Kønsroller:
KORANENS
KVINDESYN
Ved Aminah Tønnsen
Mange
ikke-muslimer forbinder islam med kvindeundertrykkelse – selvom
kvindeundertrykkelse tydeligvis er et universelt fænomen, der findes i
mange forskellige kulturer.
Muslimer har i århundreder levet side om side med
kristne, jøder, buddhister, hinduer o.a., og kvinders levevilkår er i
langt højere grad præget af kulturelle, politiske, sociale og økonomiske
faktorer, end af religion.
Eksempelvis påvirker kulturelle fænomener som æresdrab,
kvindelig omskæring, brudedrab på grund af stridigheder om medgift,
afsondring, kønsadskillelse og begreberne ære og skam millioner af
kvinders liv - uanset deres religiøse tilhørsforhold eller mangel på
samme.
Koranen,
der for muslimer er en nøje gengivelse af de åbenbaringer, som Profeten
Muhammad modtog via ærkeenglen Gabriel i årene 610-632 i Arabien,
indeholder et kvindesyn, der på afgørende vis adskiller sig fra det
kvindesyn, man møder i de såkaldt islamiske lande.
Overordnet
taler Gud/Koranen om kønnenes ligeværdighed (3:195) – trods
forskellighed: Mand og kvinde er skabt af samme grundcelle og - som alt
andet i skabelsen (51:49) - som mager eller par (Koranen 4:1). Par (zawj)
danner tilsammen et hele – selvom de måske på overfladen kan synes
vidt forskellige. Par har en fælles opgave eller funktion, de
kompletterer hinanden og er gensidigt afhængige af og forpligtede over
for hinanden.
Koranen
taler om, at ”mænd og kvinder er hinandens fæller og beskyttere”
(9:71). De skal ”leve i kærlighed og tryghed” (7:189), de skal ”rådføre
sig med hinanden” (42:38) og være ”hinandens klædning” (2:187). Klæder
forskønner, beskytter og varmer – og dækker over fejl og svagheder.
I
Koranens beretning om Adam og Eva i Paradisets Have, hedder det, at
”Satan fik dem til at fejle” (2:36). ”Ved list og svig forårsagede
han deres fald. De smagte af træet” (7:22). Alligevel
bliver kvinden ofte i både religiøse skrifter og folkelig tradition
opfattet som fristerinden, der skaber kaos, som en oprørsk, der skal tæmmes,
så hun bliver underdanig, bly og føjelig!
Koranen levner ej
heller den ringeste tvivl om, at Paradis er for begge køn: ”Enhver mand
og kvinde, der tror og handler retfærdigt, vil komme i Paradis og ikke
lide den mindste uret” (4:124).
For
at stadfæste kønnenes ligeværd, fordømmer Koranen de mænd, der bliver
skuffede og skamfulde, hvis deres hustru ”kun” føder en datter
(16:58-59) og slår fast, at det er Gud, der skænker pige- eller drengebørn,
som Han vil – eller både drenge- og pigebørn. Og Han lader hvem Han
vil forblive barnløse (42:49-50). Børn er en gave.
Ydermere forbyder
Koranen drab på børn af frygt for fattigdom (17:3) (vore dages
”sociale” abort) og fordømmer den arabisk/hedenske skik at begrave
pigebørn levende i ørkenen (16:59) – en uhyggelig form for fødselskontrol,
der lever videre i vore dages fravalg af pigefostre ved hjælp af moderne
teknologi, som er udbredt i lande som Indien og Kina.
Det
er kvinderne, der bærer, føder og ammer børnene. Derfor er mænd
”ansvarlige for kvinders beskyttelse og underhold” (4:34) – uden at
det dog ændrer ved kønnenes ligeværdighed; men fordi mændene har pligt
til at forsøge familiens kvinder, vil en kvinde i nogle tilfælde kun
arve halvt så meget som en mand af samme grad (4:11).
Et
andet sted omtaler Koranen en hustru som mandens ”ager” (2:223),
hvilket traditionelt er blevet tolket som, at det er hustruens pligt at stå
seksuelt til rådighed for manden til enhver tid (sic!). Man glemmer
ganske, at en ager kun giver udbytte, hvis den gødes, passes og plejes
med omhu – og at vanrøgt og rovdrift fører til goldhed!
Disse
og lignende påbud om hensyntagen, omsorg og respekt er dog i århundreder
blevet misbrugt af mændene, der gør sig til herre over kvinderne og sætter
sig til doms over deres gøren og laden - og lovgiverne har brugt påbuddene
som påskud til at umyndiggøre kvinderne og underlægge dem mænds
autoritet fra vugge til grav.
Muslimske
kvinder kæmper i disse år en ihærdig kamp for at opnå de rettigheder,
som tilkommer dem ifølge Koranen; men ”feminisme” i vestlig forstand
kan der aldrig blive tale om, idet troen sætter nogle fornuftige grænser
for den såkaldte frihed og selvbestemmelse.
For at forstå Koranen er det nødvendigt at se den som
en helhed og at fortolke dens mange metaforer og lignelser, og det er nødvendigt
at kende de omstændigheder, under hvilke en bestemt passage blev åbenbaret
for at kunne overføre dens kerne og ånd til vor egen virkelighed. Lykkes
det, vil man nå frem til et smukt, enkelt og rummeligt budskab, hvor
kvinder og mænd kompletterer hinanden i bestræbelserne for at skabe en
harmonisk familie og en tryg verden.
© Aminah Tønnsen, december 2001
Denne artikel har været
publiceret i DKKIF-Nyt (Danmarks Katolske KvindeForbund) nr. 4 - november
2001.
