Kontroversielle Koranvers:

KVINDENS VIDNEUDSAGN 

Oh I troende! Når I indgår låneaftaler for en nærmere fastsat periode, da skriv aftalen ned! Lad den nedskrive nøjagtigt som indgået. Skriveren bør ikke afslå at skrive den ned, thi Gud lærte ham skrivekunsten. Lad ham da nedfælde kontrakten. Lad skyldneren diktere teksten - i ærefrygt for Gud og uden at reducere beløbet. Dersom skyldneren er mentalt retarderet, er svag eller på nogen måde ude af stand til at diktere aftalen, lad da hans værge diktere den (på skyldnerens vegne). Sørg for at have to vidner af jeres egne. Hvis der ikke er to mænd, da udvælg en mand og to kvinder, der synes egnet som vidne, for at den ene kan påminde den anden, hvis hun fejler. Vidner bør ikke afslå at vidne, når de bliver bedt derom. Undlad ikke at nedskrive jeres aftale - hvad enten beløbet er stort eller lille. Det er mere retfærdigt i Guds øjne, mere passende som bevis og med til at undgå tvivl. (2:282)

Kvinders vidneudsagn er blevet heftigt debatteret i de seneste år, og visse islamiske jurister har da også af ovenstående passage udledt, at det i ALLE sager, hvor der ikke findes tilstrækkeligt med mandlige vidner, er obligatorisk at bruge to kvindelige vidner til stedet for én mand - ligesom modstandere af islam mener her at have fundet belæg for, at kvinder iflg. islam kun er halvt så meget værd som mænd! 
    At der skal fremføres flere vidner i en sag er imidlertid en generel sikkerhedsforanstaltning til beskyttelse af de implicerede parter og har intet som helst med vidnets menneskeværd som sådan at gøre. Ydermere er der flere tilfælde, hvor der kræves vidner slet og ret - uden angivelse af køn. 

Ved indgåelse af ægteskab, ved skilsmisse og ved genforening efter separation, kræves der to vidner 'blandt jeres egne' (minkun) slet og ret:

Når de således har fuldført den foreskrevne venteperiode, da tag dem enten tilbage på retfærdige vilkår eller skil jer fra dem på retfærdig vis. Og tag to retsindige vidner blandt jeres egne til at være vidne for Gud. (65:2)

Når kvinder anklages for utugt kræves der fire vidner - det højeste antal overhovedet - for at beskytte den anklagede og for at undgå justitsmord:

Hvis nogen af jeres kvinder opfører sig usømmeligt, lad da fire af jer vidne imod dem. (4:15)

De, der fremsætter anklager (om utugt) mod ærbare kvinder uden at kunne fremføre fire vidner, skal straffes med firs slag. Og før dem aldrig mere som vidne (i andre sager), for de er visselig (gemene) overtrædere. (24:4)

Hvorfor tænkte de troende mænd og kvinder ikke godt om deres egne, da de hørte rygterne. Og hvorfor sagde de ikke: "Denne (anklage) er åbenlys løgn?" Og hvorfor blev der ikke fremført fire vidner for at bevise påstanden? De, der ikke kan fremføre fire vidner (som bevis for deres anklage), er visselig løgnere for Gud. (24:12-13)

Når en ægtemand beskylder sin egen hustru for utugt, kan hustruens vidneudsagn endog gøre mandens vidneudsagn ugyldigt: Manden skal sværge fem gange om hustruens skyld; men hvis hustruen efterfølgende fem gange sværger om sin egen uskyld, vil hun ikke blive fundet skyldig:

Dersom nogen anklager deres (egen) hustru (for utugt) uden andet udsagn end deres eget, skal deres vidneføring bestå i, at de fire gange sværger ved Gud, at de taler sandt. Og den femte (ed) skal være, at de nedkalder Guds forbandelse over sig selv, hvis de taler usandt. Hustruen kan dog undslippe straf, hvis hun fire gange sværger ved Gud, at hendes mand taler usandt. Og den femte (ed) skal være, at hun nedkalder Guds forbandelse over sig selv, hvis (anklageren) taler sandt. Hvis det ikke var for Guds nåde og barmhjertighed, og for Guds overbærenhed og visdom (ville I visselig gå til grunde). (24:6-10)

Når en person ønsker at nedskrive sit testamente, kræves der to retsindige vidner (ithnani dhwa 'adlin) slet og ret:

Oh I troende! Når I mærker døden nærme sig, da tag to retsindige vidner af jeres egne, når I skal skrive testamente - eller fremmede, hvis døden indhenter jer, mens I er på rejse i landet... (5:109)

I 2:282 er der tydeligvis tale om en ØKONOMISK aftale - ikke om vidneudsagn generelt, og brugen af flere vidner beskytter de implicerede parters interesser.
    Ydermere fremgår det tydeligt, at  der er  tale om, at ét kvindeligt vidne skal ASSISTERE et andet, hvis det første vidne f.eks. bliver forvirret, glemmer vigtige fakta eller husker forkert (an tadilla ihdahuma fatudhakkira idhahumal ukhra). Hvis det første vidne derimod klarer sig ved egen hjælp, skal det andet vidne ikke høres overhovedet.

Ibn QAYYIM, en discipel af Ibn Taymiyyah (1262-1327) skriver:
"Hvis en kvinde har en god hukommelse, er vidende og troende, er hendes vidneudsagn fuldt ud tilstrækkeligt. ... I mange tilfælde er én kvindes vidneudsagn tilstrækkeligt. Et bedre forslag ville derfor gå ud på, at en sag afgøres på grundlag af to kvinders vidneudsagn og sagsøgers edsaflæggelse (hvilket betyder, at det ikke skulle være nødvendigt at fremføre et mandligt vidne sammen med dem). Dette er, hvad Imam Malik ibn Anas (716-795) erklærer; et synspunkt, som også tillægges Imam Ahmad ibn Hanbal (780-855). Vores ærværdige læremester Imam Ibn Taymiyyah siger imidlertid, at det også er korrekt at afsige en kendelse på grundlag af én kvindes vidneudsagn foruden sagsøgers edsaflæggelse, idet to kvinders vidneudsagn i stedet for én mands kun er påkrævet for at sikre, at den ene ikke er glemsom. Der er intet i Koranen eller sunnah'en, ifølge hvilket en enkelt kvindes vidneudsagn ikke skulle kunne accepteres. At der anbefales vidneudsagn fra to kvinder betyder ikke, at der ikke kan afsiges nogen kendelse på grundlag af færre end to vidner."
    Herefter giver ENGINEER flere eksempler på, hvorledes Profeten selv - stik imod mange senere juristers praksis - har accepteret en enkelt kvinde som vidne i en voldtægtssag, et voldeligt overfald og i en sag om overlagt mord.
    (ENGINEER 1992, p.67)

At to kvinder kan træde i stedet for én mand som vidne har intet med kvindens moralske eller intellektuelle evner at gøre. Det er snarere en følge af det faktum, at kvinder som regel er mindre vel bevandret i procedurer, der har med  handel og økonomi at gøre, og at de derfor er mere tilbøjelige til at begå fejl.
    (Muhammad Asad 1980, note til 2:282)

Aftab Hussain, tidl. overdommer ved Shari'a-landsretten i Pakistan, siger:
    "Der er intet i hverken Koranen eller hadîth, der taler imod en kvindes vidneudsagn eller imod en kvindes kompetence uden tilstedeværelse af mandlige vidner. Dette spørgsmål blev taget op, medens jeg var dommer ved Højesteret i Lahore i sagen FH versus NA. Man stadfæstede, at skilsmisse kunne bevilges alene på grundlag af hustruens vidneudsagn. Det blev også stadfæstet, at islam ikke fastsætter antallet af vidner i et civilt søgsmål, og man bemærkede, at Profetens sædvane ej heller giver nogen fast regel på området. Profeten har afsagt domme på grundlag af 1) en kvindelig sagsøgers udsagn 2) en kvindes udsagn alene 3) begge parters fremlæggelse af en sag 4) sagsøgers vidneudsagn og ed 5) den sagsøgtes ed 6) to eller flere vidners udsagn og sagsøgtes ed."
    (ENGINEER, 1992, p.69)

Passagen 2:282 henviser til den ulykkelige tendens, der var i datidens samfund (og som desværre også eksisterer mange steder i vore dage), at kvinder opdrages til udelukkende at tjene og behage det andet køn - og ikke gives mulighed for at udvikle deres evner til at forestå familiens økonomi eller deltage aktivt i samfundet uden for hjemmets fire vægge. Hvis en kvinde ikke er vant til at tale sin egen sag - hvorledes skal hun da kunne tale andres sag f.eks. i en retssal??

Kan én, der opfostres blandt nips og pynt og (end) ikke er i stand til at tale sin egen sag, sættes i forbindelse med Gud? (43:18)

Sådanne pyntesyge og tomhjernede kvinder tilhører DJÂHILIYYA - uvidenhedens tid. Koranen opfordrer til at søge viden, til refleksion og stillingtagen, og til konstant udvikling af den menneskelige personlighed. Sådanne selvbevidste og vidende kvinder vil harmonere med manden både intellektuelt og åndeligt. De vil være i stand til at tage beslutninger og til at tale for sig selv og andre - og vil være mandens jævnbyrdige:

Vi har genskabt dem (kvinderne) i ny skikkelse: Retskafne, kærlige og omsorgsfulde, kultiverede (uruban) og jævnbyrdige - således er de retskafnes fæller. (56:35-38)

(uruban bruges om en kvinde, der er yndefuld og blid, kultiveret og veltalende, der elsker sin mand og er elsket af ham - både i det jordiske liv og i Paradis.)
    (ANWAR 1995, pp.56-58) 

S.M. KHAN forklarer teksten med baggrund i moderne psykologiske termer som ante- el. postnatale depressioner, menopause, PMS etc. 
     (Ak ja, man skal virkelig høre meget, før ørerne falder af!)

© Aminah Tønnsen, september 1999   

Kilder og litteratur:

ALWANI, Taha Jaber Al-:
        The Testimony of Women in Islamic Law.
        www.alhewar.com/TahaTestimony.htm 

ANWAR, Shamin:
        Women Recreated. Lahore 1995.

ENGINEER, Asghar Ali:
        The Rights of Women in Islam. London 1992.

KHAN, Shamshad M.:
        Why Two Women Witnesses?? London 1993.
         http://thetruereligion.org/modules/wfsection/article.php?articleid=41 

MAHDI, Tahar: 
        Le témoignage de la femme n'est pas à la moitié de celui de l'homme

SALEEM, Shehzad: Testimony of women.
        www.renaissance.com.pk/deced93.html

Om jødiske kvinders vidneudsagn:
        Women Aiming at final Barrier in Conservatism: Bearing Witness
        http://www.forward.com/issues/2001/01.01.26/news3.html