| Køn
& kønsroller:
AFSONDRING
og KØNSADSKILLELSE
Oh I Profetens hustruer! I er ikke som andre
kvinder: Hvis I frygter Gud, da før ikke uhøvisk, men anstændig tale, at de syge i
hjertet ikke må blive optændt af begær. Opfør jer med ophøjet ro og værdighed i
jeres hjem (qirna) (eller: bliv roligt i jeres hjem (qarna)) og stil jer ikke til skue som
i uvidenhedens dage. Oh I Profetens familie! Forret bøn og giv almisse og adlyd Gud og
Hans sendebud. Gud ønsker blot (med disse påbud) at rense jer for (hedensk) besudling.
(33:32-33)
Dette koranvers givet anledning til mange
kontroverser - lige siden den kendte ekseget AL-TABARI (død 923) tillod sig at mene, at
der slet ikke var tale om et påbud om at 'blive roligt i jeres hjem' (qarna)
(dvs.
at leve afsondret) men 'opfør jer med ophøjet ro og værdighed, når I er i jeres hjem'
(qirna).
Og det må nødvendigvis vække til eftertanke, at Tabari blev nødt til at søge tilflugt
i sit eget hus for at beskytte sig imod en rasende menneskemængde, der beskyldte ham for
kætterske tilbøjeligheder på grund af denne og andre kontroversielle holdninger.
Påbudet er tydeligvis møntet på Profetens
hustruer, men er aldrig blevet tolket helt bogstaveligt: På længere rejser sad Profetens
hustruer godt skjult for nyfigne blikke i deres bærestol - så anonyme, at det hændte,
at Profeten tog fejl af bærestolene! Men hjemme i Medina forrettede Profetens hustruer
bøn i moskeen, nogle af dem var engageret i socialt arbejde, og andre fungerede som
undervisere og rådgivere for menigheden - både mens Profeten levede og efter hans død.
Og de har ikke levet nær så afsondret som mange af deres senere trosfæller, der af
kulturelle hensyn sjældent kom uden for en dør. Den indisk/arabiske talemåde "en
god kvinde forlader kun sit hjem to gange: Når hun bliver gift, og når hun bliver båret
til graven" taler sit tydelige sprog.
Afsondring af kvinder har op gennem historien været
en udbredt tradition i patriarkalske samfund, hvor polygami var tilladt - først og
fremmest i byerne og blandt overklassen som tegn på velstand: en demonstration af, at man
kunne undvære kvindernes arbejdskraft i husholdet og havde råd til at betale andre for
at arbejde for sig.
Afsondring af kvinder var imidlertid et ukendt fænomen i
Arabien på Profetens tid. Det blev først almindeligt blandt muslimer i takt med islams
møde med nordafrikansk, græsk, byzantinsk, persisk og indisk kultur. Og lige til vore
dage er det påbud, der klart og utvetydigt henvender sig udelukkende til Profetens
hustruer (33:32-33), blevet misbrugt til at retfærdiggøre
generel kønsadskillelse, og til at begrænse kvinders bevægelsesfrihed og forherlige et
liv i afsondring. Og det på trods af, at den omtalte
passage netop starter med at sige til Profetens hustruer, at "de ikke er
som andre kvinder." Og på trods af, at afsondring for
'almindelige' kvinder i Koranen udelukkende påbydes kvinder, der har begået utugt
(4:15).
Hvis 33:32-33 også skulle gælde
for andre muslimske kvinder end Profetens hustruer, må det samme jo være tilfældet med
33:30-31,
i hvilken Profetens hustruer advares om, at straffen for utugtige handlinger for dem er
dobbelt så høj som for andre kvinder - ligesom også belønningen for gode
handlinger vil være dobbelt så høj for dem som for andre kvinder. Den logiske
følge af denne påstand må så være, at også de passager, der henvender sig specielt
til Profeten, også skal gælde for 'almindelige' mænd, for hvem Profeten er forbillede.
Dermed skulle retten til at have mere end 4 hustruer (33:50-52) også
gælde alle andre muslimske mænd - og så er man for alvor ude at svømme. Koranen bliver
utroværdig, dens helt unikke status som Guds åbenbarede ord undermineres. Ja, hele
islams grundlag forsvinder som dug for solen.
MAUDUDI (1903-1979) hører til dem, der mener, at
det er en misforståelse at tro, at 33:32-33 udelukkende er
møntet på Profetens hustruer: Deres liv var i starten underlagt særlige regler, fordi
de skulle være rollemodeller for alle andre kvinder. Derfor gælder påbudet om
afsondring efter hans opfattelse for alle kvinder.
MAUDUDI henviser bl.a. til følgende udsagn af SH'ERÂNI i hans Kashf-al-Ghamma: "Hvis en kvinde forlader sit hus
imod sin ægtemands vilje, vil alle engle i himlene og alt andet end de mænd og ånder,
som hun passerer forbi - forbande hende indtil hun vender tilbage."
En kvinde må dog iflg.
MAUDUDI forlade sit hjem, når der virkelig er behov herfor - hvis hun f.eks. er nødt til
at tjene til familiens underhold, fordi den ansvarlige (hendes mand eller far) ikke tjener
tilstrækkeligt, er syg eller handicappet, og han citerer AL-BUKHÂRI (809-869):
"En kvinde må forlade sit
hjem, når behovet virkelig er der."
MAUDUDI skynder sig dog at tilføje, at der ikke er tale om et permanent brud på det generelle princip, der begrænser kvindens sfære til
hjemmet, men om en tilladelse til brug under ganske specielle omstændigheder.
(MAUDUDI 1972, pp.
144-147)
E ksegeter
og jurister taler ofte om en persons aura, dvs. de legemsdele, der skal skjules
for andre personer af samme eller modsat køn - og som andre personer ikke må hverken se
på eller berøre - med mindre det er absolut nødvendigt, som f.eks. når en læge skal
undersøge en patient.
Mandens aura går fra
navlen til knæene (nogle jurister som f.eks. den andalusiske IBN HAZM (991-1063) og
enkelte MALIKI-jurister medregner dog ikke knæene).
Kvindens aura
er hele kroppen undtagen ansigt og hænder. De personer, der kategoriseres som mahram
(og
som hun ifølge loven ikke må indgå ægteskab med) må dog se hendes hår, ører,
nakke, skuldre, arme og underben. Ægtemanden er den eneste, der må se hendes ryg,
underliv, lår, kønsorganer og bryster.
(QARADAWI 1984, pp.154-161)
Encyclopædien over islam definerer auraen som
pudentum, dvs. noget, man skal skamme sig over.
AL-GHAZZALI (1058-1111)
definerer hele kvinden som aura og henviser til udsagn overleveret af
TIRMIDHI: "Kvinden er aura. Når hun går uden for (hjemmet), hilser
djævelen hende velkommen."
(RAFIQUL-HAQQ 1996, p.5)
Opfattelsen af, at kvinder skal
holde sig inden for hjemmets fire vægge og ikke skal spille nogen rolle uden for, er ikke
koransk. Det nævnes hverken direkte eller indirekte i Koranen. Kvindens ret til selv at
tjene penge og selv forvalte sin formue er nedfældet i Koranen (4:32).
Det er et ganske tydeligt udsagn, der ikke kan fortolkes på anden måde...
Men det islamiske samfund kom under indflydelse af
højtfeudaliserede samfund som Bysanz og Persien - til stor skade for kvinderne, og
'ulamaerne begyndte at lufte tanker og ideer, der var i modstrid med Koranens ånd. Som
tidligere nævnt blev hundreder af hadîth forfalsket, men blev ukritisk accepteret af
teologerne. Den sociale indflydelse var så stærk, at disse udsagn blev tillagt større
betydning end Koranens udsagn - og Koranens anvisninger blev fortolket under hensyntagen
til disse falske udsagn...
(ENGINEER pp.82-94)
HASSAN AL-TOURABI, præsident
for Sudans nationalforsamling og - paradoksalt nok - kendt i medierne som en yderst
konservativ og radikal muslim, siger i sin bog 'Islam, verdens fremtid':
"I vore dage er mange dog tilbøjelige til at sige, at
den fuldstændige afsondring mere er en kulturel el. social tradition, og at kvinder
naturligvis har lov til at færdes uden for hjemmet, hvis de er anstændigt klædt og
opfører sig som det sig hør og bør.
Der er således intet til hinder for, at kvinder deltager i
'blandede' møder el. konferencer, eller at børn af begge køn undervises i samme
klasselokale...
Oprindeligt så det islamiske samfund meget anderledes ud
end i dag. Under Profeten og de fire første kaliffer Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali, havde
kvinderne stemmeret, de drev handel og færdedes i det offentlige rum. Senere begyndte
troen sin nedtur. Macho-tankegangen fik overhånd som overalt i verden. Men med islams
renaissance, som vi oplever i dag, er jeg sikker på, at kvinden vil genfinde sin rette
plads i samfundet. Denne revolution går hånd i hånd med tilbagevenden til vore sande
islamiske værdier - undtagen naturligvis i de meget traditionelle islamiske lande, hvor
u-islamiske traditioner er fremherskende, og som fortsat bekæmper tankefriheden og det
kulturelle fremskridt...
Da kvindernes revolution udviklede sig i Sudan
understøttet af islam, forlod kvinderne deres huse og erobrede det offentlige rum. Landet
religiøse ledere reagerede ikke ved at erklære deres adfærd som værende i modstrid med
religionen eller traditionerne. Alle har tilpasset sig...
Når jeg henvender mig til befolkningerne i Bangladesh
eller Afghanistan, gør jeg dem opmærksom på, at de ikke følger Profetens vejledning.
De tier, fordi jeg taler arabisk og citerer Koranen og Sunnaen...
På
Profetens tid passede kvinderne deres daglige dont uden for hjemmet. De drev handel og gik
til moskeen sammen med mændene. De fulgte kampene mellem muslimerne og deres modstandere
og tog sig af de sårede - sommetider greb de endog til våben. Profeten respekterede dem,
og han aflagde besøg hos de kvinder, der indtog en fremtrædende position i samfundet,
hos enlige og enker og hos dem, der besad særlig viden. Nogle af dem bad han endog lede
bønnen i deres boligområde...
Man må forstå, at kvinderne bør respektere deres hjem og
ikke bør lade børnene være
alene og selv gå ud, medens mændene er på arbejde uden for hjemmet. Mange mener i dag,
at 33:32-33 påbyder kvinderne at udvise et minimum af respekt
over for de øvrige familiemedlemmer - og ikke optræde nøgen under påskud af, at døren
er lukket! Der er også nogle kvinder, der går ud for at pirre og tiltrække mændene...
Når et folks vaner og traditioner ikke stemmer overens med
deres tro, har de tendens til at forvanske denne...
(AL-TOURABI 1997, pp.32-33
& 35-36)
I vore dage har kvindernes adgang
til uddannelse og arbejdsmarked gjort det umuligt at opretholde afsondringen. Derfor
satser man på en ny variant af afsondringen - en 'relativ' afsondring - ved strenge
forskrifter for klædedragt og for kønsadskillelse i offentligt rum (skoler, hospitaler,
offentlige transportmidler etc.). Det er det syn, som vore dages fundamentalister
forsvarer. For mange propagandister er målet ikke mindre end at genindføre gammel skik
uden hensyntagen til den historiske udvikling.
Førhen fulgte kønsadskillelsen en opdeling af rummet
i en privat og en offentlig sfære. Og fordi det ikke længere er muligt at vende tilbage
til denne gamle opdeling - kvinderne inde, mændene ude - har man indført en afsondring,
der opdeler selve det offentlige rum. Denne opdeling har alvorlige følger på både det
juridiske, det politiske og det sociale plan, for det offentlige rum er således i høj
grad blevet seksualiseret.
De muslimske lande står nu over for et dilemma: De
bekræfter kønnenes ligestilling; men i virkeligheden har mændene på denne måde
monopoliseret magten - samfundet fungerer på deres præmisser...
Vore dages hidjâb, den såkaldte islamiske
klædedragt, gemmer kvinderne bag stof i stedet for bag mure, men er stadigvæk symbol på
den forføreriske kvinde, fristerinden -selv om hun måske ikke selv opfatter sig
som sådan.
(BENKHEIRA 1997,
pp.46-53)
Og så er der Afghanistans
talibanere, der på deres hjemmeside skriver:
Jeg mener, at en kvinde skaber
uro blot hun går omkring uden for sit hus eller udstiller sin skønhed og sin krop.
33:33
siger tydeligt, at kvinder bør blive i deres huse, og at det er forbudt for dem at
forlade deres huse...
(Abu Sulaymaan)
Jeg møder flere
og flere kvinder, der som jeg har utrolig svært ved at respektere mænd, der
flytter fokus fra deres egen svaghed og manglende vilje til at bekæmpe egne svagheder,
over på kvindekønnet og gør kvinderne ansvarlige for mændenes eskapader. Mænd har i
århundreder delt kvindekønnet op i to kategorier: de ærbare og de faldne - uden at
sætte spørgsmålstegn ved deres egen integritet.
Egypteren Qasim Amin (1863-1908) skrev om brugen af
hidjâb:
Hvis mændene er så bange for at miste kontrollen over sig selv ved synet af en
utilsløret kvinde, er det dem selv, der er det svage køn og har brug for beskyttelse -
og følgelig burde tilsløre sig!
Som det hedder i 33:32,
så er sådanne mænd "syge i hjertet."
Det handler i virkeligheden om agtelse for Guds
ord, for ens medskabninger - og for sig selv.
© Aminah Tønnsen, maj
1999
Litteratur:
BENKHEIRA, Mohammed H.:
L'amour de la loi, Essai sur la
normative en islâm.
Paris 1997.
ECHAMMARI, Aminah Tønnsen: Islam i europæisk klædedragt.
Stof til eftertanke og
selvransagelse. Fremad 1998.
ENGINEER, Asghar Ali: The Rights of Women in Islam.
London 1992.
MAUDUDI, Abul A'la: Purdah and the Status of Women in Islam.
Lahore 1972 og senere.
RAFIQUL-Haqq & P. Newton:
The Place of Women in Pure Islam.
1996.
QARADAWI, Yusuf al-: The Lawful and the Prohibited in Islam.
Kuwait 1984.
TOURABI, Hassan Al-: Islam - avenir du monde.
Paris 1997.
|