hvad vi i dag vil kalde livskvalitet for at genoprette
balance i sjælen. I det hele taget lagde man stor vægt på balance
mellem krop, sjæl og ånd som forudsætning for et godt helbred og
psykisk ligevægt - helt i overensstemmelse med Koranens lære. Det er således
ikke tilfældigt, at tidens kendteste medicinere også skrev filosofiske værker.
Man udviklede kirurgiske instrumenter, man opererede
for grå stær og foretog kirurgiske indgreb under bedøvelse.
Baghdad var også centrum for forskning i astronomi,
matematik og kemi, og arabiske eksperimenter, afhandlinger og opdagelser
blev grundlaget for den fremvoksende europæiske videnskab.
Man bestemte solens højde og solårets længde. Man
studerede lysets brydning og skabte grundlaget for både mikroskop og
teleskop. Man udviklede et navigationsinstrument, astrolabiet, til måling
af stjernernes højde, bestemmelse af solens og månens positioner, og af
længde- og breddegrader. Dette har sammen med arabiske kartografers
landkort været til stor gavn for de opdagelses- og handelsrejsende, der
udgik fra middelhavslandene.
En af islams største videnskabsmænd
al-Biruni (973-1048) skrev adskillige værker om fysik, matematik,
astronomi, geografi og historie. Han oversatte indiske videnskabelige værker
fra sanskrit og gjorde dem således tilgængelige for sine kolleger. Det
var også ham, der fik den matematiske videnskab til at blomstre ved at
skabe et bekvemt talsystem, idet han omformede det indiske talsystem, der
indeholdt det geniale og uundværlige nul.
De arabiske videnskabsmænd kendte imidlertid deres grænser.
De udnyttede deres egne og
naturens ressourcer uden dog at ødelægge og misbruge, for ifølge Islam
er lærdom og videnskab i sig selv hverken god eller dårlig; men dens
resultater kan anvendes til gode eller onde formål. Aldrig må vi ødelægge
de umådelige rigdomme, Gud har foræret os i naturen og universet, der
omgiver os.
Inden for landbruget skete der også en betydelig
udvikling i disse år. Man udnyttede jorden bedre, opfandt nye afgrøder
og gik ind for vekseldrift. Man anlagde kanaler og konstruerede kæmpemæssige
vandhjul til optagning af vand og overrisling af markerne.
Også handelen blomstrede i denne periode. Islam
forbyder rentetagning (kap. 2, vers 275 og kap. 3, vers 130) og ophobning
af kapital, så det har været
oplagt for araberne at udvide deres handelsforbindelser. Vi ved, at
arabiske handelsrejsende har været vidt omkring: Både Kina, Indien,
Rusland, Skandinavien og Hedeby ved Slesvig har haft besøg af arabiske købmænd.
Kirkemødet i Lyon i 1274 mellem kristne og muslimske
gejstlige er utvivlsomt også en udløber af mødet mellem
islamisk/arabisk og europæisk kultur og videnskab i denne periode. Selv
om Islam og den vestlige verden tilsyneladende i dag står fjernt fra
hinanden, er de knyttet sammen af utallige og uløselige bånd.
© Aminah
Tønnsen, 1989 & marts 2005
Se
også: Islam - en historisk oversigt
Litteratur:
Historisk
tidslinie i islamisk perspektiv m. søgefunktion
BRO, Thyge C: Spaniens
arabiske arv.
FAZL, Ahmed: Die Rechtgeleiteten Kalifen.
Verlag Islamische Bibliothek,
Köln1983.
THE
RIGHTLY GUIDED CALIPHS
CHRONOLOGY
OF EARLY ISLAM
