Islamisk Studiebogssamling - Familie og køn

KORANEN OG TØRKLÆDET

Aminah Tønnsen

Mange muslimer kalder den såkaldt islamiske klædedragt hijab, der betyder at skjule for at beskytte, skjule for øjet, markere en grænse, adskille eller opdele og skjule for at gøre noget forbudt. Ordet forekommer otte steder i Koranen; men intetsteds i forbindelse med kvinders klædedragt eller kønsadskillelse!
De færreste muslimer er i dag klar over, at det Koranvers, der traditionelt kaldes hijab-verset (Koranen 33:53) faktisk slet ikke handler om kvinders klædedragt, men om at markere en grænse mellem Profeten Muhammads privatsfære og det offentlige rum.

Der er tre passager i Koranen, der er interessante i forbindelse med kvinders klædedragt. Det ene er stilet både til Profetens hustruer og døtre og til muslimske kvinder generelt:

”Oh Profet! Sig til dine hustruer og til dine døtre og til de troende kvinder, at de skal samle deres ydre klædning (djilbâb) om sig - at de må kendes (som ærbare) og ikke forulempes. Men Gud er allerbarmhjertigst og tilgivende (over for dem, der af uvidenhed førhen ikke fulgte påbudet). Hvis hyklerne og de syge i hjertet og uromagerne ikke ophører (med at forulempe ærbare kvinder), vil Vi visselig lade dig (Muhammad) tage til genmæle, og de vil kun forblive dine naboer for en kort stund.” (33:59-60)

Jeg læser passagen som en opfordring til kvinder om at klæde sig anstændigt, når de færdes blandt fremmede mænd, som de i princippet kunne gifte sig med. Endvidere opfordres Profeten (i vore dage myndighederne) til at gribe ind over for de mænd, der ikke kan holde sig på måtten ved at fjerne dem fra det offentlige rum rent fysisk.
Man mener, at passagen blev åbenbaret i Medina i år 627, hvor mange var desillusionerede efter slaget ved Uhud, der havde krævet mange ofre. Lovløsheden greb om sig, og kvinder måtte i stigende grad opleve den tort at blive forulempet, når de bevægede sig uden for deres hjem. Da var det, at muslimske kvinder blev opfordret til at tildække sig, for ikke at friste ”hyklerne og de syge i hjertet”, disse svage sjæle, der lod sig styre af deres drifter – i stedet for at styre drifterne.
Senere åbenbaredes nogle vers, der er stilet til de troende (mænd og kvinder) generelt:

”Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blik og bevare deres dyd - det er mere passende for dem. Gud er visselig vidende om alt, hvad de gør.
Og sig til de troende kvinder, at de skal sænke deres blik og bevare deres dyd, at de ikke skal udstille deres naturlige skønhed og deres smykker (zîna) - uden hvad i almindelighed må være synligt - at de skal tildække deres halsudskæring (djaib) med deres hoveddække (khimâr) og ikke vise deres skønhed (zîna) for andre end deres ægtefælle, deres far og svigerfar, deres sønner og ægtefælles sønner, deres brødre og nevøer, deres kvindelige slægtninge og deres slavinder, de mænd, der måtte være tilknyttet familien og (på grund af alder eller sygdom) ikke føler seksuelt begær, og de børn, der endnu ikke er seksuelt bevidste. Og de bør ikke henlede opmærksomheden på deres skjulte skønhed ved at rasle med deres ankelringe. Oh I troende! Vend jer angergivent til Gud, at det må gå jer godt.” (24:30-31)

Også her er der tale om en stilfærdig opfordring til mænd og kvinder om at opføre sig og klæde sig diskret, anstændigt og ansvarligt og ikke friste svage sjæle til uønsket kontakt. Hvordan man klæder sig i selskab med sine nærmeste slægtninge, hushjælp og børn, er op til den enkelte.
    Jeg hæfter mig især ved, at det er halsudskæringen, der skal dækkes. Det er vigtigt at huske på, at Koranen er åbenbaret til et ørkenfolk, og dengang som nu tildækker mænd og kvinder i Arabien hovedet som beskyttelse mod den brændende sol. Derfor er det ganske naturligt, at det er denne allerede forhåndenværende beklædningsgenstand, der nævnes i forbindelse med tildækning af halsudskæringen.
    Men betyder det, at alverdens muslimske kvinder fra dengang og til dommedag skal bære nedringede kjoler, der kræver tildækning for at være tækkelige – og at denne tildækning skal ske ved hjælp af et hoveddække? Nej! Det kan helt enkelt klares ved at lade klædedragten gå helt op i halsen. Og så er der naturligvis ingen grund til at tildække hovedet, når de klimatiske forhold ikke fordrer det.
    Jeg synes, det er sørgeligt at se, med hvilken nidkærhed visse muslimer fastholder, at der er tale om et tørklæde bundet på en helt bestemt måde med fold i tindingerne, nål under hagen og en pyntenål til at fastgøre tørklædets ene lange snip - kombineret med en klædedragt (ofte i form af en ankellang kjortel eller frakke) der mere eller mindre skjuler kroppens former.
    Hvad der var hensigtsmæssigt i Arabien på Profetens tid, er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt for en kvinde, der skal kæmpe sig frem på cykel med småbørn og indkøbsnet i blæst, regn og slud, eller som skal krydse den grønlandske indlandsis i hundeslæde. Er det mon ikke meningen, at vi skal bruge den sunde fornuft, Gud så viseligt har skænket os?

Mange muslimer mener, at tørklædet og mængden af stof, en kvinde hyller sig i, er et barometer for hendes ærbarhed og religiøsitet. Kvinder er for dem enten madonnaer eller ludere, og de synes helt at have glemt Koranens opfordring til ikke at gå til yderligheder, men holde sig til den gyldne middelvej.
”Det sande slør er i mændenes øjne” skal Profeten Muhammad have sagt, og gudsfrygt måles ikke i stof og lange gevandter, men i ord og gerning, i omsorg og tjenstvillighed.

”Gudsfrygtens klædning er den smukkeste. Det er Guds tegn, som menneskene bør huske.” (Koranen 7:26)

Det gælder for Koranen generelt, at vi bør se mere på hensigten bag anvisningerne end på bogstaven. Det arabiske sprog er ligesom alle andre sprog fuldt af ordbilleder, og Koranen er fuld af lignelser, der kan forstås forskelligt i forskellige sociale, kulturelle og politiske sammenhænge. En fortolkning, der synes rigtig og hensigtsmæssig i én bestemt sammenhæng, kan have den diametralt modsatte virkning i en anden sammenhæng.
Verden er i forandring, og det er op til den enkelte muslim at finde sin egen måde at skabe harmoni mellem tro og dagligdag. Vi skal lære at stole mere på os selv og vor egen dømmekraft og bruge Koranen til at befri os fra forstokkede, traditionsbundne tænkere.
Det er ikke altid nemt af gå imod flertallet; men det er en naturlov, at man må gå imod strømmen for at nå kilden!

Mere om klædedragt