Familien:

AMNING

KORANEN beretter om, hvorledes den spæde Moses afviser at die de ammer, Faraos hustru lader tilkalde efter at have fundet Moses drivende på Nilen - og om, hvorledes Moses' søster tilbyder at finde en amme til ham, hvorefter han kommer tilbage til sin egen mor og bliver opfostret af hende:

Og Vi lod ham (Moses) afvise (de fremmede) ammer, indtil (hans søster) sagde: "Skal jeg udpege en familie for jer, der vil opfostre ham kærligt?" Så gav Vi ham tilbage til hans (biologiske) moder, for at hun kunne finde trøst og ikke mere skulle sørge (over tabet af sin søn). Og for at vise hende, at Gud løfter går i opfyldelse; men de fleste (mennesker) er uvidende. (28:12-13)

KORANEN beretter også om, hvorledes en stemme opfordrer Maria til at spise dadler, da hun netop er nedkommet med Jesus:

Og veerne drev hende hen til stammen af et palmetræ. Hun råbte forpint: "Oh! Jeg ville ønske, jeg var død før dette - gemt og glemt!" Men en stemme råbte til hende under palmetræet: "Fortvivl ikke, for Herren har forsynet dig med en bæk! Og ryst palmens stamme hen imod dig selv, og friske, modne dadler vil falde ned til dig. Så spis og drik - og fat mod. (19:23-26). 

Kvinder i de arabiske lande har til alle tider spist dadler både i ammeperioden og for at sætte en fødsel i gang, når de var gået over tiden. I dag ved man, at dadler har en oxytocin-lignende virkning, der udløser og forstærker veer og stimulerer produktionen af modermælk.

Amningens velsignelser
Amning er med til at styrke båndet mellem en mor og hendes børn, og voksne påbydes at tage sig af deres forældre, der tog sig af dem, da de selv var små og hjælpeløse:

Vi har pålagt mennesket at tage sig kærligt af forældre. Med møje bærer moderen barnet, med møje føder hun det, og i to år giver hun det die. Fra hun bærer det (under hjertet) til afvænning, går der 30 måneder. Når barnet når sin fulde modenhed i fyrreårs-alderen, vil det sige: "Herre! Lad mig være taknemmelig for den nåde, Du har vist mig og mine forældre. Lad mig handle retsindigt, så at Du må være tilfreds med mig, og velsign mig og mine efterkommere. Jeg vender mig (angergivent) til Dig og er én af dem, der giver sig hen (til Dig)." Fra sådanne vil Vi godtage de bedste gerninger og forbigå deres onde gerninger. (De vil være) blandt Havens beboere - et sandfærdigt løfte, som er blevet givet den. (46:15-16)

(De 30 måneder skal forstås som  24 mdr. ammeperiode + 6 mdr., som er den legalt fastsatte min. svangerskabsperiode, idet et barn, der fødes min. 6 mdr. efter indgåelse af ægteskab, legalt regnes som ægtefødt)
    Traditionen ser en parallel mellem de tre "gunstbevisninger" el. "opofrelser" fra mor til barn, som opremses i denne passage: 1) graviditet 2) fødsel 3) amning - og et udsagn, der tillægges Profeten, og hvori moderens fortrinsstilling slås fast: 

En mand spurgte Profeten: "Hvem fortjener mest opmærksomhed og den bedste opførsel?" Profeten svarede: "Din mor!" Manden spurgte: "Og hvem efter hende?" Profeten svarede: "Din mor!" Manden stillede samme spørgsmål en tredie gang, og endnu en gang var svaret: "Din mor!" Først, da han spurgte fjerde gang, svarede Profeten:" Din far!"

Regler vedr. amning
KORANEN anbefaler, at et barn ammes de første to år efter fødselen:

Og Vi har pålagt mennesket at tage sig kærligt af forældre. Møjsommeligt bar moderen barnet, og i to år gav hun det die. Vis taknemmelighed mod Mig og dine forældre, for Jeg er det endelige mål. (31:14)

Hvis moderen ikke er i stand til at amme sit barn, ikke ønsker at amme det, eller ikke ønsker at amme det i samfulde to år, er der intet til hinder for, at forældrene - efter samråd - finder en fremmed amme til barnet.
    En mor opfordres til at amme sit barn selv efter en skilsmisse og efter faderens død. Faderen - og i tilfælde af faderens død: dennes arving - skal forsørge mor og barn i hele ammeperioden:

Mødre bør amme deres børn i hele to år, hvis de ønsker at gøre det bedste. De (ammende mødre og det diende barn) bør forsørges (af barnets far) på rimelig vis - og i overensstemmelse med skik og brug. Ingen skal pålægges større byrder, end de kan bære. En mor eller en far må ikke lide på grund af sit barn. (Hvis faderen skulle dø) påhviler de samme forpligtelser hans arving. 
Forældre skal ikke klandres, om de - efter indbyrdes rådslagning (shûrâ) - vælger at afvænne barnet (før tiden). De skal ej heller klandres, om de foretrækker at have en amme til barnet - forudsat hun aflønnes (el. I sørger for barnets ve og vel) i overensstemmelse med skik og brug. Nær ærefrygt for Gud og vid, at Han er vidende om alle jeres gerninger. (2:233)

Lad (fraskilte) kvinder (i deres venteperiode) leve under samme forhold, som I lever under, og som jeres (økonomiske) forhold tillader. Chikanér dem ikke og gør ikke situationen unødvendig vanskelig for dem.  Hvis de er svangre, da forsørg dem, indtil de har født. Hvis de ammer jeres barn, da forsørg dem og rådfør jer med hinanden i mindelighed. Hvis I ikke kan nå til enighed, da lad en anden kvinde amme barnet.
Den, der råder over rigelige midler, bør forsørge (sin fraskilte, gravide eller ammende) hustru i overensstemmelse hermed. Den, der (kun) råder over begrænsede midler, bør forsørge (hende) i overensstemmelse med, hvad Gud har givet ham. Gud lægger ikke større byrder på en sjæl, end den kan bære. Efter prøvelser vil Gud bringe lettelse. (65:6-7)

På grundlag af disse koranpassager, kan følgende regler for amning opstilles:

Ammeslægtskab (rida'a)
Hvis et barn inden for sine to første leveår har diet den samme amme min. én el. fem gange (afhængig af retsskole), bliver båndet dem imellem lige så stærkt som blodsbåndet - ikke arveretsligt, men ægteskabsretsligt:

Det er jer forbudt at gifte jer med jeres mødre, jeres døtre, jeres søstre, jeres fastre og jeres mostre, jeres niecer, jeres ammemødre og ammesøstre... (4:23)

De retslærde har dog udvidet Koranens ægteskabsforbud ved at fastslå, at et barn ikke blot bliver betragtet som bror/søster til ammens legale børn, men også til andre børn, hun måtte have ammet. Og at hun derfor aldrig kan indgå ægteskab med disse eller deres slægtninge. Ægteskabsforbudet gælder dog ikke for barnets søstre/brødre, der ikke er blevet ammet af kvinden. (Derved opstår der stort set samme ægteskabsforbud som på grund af blodsbeslægtethed.)

En mand kan eksempelvis ikke gifte sig med:

En kvinde kan eksempelvis ikke gifte sig med:

© Aminah Tønnsen, november 2000