Familien:

FAMILIENS ÆRE

Man hører og læser ofte, at 'islamiske æresbegreber' kræver, at fædre, brødre eller andre mandlige familiemedlemmer straffer eller - i værste fald dræber - kvindelige familiemedlemmer, der har opført sig upassende eller som mistænkes for at have haft for nær kontakt til det modsatte køn (de såkaldte æresdrab).
      En sådan tankegang og handlemåde er imidlertid i modstrid med Koranens lære:

1) Hvert enkelt individ, der har nået skelsår og alder, og som anses for at være ved sin fornufts fulde brug, er personlig ansvarlig for sine handlinger - både over for Gud og mennesker. Aldrig kan et menneske fralægge sig ansvaret for sine handlinger.

Så bered jer på den dag, da I skal vende tilbage til Gud. Da vil hver eneste få løn efter fortjeneste, og ingen vil lide uret. (2:281)

2) Intet menneske kan retteligen stilles til ansvar for andres gerninger - og ingen hverken kan eller skal påtage sig ansvaret for et medmenneskes fejltrin:

Den, der lader sig vejlede, gør det til sit eget bedste. Og den, der lader sig vildlede, går sin egen fortabelse i møde. Ingen sjæl skal bære en andens byrde. (17:15)

Ingen, der bærer en byrde, kan bære en andens byrde. Hvis en overbebyrdet beder en anden om hjælp, vil denne ikke kunne aflaste ham den mindste smule - selv om de er nært beslægtede. (35:18)

3) Man bør ikke lytte til og viderebringe sladder.

Oh I troende! Hvis en uvederhæftig person overbringer jer en nyhed, da forvis jeg om sandheden, for at I ikke uforvarende skal komme til at skade andre og (bagefter) fortryde jeres handling... Oh I troende! Undgå mistænksomhed, for mistænksomhed er i nogle tilfælde syndigt. (I bør ej heller) udspionere og bagtale hinanden. (49:6 og 12)

I lyttede til løse (rygter) og viderebragte ting, om hvilke I ingen viden havde. I mente, at det var en ubetydelig sag; men i Guds øjne var det en meget alvorlig sag. Hvorfor sagde I ikke, da I hørte rygtet: "Det er ikke rigtigt af os at tale om dette. Æret være Gud! Dette er en alvorlig bagvaskelse." Gud formaner jer til aldrig mere at opføre jer sådan, hvis I er sande troende. Gud giver jer tydelige tegn, for Han er alvidende og alviis. De, der gerne ser, at ondsindede rygter svirrer iblandt de troende, vil få en smertelig straf i dette liv og i det Hinsidige. Gud er alvidende - I er uvidende! (24:15-19)

Lyt ikke til de foragtelige, der sværger (ved enhver given lejlighed), der sår splid (blandt mennesker) og udspreder (ondsindede) rygter. (68:10-11)

De, der fremsætter beskyldninger imod ubetænksomme, men troende kvinder, forbandes i dette liv og i det kommende. En streng straf venter dem på den dag, da deres tunger, hænder og fødder vil vidne om deres gerninger. Den dag vil Gud lønne dem efter fortjeneste, og det vil gå op for dem, at Gud er selve sandheden, der åbenbarer alting. (24:23-25)

4) Det er strafbart at anklage en kvinde for utugt uden at kunne fremføre fire vidner - derved udelukkes implicit, at man griber til selvtægt.

Hvorfor tænkte de troende mænd og kvinder ikke godt om deres egne, da de hørte rygterne. Og hvorfor sagde de ikke: "Denne (anklage) er en åbenlys løgn?" Og hvorfor blev der ikke fremført fire vidner for at bevise påstanden? De, der ikke kan fremføre fire vidner (som bevis for deres anklage), er visselig løgnere for Gud. (24:12-13)

De, der fremsætter anklager mod dydige kvinder uden at kunne fremføre fire vidner, skal straffes med firs slag. Og før dem aldrig mere som vidne, for de er visselig (gemene) overtrædere. (24:4)

5) Det er fortjenstfuldt at vise overbærenhed og tilgive en, der har forvoldt skade - i stedet for at støde vedkommende fra sig.

I Moseloven forordnede Vi : Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og sår lige for lige. Men den, der (storsindet) afstår fra sin ret (til gengældelse), kan derved sone sine egne synder. De, der ikke dømmer i lyset af det, Gud har åbenbaret, er ikke bedre end synderne. (5:48)

Indbyd til Herrens Vej med visdom og smukke ord. Og diskutér med dem (der lytter) på den mest høflige måde. For Herren ved bedst, hvem der er på vildspor, og hvem der lader sig vejlede. Hvis I gengælder den (uret, der påføres jer), da gør det med samme midler; men det er visselig bedre for jer, om  I udviser tålmodighed og afstår fra gengældelse. Vær tålmodig! Din tålmodighed kommer visselig fra ingen andre end Gud. Vær ikke bedrøvet på deres vegne, og vær (ej heller) bekymret for de rænker, de smeder (imod jer). Gud er visselig med de gudfrygtige og retfærdige. (16:125-128)

(Guds belønning er for dem) der undgår store synder og skammelige handlinger, og som tilgiver, selv når de vredes; (og for dem) der lytter til Herren og forretter bøn, der rådfører sig med hinanden og giver ud af det, Vi har givet dem. ... Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; men den, der tilgiver og slutter forlig, vil blive belønnet af Gud, for Gud elsker ikke de uretfærdige. (42:37-40)

For dem, der tålmodigt og udholdende holder sig til Gud, der forretter bøn, der (uselvisk) både i det skjulte og åbenlyst giver ud af det, Vi har forsynet dem med, og som imødegår ondt med godt - er der et hjem i det Hinsidige. De skal indgå i Lyksalighedens Haver, som også de retfærdige blandt deres fædre, deres ægtefæller og deres afkom. Og engle skal hilsende komme dem i møde fra alle sider: "Fred være med jer (som belønning) for jeres tålmodighed og udholdenhed. Hvor ypperlig er ikke den endelige bolig." (13:22-24) 

6) Den, der ikke selv er pletfri, må ikke sætte sig til doms over andre

Vil I påbyde andre, hvad der er godt, og selv være forsømmelige, når I dog beflitter jer med Skriften? Forstår I dog ikke? (2:44)

Oh I troende! Hvorfor siger I, hvad I ikke (selv) gør? Gud finder det visselig frastødende, at I siger, hvad I ikke (selv) gør. (61:2-3)

7) Blodhævn er at sammenligne med overlagt mord - og dermed strafbart.

Den, der med fuldt overlæg dræber en troende, vil få Helvedes evige pinsler at føle. Guds forbandelse vil være over ham, og han vil få en smertelig straf. (4:93)

Tag ikke liv, som Gud har helliggjort - undtagen Hans lov (Koranen) berettiger jer dertil. (6:151)

8) Nedarvede, kulturelle traditioner er ikke en undskyldning for at tilsidesætte Guds lov, Koranen.

Når der siges til dem: "Følg, hvad Gud har åbenbaret!" siger de: "Nej! Vi følger vore forfædres skikke." Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning? De vantro er som en dyreflok, der blot opfatter nogle lyde, når der råbes til dem. Døve, stumme og blinde (er de) og gør ikke brug af deres sunde fornuft. (2:170-171)

Hvis du (blindt) følger flertallet på jorden, vil de lede dig bort fra Guds vej. De følger blot (deres egne) formodninger (i stedet for sikker viden). (6:116)

Oh, I Adams børn! Vi har givet jer klæder for at dække jeres legemer og for at smykke jer; men gudsfrygtens klædning er den smukkeste. Dette er Guds tegn, som I bør huske! Oh, I Adams børn! Lad ikke Satan forføre jer, ligesom han var skyld i, at jeres forfædre måtte forlade Haven, idet han tog deres klæder fra dem, så deres skam blev åbenlys. Han og hans ligesindede ser jer; men I ser dem ikke. Vi gjorde dem visselig til de ugudeliges venner. Og når de opfører sig usømmeligt, siger de: "Således gjorde vore forfædre," og "Gud har befalet os det." Sig: "Gud påbyder visselig aldrig (menneskene) at opføre sig usømmeligt. Tillægger I Ham noget, hvorom I ingen viden har?" (7:26-28)

9) Hævngerrighed og had bør ikke forlede menneskene til at overskride Guds grænser. Ikke straf, men reform er målet.

Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige som vidner for Gud - selv om det skulle være til skade for jer selv, for jeres forældre eller jeres slægt, eller for rig eller fattig; for Gud er bedre til at varetage deres interesser. Følg ikke jeres egne begær på bekostning af retfærdigheden. Hvis I fraviger eller omgår sandheden, er Gud visselig vel bekendt med alt, hvad I gør. (4:135)

Oh I troende! Vær standhaftige i Guds sag som vidner for retfærdigheden, og lad ikke andres had til jer lede jer bort fra retfærdighedens vej. Vær retfærdige, thi retfærdighed er beslægtet med fromhed. Og frygt Gud, for Han er vidende om alt, hvad I gør. (5:9)

Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive din mest fortrolige ven. (41:34)

En kvindes påklædning eller adfærd kan således ifølge Koranen ikke være barometer for mandlige familiemedlemmers religiøsitet, ære eller mandighed. En kvinde kan ret beset ikke sætte en hel families prestige eller ære på spil - kun sin egen.
      Mennesker kan vejlede og verbalt irettesætte personer, der åbenlyst opfører sig umoralsk; men ingen - ej heller familiens mænd - har ret til at straffe vedkommende korporligt. Og det siger sig selv, at man ikke kan tillade sig at irettesætte andre, hvis man selv ikke formår at leve op til kravene.
      Sørgeligt er det, at udenforstående ofte stiltiende billiger mænds brutale fremfærd over for kvinder, der efter deres opfattelse har krænket familiens eller slægtens ære. Men uanset omstændighederne er selvtægt, vold og overlagt mord forbudt i Islam/Koranen.

DR1 viste den 27. maj 1999 et dokumentarprogram om 'æres'drab i Jordan. En religiøs leders utvetydige afvisning af, at 'æres'drab skulle være foreneligt med islam, giver håb for fremtiden - også selvom flere af de, der sad fængslet for 'æres'drab, gav udtryk for, at hensynet til familiens omdømme og ære gik forud for hensynet til deres tro, islam.
      

© Aminah Tønnsen, august 1999   

Se også: Æresdrab