Kontroversielle Koranvers:

MANDEN SOM FORSØRGER

(1) Mændene er ansvarlige (qawwamûn) for kvinderne, fordi Gud har skabt dem således, at den ene overgår den anden ( i visse henseender), og fordi de forsørger dem ud af deres formue.
(2) Derfor er gode kvinder ydmygt hengivne (qanitât),
(3) og i mandens fravær vogter de over det, som Gud vil, at de beskytter.  (4:34)

I denne første del af 4:34 er der navnlig to udtryk, der volder hovedbrud:
a) 'qawwamûn' - er mændene ansvarlige i fuld ligeværdighed - eller er de overlegne??
b) 'qanitât' - skal kvinder være ydmygt hengivne - eller skal de adlyde mændene i ét og alt??

Og når man som her samler både klassiske og nutidige eksegeters fortolkning af dette vers, kan man ikke andet end være dybt rystet over det kvindesyn, som mange af dem giver udtryk for, og som er stadfæstet både i den klassiske (menneskeskabte) jurisprudens (fiqh) og i nutidig familieret.
      I det hele taget er 4:34 nok et af de mest iøjnefaldende eksempler på, hvorledes der bliver vendt op og ned på en stilfærdig opfordring til hensyntagen og respekt for kvinder, så mændene af eksegeter tilskrives både intellektuel, åndelig og emotionel overlegenhed, blot fordi de tager det af Skaberen foreskrevne hensyn til kvinderne.
      Og således er dette koranvers op igennem historien blevet misbrugt af mænd - læg som lærd - til at ydmyge og undertrykke kvinder, og til at dominere dem fra vugge til grav.
      Det er IKKE Koranen, der  betragter kvinder som andenrangs, men derimod de mænd, der har taget monopol på tolkningen af den. Derfor er det tvingende nødvendigt, at Koranen nyfortolkes, og at lovgivningen bringes i overensstemmelse med den.
      (TØNNSEN)

(1) AL-BUKHÂRI (809-869) og MUSLIM (817-874), hvis traditionssamlinger regnes for de mest autentiske og autoritative af alle traditionssamlinger, viderebringer følgende udsagn af ABÛ SA'ÎD AL-KHUDRÎ: "Da Profeten på vej til en fællesbøn gik forbi en gruppe kvinder, sagde han til dem: "Oh kvinder! Giv almisse, for jeg har set, at langt de fleste i Helvedes ild er kvinder." "Hvorledes kan det være?" spurgte de Profeten. Han svarede: "I udtaler ofte forbandelser og er utaknemmelige imod jeres ægtefæller. Jeg har aldrig set nogen, hvis intelligens og tro (qanisatân 'aqlân wa dinân) i den grad er mangelfuld. Nogle af jer ville være i stand til at vildlede selv en forsigtig og fornuftig mand." Kvinderne spurgte: "Oh Guds profet! På hvilken måde er vor intelligens og tro mangelfuld?" Han svarede: "Er det ikke bevis nok, at to kvinders vidneudsagn svarer til én mands?" De svarede samtykkende, og Profeten fortsatte: "Dette er mangelfuld intelligens. Og er det ikke sandt, at en kvinde hverken må bede eller faste, når hun har menstruation? Dette er jeres tros ufuldkommenhed." (Sahih al-Bukhâri vol.1, no.301)
      Utallige senere lærde har henvist til dette udsagn i deres skrifter.       Den andalusiske ekseget Ibn Hazm (991-1063) skiller sig ud fra mængden ved at sige: "Det kan ikke være meningen, at enhver mand - vantro, pervers, tyv, morder eller voldsmand - skulle være mere værd end Jomfru Maria eller Profetens hustruer og døtre, udelukkende i kraft af sit køn."
      En stædig fastholden af, at overleverede udsagn (hadîth) er lige så autoritative og autentiske som Guds ord - Koranen - er med til at give et fuldstændig forvrænget billede af islam og til at skabe fordomme om og modvilje imod en tro, der i sin kerne er et enestående budskab om fred, frihed, lighed og broderskab for menneskeheden.
      (TØNNSEN)

AL-TABARI (død 923) fortolker verset bogstaveligt og skriver, at "Mænd er ansvarlige for respektfuldt at disciplinere kvinderne og at vejlede dem m.h.t. deres forpligtelser over for Gud og over for mændene i kraft af, at Gud har udmærket (el. foretrukket) dem (dvs. mændene) frem for deres hustruer (dvs. de giver dem brudegave, bruger deres formue på dem og forsørger dem fuldt ud). Det er på denne måde, at Gud har udmærket mændene frem for kvinderne, og derfor er mændene ansvarlige for kvinderne og har myndighed over dem i de anliggender, som Gud har betroet dem."
      Ca. 350 år senere skriver al-Baidawi (død 1286): "Mænd er ansvarlige for kvinderne, dvs. at mænd er ansvarlige for kvinderne som herskere er ansvarlige for deres undersåtter...  Gud har foretrukket det ene køn frem for det andet, dvs. Gud har foretrukket mændene frem for kvinderne i alt, hvad der har med åndsevner og rådgivning at gøre, og i alt vedrørende udførelse af de (guddommelige) påbud. Profetværdighed, det religiøse lederskab ('imama), helgenstatus (wilaya), udførelsen af de religiøse pligter, vidneudsagn i retten, forpligtelse til djihâd, deltagelse i fredagsbønnen i moskeen etc., udvælgelsen af ledere, større arveandel og skilsmisse efter ønske er begrænset til mændene, fordi de ud af deres formue giver kvinderne brudegave og underhold."
      Senere eksegeter har ikke kun accepteret Baidawis udlægning, men har yderligere strammet hans i forvejen restriktive udlægning.
     (STOWASSER 1984, pp.25-26)

For de tidlige jurister og eksegeter var det en selvfølge, at mænd var kvinder overlegne (qawwamûn), både fysisk og intellektuelt, eftersom mændene havde pligt til at forsørge kvinderne. Og man fremførte Udsagn af AL-BUKHÂRI som begrundelse herfor: "Kvinder er mindre troværdige og mindre kløgtige (end mænd)."
      Vore dages eksegeter støtter uden forbehold dette "qawwâma", men fremfører et nyt bevis for at retfærdiggøre mændenes autoritet over kvinderne: Ethvert fællesskab har brug for en leder for at forhindre anarki og kaos; men de fleste undgår dog at bruge det argument, at mænd er kvinder intellektuelt overlegne, selv om nogle stadig mener, at dette er et gyldigt argument.
      (ASCHA 1997, p.50.   Jfr. BAHNASSAWI 1993, pp.181-182)

Egl: Mænd har et fortrin (qawwâma) frem for kvinder. "Qawwâma" betyder: at stå inde for en andens sag, at beskytte vedkommendes interesser og drage omsorg for vedkommendes anliggender.
     (YUSUF ALI 1934, note til 4:34)

Dette vers udråber manden til "qawwamûn", dvs. beskytter og forsørger i forhold til kvinden for at fremme fred og sammenhold i familien. Ordet "qawwamûn" hentyder til en person, der påtager sig ansvaret for at sikre en anden persons interesser.
      På grund af deres større fysiske styrke og evne til hårdt arbejde, er mændene generelt bedre kvalificerede til at være "qawwamûn" i forhold til kvinderne. Desuden er det nødvendigt med et overhoved for at sikre familiens ve og vel, én, der har evnen til at bilægge uoverensstemmelser i familien og - om nødvendigt - at beordre dem til føjelighed. Det er derfor, en hustru påbydes at adlyde sin ægtefælle, og børnene påbydes at adlyde deres forældre.
      Men det skal pointeres, at hustruen ikke er nødt til at adlyde sin ægtemand, dersom det, han beder hende om, er i modstrid med Guds påbud, idet lydighed imod Gud kommer i første række.
      (DOI 1993, p.40)

Ifølge RASHÎD RIDHÂ (død 1935), der har bidraget til konservatismens triumf i vore dage, er arbejdsfordelingen kønnene imellem naturgiven:
      "Gud har favoriseret manden ved at give ham fysisk styrke og intelligens ('aql), der sætter ham i stand til at tjene sit brød og til at beskytte og forsvare sin familie såvel som samfundet og staten. Det er derfor, han er blevet pålagt husholdets forsørgelse (nafaqa). Det er derfor, mændene har autoritet over kvinderne og påtager sig ledelsen (riyâsa) i det offentlige liv såvel som i det private. En ledelse, uden hvilken hverken samfundet eller hjemmet kan fungere tilfredsstillende. Manden bør tage sig af alle udadvendte aktiviteter, i henhold til hans natur. Alle civiliserede nationer har indrettet sig således."
     (BENKHEIRA 1997, p.198)

Egl: Han (Gud) foretrak nogle frem for andre. Den bagvedliggende tanke er den, at mænd og kvinder skal supplere hinanden, og at den enes fortrin ikke skal være til ulempe for den anden, idet de begge er uløseligt forbundet.
     (SIDDIQUI, note til 4:34)

Der er i dette vers ikke - som det sædvanligvis antages - tale om forholdet mellem ægtefæller, men om forholdet mellem mænd og kvinder generelt i samfundet: Med tilbørlig hensyntagen til kvinders gudgivne opgave som dem, der bærer, føder og opfostrer næste generation, påbydes mændene at forsørge kvinderne, således at disse kan varetage deres opgave uden at skulle bekymre sig om at tilvejebringe de daglige fornødenheder. Kvinder, der har mulighed for at bruge deres evner på den opgave, som Skaberen har tiltænkt dem - uden at skulle spilde dem på andre forehavender - er 'qanitât'. Der er tale om en naturlig arbejdsfordeling, som ikke rokker ved opfattelsen af, at mænd og kvinder er hinandens fæller og venner i fuld ligeværdighed og gensidighed (30:21, 42:11).
     (Parwez 1953, p.12)

Ifølge Koranen er mand og kvinde lige egnede til at følge den rette vej og lige tilbøjelige til at tillægge sig destruktive vaner. Selvfølgelig er de ikke nøjagtig ens: I nogle henseender er manden kvinden overlegen, mens kvinden i andre henseender overgår manden. Det er en nødvendig følge af, at deres roller i livet er komplementære. De er ligeværdige, selv om de er forskellige: Gud har skabt dem således, at den overgår den anden (i visse henseender) (4:34). Det er ikke manden, der overgår kvinden, men den ene, der overgår den anden i visse henseender og overgås af den anden i andre henseender. I tusinder af år har manden fortalt kvinden, at hun er ham underlegen ikke kun i fysisk styrke, men også med hensyn til intelligens og på andre områder. Kun for ganske nylig er hun blevet klar over, at hun i mange henseender er mandens jævnbyrdige. Koranen indprenter kvinden hendes eget værd og egne evner (33:35). Det er således hævet over enhver tvivl, at mand og kvinde er ligeværdige i alle forhold, der virkelig betyder noget i samfundet. Mand og kvinde er ligeværdige partnere i bestræbelserne for at få hjemmet til at fungere tilfredsstillende. Ingen af dem bør forsøge at dominere eller udnytte den anden, og kvindens rettigheder skal respekteres på lige fod med mandens.
      (PARWEZ 1968, pp.338-341)

Dette vers citeres ofte som bevis for, at mænd er kvinders herre og mester. I virkeligheden er der tale om et studie i arbejdsfordeling. Kvinder er uarbejdsdygtige i lange perioder på grund af deres rolle i reproduktionen, hvorfor manden pålægges at sørge for hvert enkelt familiemedlems basale fornødenheder. Men dette ligger langt fra den konventionelle forståelse af verset. Langt fra at være "herren", bindes manden af det tunge ansvar som forsørger, således at kvinden ubekymret kan opfylde sin forpligtelse: at opfostre en ny generation.
         (ANWAR 1995, pp.54-55)

HASSAN AL-TOURABI, præsident for Sudans nationalforsamling og kendt i medierne som en yderst konservativ og rabiat muslim, siger i sin bog "Islam - verdens fremtid":
      "Hvis Det muslimske Broderskab giver udtryk for, at kvinden under ingen omstændigheder kan være mandens ligeværdige, så udtrykker de sig således af respekt for de tilbagestående masser, som de lever iblandt. Nogle samfund domineres af en flok reaktionære ulamâer. Det muslimske Broderskab tyranniseres allerede af de stedlige regeringer, og de ønsker ikke at tiltrække sig ulamâernes vrede oven i købet...
      Gud har skabt mand og kvinde forskelligt på visse måder, somme tider til den enes fordel - somme tider til den andens. Kvinderne føder børnene og er bedre egnede til at opfostre dem. Mændene er frie til at arbejde. Man bør ikke oversætte 'baadha-houm ala baadh' til 'nogle (kvaliteter) over de andre' men til 'den ene og den anden indbyrdes' - der er tale om gensidighed. Kvinderne har andre ansvarsområder end mændene. Ligestillingen mellem kønnene går ud fra et højere plan og betyder ikke tilbagevenden til primitive traditioner som i menneskehedens første tider...
      Jeg er fuldstændig klar over, at dette ikke er den dominerende opfattelse i den muslimske verden; men den udvikler sig hurtigere og hurtigere. Nogle få af vore dages traditionelle tænkere fortolker Koranen korrekt; men de fleste af de ikke-traditionelle tænkere som jeg selv, deler min opfattelse af kønnenes ligeværdighed...
      Man skal ikke se et vers isoleret, men også se på de foran- og efterstående vers. F.eks. står der i 4:32, at mænd og kvinder hver især får tildelt en passende opgave, og at mændene ikke bør være jaloux på kvindernes naturlige opgave som dem, der føder og opfostrer næste generation."
      (AL-TOURABI, 1997, pp.37 & 44-46)
     
Også ifølge nutidig familieret har manden pligt til at forsørge sin hustru, sine børn og evt. værdigt trængende forældre.
      Mange vestlige kvinder finder det pr. definition kvinde-undertrykkende at blive forsørget af en mand, (men finder det paradoksalt nok ok at blive forsørget af staten).
      For en muslimsk kvinde er det imidlertid et privilegium at have ret til livslang forsørgelse - først af sin far, siden af sin ægtemand. Det betyder nemlig, at manden ikke kan tvinge hende ud på arbejdsmarkedet, dersom hun er tilfreds med det, han tjener og de kår, han kan byde hende. Det betyder også, at hun har ret til at vælge i en årrække (eller permanent) at blive hjemmegående for at tage sin af sine børn og evt. gamle forældre. Den livslange ret til forsørgelse giver hende også mulighed for at uddanne sig eller for at tage et ulønnet arbejde, som hun finder tilfredsstillende og meningsfyldt.
      Vælger hun derimod at tage betalt arbejde i eller uden for hjemmet, er hendes løn (lige som alt, hvad hun modtager som gave eller arv) hendes personlige særeje, som hun frit kan disponere over uden andres indblanding - både ifølge Koranen, klassisk fiqh og nutidig familieret. I øvrigt står der i 4:34 intet som helst om, at det skulle være en kvinde forbudt at forsørge sig selv, dersom hun ønsker det - og er i stand dertil!
      At Skaberen påbyder mændene at forsørge kvinderne, for at give dem de bedste betingelser for at opfostre næste generation, rokker imidlertid ikke ved det faktum, at mand og kvinde er ligeværdige for Gud, hvilket påpeges utallige steder i Koranen, hvor ligeværdighed og gensidighed er nøgleordene. (bl.a. 2:36, 2:187, 2:228, 3:195, 4:1, 4:32, 4:124, 7:22-23, 7:189, 9:71-72, 17:70, 30:21, 33:35, 36:36, 39:13, 42:11, 42:38, 51:49)
      Med disse Koranpassager og Koranens generelle menneskesyn in mente, finder jeg det ganske utilstedeligt, at udsagn, som al-Bukhâris (nr. 301), der citeres i begyndelsen af dette afsnit, tilskrives Profeten. Det er ikke mindre end en hån imod Profeten og imod Gud og Hans ord - Koranen.      
      (TØNNSEN)

(2) De tidlige jurister definerer lakonisk ægteskabet som en "gensidigt forpligtende kontrakt ved hvilken manden forpligter sig til at betale brudegave til kvinden og til at forsørge hende for til gengæld at have ret til seksuelt samkvem med hende."
      Juristernes utvetydige holdning til mændenes autoritet over for kvinder giver sig udslag i, at manden har ret til at bestemme parrets bopæl, ret til at kontrollere kvindens udgang fra hjemmet og hendes besøgende. Kvinden har pligt til at ledsage manden på hans rejser og til altid at stå seksuelt til rådighed for ham. Ifølge nogle jurister mister kvinden endog sin ret til forsørgelse, hvis hun afviser manden seksuelt.
      (BELLEFONDS 1965, pp.23 & 287-294)

Tidlige jurister og eksegeter som IBN 'ABBÂS (Profetens fætter) & IBN KATHIR (død o.1372) har tillagt kvindens lydighed over for sin mand stor betydning og har tilmed gjort det til en hustrus religiøse pligt. F.eks. skriver AL-GHAZZALÎ (o.1058-1111) i Ihiyâ' 'ulum al-dîn: "Ægteskabet er en form for slaveri. Kvinden bliver mandens slave. Det er hendes pligt at adlyde ham i alt, hvad han forlanger af hende, hvis dette ikke medfører ulydighed over for Gud (ma'siyat Allâh)."
      Juristerne fremfører endvidere et udsagn, der tilskrives 'UMAR IBN AL-KHATTÂB (død 644): "Ægteskabet er trældom. I bør hver især nøje undersøge, i hvis hænder i giver jeres døtre," og: "Hold godt øje med jeres kvinder, for de er som fanger i jeres hænder."
      I de fleste landes nutidige ægteskabslove figurerer "lydighed" som én af hustruens pligter over for sin ægtemand - medmindre denne lydighed medfører ulydighed over for Gud; men de fleste undgår dog at sammenligne kvindens status med en slaves. ABDULRAHMAN AL-SABUNI (prof. ved universitetet i Damaskus) skriver f.eks. i 1972: "Den muslimske familie kender ikke til vilkårlige afgørelser, uretfærdighed i de menneskelige relationer eller blind lydighed. Der er rettigheder og pligter, eftersom man ikke skal adlyde, hvis lydighed får os til at være ulydige imod Gud. Det er loven, man skal adlyde. Når hustruen adlyder sin mand, er det ikke hans person som sådan, men de principper og forskrifter, der gælder for ægteskabet, hun adlyder."
      Juristerne har klart og tydeligt tilkendegivet, at kvindens lydighed også omfatter seksuallivet, således at det er en kvindes pligt at stå til rådighed for manden seksuelt, når som helst han måtte ønske det. Kun når hun har menstruation har hun ret - og pligt - til at sige nej til hans seksuelle tilnærmelser. Da det er forbudt at have sex i dagtimerne i fasten, må en kvinde - for ikke at krænke mandens ret til sex - ifølge juristerne ikke faste ud over den for enhver muslim obligatoriske fastemåned ramadân uden sin mands udtrykkelige samtykke! Juristerne henter støtte i utallige hadîth, der forbander den kvinde, der afviser sin mand seksuelt, f.eks.: "Gud forbander en kvinde, der afviser sin mands tilnærmelser under dække af at have menstruation, når dette ikke er tilfældet." (SHA'RANI) "Jeg proklamerer ved Gud, at en kvinde ikke kan opfylde sine forpligtelser over for Gud før hun har opfyldt sine forpligtelser over for sin mand. En hustru bør aldrig afvise sin mand, selv om det måtte være på kamelryg." (IBN HANBAL 780-855)
      Vore dages jurister har ikke fraveget denne opfattelse, og i alle landets nutidige ægteskabslove hører retten til sex med til mandens ægteskabelige rettigheder.
      ATIYYA SAQR nævner f.eks. i 1989 to tilfælde, der ikke er gyldig grund til at afvise sin mands tilnærmelser: "(1) Når en hustru er optaget af noget vigtigt som f.eks. madlavning, skal hun besvare sin mands tilnærmelser - om det så skulle være foran en glødende ovn. Hvis maden skulle brænde på, medens hun tilfredsstiller sin mands begær, påhviler ansvaret herfor udelukkende manden, da det er ham, der er årsag til miseren. Skaden her på jorden betyder intet i forhold til Guds tilfredshed med en kvinde, hvis mand er tilfreds med hende. (2) Afholdenhed på grund af hårdt arbejde, rejse eller amning, der mindsker kvindens lyst til sex, er ikke gyldige grunde til afholdenhed. Hendes situation kan ikke sammenlignes med mandens. Hun bør udholde denne smerte for at undgå det, der er værre, og som kunne medføre, at hendes ægtemand udsættes for alvorlig fare, hvis han lader sig rive med af sit begær. Man bør vælge det mindste af to onder."
      A.S. har nok følt, at han med disse udsagn har nedgjort kvinden, for han fortsætter: "I øvrigt råder jeg manden til at tage kvindens tilstand i betragtning. Han bør vælge tid og omstændigheder, der passer hende. Dette garanterer den fuldstændige nydelse, hvilket bekræftes af læger. Han bør ikke være for hurtig til at oprøres over sin hustru, hvis hun tøver med at tilfredsstille ham."
     Hvis en kvinde undlader at tilfredsstille sin mands seksuelle behov, nedkalder hun Guds og englenes vrede over sig (iflg. al-Bukhâri vol.7, no.121). At være ulydig over for ægtemanden er det samme som at være ulydig over for Gud. Desuden mister hun sin forsørgelse (nafaqa) i hele den pågældende periode. Den hanafitiske retsskole fratager dog udelukkende hustruen sin ret til forsørgelse, hvis hun har forladt sit hjem - ikke, hvis hun afviser sin mand seksuelt, medens hun befinder sig under samme tag som han, for da har manden lov til at tvinge hende.  (sic!!)
      (ASCHA 1997, pp.49-57)

Eksegeten NADVI beskriver kvinden som 'ude af stand til at styre sine følelser og i vid udstrækning fysisk svag', hvorfor hun fortjener at blive behandlet med høflighed, gavmildhed og overbærenhed, og at blive elsket og tilgivet for sin ufuldkommenhed. Det er på grund af kvindens ufuldkommenheder, at islam tildeler manden lederskabet i familien, således at han med sine evner og indflydelse kan løse de problemer, der opstår i det ægteskabelige samliv (4:34).
      Svagheden opstår iflg. NADVI, fordi den stakkels kvinde gennemgår så mange perioder i sit liv (menses, graviditet og amning), hvor hun er stort set ude af stand til at gøre noget som helst og er afhængig af andres hjælp.
      At manden er kvinden overlegen understøttes iflg. NADVI af den moderne videnskab, der har konstateret, at mandens hjerne er meget større end kvindens: Mandens hjerne vejer 49½ auqia - kvindens kun 44. Og det er iflg. NADVI bevis for, at manden er kvinden overlegen m.h.t. intellekt og modenhed.  (sic!!)
      (NADVI 1982, pp.159-162)

Der er naturligvis tale om frivillig lydighed, opmærksomhed og kærlighed - ikke tvungen eller modvillig lydighed. Derfor bør det ikke hedde "lydige", men "ydmygt hengivne", idet denne formulering omfatter fred, harmoni og beskyttelse i det hjem, der huser og præger den opvoksende generation.
      (QUTB, note til 4:34)

I denne sammenhæng er det nødvendigt med en advarsel: Lydighed over for Gud er væsentlig vigtigere end lydighed over for ægtemanden og går derfor forud. Derfor er det en hustrus pligt ikke at adlyde manden, hvis han forlanger noget af hende, der er i modstrid med Guds Lov. I et sådant tilfælde er det en synd at adlyde ham.
      (MAUDÛDI, note til 4:34)

AHMED ALI siger i sin note til 4:34 fra 1978: Det arabiske ord qânitât betyder hengiven eller lydig over for Gud og kan ikke oversættes på anden måde. Den fremragende klassiske ekseget ZAMAKHSHARI mener, at qânitât betyder lydig over for manden. AL-RAZI (død1209) mener, at der er tale om lydighed både over for manden og over for Gud.
      (ENGINEER, 1996, p.49)

Kravet om lydighed eksisterer den dag i dag i flere landes nutidige familieret:
      Iflg. Marokkos familieret er en hustru forpligtet til "at adlyde sin mand inden for rimelighedens grænser" (art. 36, 1957).
      Iflg. Algeriets familieret er en hustru forpligtet til "at adlyde sin mand og vise ham den fornødne respekt i kraft af hans position som familiens overhoved" (art. 39, 1984).
      I tunesisk familieret er et lignende lydighedskrav i 1993 blevet erstattet af en artikel, der taler om gensidig imødekommenhed og respekt (art. 23).
     (TØNNSEN)

(3) I mandens fravær beskytter en god hustru mandens ry og ejendom - og sit eget ry - som Gud har befalet hende.
      (YUSUF ALI 1934, note til 4:34)

Blandt de hemmeligheder, som det er forkert at omtale for udenforstående, er detaljer om ægtefællernes seksuelle samliv. Profeten har sagt: "Den, der har samleje med sin ægtefælle og derefter fortæller andre om sin ægtefælles hemmeligheder, vil være blandt de værst stillede på Dommedag."
      (QARADAWI 1984, p.197)

Koranen råder kvinden til at værne om sine biologiske funktioner for at være i stand til at sikre den menneskelige races fortsatte beståen i overensstemmelse med naturens love.
      (ANWAR 1995, p.62)

© Aminah Tønnsen, maj 1999    

Litteratur

ALI, Mumtaz: Men are the qawwamuna of women

AWDAH, Salmaan ibn Fahd al-:
          Men are the protectors and maintainers of women

Crescentlife.com: Translations of surah an Nissa, verse 4:34-35.
          Defining critical words in 4:34

FATWA BANK (2004): Scope of Men's guardianship over Women

KELLER, Nuh Ha Mim: What is the meaning of "qawwamuna"?

Mazhar, Uzma: See the big picture: 4:34-35.

SHAFAAT, Ahmad: Marriage in Islam - considered from a legal point of view