der kun tilbeder Gud alene,

der bestræber sig på at efterleve islamiske principper, både for sit eget vedkommende, men også i forhold til sine medmennesker og til naturen,

der fremmer det gode og forhindrer det onde (amr bi-l-ma'ruf wa nahi ani-l-munkar).

Lær barnet at bruge vendinger som 'bismillah' og 'al-hamdullah'. I de fleste muslimske hjem findes sikkert kassettebåndoptagelser med Koran-recitation. Lad børnene lytte til dem - i behagelig lydstyrke.

Billeder med kalligrafi kan bruges til udsmykning i børneværelset.

Så snart barnet når 3-4 års alderen, udvikler det en bevidst interesse for dyr og planter. Gør barnet opmærksom på skabelsens vidundere og på, hvor  formålstjenligt alt levende er udformet. Fortæl barnet, hvor viseligt Gud har skabt balance i alting. Lær barnet respekt for det skabte; intet liv må ødelægges forsætligt. Gud har tilladt os at slagte visse dyr til føde. Sommetider er det nødvendigt for os at beskytte os imod visse dyr; men vi må ikke udsætte dem for meningsløs lidelse. Barnet skal altså lære respekt for alt, hvad Gud har skabt og for Guds gaver, som vi må drage nytte af mens vi lever. Ved at betragte naturen med ærefrygt, vil barnet lære ærefrygt for Skaberen.

Tru ikke med Helvedes kvaler eller Dommedag, hvis barnet ind i mellem ikke lystrer. Det er alt for alvorlige anliggender til at blive brugt som skræmmemiddel. Endvidere kender kun Gud, Den Ophøjede, den endelige betydning af disse koranske udsagn. Sådanne trusler giver barnet foruroligende forestillinger om fremtiden ‑ især, hvis man samtidig glemmer at viderebringe Koranens glædesbudskab. Når barnet vokser til, vil der forblive en mislyd i dets erindring, som kan have negativ indflydelse på hele barnets senere indstilling til Islam. Tænk derfor på, at den endelige belønning og straf ligger hos Gud. Fortæl jeres børn, at Gud tilgiver dem, der - når alt kommer til alt -  ønsker det gode.
Brug heller ikke 'djinnerne' som skræmmemiddel. Kun Gud kender deres sande natur; med vor begrænsede menneskelige opfattelsesevne kan vi overhovedet ikke identificere dem entydigt. Hvorledes kan vi så gøre dem til frygtindgydende spøgelser?

Når barnet bliver omkring 5 år gammelt, kan man begynde at fortælle det historier om profeterne. Der findes også i dag pædagogisk værdifulde bøger om mangfoldigheden i de muslimske landes kultur. Brug disse bøger! Europæiske eventyr har ofte et for børn uhyggeligt indhold og er af tvivlsom pædagogisk værdi. Søg bevidst efter bøger med islamisk og pædagogisk rigtigt indhold.

Lær jeres børn, hvordan man hilser på og opfører sig over for forældre og andre familiemedlemmer, venner og fremmede, unge og gamle. Som muslimer skal vi altid føre god tale, som Abu Huraira har overleveret til os fra Profeten: "Den, der tror på Gud og den sidste dag, skal føre god tale eller tie!" (iflg. Bukhari og Muslim). Dertil hører også at undgå bandeord og unødvendige eder, der desværre også høres i muslimske familier. Har man først vænnet sig til dem, er de svære at vænne sig af med igen!

Muslimske forældre bør lære deres børn at være ansvarlige. Også under leg med søskende og venner bør man være oprigtig og pålidelig.

Barnet skal lære, altid at sige sandheden. Det skal derfor ikke være bange for at fortælle sine forældre sandheden, hvis noget er gået skævt.

Opdragelse til renlighed og velplejethed er også vigtig. I vort samfund - fuldt af fordomme - er det vigtigt, at en muslim ikke gør et sjusket, hippie-agtigt indtryk. "Renhed er den halve tro!" Skal Profeten Muhammad have sagt (iflg. Abu Malik, Muslim og Mischkat).  Det indbefatter ikke kun sjælelig og åndelig renhed, men også fysisk renhed.

For børn er det ikke kun vigtigt, men også en rig oplevelse, bevidst at se og opleve Guds nåde. Det daglige brød, klæder, bolig, legetøj..... kort sagt: alle livets goder er gaver fra Gud. Barnet vil glæde sig desto mere over disse ting, hvis det forstår, at de ikke er en selvfølge. Lad derfor intet gå til spilde. "Allah elsker ikke dem, der lader gå til spilde," lærer Koranen os.

Senere skal barnet lære at forstå, at familiens underhold stammer fra arbejde, og at arbejdsevne og ‑mulighed ikke er en selvfølge. Derved lærer barnet at være tilfreds uden at stille ekstravagante krav.

Trosbekendelsen kan barnet allerede tidligt lære udenad. Lidt efter lidt bør det også få forklaret betydningen heraf. For denne såvel som for alle andre bevidste indlæringsprocesser gælder, at ros er vigtig - utålmodighed er fejlplaceret. Barnet kan ikke lære 'på bestilling'. Koncentration er noget, der skal læres.

Barnet skal se, hvorledes forældre og andre voksne udfører Islams daglige ritualer. Spædbørn følger interesseret de voksnes bevægelser under bøn. Så ofte som overhovedet muligt bør barnet deltage aktivt. Bliver det lidt ældre, vil det gerne følges med forældrene til moskéen ‑ gør det til en lille begivenhed.

Fastemåneden bør af barnet opleves som en åndelig glædestid. Gør måltidet ved solnedgang lidt festligt! Det skaber forventning og glæde. Børn har brug for hygge, og fasten er jo heller ikke en livsfjern askese. Selvfølgelig bør man forklare barnet meningen med fasten og huske at give almisse til de trængende. 

Også zakat er således indrettet, at den formuende renser sin formue, medens den trængende har krav på at modtage. Det kan man sagtens forklare barnet med simple eksempler. Uafhængigt af zakat-pligten står den islamiske velgørenhed og gæstfrihed, hvor muslimer gensidigt hjælper og glæder hinanden. En muslim bør altid være venlig og hjælpsom og bistå den svage. Opdrag jeres børn til at være stolte af disse principper.

I tiden omkring pilgrimsfærden kan man ved hjælp af bøger og billeder fortælle barnet om pilgrimsfærdens betydning.

Også når det drejer sig om underholdningsprogrammer, bør forældrene overveje, hvad de ser i børnenes nærværelse. I serier som f.eks. 'Dallas' vises der ting og holdninger, der i praksis er nedbrydende for ethvert samfund. Muslimske familier burde bruge deres fritid bedre og omgås deres værdinormer mere betænksomt.

Man bør diskutere det med barnet, når fjernsynet viser u-islamiske ting. På den anden side bør man også være opmærksom på de udsendelser, der er acceptable ud fra et islamisk synspunkt og fortælle børnene hvorfor. Selvfølgelig kan en mor ikke overkomme at se alle børne- og ungdomsudsendelser sammen med sine børn; men hun bør absolut ind i mellem sine egne gøremål kaste et blik på skærmen og følge med i, hvad der bliver vist og sagt.

Når børnene bliver ældre, kan man målrettet  udvælge videnskabelige og kulturelle programmer, der ikke kun fremmer den almene dannelse, men også understøtter den islamiske opdragelse. Jo ældre børnene bliver, desto flere spørgsmål dukker der op om, hvordan Islam stiller sig til disse videnskabelige erkendelser. Lad børnene spørge! Henvis til de mange Koranvers, der beskriver Guds skaberværk som tegn for menneskeheden.

Helt generelt: Brug medierne til at opdrage jeres børn til kritiske og åbensindede samfundsborgere.

Børn skal i skolen ofte fremlægge referater o. lign. Det er ofte en god lejlighed til at tale om Islam. Fag som historie, geografi, litteratur‑ og kunsthistorie, ja oven i købet tysk (f.eks. Goethe og Islam) giver god mulighed herfor. Kommer barnet fra et muslimsk land, vil det sikkert blive opfordret til at fortælle derom. Billeder, postkort og fotografier kan bringe denne fremmede verden lidt nærmere og gøre den mere vedkommende for klassekammeraterne og være med til at udrydde misforståelser og fordomme (f.eks. sagde en lærerinde faktisk til et muslimsk barn: "i det land, du kommer fra, er kvinder da en salgsvare!"). Understøt barnet i sådanne tilfælde med passende forklaringer! Barnet skal lære roligt og fattet at imødegå sådanne bemærkninger. Derved vil det vinde sympati.

Viden er et stort gode, som mange Hadith lærer os. I et sekulært skolesystem bliver viden ikke altid præsenteret således, som vi muslimer kunne ønske os. Diskuter med børnene derhjemme, så de kan få det i islamisk forstand bedste udbytte af undervisningen. Etikken kommer ofte til kort i vestlig videnskab og teknologi; humane anvendelsesmuligheder bliver overset, og videnskab og teknologi bliver ofte brugt til ødelæggelse i stedet. Hvis muslimer ved brugen af videnskab og teknik lader sig lede af ærefrygt for Gud og af kærlighed til alt det skabte, kan de tilføre vor teknologiske tidsalder en hidtil overset  kvalitet.

Principielt må forældrene ikke misbruge deres autoritet, idet den øverste autoritet er hos Allah! Forlang ikke ubetinget lydighed af jeres børn. Den lydighed, som børnene skylder os, er ikke absolut, men knyttet til betingelser, som det fremgår af Koranen og hadith. Diskuter dette med børnene; princippet om gensidighed i forældre/børn‑forholdet skaber tillid, der rækker langt videre end den emotionelle binding (kærligheden) mellem barn og forældre. Og netop dette princip understreges i Koran og Sunnah.

I spørgsmålet om lydighed bør vi tænke på, hvor mange u‑islamiske herskere udnytter den alt for villige lydighed hos muslimerne! Grundstenen herfor lægges i den alt for autoritære opdragelse. Jeg vil langt fra tale for en anti-autoritær opdragelse; men vi må vogte os for blind lydighed, det forlanger Islam af os. Vi skal derfor også give vore børn lejlighed til at argumentere; vi skal lytte til dem og tage dem alvorligt. Og vi skal altid begrunde, hvorfor vi forventer en bestemt opførsel fra deres side. Det kan forekomme besværligt; men Islam og den samlede menneskehed har brug for medlemmer, der er i stand til at tænke selvstændigt.

Følgende hadith burde være en rettesnor i opdragelsen: "Den Barmhjertige er barmhjertig imod den barmhjertige. Vær derfor barmhjertig imod alt, hvad der er på jorden. Så vil Han, der er i himlene, også være barmhjertig imod jer." (iflg. Abu Dawud og Tirmidhi).
Dette må referere både til barnets opførsel over for den samlede skabelse og til den kærlighed og opmærksomhed, som forældre bør vise deres børn.

I denne sammenhæng er det også vigtigt at lære den opvoksende generation  tolerance over for anderledes‑tænkende. I vort pluralistiske samfund vil unge mennesker  dagligt blive konfronteret med et utal af meninger om, hvorledes ikke blot dagligdagens problemer, men også samfundsmæssige og verdensomspændende problemer kan løses. Man bør diskutere disse forskellige problemløsninger med barnet på grundlag af Koranen, Hadith og anden islamisk litteratur. Man vil ofte kunne fastslå, at også islamiske lærde har forskellige meninger om et bestemt emne. Nogle muslimer opfatter dette som et dilemma: Hvilket synspunkt skal man nu tilslutte sig, for at gøre det mest korrekt ud fra et islamisk synspunkt?
Fakta er, at meningsforskelle er Guds nådegave til ummaen! Islamisk énhed behøver ikke at være ensbetydende med ensartethed og ensretning. Man må således opfatte disse meningsforskelle som et bevis på Islams intellektuelle åbenhed og må beslutte sig for den mest fornuftige vej inden for Shari'aens rammer.

Det skal så vidt muligt undgås, at unge muslimer vokser op i den tro, at deres egen gruppe repræsenterer 'det eneste sande og ægte Islam'. Det vil kun føre til ummaens splittelse! Den, der bestemmer sig for at følge en bestemt lovskoles eller teologs tolkning må gøre sig selv klart, at der også inden for Shari'aens rammer kan være forskelligheder. Allah har givet os dette spillerum, for at vi ikke skal gå i stå hverken åndeligt eller samfundsmæssigt.