Ægteskab:

REGISTRERING AF VIELSER

I 1897 indførte man i Egypten for første gang registreringspligt for vielser. Før den tid var tilstedeværelse af to vidner tilstrækkeligt; men man holdt en fest for familien eller for hele landsbyen, for at ingen kunne være i tvivl om, at der var tale om en fuldt legal forbindelse. 
    I dag forlanger alle muslimske lande udtrykkeligt igennem familieretslige bestemmelser, at vielser skal registreres for at være juridisk gyldige, og at vielsen foretages af en dertil forordnet embedsmand. Det forudsættes, at alle alm. betingelser for indgåelse af ægteskab er overholdt:

I erkendelse af, at det ofte kan have uoverskuelige konsekvenser for de involverede parter, hvis slægtskab ikke kan dokumenteres på tilfredsstillende vis (f.eks. i forældremyndigheds- el. arveretslige spørgsmål), har mange muslimske lande endog gjort det strafbart at undlade at registrere vielser, f.eks.:

Irak
Iflg. lov nr.188 af 1959 og nr.21 af 1978, kap.1 afsnit 4, §10 stk.5, straffes den mand, der indgår ægteskab uden om myndighederne med fængsel fra 6-12 mdr. eller med bødestraf på 300-1000 dinar. Indgår han et andet ægteskab uden om myndighederne er straffen 3-5 års fængsel.

Jordan
Iflg. familielov nr.61 af 1976, bliver alle implicerede parter (både den, der forretter vielsen, vidnerne og ægtefællerne eller deres værger) idømt bøde på hver 100 Dinarer, hvis vielse foretages uden at der udstedes et officielt dokument (art.17c).
    En person, der efter at have forrettet vielsen og modtaget salær herfor, undlader at lade vielsen registrere, idømmes bøde og suspenderes fra sit hverv (art.17d).

Libyen
Iflg. lov nr.15 af 19.4.1984 om ægteskab med udlændinge, kan ingen over for offentlige myndigheder påberåbe sig en vielse, der ikke er foretaget i overensstemmelse med libysk lov. Sådanne ægteskaber har ingen retsgyldighed (art.8).

Tunesien
Folkeregisterloven af 20.2.1964 regulerer i art. 18-21 straffebestemmelserne i tilfælde af omgåelse af registerloven.

Danmark
At ægteskaber registreres i henhold til dansk lov, burde være en selvfølge - også for muslimer. Det "papirløse" samliv kræver flere papirer end et lovformeligt ægteskab, hvis en efterlevende ægtefælle skal være sikret maksimalt. Og børn har krav på at komme til verden under ordnede forhold og under betingelser, der giver dem den størst mulige tryghed og retssikkerhed.
    Ikke desto mindre er mange herboende muslimske eller kristen/muslimske par udelukkende viet på "islamisk" vis under påskud af, at det for Gud kun er imamens velsignelse, der tæller. I forhold til dansk lov betragtes de som "papirløse". Under disse omstændigheder har kvinden ingen som helst sikkerhed for, at manden ikke er gift i forvejen (her eller i udlandet) - eller at han ikke tager sig endnu en "papirløs" kone. Det er også hændt, at en mand har forsøgt at overtale sin "papirløse" danske, muslimske kone til at gifte sig lovformeligt med hans bror, således at broren kunne få opholdstilladelse i Danmark! 
    Sidst, men ikke mindst, så risikerer børn af "papirløse" ægteskaber at blive erklæret for ikke-ægtefødte i deres andet fædreland.

Både bigami og polygyni er strafbart her til lands - og fra mange sider er muslimer bosat i Vesten igen og igen i de senere år blevet opfordret til at overholde værtslandets love. (Se: grundloven og Koranen)

I øvrigt er forudsætningen for polygyni iflg. Koranen, at ægtemanden giver sine hustruer ens vilkår - og hvorledes kan han eksempelvis under dansk retspraksis sikre en lovformelig og/eller "papirløse" koner ens vilkår efter sin død? Pensions-, forsikrings- og arveretslige regler tager ikke højde for, at midler kan deles mellem flere "enker" - og hvis den ene af hustruerne er lovformelig, vil hun uden tvivl være langt bedre stillet i tilfælde af både skilsmisse og enkestand i forhold til sine "papirløse" medhustruer.

Det mest korrekte vil være, at man indgår ægteskab, der er retsgyldigt både her i landet og i det land, som den ene eller begge parter har familiær tilknytning til derudover.
    At indgå retsgyldigt ægteskab her i landet kræver fremskaffelse af en række dokumenter, som vil udgøre en rimelig sikkerhed for, at en brudgom med indvandrerbaggrund ikke i forvejen har en eller flere hustruer i sit hjemland. Det er ikke rart at blive dumpet efter et par år, når den indvandrede ægtefælle har sin opholdstilladelse i hus...
    Når en dansk statsborger indgår ægteskab med en udlænding, gælder følgende generelle regler:

Vil man indgå lovligt ægteskab her i landet, skal det foregå på én af følgende måder:

Borgerlig vielse i henhold til dansk lov
Ved henvendelse på vielseskontoret på rådhuset vil man få udleveret en ægteskabserklæring til udfyldelse. De to parter skal hver udfylde én A4-side med oplysninger om:

Erklæringen skal afgives og underskrives personligt af hver part, før den kan godkendes. Den ene part kan ikke underskrive for den anden, selvom der foreligger fuldmagt. 
    Afgivelse af urigtig erklæring kan straffes efter straffelovens §163. 
    Ved sin underskrift erklærer man samtidig, at de oplysninger, den anden part har afgivet med hensyn til eventuelle børn, er én bekendt og i overensstemmelse med éns viden. Hvis den anden part antager éns efternavn, er underskriften samtidig éns samtykke dertil. 
    Erklæringen skal dateres samtidig med underskriften. Afgivne erklæringer, der er over 4 uger gamle, vil ikke blive godkendt.

Begge parter skal sammen med erklæringen aflevere:

Personer, der tidligere har indgået ægteskab, der er ophørt ved skilsmisse eller død, skal aflevere yderligere bilag.
    Personer som er under 18 år må ikke indgå ægteskab uden tilladelse fra Statsamtet og om muligt forældrenes skriftlige samtykke, medmindre pågældende tidligere har indgået ægteskab.
    Man opfordres til i god tid at søge vejledning vedr. udenlandske skilsmissedokumenter, dødsattester m.m., idet disse skal godkendes af anden myndighed.
    Alle dokumenter afleveres på vielseskontoret, der herefter udfærdiger en attest om, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt.
    Først, når denne attest (den såkaldte prøvelsesattest) foreligger, kan vielse foretages på rådhuset eller af en dertil bemyndiget imam.

Islamisk vielse
Ønsker man at blive viet på islamisk vis, bør man være opmærksom på, at ikke alle imamer er bemyndiget til at foretage en i Danmark retsgyldig vielse. 
    Når en imam bemyndiges til at foretage retsgyldige vielser, vil han i en skrivelse fra ministeriet blive pålagt, at vielse kun må foretages:

Vielse må aldrig foretages, såfremt det er imamen bekendt, at ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldt.
    Vielsen skal foretages i overensstemmelse med alm. islamisk praksis.
    Det påhviler imamen at afgive indberetning om vielsen til den borgerlige vielsesmyndighed i den kommune, hvor vielsen har fundet sted. Denne indberetning skal afgives umiddelbart efter vielsen på formularsæt 583 KLJ 23.01.040, som forhandles af flere blanketforlag. Imamen skal i anmærkningsrubrikken anføre, at vielsesbemyndigelse er ham meddelt af Kirkeministeriet (dato og journalnummer angives).
    Blanketterne skal underskrives af både imam, ægtefæller og vidner.
    Når vielsen er registreret, sender den borgerlige myndighed en vielsesattest til imamen til udlevering til parterne.

Det anbefales stærkt, at der udfærdiges en ordentlig ægteskabskontrakt, der sikrer familien (især hustru og børn) imod de decideret kønsdiskriminerende og u-islamiske lovregler og traditioner, der florerer i de såkaldt islamiske lande, og som man risikerer at være underlagt - selv under kortere ophold i disse lande.

Bemyndigelsesskrivelsen til imamen slutter med en bemærkning om, at Ministeriet i øvrigt forbeholder sig at tilbagetage bemyndigelsen i tilfælde af misbrug af denne.
    Misbrug foreligger, hvis imamen f.eks. foretager vielse uden at indberette den til de borgerlige vielsesmyndigheder eller på trods af, at det er ham bekendt, at én af parterne i forvejen er lovformelig gift.
    Den af Kirkeministeriet til at foretage vielser bemyndigede imam, der ikke overholder bestemmelserne, eller den person, der forretter vielser uden at være bemyndiget dertil, kan ikke retsforfølges; men vedkommende gør sig skyldig i grov lovovertrædelse. (Ægteskabsloven §16 samt bekendtgørelse 1974-02-15 nr.81 om kirkelig vielse uden for folkekirken)

En retsindig muslim bør naturligvis ikke opfordre et medmenneske til at foretage sig noget retsstridigt (som f.eks. at foretage en vielse i strid med lovgivningen).

Det hænder, at par udelukkende får en "islamisk" vielse med den begrundelse, at de ikke vil leve (sammen) i modstrid med deres islamiske tro - og så blive "rigtig" gift og holde stor fest senere. Men hvis en vielse udelukkende blevet brugt til at legitimere et seksuelt forhold, mister den fuldstændig sin betydning og indhold. Er det virkelig, hvad man ønsker for sin tro og dens ritualer?? Skal vielse kun være en formssag??

Her er et par koranvers, som er gode at have i erindring:

Bered jer i ærefrygt på den dag, da enhver skal stå alene, hvor hverken forbøn eller løsepenge vil blive godtaget, og hvor ingen (anden) kan hjælpe. (2:48)

... Hjælp hverandre til retsindighed (birr) - ikke til synd og overtrædelse (taqwa). Nær ærefrygt for Gud, for Han straffer strengt. (5:3)

Gud vil visselig aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (13:11)

© Aminah Tønnsen, februar 2001    

Se også: Islamisk vielse

Islamiske trossamfund med vielsesbemyndigelse Kirkeministeriet