Højtider:
For muslimer i dag er
det vigtigere end nogen sinde at spørge sig selv: »Ville du ofre dit liv
for Guds, troens eller dine idealers skyld?«
TANKER
OM OFFERFESTEN
Af
Noura Akhiat
Den
forgangne uge fejrede muslimer verden over den anden af islams to årlige
officielle religiøse festdage – Eid al-Adha (offerfesten). Den anden
religiøse højtidsdag, Eid al-Fitr markerede Ramadanens afslutning (den
muslimske fastemåned) i december. Eid al-Adha består af tre dages fest
fyldt med alt, hvad hjertet og sjælen begærer, lige fra fællesbøn over
gavegivning til festlig påklædning.
Det er essentielt at belyse Eid al-Adha i forbindelse med de netop overståede
hadj-dage, som kulminerer med Eid-dagene, da de to begivenheder spirituelt
og rituelt set er forbundet.
Hadj er det arabiske ord for den muslimske pilgrimsfærd
til Mekka i Saudi Arabien, som finder sted en gang årligt. Påbuddet om
pilgrimsfærden er den sidste af de fem obligatoriske søjler, islam er
baseret på. Det er en pligt for enhver muslim, som har muligheden for at
udføre rejsen, at valfarte til Mekka mindst én gang i sit liv. Til gengæld
er den muslim, som drager på hadj, guddommelig garanteret en komplet
udviskning af alle synder begået gennem hele pilgrimmens livstid – den
troende får så at sige en mulighed for at starte helt forfra som en nyfødt
med en ren tavle via valfartens rituelle og spirituelle renselsesproces.
Under valfarten påbydes muslimer at give afkald på
verdslige længsler og begær. For eksempel er seksuelt samkvem med ægtefællen
forbudt i disse hellige dage, hvor den troende ofrer al sin energi og stræben
på tilbedelse af Allah.
I
løbet af hadj-dagene udføres en række fastlagte ritualer, som afsluttes
med et slagtoffer på Eid al-Adha-dagen. Pilgrimsfærden indeholder en
lang række symbolske riter, hvoraf det vigtigste er påmindelsen om, at
hele livet i grunden er en spirituel udviklingsrejse, hvis mål er at opnå
en fuldkommen tilstand af underkastelse og nærhed til Allah. Samt en
afstandtagen fra verdslig tilfredsstillelse som et mål i sig selv.
Rejsens endemål er (gen)forening med oprindelsens kilde: Kort sagt er den
troendes liv en metafor for rejsen imod Allah. Den muslimske valfart til
Mekka er kort opsummeret rejsen til verdens center – til Allahs hus.
Hadj kan betegnes som den største spirituelle
konference uden sidestykke på jorden. På intet andet tidspunkt finder
man millioner af muslimer samlet på ét sted på én gang side om side i
en fælles higen efter at tilbede og nærme sig den eneste Ene Gud. Hadj
har desuden til formål at påminde om vigtigheden i islam af
broderskabets universelle enhedsbånd, som eksisterer – eller ideelt set
burde eksistere – blandt alle muslimer. Den universelle broderskabs- og
lighedsfilosofi illustreres på smukkeste symbolske vis med det hvide
pilgrims-klæde (ihram), som alle muslimske mænd på lige fod påbydes at
iklæde sig under deres hadj. I Allahs øjne er alle muslimer lige – det
er udelukkende i henseende til spirituel udvikling og gudfrygtighed, at
muslimer rangopdeles.
Mekka er den helligste by i islam og ka‘baen, den firkantede
stenbygning, som er at finde i Mekkas centrum er den helligste helligdom.
Mekka betragtes som verdens center og hjerte i islamisk forståelse. I
dagligdagen kommer den muslimske enhed til udtryk ved, at muslimer på tværs
af geografiske grænser og nationale skel unisont mindst fem gange om
dagen vender sig mod ka‘baen, som er muslimernes bederetning. Ka‘baen
er, ifølge Koranen, menneskehedens første (monoteistiske)
tilbedelsessted. Den blev bygget af den første profet Adam, siden hen
destrueret, og atter genopbygget af profeten Abraham, fred være med dem
begge – der ofte er blevet betegnet monoteismens fader – og dennes søn
Ismael, fred være med ham, for at befæste monoteismens budskab om
tilbedelsen af den ene sande Gud og forkastelse af falske guder.
I denne forbindelse er det bydende nødvendigt at gøre
opmærksom på det genealogiske og spirituelle bindeled mellem Abraham og
islams sidste profet Muhammad, fred være med ham. Muhammad nedstammede i
lige linje fra Abrahams slægt gennem Ismael.
Endnu vigtigere er det dog, at Muhammads mission først
og fremmest bestod i at genoplive monoteismen i samtidens hedenske samfund
i Mekka og omegn. Og at rense ka‘baen for de afguder, den var blevet
hjemsted for i et lukrativt polyteistisk valfartscenter. Han fik til
opgave at genetablere og fuldende den monoteistiske lære, Abraham havde
prædiket, og kalde folket i Mekka og menneskeheden generelt tilbage til
tilbedelsen af én Gud. Således sluttes den monoteistiske cirkel med
profeten Muhammad; og islam føres tilbage til sit oprindelige
monoteistiske udgangspunkt i Mekka.
Eid al-Adha er, som navnet indikerer, en ihukommelse af offervilje
generelt og mere specifikt af Abrahams villighed til at yde det ultimative
offer, sin egen søn. Samt sønnen, profeten Ismaels villighed til således
at lade sig ofre. Meningen med Eid al-Adha er, at muslimer disse hellige
og festlige dage bør ihukomme troens essens og største prøvelse –
selvopofrelsen:
Sig:
Min bøn og mit offer og mit liv og min død er helliget Allah, verdnernes
Herre. (Koranen 6:162).
En muslim (bogstaveligt en som underkaster sig Allah) påbydes gennem et
helt livs gerninger at give afkald på egoistiske lyster og begær til
fordel for underkastelsen under Allahs vilje. Muslimer påbydes at tilbede
og tjene Allah med hvert et atom, de besidder: At ofre deres tid,
intellekt, velstand, ja alle åndelige og fysiske færdigheder –
ultimativt deres hele væsen og liv i bestræbelsen på at kæmpe for
Allahs sag.
Derfor ofrer muslimer i alle verdenshjørner geder, får,
lam og køer på Eid al-Adha – for på symbolsk vis at ære Abraham og
Ismaels villighed til at ofre sig for troen: For at udvise taknemmelighed
over for Allahs velsignelser og daglige underhold, og for at dele kødet
med fattige og trængende og på denne måde overholde den centrale
sociale forpligtelse i islam såvel som enhedens broderskabsbånd.
Det rituelle slagtoffer i islam skal ikke forveksles
med blodsoning. Det er intentionen bag det personlige offer og villigheden
til at dele sine velsignelser med andre, som er meningsbærende for
ritualet og ikke kødet eller blodet som sådan:
Deres
kød når ikke Allah, ej heller deres blod, men jeres retfærdighed og
gudsfrygt når Ham. (Koranen 22:37).
Abrahams
og Ismaels ofre er universelle eksempler på selvopofrelse og troens
offervilje, som man i en individualiseret og egoistisk tid som vor stadig
kan drage en spirituel og social lære af: Vi må være villige til at
ofre os i vore bestræbelser på at opnå de idealer, vi drømmer om - for
os selv og for andre. Hvis ikke vi ønsker at de skal forblive hult
klingende mantraer og indholdsløse ritualer. En ofte overset kontekstuel
pointe er at et slagtoffer for 1400 år siden af et lam var et langt mere
dyrebart personligt offer dengang, da den som ofrede det var dybt afhængig
af sine kvæg som indtægts- og ernæringskilde, som næppe kan
sammenlignes med et slagtoffer i dag.
Det er altså værdien af det personlige offer som er
betydningsfuldt, hvorfor det netop er så meget desto vigtigere for
muslimer i dag at reflektere dybsindigt over, hvad det i virkeligheden vil
sige at ofre sig og lide afsavn for troens og andre medmenneskers skyld.
Man må håbe, at muslimer tilbragte disse festdage ikke blot i berusende
festivitas, men i refleksion over meningen bag ritualerne og betydningen
af Abrahams og Ismaels ofre og bestræbelser. Et selvransagende tematisk
spørgsmål til muslimer og andre troende – ja til menneskeheden
generelt – kunne lyde således: Efterlever vi i sandhed budskaberne om
universelt broderskab, enhed, lighed og opofrelse, som vor respektive
religiøse og ikke-religiøse ritualer og moralske principper fordrer?
Et umiddelbart blik blandt muslimske og ikke-muslimske
rækker er et sørgeligt vidnesbyrd om, at virkelighedens situation desværre
er langt fra idealet. Rituelle gerninger reduceres som oftest til blotte
ritualer, der praktiseres uden refleksion over deres indre betydning og
visdom. Og uden en opofrende bestræbelse på at implementere de ophøjede
principper og idealer, man holder i hævd.
I jagten på den individuelle lykke, selvrealisering og
tilfredsstillelse af egoistiske lyster har vi bevæget os langt væk fra
ritualers og idealers oprindelige budskab. Man gruer næsten for at stille
spørgsmålet i dag: »Ville du ofre dit eget liv for Guds, troens eller
dine idealers skyld?« af frygt for den rungende tavshed som ville møde
en.
Selv i dag kan en universelt brugbar lære drages af årtusinder
gamle profeters budskab om selvopofrelse: Vejen til succes – det være
sig spirituelt eller materielt, dennesidigt eller hinsidigt – er fyldt
med udfordringer og prøvelser.
I sidste ende beviser mennesket sig alene oprigtigt tro
og principfast mod sin Gud og sine idealer ved at udvise udholdenhed og
villighed til ultimativt at ofre alt for den sag man tror på.
© Noura Akhiat, januar
2004
Kronikken har tidligere
været bragt i Dagbladet Information den 20. februar 2003 og gengives her
med forfatterens tilladelse.
