Kønsroller:

KORANEN OG KVINDERNE

Af Sonia Hanim

Den kendte ekseget Tabari (død o. 310 A.H.) fortæller, at nogle kvinder engang spurgte Profetens hustruer: "Gud har eksplicit nævnt jer i Koranen, men ikke os. Fortjener vi slet ikke at blive nævnt?"
    Én af Profeten hustruer, Umm Salama, spurgte derefter Profeten: "Hvorfor nævnes mændene i Koranen og ikke kvinderne?"
    En eftermiddag nogen tid senere, mens Umm Salama var ved at ordne sit hår, hørte hun Profeten tale fra prædikestolen i moskéen. Hun løb hen til et af de værelser, der stødte op mod moskéen, lagde øret mod væggen og hørte til sin store forbløffelse - og glæde - Profeten recitere det revolutionerende vers:

Gud tilgiver og belønner i rigeligt mål mænd og kvinder, der giver sig hen til Gud, troende mænd og kvinder, oprigtige mænd og kvinder, udholdende og tålmodige mænd og kvinder, ydmyge mænd og kvinder, gavmilde mænd og kvinder, fastende mænd og kvinder, blufærdige mænd og kvinder og mænd og kvinder, der hyppigt lovpriser Gud. (33:35)

Meningen var ikke til at tage fejl af: Gud taler til begge køn, der som troende og som medlemmer af menigheden er absolut ligeværdige. De, der i Guds øjne fortjener grænseløs belønning, identificeres ikke ud fra deres køn, men ud fra deres gudstro og deres ønske om at tjene og adlyde Gud. Verset, der også kaldes 'Umm Salamas vers' udgør et radikalt brud med pre-islamiske skikke mht. forholdet mellem kønnene.
    Hele Koranens sura 4 (nisâa, kvinderne), der bl.a. indeholder detaljerede arveretsregler, berøver mændene en stor del af deres tidligere privilegier. Før i tiden kunne er kvinde gå i arv på samme måde som dromedarer og palmetræer - nu fik hun selv arveret:

Mænd såvel som kvinder har krav på en bestemt arvelod efter deres forældre og (nærmeste) slægtninge - hvad enten arvelodden er lille eller stor. (4:7)

Dette vers havde en bombes effekt i den mandlige del af befolkningen i Madina. Mange mænd mente, at Islam ikke burde blande sig i forholdet mellem kønnene. Islam skulle forandre alt - undtagen mændenes privilegier i forhold til kvinderne.
    I pre-islamisk tid havde hverken børn eller kvinder arveret. De blev betragtet som andenrangs borgere, fordi de ikke deltog i stammens krige og således ikke var med til at forøge stammens rigdomme i form af krigsbytte. Nu så mændene deres arvelod blive betydeligt reduceret: de skulle i fremtiden dele ikke kun med børnene, men endog med kvinderne, der før havde udgjort en del af DERES arvelod!
    I pre-islamisk tid kunne en mand, der lige havde mistet en far, en bror eller en søn, arve afdødes enke (og dermed hendes formue), hvis han skyndte sig hen til hende og lagde sin kappe over hende. Derved fik han eneret til at gifte sig med hende. Hvis det derimod lykkedes enken at slutte sig til sin egen klan før arvingens ankomst, overgik arveretten til hendes egen klan. I arvesager var kvinden således kun en genstand, som mændene i hendes egen eller hendes afdøde mands klan kunne gøre krav på. 
    I Yathrib (det senere Madina) havde det været skik, at en søn ved sin faders død arvede dennes hustru og formue - uden at enken kunne modsætte sig. Hvis arvingen var for ung til giftermål, måtte enken pænt vente, til han blev voksen og selv kunne beslutte, om han ville gifte sig med hende (og overtage hendes formue) eller om han ville lade hende gå. Indtil da måtte enken ikke gifte sig med andre. Valgte arvingen ikke at gifte sig med enken, overgik hendes formue til klanens mænd.
    I Makka havde mænd endda 'hånd og halsret' over deres fraskilte hustru. De kunne ved skilsmissen oprette en fuldt lovlig kontrakt med hustruen, så denne ikke kunne indgå nyt ægteskab uden eks-mandens tilladelse. Hvis en mand øn­skede at gifte sig med den fraskilte hustru, måtte han ofte betale be­tydelige summer til eks-manden - ellers ville denne modsætte sig eks-hustruens nye giftermål.
    Men disse skikke blev forbudt:

Oh I troende! Det er jer forbudt at arve jeres afdøde slægtninges enker imod deres vilje eller at afholde dem fra at gifte sig igen, for at de skal opgive en del af det, som I har givet dem, medmindre de er blevet fundet skyldige i en forbrydelse. (4:19)

Også børn og unge piger blev ofte udsat for overgreb fra mændene fra deres afdøde faders klan. I mange vers omtales de forældreløses rettigheder:

Giv de forældreløse deres ejendom (når de når skelsår og alder), og ombyt ikke deres ejendele med værdiløse ting. Det er syndigt at udhule deres ejendom ved at blande den sammen med jeres egen. (4:2)

Tag jer af de forældreløse, indtil de når den giftefærdige alder. Dersom I finder dem modne, da overlad dem deres ejendom (som I er blevet betroet). Ød den ikke bort for at undgå at skulle overdrage den til dem (senere hen). Den rige skal overhovedet ikke røre den forældreløses formue, og den fattige skal ikke tage mere, end det sig sømmer (for sin ulejlighed). Tilkald vidner, når I overdrager de forældreløse deres ejendom. Gud våger over jer og stiller jer til regnskab. (4:6)

De, der uretmæssigt bortøder forældreløses ejendom, fylder deres bug med ild, og de skal brænde i Helvedes flammer. (4:10)

Det var almindeligt i pre-islamisk tid, at værger modsatte sig deres kvindelige myndlinges ægteskab, fordi de selv ville disponeres over deres evt. formue - eller, fordi de selv ville gifte sig med dem. Også dette blev der sat en stopper for:

De spørger dig til råds med hensyn til kvinder. Sig: ”Gud har vejledt jer med hensyn til dem, og ihukom, hvorledes Skriften har vejledt jer angående de forældreløse, som I har nægtet, hvad retteligen tilkommer dem, og som I alligevel ønsker at ægte – og angående de svage og de undertrykte. I skal sikre de forældreløses rettigheder. Gud kender jeres gode gerninger. (4:127)

Hvis I frygter, at I ikke kan behandle forældreløse retfærdigt, da gift jer med (andre) kvinder, der synes passende for jer: to, tre eller fire; men hvis I frygter ikke at kunne behandle dem retfærdigt, da gift jer kun med én... (4:3)

Islam bekræfter individets eksistensberettigelse fra vugge til grav; men de nye regler satte ALT under debat. Mænd og kvinder stod over for hinanden i en skarp konflikt. ALLE mænd - uanset social status - måtte se deres privilegier smuldre. Mange mænd prøvede at omgås de nye love og anvende de pre-islamiske skikke i stedet. Kvinderne klagede til Profeten, der selvfølgelig holdt fast ved den åbenbarede tekst.
    Men mændene forsøgte ad omveje for at beholde deres privilegier: de begyndte at manipulere med teksten. Det vers, der formaner værger til at beskytte evnesvages ejendom passede dem fint:

Giv ikke de svagtbegavede deres formue, som Gud har betroet jer til deres underhold, men underhold dem og klæd dem ud af formuen og giv dem råd og vejledning. (4:5)

Såre simpelt: Hvis kvinder og børn kunne henregnes til de svagtbegavede, var man tilbage til pre-islamiske tilstande, hvor kun mændene havde arveret. Og mændene jublede.
    Men hvordan tolker Tabari dette vers flere hundrede år senere? Efter at citere mange andre lærdes mening herom, skriver Tabari: 
    "Gud har brugt ordet 'svagtbegavede' (sufaha) i dets oprindelige betydning og har ikke brugt det om en bestemt kategori af svagtbegavede. At udelukke kvinder fra at arve og administrere deres formue er at tilføje et kriterium, der ikke findes i den koranske tekst. Den, der hævder, at sufaha specielt hentyder til kvinderne, forvansker ganske enkelt sproget. Den arabi­ske form fu'alaa bruges udelukkende om enten hankøn flertal eller om hankøn og hunkøn flertal. Hvis Gud havde ment, at kvinder er svagtbegavede, havde Han ganske givet brugt den korrekte flertalsform. 
    Den svagtbegavede er én, der ikke er i stand til at administrere sin formue, én, der bortøder sin formue. En sådan person må have en værge til at kontrollere brugen af sin formue."

Mange af nutidens lærde lider af hukommelsestab, når det drejer sig om at definere principperne omkring mænds og kvinders ligeværd; men man er nødt til at vende tilbage til Koranens tekst og den debat, der foregik om kønnenes ligeberettigelse de første år i Madina - ellers vil man uvægerligt få det indtryk, at kønnenes ligeberettigel­se er noget ukendt i Islam.

 
© Sonia Hanim, 1992 & januar 2002