Familien:
FORSØRGELSE
(nafaqa)
De klassiske juridiske værker omtaler fire former for forsørgelse, om hvilke det generelt kan siges:
1)
Forsørgerpligten (nafaqat al-aqârib) gælder mellem slægtninge
i lige op- og nedstigende linie - i den hanafitiske og den hanbalitiske
lovskole også mellem visse slægtninge i sidelinie. Forsørgerpligten
følger (ligesom arveretten) dog kun det biologiske slægtskabsbånd
(blodsbåndet) - ikke det slægtskab, der opstår gennem amning, og som er
en hindring for ægteskabsindgåelse i samme slægtsled som blodsbåndet.
Kun den permanent eller midlertidig værdigt trængende kan gøre krav
på underhold. Den formuende må opbruge sin personlige formue, før
han/hun kan kræve underhold af slægtninge. Forsørgerpligten er i
langt de fleste tilfælde gensidig: Den formuende, der i dag er i stand
til at hjælpe en slægtning i nød, er måske engang i fremtiden selv
værdigt trængende.
En far er eneansvarlig for sine børns forsørgelse. Moderen træder
kun til i tilfælde af, at faderen dør eller er ude af stand til at
forsørge flere end sig selv og sin(e) hustru(er).
Der er altid mellem slægtninge tale om reel forsørgelse, som den
formuende ikke kan kræve tilbagebetalt - selvom den nødstedte på et
senere tidspunkt skulle blive formuende.
Den, der ikke frivilligt opfylder sin
forsørgerpligt over for en
slægtning i nød, kan af myndighederne tvinges dertil - endda med
frihedsberøvelse.
2)
Hustruens ubetingede ret til forsørgelse af sin ægtemand (nafaqa)
adskiller sig fra slægtninges forsørgerpligt ved at være uafhængig
af hustruens personlige økonomiske forhold. Hvor formuende hun end er, er
hustruen ikke forpligtet til at bidrage til sit eget underhold. Loven
foreskriver fuldstændigt særeje mellem ægtefæller, og ægtemanden har
juridisk set ingen ret til at blande sig i hustruens økonomiske
dispositioner.
3)
Pligten til at føde, klæde og huse en slave, der tilhører én. En
slave, der føler sig dårligt behandlet har ret til at klage til
myndighederne, der vil sørge for, at han/hun bliver flyttet til et andet
hushold.
(Denne regel har ingen relevans i vore dage, hvor
slaveriet officielt er ophævet.)
4)
Pligten til at føde og pleje hus- og lastdyr (dawâb) på
anstændig vis. Myndighederne kan - undtagen ifølge den hanafitiske
lovskole - tvinge en ejer, der ikke passer sine dyr som det sig hør og
bør, til at sælge eller forære dyrene bort.
Forsørgelse af værdigt trængende slægtninge
følger i de klassiske juridiske værker umiddelbart efter reglerne for
etablering af fader- og slægtskab, idet der er en nøje sammenhæng
mellem forsørgelse og slægtskab (blodsbånd).
© Aminah Tønnsen, februar
2001
