Ægteskab:
ISLAMISK VIELSE
Islamisk-borgerlig
vielse
Et muslimsk ægteskab stadfæstes ved en gensidigt forpligtende kontrakt,
som kan opløses af begge parter. Man er altså ikke gift "til døden
jer skiller". Kontrakten skal - ud over de personlige data - som et
minimum indeholde en angivelse af brudegavens
størrelse, dvs. den gave,
som brudgommen forærer sin brud (ikke at forveksle med hverken medgift
eller brudepris) - og som bruden må disponere over uden andres
indblanding. Kontrakten skal endvidere nævne betalingsbetingelserne for
brudegaven: om hele beløbet skal betales ved vielsen, eller om en del af
den først forfalder til betaling ved skilsmisse eller en af ægtefællernes
død.
Selvom Koranen påbyder, at gældsforpligtelser (som
brudegaven rent faktisk er) nedfældes skriftligt "som det er ret og
rimeligt" (jfr. Koranen 2:282) har det mange steder været kutyme, at
ægteskabskontrakter blev indgået mundtligt, og at tilstedeværelsen af
to vidner sikrede kontraktens gyldighed. Man reciterede måske også
Koranens første kapitel, sura al-fatiha. Vielsen blev bekendtgjort ved at
man afholdt en fest for klanen eller hele landsbyen, for at ingen kunne være
i tvivl om, at der var tale om en fuldt legal forbindelse - at man var
gift for Gud og mennesker så at sige.
I vore dage forlanger alle muslimske lande udtrykkeligt
igennem familieretslige bestemmelser, at vielser skal registreres for at være
juridisk gyldige - og at vielsen foretages af en dertil forordnet
embedsmand, en fqih, der efterfølgende lader vielsen registrere hos de
civile myndigheder. Der er ikke krav om, at en gejstlig skal medvirke ved
kontraktens indgåelse. Kontrakten indgås i hjemmet eller på
embedsmandens kontor - aldrig i en moské.
I mange muslimske lande som f.eks. Irak, Jordan,
Marokko og Tunesien er det direkte strafbart for alle involverede parter
(embedsmanden, vidnerne og brudeparret) at undlade at registrere en vielse
hos myndighederne. Eksempelvis blev en en engelsk mand for nylig idømt
fire måneders fængsel i Marokko for at have undladt at lade sin vielse
med en marokkansk kvinde registrere forskriftsmæssigt.
En vielse, der følger disse koranske anvisninger,
karakteriseres bedst som religiøs-borgerlig, fordi den indeholder både
et religiøst og et verdsligt/juridisk element.
'Islamisk' vielse
Der sker dog noget i folks bevidsthed, når man lever som mindretal.
Mange ting tillægges nu religiøs betydning, og imamer og moskéer får
en ny funktion. F.eks. bliver vielser nu betegnet som islamiske og indgås
i moskéen. På samme måde foregår begravelsesceremonier - lige fra
ligvask til begravelsesbøn - nu også i moskéen, hvilket der ikke er
tradition for i de muslimske lande.
Muslimer i Europa bibeholder den islamiske del af
vielsen, men glemmer meget ofte den verdslige del - dvs. den del, der
sikrer ægtefællerne og deres børn rent juridisk. Hvis man ikke bliver
borgerlig viet på et rådhus - eller ikke bliver viet hos en af de imamer, der af
Kirkeministeriet har fået bemyndigelse til at foretage vielse med
borgerlig gyldighed og denne imam rent faktisk indberetter vielsen til
kommunen - vil børn, hvis forældre kun er 'islamisk' viet, ikke blive
betragtet som ægtefødte af de danske myndigheder, fordi forældrene i
henhold til dansk lov betragtes som ugifte.
Dette gælder mange gange også i forhold til muslimske
landes myndigheder: For ca. ti år siden opstod er panik i mange herboende
dansk/marokkanske familier, fordi det gik op for dem, at de marokkanske
myndigheder ikke anerkender her i landet indgåede 'islamiske' vielser og
dermed heller ikke deres børn som ægtefødte. Parrene skulle være gift
ifølge dansk lov for også at kunne blive anset for gift ifølge
marokkansk lov - hvilket efter min opfattelse er ganske ret og rimeligt.
Der skal naturligvis være orden i tingene.
'Islamisk'
vielsesattest?
Et ægteskab har ifølge islam/Koranen helt klart en juridisk
funktion, idet den sikrer ægtefæller og børn nogle rettigheder og
trygge juridiske rammer. Hvis man fjerner den juridiske ramme omkring ægteskabet,
degraderer man i virkeligheden den 'islamiske' vielse til blot at
formalisere et uforpligtende forhold.
Jeg har eksempelvis mødt flere danske kvinder, der
sidder med en 'vielsesattest' skrevet med kuglepen på et ark fra en
A4-blok - og som aldrig har kunnet få skriftlig bekræftelse på, at de
er 'islamisk' skilt.
En ordentlig vielse eller ægteskabskontrakt, der indgås
med juridisk gyldighed, kan i vore dages retssamfund naturligvis ikke ophæves
mundtligt, men kræver tilstedeværelsen af en myndighedsperson, der
registrerer skilsmissen ved de civile myndigheder.
Derfor mener jeg, at muslimerne selv har udhulet den
'islamiske' vielse og gjort den betydningsløs. En vielse har både et
religiøst og et verdsligt aspekt, som begge bør opfyldes for at have
fuld gyldighed for Gud og mennesker/myndigheder.
Det
korte og det lange er, at en 'islamisk' vielse ikke anses for juridisk
gyldig - hverken i Danmark eller i de muslimske lande. Der er sikkert
mange muslimer, der vil fastholde, at en 'islamisk' vielse har religiøs
betydning, men selv har jeg svært ved at acceptere, at man uden videre
amputerer den for sit juridisk/verdslige aspekt.
Gud ved bedst!
Noget ganske andet er, at de imamer, der har Kirkeministeriets
bemyndigelse til at forrette vielser, faktisk - på nøjagtig samme måde
som de embedsmænd, der forretter vielser i de muslimske lande - har pligt
til at indberette vielsen til den borgerlige vielsesmyndighed.
Bemyndigelsesskrivelsen til imamen slutter med en bemærkning om, at
ministeriet forbeholder sig ret til at tilbagetage bemyndigelsen f.eks. i
tilfælde af, at imamen ikke indberetter en vielse til de borgerlige
myndigheder - ligesom det præciseres, at en person, der forretter vielser
uden at være bemyndiget dertil, gør sig skyldig i grov lovovertrædelse.
En retsindig muslim bør naturligvis ikke opfordre et medmenneske til at
foretage sig noget retsstridigt!
© Aminah Tønnsen,
november 2003
Oprindelig skrevet til Kristeligt Dagblads religionsdebat på nettet
20. august 2003.
Se også: registrering
af vielser
Hvordan
foregår en islamisk vielse? - Wedding
formats
