| Kontroversielle
Koranvers INDLEDNING I Koranen er der utallige passager, der enkelt og smukt beskriver det fuldkomne forhold mellem mand og kvinde som et forhold i ligeværdighed og i gensidig kærlighed, tillid, respekt og loyalitet. Der er dog også passager, der - med henvisning til klassiske eksegeter og jurister - i århundreder af lovgiverne er blevet brugt som påskud til at umyndiggøre kvinderne og underlægge dem mændenes autoritet fra vugge til grav. Det er de selv samme passager, der af ikke-muslimer bliver brugt som bevis for, at islam er en kvindeundertrykkende tro. Ofte er miseren sket, fordi man har set en enkelt sætning isoleret og løsrevet fra sin sammenhæng; men hvis man ellers vil gøre sig den ulejlighed at tolke billedsproget uden hensyntagen til klichéagtige myter og fordomme om Koranens kønsrollemønster, viser det sig, at også disse passager taler om ligeværdighed og gensidighed. Det er vor kontinuerlige pligt at gøre opmærksom på disse ulykkelige forhold, der giver et fuldstændig forvrænget billede af Koranens tidløse, rummelige, humanistiske og universelle budskab, og som på det groveste krænker kvindernes ret: Og hvorfor skulle I ikke kæmpe for Guds sag og for de undertrykte mænd, kvinder og børn, der klager. (4:75) Gud belønner de undertrykte, der hjælper sig selv og forsvarer sig. Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; men den, der tilgiver og slutter forlig, vil blive belønnet af Gud, for Gud elsker ikke de uretfærdige. Der påhviler ikke den forfulgte, der hjælper sig selv og forsvarer sig, nogen skyld. Kun de er skyldige, der undertrykker og forfølger andre og lader hånt om lov og ret. En smertelig straf venter dem. Den, der udviser tålmodighed og tilgiver (den uret, der er begået imod ham), handler visselig forstandigt. (42:39-43) Vi vil i det følgende se nærmere på nogle af de mest kontroversielle passager og gengive både klassiske og nutidige fortolkninger af dem. Litteraturlisten vil blive suppleret hen ad vejen.
|
