Ægteskab:

TVANGSÆGTESKAB

Selv om det ifølge Koranen er forkasteligt at tvinge mennesker til at gifte sig med en bestemt person - eller til at gifte sig i det hele taget, er det ikke desto mindre en realitet, at tvang i forbindelse med ægteskab finder sted – både i de såkaldt islamiske lande og herhjemme.
      I hvor stort omfang de unges ægteskaber på den ene eller anden måde tvinges igennem, er umuligt at sætte tal på; men danske kvinder gift eller samboende med muslimske mænd beretter om, at stort set alle i deres omgangskreds har været igennem – eller sidder i – et ægteskab, som de ikke selv har ønsket.
      Vi hører kun om de tilfælde, hvor det ender voldeligt, eller hvor kvinden vælger at gå til myndighederne eller pressen; men frygten for at blive udstødt af familien og gruppen gør, at mange unge stiltiende accepterer situationen og forsøger at rede sig ud af den med mindst mulige skrammer og med familieskabet i behold.
      Og hvem kan i øvrigt afgøre, hvornår der er tale om tvang? DET KAN KUN DE IMPLICEREDE ÆGTEFÆLLER. Er det f.eks. tvang, når de unge resignerer og mere eller mindre modvilligt bøjer sig for familiens og gruppens traditioner og æresbegreber?
      Er det tvang, når en ung pige får at vide af sin far: "Hvis du ikke gifter dig med fætter X fra landsbyen, så tæver jeg din mor"? Den unge pige gifter sig naturligvis med fætter X, for hun vil jo ikke være skyld i, at moren skal lide for hendes skyld.
      Er det tvang, når en purung pige overtales/presses til at droppe skolen og gifte sig på ’islamisk’ vis med en jævnaldrende? Hvor fristende må det ikke være, blot én gang i livet at være familiens og gruppens midtpunkt og blive overøst med guldsmykker og gaver – også selv om den efterfølgende dagligdag begrænser sig til et enkelt værelse i ’svigerforældrenes’ lejlighed med ’svigermor’ som nidkær vogter over hele ens gøren og laden.

HVAD SIGER KORANEN?
Ægteskab er ifølge sharî’a en gensidigt forpligtende kontrakt (mu'âwadâ) og iflg. Koranen en "højtidelig aftale" (mithaq) mellem en kvinde og en mand, der bør nedfældes skriftligt:

For hvorledes kan I tage brudegaven (tilbage), når I (dog) har været ægteskabeligt forenet og har indgået en højtidelig aftale? (4:21)

Oh I troende! Når I indgår en gældsforpligtelse for en bestemt periode, da skriv den ned! Lad den nedskrive, som det er ret og rimeligt… (2:282)

Dette må alt andet lige betyde, at man skal være både myndig og vidende om, hvad der foregår, når ægteskabskontrakten indgås, hvorfor både barneægteskaber og tvangsægteskaber burde være forbudt.
      I Koranen er der da også flere passager, der direkte forbyder tvang i forbindelse med valg af ægtefælle og indgåelse af ægteskab:

Når en mand har skilt sig fra sin hustru, og hun har fuldendt sin venteperiode, må I ikke forhindre hende i at gifte sig med sin (tidligere) ægtefælle (på ny), hvis de forsoner sig på retfærdig vis. Dette er et påbud til dem af jer, der tror på Gud og den Yderste Dag, at I må holde jer anstændige og rene. Gud er alvidende; men I er uvidende. (2:232)

Venteperioden for enker er 4 mdr. og 10 dage. Når de har fuldendt deres venteperiode, er I ikke ansvarlige for de beslutninger, de tager (med hensyn til deres egen fremtid). Gud er opmærksom på alt, hvad I gør (2:234)

De af jer, der dør og efterlader sig enker, skal sikre dem et års underhold og bolig; men dersom de forlader boligen (f.eks. for at gifte sig på ny) da påhviler der jer ingen skyld for, hvad de selv gør - forudsat det er fornuftigt. Gud er mægtig og viis. (2:240)

Oh I troende! Det er jer forbudt at arve (afdøde slægtninges) enker imod deres vilje. (4:19)

HVAD SIGER TRADITIONSSAMLINGERNE?
I traditionssamlingerne er der flere udsagn om emnet. Her citeres AL-BUKHÂRI:

(kap.42) En far eller værge må ikke bortgifte en jomfru eller kvinde (dvs. enke eller fraskilt) uden hendes samtykke.
(nr. 67-68) Iflg. Abû Huraira har Profeten sagt: "En kvinde skal ikke bortgiftes uden at man har rådført sig med hende, og en jomfru skal ikke bortgiftes, før hun har givet sit tilsagn." Man spurgte: "Oh Guds Sendebud! Hvorledes kan vi forvisse os om hendes tilsagn, eftersom en jomfru er sky?" Han svarede: "Tavshed er hendes accept."

(kap.43) Hvis en mand bortgifter sin datter på trods af, at hun ikke samtykker, er ægteskabet ugyldigt.
(nr.69) … fortæller, at hendes far bortgiftede hende, da hun var kvinde, og hun syntes ikke om ægteskabet. Hun gik til Profeten, der erklærede ægteskabet for ugyldigt.

AHMAD, NASAI og IBN MADJA har optegnet følgende udsagn:

En kvinde kom til Profeten og beklagede sig over, at hendes far havde tvunget hende til at gifte sig med sin fætter for at højne sin egen status. Profeten sagde til hende, at det stod hende frit for at opløse dette ægteskab og selv vælge en mand at gifte sig med. Hun svarede: "Jeg accepterer min fars valg; men det var blot min hensigt at lade kvinder vide, at det er dem selv - og ikke deres far - der skal træffe afgørelsen." 

RETTEN TIL IJBÂR & 'ADL (TVANG)
På trods af dette, giver den klassiske sharialov en legal værge den absolutte ret til at bortgifte sin myndling uden hans/hendes samtykke (ijbar) - og til at modsætte sig sin myndlings indgåelse af ægteskab ('adl). Der er efter de ’skriftkloges’ mening tale om en ’sikkerhedsforanstaltning i den unges egen interesse’. (sic!)
      Det varierer fra retsskole til retsskole hvilke personer, der har ret til at udøve ijbâr - og hvilke personer, der er underlagt ijbâr.
      Bellefonds, Masud og Nørgaard baserer deres divergerende oplysninger om ijbâr-reglerne på forskellige kilder. 
      Iflg. Masud kan en far el. værge udøve tvang over for følgende personer:

En værge mister retten til at udøve ijbâr, hvis han mister forstanden, tager ophold i langtbortistan for en længere periode eller misbruger sin ret til ijbâr.

De klassiske jurister har baseret retten til ijbâr på forskellige koranpassager, der indeholder vendingen "(bort)gift…" (bydemåde). 
      Men i stedet for at fortolke det som en symbolsk handling og som en opfordring til ægteskabsværgen (walien – den, der fører ordet på sin myndlings vegne, når detaljer om brudegave, ægteskabskontrakt, bryllupsfest m.v. skal forhandles på plads) til at bortgifte pigen/kvinden (dvs. overdrage hende til gommen) - på samme måde som en far her til lands fører sin datter op ad kirkegulvet og overgiver hende til gommen – fortolker man det som et påbud til mændene om at gifte sig med nævnte kvinder – om nødvendigt ved brug af tvang "gift jer med…"!! (2:221, 24:32, 60:10)

Imam Shâfi’î (død 820) konkluderer på grundlag af 4:25, at en værge må tvinge sin myndling til giftermål:

Ibn ’Arabî (død 1147) mener, at 2:237 giver en ægteskabsværge (wali) ret til at gennemtvinge et ægteskab:

I alle eksempler er der altså tale om, at man (læs: mændene) tolker en Koranpassage isoleret og til egen fordel uden at tage hensyn til helheden og til de passager, der klart forbyder brugen af tvang og understreger giftermål som en frivillig sag (2:232, 2:234, 2:240, 4:19).

Mange prominente jurister har op igennem historien taget afstand fra retten til ijbâr, bl.a. den andalusiske jurist Ibn Hazm (991-1063), den malikitiske jurist og dommer Ibn Rushd (død 1198), Shaykh Ibn Taymiyyah (1262-1327), den hanbalitiske jurist Ibn al-Qayyim (død 1350) og den indiske reformator Shah Waliullâh (død 1762).
      Også mange af vore dages jurister tager afstand fra den; men for den kendte indisk-fødte jurist Abdur Rahman I. Doi, der har skrevet flere bøger om kvindens stilling i islam, er der ikke blot tale om en fars ret, men pligt til at udøve ijbâr, som han anser for at være "et sikkerhedsventil til pigens eget bedste." (sic!)

VORE DAGES FAMILIERET
I langt de fleste muslimske landes ægteskabslove (der er blevet kodificeret i årene efter de enkelte landes frigørelse fra kolonistyre i 50’erne og 60’erne) er der en bestemmelse om, at både brud og brudgoms accept skal indhentes før en ægteskabskontrakt indgås. Enkelte lande (især dem, hvis lovgivning er baseret på den malikitiske retsskole) fik dog en tilføjelse om, at en værge under særlige omstændigheder har ret til at tvangsgifte sin myndling. Det er sådanne lande, sudaneseren Hassan Al-Tourabi omtaler som "visse tilbagestående muslimske lande." (TOURABI p.24)

I Marokkos ægteskabslov fra 1957 hedder det eksempelvis:
      "Ægteskabsværgen (wali), hvad enten det er faren eller ej, må ikke tvangsgifte en giftefærdig pige, selv ikke en jomfru, uden på forhånd at have indhentet hendes samtykke og tilladelse, medmindre man frygter, hun vil opføre sig løsagtigt. I dette tilfælde har dommeren ret til at tvinge hende til at gifte sig med en mand, der er af samme kår som hun, og som er i stand til at forsørge hende." (Kap.III, art.12, stk.4)
      Denne ret til at tvangsgifte unge piger blev ophævet ved lovændring så sent som i 1993!!
      I nabolandet Algeriet, hvis familieret - ligesom Marokkos - er baseret på den Malikitiske retsskole, er det derimod udtrykkelig forbudt en fader eller værge at tvinge sin myndling til ægteskab. (1. kap., art.13) 

Medio marts 1997 kunne pressen berette om en historisk dom i Pakistan:
      En far havde anlagt sag for at få sin 22-årige datters ægteskab - indgået imod hans vilje - omstødt. Højesteret i Lahore erklærede dog ægteskabet for gyldigt.

At flere toneangivende klassiske jurister - på trods af adskillige profetudsagn, der tydeligvis ikke tillader tvang - fortolker forskellige koranpassager på en måde, så det bliver tilladt for en far eller værge at tvinge sin myndling til ægteskab - eller modsætte sig myndlingens ægteskab, må nødvendigvis give stof til eftertanke og få alle alarmklokker til at ringe.
    Vi står her med et tydeligt eksempel på, at vi ikke blindt og ukritisk skal følge andres fortolkninger - ej heller de klassiske juristers, men skal efterprøve deres påstande og bruge vor sunde fornuft til at afgøre, om en given fortolkning kan (eller bør) overføres til de aktuelle omstændigheder.

© Aminah Tønnsen, august 1999 & marts 2001   

Til kamp mod tvangsægteskaber, JYLLANDS-POSTEN 12. maj 2007.

Marriage officials to be punished if bride consent not sought ARAB NEWS 13. sep. 2008.