Bibliografi:
Forfattere på Frederiksberg blev i foråret 2005 opfordret til at skrive en tekst om Frederiksberg, der blev offentliggjort på Frederiksberg Biblioteks hjemmeside i anledning af Verdens Bogdag den 22. april.

SOMMER PÅ FREDERIKSBERG 1956
Af Aminah Inger Tønnsen

Jeg er vokset op i en dansksindet lærerfamilie i Flensborg. Mor kom fra et lille husmandssted på Vejle-egnen, og Far fra en mindre gård i Angel ved Sliens bred. De mødte hinanden på Tønder Seminarium i 1928 og viede deres liv til forenings-, skole- og ungdomsarbejde blandt de dansksindede i Sydslesvig. 
    Pligtopfyldende som de var, brugte de mangen en sommerferie til at videreuddanne sig på kurser arrangeret af Danmarks Lærerhøjskole i København. Mor fulgte kurser i tegning og formning, Far i sløjd, småsløjd og metalsløjd. Sommeren 1956 står tydelig i min erindring. Det var den sommer, de skulle på kursus samtidig, og hvor jeg og mine søskende skulle med.
    Far og mor havde lejet et par værelser i en gammel herskabsvilla på Asgårdsvej, hvor også andre lærere fra provinsen på sommerkursus i hovedstaden havde lejet sig ind. Og mens far og mor var på kursus, måtte vi børn klare os selv. Jeg var 8 år gammel og min søster, Kirsten, var 17. Vores bror, Thorkild på 14, var feriebarn på en gård i Thy og skulle slutte sig til os efter en uges tid. 
    Lidt benovede ved situationen var vi alle sammen. Min søster havde fået til opgave at vande potteplanterne i familiens stuer, mens de selv var på ferie. Mage til møblement havde hun aldrig set før, og min bror mindes en intern elevator mellem stuen og køkkenet i kælderen, der skabte forbindelse mellem herskab og tjenestefolk.

  Jeg husker ikke, om min søster og jeg var på museumsbesøg den første uge; men hvad var mere nærliggende end at tilbringe nogen tid i Frederiksberg Have - og hvad får man tiden til at gå med? For min søster og mig var svaret ganske enkelt, for vi var opdraget til altid at have noget i hænderne, og strikketøj, korsstingsbroderi eller en god bog kunne vi have med os overalt.
    Jeg husker sommeren som meget varm og solrig, så der var en hage ved arrangementet: Min søster ville sidde i solen. Hun havde nemlig i dybeste hemmelighed købt en dåse ”spray tan” og ville være lige så brun som modellen i ALT for damernes reklame for dette nymodens vidundermiddel. Jeg har derimod altid holdt mest af at sidde i om ikke skygge, så i hvert fald halvskygge. 
    Min søster satte sig derfor på en bænk i solen, og jeg fik allernådigst lov til at sætte mig på en bænk i skyggen – på én betingelse: At jeg skulle skynde mig hen ved siden af hende, hvis en eller anden fremmed ungersvend skulle driste sig til at sætte sig på ’hendes’ bænk. Jeg forstod ikke helt, hvorfor og husker ej heller, hvor mange uskyldige herrer vi fik jaget på flugt med den manøvre. Og så flyttede vi os ellers rundt i Haven fra bænk til bænk alt efter, hvor der var sol og skygge. Men altid inden for hinandens synsvidde, for min søster havde strenge ordrer om at passe på mig.
    Og så sad vi ellers dér og læste og strikkede. Det var dengang, familiens julegaver skulle være hjemmelavede, så Mor havde forsynet mig med strikkepinde og et par nøgler hvidt bomuldsgarn: Der skulle strikkes vaskeklude. Fire ret, fire vrang. Kvadratstrikning hed det vist. Jeg husker ikke, hvor mange vaskeklude det blev til den sommer i Frederiksberg Have; men da julen oprandt, havde jeg med møje og besvær fået strikket fem vaskeklude af lidt varierende størrelse og havde hæklet en dannebrogsrød kant med fastmasker hele vejen rundt og tilmed broderet et flot forbogstav i det ene hjørne af hver eneste af dem. 
    Vaskekludene blev brugt, til de ikke ’kunne’ mere, og hvor mange gange har jeg ikke stået og lagt dem sammen, når de var blevet kogt i gruekedlen i kælderen sammen med håndklæder, viskestykker, undertøj og sengetøj og var blevet skyllet i en stor zinkbalje med blånelse i sidste hold skyllevand og hængt på tørresnoren i haven.

Min søster har altid været glad for havearbejde, og det faldt hende for brystet, at den smalle jordstrimmel mellem villaen og fortovet på Asgårdsvej var fuld af ukrudt. Og til de forbipasserendes store undren tilbragte hun et par eftermiddage på knæ mellem rosenbuskene og forsøgte at få bugt med det høje ukrudt. Der var ingen ordentlige haveredskaber, kun en gammel rusten kirkegårdshakke, og lerjorden var hård som sten. Hun svedte i varmen og længtes hjem til Flensborg Fjord og til stranden ved Iller på Broager Land, hvor vi havde et lille sommerhus. Men ukrudtet skulle væk, og man giver jo ikke op på halvvejen! 
    Min bror tilbragte nogle uger på en idyllisk gård i Thy sammen med et par andre feriebørn fra Sydslesvig. Det moderne Danmark havde endnu ikke holdt sit indtog på gården. Skulle man til købmand eller brugs, kunne det godt være, at feriedrengene blev sendt af sted alene, i jumbe med Musse, den gamle ’hejst’ på næsten 20 år.
    Så da han sluttede sig til os, havde min søster sat sig for, at han skulle have indhentet sit kulturelle efterslæb på rekordtid. Han fortæller, at vi nærmest løb gennem Nationalmuseet for at nå frem til en bestemt montre, som vor søster mente, man godt kunne koge museet ned til, når man havde lidt travlt og var så trængende, som han bestemt måtte være. Hvad der var i montren, husker han ikke!

Vi var ikke så lidt benovede over at være på ferie i Kongens København, og trods hastværket fik vi set både Botanisk Have, Glyptoteket, Thorvaldsens Museum, Zoologisk Museum og Rosenborg Slot. Jeg var nu ikke så glad for museumsbesøg, så der var dage, hvor jeg fik lov til at blive i villaen på Asgårdsvej. Så sad jeg og læste i en bog i det kølige, mennesketomme hus, indtil mine søskende kom hjem.
    Vi havde fået lov til at tage bussen ind til byen og tilbage igen. Det gik godt, og vi kom af ved det rigtige stoppested på Frederiksberg Allé de første gange – indtil bussen en dag kørte forbi ’vores’ stoppested og først standsede i Allégade. Næste dag fandt vi ud af, at man skulle trykke for STOP, når man ville af – det var ikke noget, vi kendte fra sporvognene i Flensborg. 
    Zoologisk Have var for mig et af feriens højdepunkter. Jeg husker, at jeg fandt en påfuglefjer i et blomsterbed ved siden af gangstien. Jeg brændte efter at eje denne farvestrålende fjer, men vidste ikke rigtig, om det kunne gå an at samle den op. En gartner kom mig til hjælp og gav mig den i hånden. Den blev mit kæreste eje, som jeg stolt viste frem til alle og enhver.
    Det var også den sommer, jeg fik mit livs vist nok eneste tur i rutsjebanen på Bakken. Min moster, der var på besøg, hvinede i vilden sky under hele turen, så jeg blev ganske flov på familiens vegne. Min mor sad stiv og behersket ved siden af min søster, og da turen var forbi, sagde hun: ”Det var en fæl én!” Jeg kunne nu også bedre lide det muntre køkken og baljebanen i Tivoli, hvor ”rygning, stokning og paraplyning” var strengt forbudt.

Da jeg fyrre år senere legede med tanken om at flytte til hovedstaden, var jeg ikke et øjeblik i tvivl: Jeg ville bo på Frederiksberg. Og som ved et guddommeligt forsyn fandt jeg en dejlig lejlighed ikke langt fra Frederiksberg Have.
    Mine daglige spadsereture fører mig ofte gennem Haven, som jeg nyder i fulde drag på alle tider af året og i al slags vejr. Og når jeg kommer forbi Asgårdsvej, kan jeg ikke lade være med at smile ved tanken om den kæmpestore, udstoppede ørn, der stod i en niche i baghaven, og som fik mig til at gyse, når jeg blev sendt ud for at tømme affaldsspandens indhold ud i skraldespanden, der stod ved siden af ørnen.
    Jeg er kommet til at holde meget af Frederiksberg; men min barndomsby Flensborg vil altid være ’hjemme’ for mig, for byen har en ganske speciel atmosfære og rummer mange minder om en opvækst præget af et aktivt engagement i det danske mindretalsarbejde – på godt og ondt.

ã Aminah Tønnsen, april 2005