Familien:

BØRNEOPDRAGELSE

Islam har - ligesom kristendommen - sit udspring i Mellemøsten, og begge religioner har taget farve efter de kulturer, de i århundredernes løb har bredt sig til. Islam og kristendommen har eksisteret side om side i mange forskellige kulturer, og kulturelle normer og traditioner gælder for alle i en given kulturkreds - på tværs af religiøse, nationale og andre skel. Der findes ganske enkelt ikke noget, der kan kaldes en "islamisk enhedskultur" - lige så lidt som der findes noget, der kan kaldes en "kristen enhedskultur".
    At være muslim er ej heller en nationalitetsbetegnelse, så velmenende undervisere på alle niveauer stiller deres elever på en komplet umulig opgave, når de beder dem sammenligne dansk og muslimsk kultur, dansk og muslimsk holdning til sygdom og handicap - eller dansk og muslimsk børneopdragelse.
    Man kan derimod sammenligne dansk børneopdragelse med pakistansk, marokkansk eller tyrkisk børneopdragelse - ligesom man kan sammenligne kristne og islamiske principper for børneopdragelse. Og gør man det, vil man opdage, at disse langt hen af vejen er identiske.

Mange gange vil man opleve, at de opdragelsesprincipper og leveregler, som er  gængse i såkaldt islamiske lande, er langt mere præget af kultur end af islam - selvom menneskene fra de pågældende områder selv har svært ved at skelne mellem kultur og tro. Mange unge med indvandrerbaggrund føler sig f.eks. forpligtet til at tage afstand fra nogle af forældregenerationens traditioner for at komme decideret ikke-islamiske traditioner som tvangsægteskaber og korporlig afstraffelse til livs.

Også mange danske forældre og pædagoger er tilbøjelige til at tage mere hensyn til de aktuelle strømninger i samfundet end til de retningslinjer, som troen giver for familiens og samfundets indretning, når de skal vejlede el. opdrage deres egne eller andres børn. 
    Vort samfund har i mange år været præget af egoisme og en udbredt tendens til at læsse ansvaret for vort eget og vore nærmestes liv over på offentlige institutioner og myndigheder. Denne tendens står i skærende kontrast til både islam og kristendommen, der begge lægger vægt på den enkeltes ansvar og forpligtelse. Vi sikrer vore medmenneskers rettigheder ved at opfylde vore forpligtelser over for dem.
    Det betyder ikke, at vi skal være - eller skal lære vore børn at være - selvudslettende og altopofrende. Det gælder om at finde en balance mellem individ og fællesskab. Man skal ikke kun kende sit ansvar og sine forpligtelser over for andre, men også vide at tage vare på sig selv og være i stand til at sige fra, dersom fællesskabet vil styre ens liv eller ligefrem krænker ens rettigheder.
    I islam siger man, at man tjener Gud ved at tjene skabelsen. At tage vare på (el. vise omsorg for) sig selv og den øvrige skabelse (medmennesker, dyr og natur) er en form for tilbedelse.

Der er nogle grundlæggende ting forbundet med islamisk opdragelse:

1) Uddannelse og viden
Den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammad modtog som 40-årig i år 610 var en opfordring til at søge viden, til at viderebringe den og bevare den for eftertiden:

Læs! (iqra) I Herrens navn, som formede mennesket af en igle-lignende klump. Forkynd! Og din Herre er den Ædleste. Han, der lærte mennesket at bruge pennen - lærte mennesket, hvad det førhen ikke vidste. (96:1-5)

Gud vil ophøje de af jer, der tror og har viden, og Han har kendskab til alle jeres handlinger. (58:11)

"Er de vidende da lig de uvidende?" (39:9)

Viden er en dyrebar gave. (2:269)

Vigtigheden af at søge viden understreges af, at selv Profeten Muhammad blev opfordret til at bede om Guds hjælp til at forøge sin viden: 

Verden / naturen er fyldt med tegn (ayat) fra Gud, der skal få os til at undres, reflektere og undersøge - en implicit opfordring til at beskæftige sig med så forskellige emner som naturvidenskab, psykologi, historie, religion, sociologi og meget mere:

Dette er Bogen, Vi har nedsendt - fuld af velsignelser, at de må reflektere over dens tegn og tage sig den til hjertet. (38:29)

Vil de dog ikke for alvor forsøge at forstå Koranen - eller er deres hjerter forseglede? (47:24)

"Jeg påbyder jer én ting: At I to og to - eller alene - får øjnene op for Guds sag og nøje overvejer den. (34:46)

Koranen opfordrer menneskene til at rejse ud i verden og lære af andre folkeslags erfaringer.

Har de ikke rejst i verden med åbent sind og lutter øren? (22:46)

Har de ikke rejst i verden og set deres (ugudelige) forfædres endeligt? (40:82)

Opfordringen til at søge viden gælder naturligvis både kvinder og mænd - viden er nøglen til tro:

Kan én, der opfostres blandt nips og pynt og ikke er i stand til at tale sin egen sag sættes i forbindelse med Gud? (43:18)

Følger vi Guds opfordring til at søge viden, vil det styrke os i vor tro, give os et godt og harmonisk liv - og gøre os til værdifulde samfundsborgere:

I vil visselig bevæge jer fra ét (åndeligt) stade til et andet. (84:19)

Du sjæl, der fundet fred og fortrøstning i troen. Vend tilbage til Herren - tilfreds og til Hans velbehag. Slut dig til kredsen af Mine tjenere og træd ind i Mit Paradis. (89:27-30)

2) Kritisk sans, sund fornuft og personlig stillingtagen
Koranen opfordrer menneskene til at tage stilling og fordømmer blind imitation (taqlid) som vantro (kafirûn, k-f-r):

Når der siges til dem: "Følg, hvad Gud har åbenbaret!" siger de: "Nej, vi følger vore forfædres skikke." "Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning? De vantro (kafirûn, k-f-r) er som en dyreflok, der blot opfatter nogle lyde, når hyrden kalder på dem. Døve, stumme og blinde er de - uforstandige i bund og grund. (2:170-171)

Hvis du (blindt) følger flertallet på jorden, vil de lede dig bort fra Guds vej. (6:116)

Man hører ind i mellem skolefolk sige, at den danske folkeskole af muslimer opfattes som stridende imod deres egne værdier. I virkeligheden er folkeskolen  på mange områder mere islamisk end de gængse skoler i mange af de lande, som de muslimske indvandrere kommer fra.
   Folkeskolens formål er bl.a. at stimulere eleverne til at forholde sig kritisk til tilværelsens mange spørgsmål og til selvstændig tænkning og stillingtagen og er derfor (jvf. ovenstående) langt mere islamisk end mange skolesystemer fra de muslimske lande, der traditionelt er baseret på udenadslæren.

Koranens generelle påbud om, hvorledes vi skal opføre os over for vore medmennesker, er en generel rettesnor for, hvilke kvaliteter, værdier og normer muslimer bør fremme hos deres børn. 
    Mange muslimer er opmærksomme på, at den traditionelle muslimske børneopdragelse trænger til revision, og man henviser til "tarbiya" - den ideelle islamiske opdragelse baseret på Koranens principper.
    På et seminar om "islamisk tarbiyah" i august 2000 i København blev et papir (uden kildeangivelse) uddelt, der viser, at traditionelle "danske" værdier også værdsættes af muslimer - selv om nogle muslimer nok vil synes, at de er lidt for "moderne" eller u-islamiske:

De ti bud for forældre (udarbejdet af en gruppe 14-18-årige):

1. Forældre skal vejlede deres børn i stedet for at diktere dem.
2. Børnene skal have lov til at klare deres egne problemer, hvor det er muligt for dem.
3. Behandl de unge lige så godt, som  I behandler katten.
4. Lad være med at prøve på at være "yngre" end I er, det uddyber generationskløften yderligere.
5. Lad være med at arbejde dag og nat. Vi vil gerne beholde den gamle bil nogle år endnu - og jer med.
6. Børn skal selv tage stilling til personlige ting som fx. klipning, rygning og påklædning.
7. Lad være med at skændes, mens børn hører det.
8. Lad være med at gøre forskel på drenge og piger, fx. mht. husarbejde og udgangstilladelse.
9. Sammenlign ikke jeres ungdomstid med vores. Tiderne har forandret sig.
10. Vis den unge et godt eksempel ved at holde aftaler og lad under alle omstændigheder være med at lyve.

På samme seminar var der lejlighed til at stille spørgsmål over telefonen til Prof. Habib Affes, Paris, der har skrevet flere undervisningsbøger i rigs-arabisk for børn. 
    På et spørgsmål om kønsadskillelse i skolen svarede han: "Der er flere steder i Vesten, hvor man ikke anvender det. Det omgivende samfund er især på vagt  over for, hvorledes piger/kvinder behandles. Kønsadskillelse kunne af andre tolkes som kvindeundertrykkelse. Når vi er i et vestligt europæisk samfund, bliver der lagt meget mærke til, hvad vi gør, og vi skal tilpasse os de faktiske forhold."
    H.A. pointerede i øvrigt, at det er vigtigt at rose barnet. Man skal altid rette positivt og aldrig ydmyge barnet. Al indlæring skal være positiv.

© Aminah Tønnsen, oktober 2000   

Litteratur om islamisk børneopdragelse:

KORANSKE leveregler

Parental education in the islamic world

SVAR om børneopdragelse på RELIGION.DK 
        Muslimsk og kristen børneopdragelse
        http://www.religion.dk/religionsdebatten:ktg=islam:aid=252066 
        Børn og forældre i islam www.religion.dk/religionsdebatten:ktg=islam:aid=209404
        Fortællingens pædagogik www.religion.dk/tema/tema:fid=100006580:aid=201595

KRISTELIGT DAGBLAD 16. juli 2008: Forældre skal sætte grænser

ABID, Jamila:
          * Islamisk børneopdragelse
          * Anregungen zum Thema islamische Erziehung.
          AL-ISLAM, ZEITSCHRIFT VON MUSLIMEN IN DEUTSCHLAND, Nr. 2/1990, pp.2-7. 
          * Islamische Erziehung in nicht-muslimischer Umgebung.
          AL-ISLAM, ZEITSCHRIFT VON MUSLIMEN IN DEUTSCHLAND, Nr. 3/1991, pp.3-5. 

BARAZANGI, Nimat Hafez:
          The Education of North American Muslim Parents and children:
          Conceptual Change as a Contribution to Islamization of Education.
          THE AMERICAN JOURNAL OF ISLAMIC SOCIAL SCIENCES,
          Vol. 7, No. 3, 1990, pp.385-402.

BOWERS, Ibrahim: 12 tips for childrearing

ELKADI, Ahmed:
          Prophet Muhammad as A Family Man.
          THE MUSLIM WORLD LEAGUE JOURNAL, Vol.11, No.3, 1983, pp.16-23. 

HANIM, Sonia:
          Ikke-muslimske forældre har også krav på respekt.
          ISLAM - FRED &  HARMONI nr. 2/1993, pp.34-35. 

HUSAIN, Akhlaq:
          Muslim Parents. Their Rights and Duties. Karachi 1990.

HYE, Hamid Abdul:
          Islam on Rearing of Children.
          THE MUSLIM WORLD LEAGUE JOURNAL, Vol. 18, No. 11, May 1991, pp.15-21.

JØRGENSEN, Mette:
         En dør åbnet på klem. INFORMATION 15.01.2000.

LEHNERT, Amal Ingrid:
          Grundzüge der islamischen Erziehungslehre. Köln 1993.

MABABAYA, Norlain Dindang:
        The role of parents in educating their children. ISLAMIC FUTURE, Vol.12, No.60, pp.10-11.

MOHIE ed-din:
          Barn af muslim forældre. 1981. www.wakf.com/bib/barn/index.htm 

PARWEZ, G.A.:
          Letters to Tahira / Letter 8: Child's Upbringing. 
          www.toluislam.com/pub_online/tahira/tahira.htm 

SHABASSY, Eva-Maria El-:
          Zur Rolle des Vorbilds in der Erziehung.
          AL-ISLAM, ZEITSCHRIFT VON MUSLIMEN IN DEUTSCHLAND, Nr. 3/1990, pp.2-5.

SHAFAAT, Ahmad: 
          Mistakes committed by parents Raising children in the west

SØNDERGAARD, Per Straarup:
          Opdragelse på muslimsk - og på dansk. SAMSPIL, april 2000.

TARBIYYA - Raising children in the West

TIRELI, Üzeyir: Forestillinger om "muslimsk børneopdragelse".
          At være muslim i Danmark (red. Galal & Liengaard) pp. 15-31.

Litteratur om "kulturel" opdragelse:

BAJAJ, Kiron & Helle Søby Laursen:
          PAKISTANSKE kvinder i Danmark. Esbjerg 1988,
          pp.47-50: Børneopdragelse.

MANDRUP, Grethe Hjul:
          At lade vokse - at opdrage - at lade uddanne: om værdier og normer
          funderet i Islam og strategier, der anlægges for at fastholde dem i Danmark.
          Inst. (D) Forlag, 1997.

MORTENSEN, Lotte Bøggild:
          * Den altopofrende mor - og kvinden der frit kan sluge sit barn.
          Den traditionelle TYRKISKE børneopdragelse... SAMSPIL 7/1991, pp.8-9. 
          * Familiemønstre og kønsroller i Tyrkiet.
          Håndbog for indvandrere og flygtninge, 1991, pp.169-180.

SHEHADEH, Hussein:
          * ARABISK angst for autoritet i hjemmet. KRISTELIGT DAGBLAD 4. december 1995.
          * Drengen er et aktiv - pigen et ansvar. SAMSPIL 7/1989, pp.14-17.
          * Skamfølelsen som opdragelsesinstrument. SAMSPIL 8/1989, pp16-18.