Ægteskab:

POLYGYNI  / POLYGAMI *

Oh I mennesker! Nær ærefrygt for Herren, der skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte mager (sawj) og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig (ud over jorden). Nær ærefrygt for Gud, i hvis navn I gør jeres gensidige rettigheder gældende, og ær de mødre, der fødte jer. Gud holder bestandig øje med jer. (4:1)
Giv de forældreløse deres ejendom (når de når skelsår og alder), og ombyt ikke deres værdier med noget værdiløst. Det er syndigt at udhule deres ejendom ved at blande den sammen med jeres egen. (4:2)
Hvis I frygter, at I ikke kan behandle forældreløse retfærdigt, da gift jer med dem, der synes passende for jer: to, tre eller fire; men hvis I er bange for ikke at kunne være lige retfærdige mod dem (alle), da gift jer kun med én - eller med en (slavinde), der tilhører jer. Således kan I undgå uretfærdighed. (4:3)

Uanset, hvor hårdt I prøver, kan I ikke behandle jeres hustruer retfærdigt ('adl), men vend jer ikke helt bort (fra den ene), så hun svæver i uvished. Hvis I forsoner jer og frygter Gud, er Han visselig tilgivende og barmhjertig. Hvis I (ikke forsoner jer, men) søger skilsmisse, vil Gud i Sin nåde berige jer, for Han er altfavnende og viis. (4:129-130) 

Der hersker bred enighed om, at hele sûra 4 (nisâa - kvinderne) blev åbenbaret kort efter slaget ved Uhud, hvor muslimerne i år 625 led store tab til de angribende hedenske mekkanere. 70 voksne mænd ud af en menighed på 700 mennesker blev dræbt i slaget, og mange enker med børn stod tilbage uden forsørgelse.
     Sûraen starter med, at menneskehedens énhed pointeres - vi er alle skabt af samme Gud og ud af samme livscelle (4:1). Vi er alle beslægtede - og dermed forpligtede over for hinanden. Menneskene er skabt som "mager". Ordet "sawj" bruges i Koranen også om andre former for "par", som tilsammen danner et hele og har en fælles opgave eller funktion - og som derfor er gensidigt afhængige af hinanden. Koranen siger ligefrem. "Æret være Gud, der skabte alting parvis" (36:36 jvf. 43:12, 51:49)
    Dernæst bliver vi pålagt ikke at handle uretfærdigt imod forældreløse, vi har ansvaret for (4:2).
    Sluttelig gives der i (4:3) tilladelse til at ægte flere forældreløse (el. enker, således at de forældreløse bliver mandens børn). Gennem ægteskab stadfæstes mandens ansvar over for dem, hvilket giver dem status og den bedste beskyttelse. Hvis omstændighederne kræver det (dvs. hvis der i samfundet er mange enker) må manden gifte sig med op til fire - under den udtrykkelige forudsætning, at han behandler dem ens. Der er altså tale om, at et ægtepar i fællesskab viser samfundssind og medmenneskelig omsorg - ikke at manden ensidigt får tilfredsstillet sine seksuelle behov. 

Polygyni er altså blevet en legal mulighed under ganske bestemte omstændigheder og er uløseligt forbundet med kravet om lige behandling af hustruerne. Og således forbliver monogami den normative ægteskabsform i Islam. Det er den ægteskabsform, der blev stadfæstet lige fra de første tider af menneskehedens historie, idet Adam kun havde én hustru. Adam og Eva (Hawwa) var det første par/mager, der blev skabt ud af den første livscelle - og det var dem, der blev stamfader og -moder til menneskeheden (4:1). Også Profeten Muhammad levede monogamt med hustruen Khadijah i ca. 25 år. Det var først efter Khadijahs død, at Profeten - af taktiske årsager - tog flere hustruer for at sikre fred og orden på den Arabiske Halvø.
      (TØNNSEN)

Traditionel Islamisk Lov har fastlagt, at hvis en mand forstøder én ud af fire hustruer, må han ikke gifte sig med en anden kvinde i de første 3 mdr. efter forstødelsen, hvis denne er genkaldelig, idet en genkaldelig forstødelse indeholder muligheden for forsoning inden venteperiodens udløb.
    Der er delte meninger om, hvorvidt en mand, der forstøder én ud af fire hustruer uigenkaldeligt, må indgå nyt ægteskab under den forstødte hustrus venteperiode. Både den hanafitiske og den hanbalitiske retsskole forbyder nyt ægteskab inden venteperiodens udløb med den begrundelse, at manden jo stadig har forsørgelsespligt over for hustruen i hele dennes venteperiode og pligt til at yde hende logi, så en ny hustru reelt ville bringe antallet af hustruer op over de tilladte fire. De to andre retsskoler ser ikke noget betænkeligt i, at manden indgår nyt ægteskab, inden den uigenkaldeligt forstødt hustrus venteperiode er afsluttet.
        (BELLEFONDS § 724)

Jurister har dog siden udvidet tilladelsen til polygyni til at omfatte flere andre situationer end den i 4:3 nævnte:
(1) Hvis hustruen lider af en alvorlig sygdom som paralyse, epilepsi eller smitsom sygdom. I disse tilfælde er det bedre, hvis der er en anden hustru til at sørge for mandens og børnenes behov. Hendes tilstedeværelse vil også hjælpe den syge hustru.
(2) Hvis hustruen er barnløs og medicinske undersøgelser viser, at hun vil forblive barnløs, bør manden tage en anden hustru for at få børn, idet børn er én af livets glæder.
(3) Hvis hustruen viser sig at være psykisk ustabil, vil både manden og børnene lide.
(4) Hvis hustruen i sin alderdom bliver svagelig og ikke længere er i stand til at tage sig af mandens ejendom.
(5) Hvis manden finder, at hans hustru har dårlig karakter og ikke kan bringes på andre tanker, bør han tage endnu en hustru.
(6) Hvis hustruen har forladt mandens hjem og er ulydig, og manden finder der vanskeligt at bringe hende på andre tanker, bør han tage endnu en hustru.
(7) I krigstider, hvor mange mænd dræbes, og kvinder står alene tilbage, kan polygyni være den bedste løsning.
(8) Ud over de her nævnte omstændigheder bør manden tage endnu en hustru, hvis han føler, at han ikke kan klare sig uden endnu en hustru for at få sine naturlige, stærke begær dækket og han føler, at han har de nødvendige midler til at forsørge hende. Der er nogle områder i verden, hvor mænd fysisk er meget virile og ikke kan blive tilfredsstillet af én hustru. I sådanne tilfælde kan polygyni være svaret.
      (DOI 1989, pp.50-52)

KOMMENTAR til DOI:
ad (1) (3) (4) (5) (6) Det er tankevækkende, at en jurist lægger ud med at opremse flere tilfælde, hvor en medhustru ene og alene skal tilfredsstille mandens behov og begær, når førstehustruen af den ene eller anden årsag ikke mere (eller i en periode) ikke er i stand dertil - tilfælde, der absolut ikke kan begrundes ud fra hverken Koranen eller Sunnahen - og at Koranens kontekst først nævnes under (7). At tage livets prøvelser og udfordringer med oprejst pande er åbenbart ikke noget, der sættes i højsædet.
    ENGINEER (1992) minder om, at Profeten iflg. BUKHÂRI (809-869) har sagt, at den, der arbejder hårdt for at underholde enker er som én, der kæmper på Guds vej eller som én, der faster om dagen og beder om natten. Hvis dette udsagn ses i lyset af 4:3, forklarer det vigtigheden af at sørge for enker og forældreløse.  Hvis det at sørge for enker og faderløse er en form for djihâd, er det en fortjenstfuld handling at ægte enker og faderløse i krigstider for at beskytte og underholde dem. Det begrænsede polygyni er altså ikke tilladt for at tilfredsstille mændenes begær, men  for at opnå social retfærdighed i samfundet. (p.104)
ad (2) Med reference til, at det er Gud, der - med henvisning til Sin egen visdom og storhed - bestemmer, om et par får børn eller forbliver barnløse (42:49-50), forekommer det mig som mangel på accept af og respekt for Guds beslutning, hvis man tager endnu en hustru for at få børn. Guds beslutning må - efter min opfattelse - betragtes som en opfordring til at bruge sine menneskelige og materielle ressourcer på anden måde (ved f.eks. at tage sig af nogle af de uønskede eller forældreløse børn, der i forvejen findes i ethvert samfund) - i stedet for at tilfredsstille sit eget begær efter biologiske efterkommere ved at udvide Koranens muligheder for polygyni
ad (8) Nonsens som det her fremførte, burde ikke findes i religiøs/juridisk tankegang. Islam påbyder menneskene at styre deres seksuelle drifter - og ikke lade sig styre af dem!
       (TØNNSEN)

"Som vi har set, er det hensigten med ægteskabet at leve et liv i kærlighed, harmoni og venskab for at opfylde livets højere mening. Idéen om, at manden skal have mere end én hustru ad gangen passer ikke ind i sådan et fællesskab. Monogami - én mand og én kvinde - er derfor normen ifølge Koranen. Der kan dog opstå situationer, hvor det kan være nødvendigt at afvige fra denne regel i samfundets interesse. For eksempel kan lange krige nedbringe antallet af mænd betydeligt og efterlade et stort antal enker - ofte med børn - og ugifte kvinder uden forsørgelse. Disse kvinder og unge piger skal beskyttes og drages omsorg for uden at deres værdighed krænkes. At samfundet opretter børnehjem og alderdomshjem er ikke nogen god løsning, for problemet er ikke kun økonomisk - det går meget dybere. Koranen foreslår et rimeligt alternativ ved at slække reglerne for monogami:

Dersom I frygter, at det ikke vil være muligt at finde nogen anden rimelig løsning på problemet vedr. enker og forældreløse, da gift jer med dem, der synes passende: to, tre eller fire (som situationen kræver); men dersom I er bange for ikke at kunne være lige retfærdige mod dem (alle), da gift jer kun med én. (4:3)

Dette er det eneste vers i Koranen, der omhandler polygyni; men selv om reglerne slækkes, er det stadig ikke obligatorisk for mænd at tage mere end én hustru. De må kun ægte flere kvinder, hvis de kan være retfærdige. Det er klart, at hvis en mand indgår ægteskab i en så speciel situation, er det i nationens tjeneste - både fra hans side som fra hans første hustrus side. Hun vil opfatte det som sin pligt at give beskyttelse til en af sine mindre heldige medsøstre, som uforskyldt er havnet i en så ynkværdig situation. Man kan hævde, at man sjældent vil finde en kvinde, der vil give sit samtykke til at få en rival i huset, og dette argument kan synes velbegrundet i vore dage, hvor egne interesser ofte kommer i første række. Men argumentet falder ganske til jorden i forbindelse med Koranens revolutionerende idéer:

De troende foretrækker andre frem for sig selv, selv om de (selv) lider afsavn. (59:9)

Historien viser os, at en medhustru, der under disse omstændigheder kom til en muslims hus i Medina på Profetens tid, blev hilst hjertelig velkommen af husets øvrige kvinder. De nyankomne kom ikke som rivaler, men var tværtimod dybt taknemmelige over for deres nye omgivelser, for troen havde ganske forandret deres syn på deres medsøstre.
    Profeten selv gav det smukkeste eksempel til efterfølgelse. Han giftede sig som 25-årig med den 15 år ældre enke Khadijah. I 25 år var hun hans eneste hustru. Først efter hendes død giftede han sig igen. Omstændighederne, der førte til, at han tog flere hustruer, var dem, der er beskrevet i ovenstående Koranvers. Den muslimske menighed i Medina var i konstant krig med omkringboende fjender. Krigene påførte menigheden store tab - antallet af mænd faldt drastisk. Derudover var der en konstant strøm af flygtninge fra Mekka - især kvinder - der ville slutte sig til muslimerne. Det store antal enker og ugifte kvinder skabte problemer for muslimerne, og man måtte tage drastiske midler i brug. Det var i denne nødsituation, at polygyni blev tilladt for at beskytte kvinder og børn og give dem sikkerhed og social status."
      (PARWEZ, 1989, pp. 342-344)

Muhammad Qutb (bror til Sayyid Qutb, der blev fængslet og henrettet i Egypten i 1965 - ham med "In the Shade of the Qur'ân), skriver bl.a. om polygyni:
    "Når det drejer sig om loven om polygyni, må vi ikke glemme, at det kun er en nødlov. Den repræsenterer overhovedet ikke noget fundamentalt princip i islamisk lov.
    Som det er meget kraftigt pointeret i 4:3, er det, som kræves af manden, retfærdighed, og det kan være svært at opnå i polygyni. Dette krav kommer faktisk til at betyde, at mænd kun skal have ægteskabskontrakt med én kvinde. Det er således monogami og ikke polygyni, islam favoriserer i det daglige liv. Men der er visse omstændigheder, hvor monogami bliver en uretfærdighed snarere end et krav. I ekstraordinære tider lader islamisk lov døren stå åben for polygyni, for selv om den fuldstændige retfærdighed er svær at opnå, er de ulemper der er forbundet hermed, langt mindre end dem, monogami giver i specielle tilfælde.
    Specielt i krige, hvor et stort antal mænd forsvinder, bliver balancen mellem kønnene svært rystet. Under sådanne omstændigheder bliver polygyni en nødvendighed, da denne foranstaltning kan redde samfundet fra seksuelt anarki, som naturligvis vil medføre en lige så stor stigning i antallet af kvinder, som ikke har en mandlig forsørger. Sådanne kvinder er henvist til at gå udenfor hjemmet for at tjene til føden, men hvad med deres seksuelle tilfredsstillelse? De kan meget let blive ofre for mænds lyst. Derudover bliver jo heller ikke deres medfødte drifter tilfredsstillet - den stærke længsel efter at få børn - uden dem bliver deres liv reduceret til et kedeligt livløst slid. ...
    I andre nødstilfælde, hvor situationen er den samme, som den man finder i krige, er der det samme behov for polygyni. Der kan også være mænd, der er seksuelt hyperaktive. Sådanne mennesker kan næppe være tilfredse med kun én hustru, da de har meget svært ved at holde deres seksuelle drifter i ave. (sic!!) De skulle tillades ved lov at have en anden hustru, da det ellers nemt kan føre til at de starter illegale seksuelle forhold, en situation som ikke kan tolereres i et sundt samfund."
       (QUTB 1992, pp.99-100)

"Polygyni er tilladeligt med bestemte forbehold og under bestemte omstændigheder. Det er en betinget tilladelse og ikke en trosartikel eller en nødvendighed. ...
    Hvis en mand ægter en anden eller tredje kone, har hun de samme rettigheder og skal nyde de samme privilegier som den første. Hun har fuld ret til alt, hvad den første har ret til. Lighed mellem konerne både i behandling, det de får og den kærlighed de vises, er en forudsætning for polygyni og en betingelse, som må opfyldes af enhver mand, som har mere end én kone. Denne lighed afhænger i det væsentligste af samvittigheden hos den involverede mand.
    Denne tilladelse er en undtagelse fra normen. Det er en sidste udvej, en endelig bestræbelse på at løse nogle sociale og moralske problemer og for at imødegå uomgængelige besværligheder. Kort sagt er det en nødforanstaltning og skal holdes som sådan."
       (ABDALATI 1991, pp.225-226)

"Det er interessant at bemærke, at der i disse koranvers bruges ordet "retfærdighed" og ikke "kærlighed". Dette er et bevis for, at kun et monogamt ægteskab kan være lykkeligt. Man kan være retfærdig selv imod en fjende - men man kan ikke elske fire mennesker lige meget på samme tid...
    Polygyni er ikke kun inhuman i sin kontekst; men det er også interessant at bemærke, at purdah/hidjâb og kønsadskillelse er en naturlig følge af polygyni. Kvinder kan aldrig føle sig sikre i et polygamt samfund, der giver ubegrænsede seksuelle muligheder for mændene. Kvinderne vil udgøre en konstant seksuel tilskyndelse for mændene, således at de ikke har anden mulighed end at gemme sig for mændenes uforskammede blikke. Purdah/hidjâb, kønsadskillelse og afsondring er ukendt i monogame samfund."
       (ANWAR 1989, pp.20 & 21)

ASCHA præciserer, at jurister deler udtrykket retfærdighed ('adl) op i to:
(1) Den retfærdighed, der kan realiseres (al-'adl al-mustatâ')
-  retfærdighed mht. det materielle, underhold (nafaqa: mad, klæder og logi) og
- retfærdighed mht. antallet af de nætter, som ægtemanden bør tilbringe hos sine hustruer (al-qasm fî al-layâlî). Der er dog udelukkende tale om mandens tilstedeværelse - ikke om forpligtelse til seksuelt samvær.
(2) Den retfærdighed, der ikke kan realiseres (al-'adl al-mustahîl):
- følelser og seksualitet, som manden iflg. juristerne er ude af stand til at beherske, idet de ligger uden for mandens magt - med henvisning til:

Gud lægger ikke større byrde på en sjæl, end den har styrke til at bære. (2:286 & 65:7)

ASCHA nævner desuden 30 argumenter, som i vore dages bruges som forsvar for polygyni og citerer fra en lang række af nutidige skrifter om emnet. 
    Desuden gengiver han en statistik fra 1973, der klart viser, at der er et overtal af M ÆND i den arabiske verden (hvorfor der slet ikke er basis for at lovliggøre polygyni).
       (ASCHA, 1997, pp.87-115)

"Monogami er det grundlæggende princip i Islam - polygyni er forbeholdt ganske specielle situationer: Koranens tilladelse til polygyni (4:3) blev givet for at sikre enker og faderløse forsørgelse og et værdigt og beskyttet liv i en tid, hvor kvinder var i overtal efter hårde og gentagne kampe i forbindelse med hedenske stammers angreb på muslimerne. Polygyni er i en sådan situation et offer, mand og hustru bringer: Manden pålægges dobbelt forsørgerbyrde, og kvinden må dele både mandens jordiske gods og hans person med en anden kvinde.
    Og langt de fleste kvinder vil uden tvivl - i andre situationer end den her nævnte - føle det ydmygende at få en medhustru. Det vidste Profeten Muhammad udmærket, for da han hørte rygter om, at hans svigersøn 'Alî havde i sinde at tage endnu en hustru, skal han have sagt: "Jeg bifalder det ikke. 'Alî må forstøde min datter for at kunne gifte sig med en anden. Min datter er en del af mig. Hvad der skader hende, skader også mig." Og så længe Fâtima levede, forblev 'Alî monogam.
    Og de fleste af vore dages polygame mænd er inderst inde godt klar over, at et nyt ægteskab sårer en hustrus følelser. Hvorfor skulle så mange af dem ellers vælge at holde deres nye ægteskab hemmeligt for den øvrige familie og leve et dobbeltliv med alle de fortielser og løgne det indebærer? For selv om nutidig lov påbyder ægtemanden selv - eller den, der forretter vielsen - at informere en evt. førstehustru om det nye ægteskab, så er det ofte først ved mandens begravelse eller når boet efter ham skal gøres op, at den bitre virkelighed går op for førstehustruen og hendes familie.
    I øvrigt kan det undre, at vesterlandske kvinder, der er konverteret til Islam og derfor må formodes at kende reglerne - tilsyneladende uden samvittighedskvaler - affinder sig med et liv som hemmelig andenhustru, selv om de er ganske klar over, at deres mand ikke har til hensigt at opfylde Koranens påbud om at behandle alle sine hustruer lige.
    Mange muslimer - kvinder såvel som mænd - idylliserer polygyni og forsøger at forsvare det med, at det er bedre for de implicerede parter, at det nye forhold legaliseres, så elskerindens/andenhustruens værdighed og retslige krav på forsørgelse og arv sikres; men det er unægtelig svært at se, hvorledes en umoralsk handling så som ægteskabsbrud i forhold til førstehustruen kan blive moralsk ved at blive legaliseret. Og det er forstemmende at være vidne til, at flere og flere såkaldt lærde - efter at polygyni i en længere årrække har været på retur - på ny udbasunerer polygyni som enhver mands guddommelige ret og ufejlbarlige bolværk mod moralsk fordærv. Kun de langvarige krige i Afghanistan, Iran, Irak og Jugoslavien berettiger til en midlertidig indførelse af polygyni - og kun under forudsætning af, at alle gængse regler i forbindelse hermed overholdes: At ægteskabet er ærligt ment og ikke styret af kødeligt begær. At alle implicerede kvinder underrettes om deres fremtidige status. At en hustru har ret til skilsmisse, dersom hun ikke ønsker en medhustru. Og at enhver hustru har ret til at klage til myndighederne og kræve skilsmisse, dersom hun på nogen måde føler sig forfordelt i forhold til sin(e) medhustru(er)."
       (TØNNSEN 1998, pp.82-84)

"Det er højst sandsynligt, at dette vers (4:3) - det eneste, der nævner polygyni - udelukkende tillader det med enker, der har børn. Verset er ubestrideligt forbundet med et påbud om at tage sig af forældreløse og forvaltning af deres ejendom. Det er udelukkende inden for disse rammer, at Koranen tillader polygyni for at mændene - fortrinsvis i krigeriske stammesamfund -  har mulighed for at tage sig af forældreløse og enker."
        (BENCHEIKH, 1998, pp.132)

Alt i alt kan man sige, at Koranen ikke hverken påbyder eller opmuntrer til polygyni, men at den tillader det i ganske særlige tilfælde.

Allerede MU'TAZILA-jurister har i første halvdel af 800-tallet - på grundlag af (4:129-130) og trods grusom forfølgelse - erklæret polygyni som værende i modstrid med Koranens ånd og lære.
    Også den egyptiske jurist og forfatter MUHAMMAD 'ABDUH (1849-1905), der var tilknyttet al-Azhar-universitetet i Cairo, samt hans landsmand forfatteren QASIM AMIN (1863-1908) erklærede - med henvisning til (4:129-130), at monogami var at foretrække for den, der vil respektere Koranens ånd. (BELLEFONDS p.135, ENGINEER p.157, ASCHA p.95-96, JAWAL p.45)
    En del nutidige lærde forsvarer polygyni med, at "simultan polygyni" (hvor en mand har flere hustruer samtidig) er at foretrække frem for "successiv polygyni" (hvor en mand hyppigt lader sig skille og gifter sig på ny), idet en fraskilt kvinde ofte står uden sikkerhedsnet og kan have svært ved at klare sig både socialt og økonomisk. (MEHDI p.163)
    I nutidig familieret er det kun i Tunesien og Tyrkiet, at polygyni er decideret forbudt og strafbart.

Ellers gælder det generelt i nutidig familieret, at vielsesmyndigheden skal undersøge mandens økonomiske kår og evt. kræve lægeerklæring på hustruens sygdom el. sterilitet, før tilladelse til polygyni gives. Vielsesmyndigheden skal endvidere gøre de implicerede kvinder bekendt med situationen. 
    Desværre er ikke alle kvinder klar over, at de ved en udvidet ægteskabskontrakt kan sikre sig ret til skilsmisse, i fald manden tager sig endnu en hustru - og at de ellers kan blive nødt til at vente med skilsmisse, indtil de over for dommeren kan godtgøre, at forskelsbehandling finder sted.

For god ordens skyld skal sluttelig nævnes, at bigami/polygyni er strafbar ifølge dansk lov:
    "Gift person, som indgår ægteskab, straffes med fængsel indtil 3 år eller, hvis den anden person har været uvidende om det bestående ægteskab, med fængsel indtil  6 år. Ugift person, som (forsætlig) indgår ægteskab med gift person, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år." (KARNOV p. 6669)

En imam, der har vielsesmyndighed er forpligtet til at indberette enhver vielse til den borgerlige vielsesmyndighed i den kommune, hvor vielsen har fundet sted. Imamen kan få frataget sin vielsesmyndighed, dersom han undlader at indberette en vielse til den borgerlige vielsesmyndighed - eller hvis han vier et par på trods af, at det er ham bekendt, at én af parterne i forvejen er lovformelig gift.

The European Council for Fatwa and Research har gentagne gange i erklæringer præciseret, at muslimer har pligt til at overholde deres ikke-muslimske værtslandes love og regulativer. 

Samme opfordring er fremsat af  bl.a. al-Azhar Shaykhen Muhammad Hussam al-Din og den københavnske imam Ahmad Abu Laban:

Grundloven og Koranen

Registrering af vielser

© Aminah Tønnsen, november 2000   

Se også:
TØNNSEN, Aminah: Islam i europæisk klædedragt pp.82-84

RELIGION.dk 30 maj 2008: Martin med de to koner.
POLITIKEN 26. dec. 2004: Storbritannien åbner døren på klem for flerkoneri 
The Sunday Times: Muslim second wives may get at tax break
INFORMATION 23. februar 2009: Britisk flerkoneri vækker ikke debat

ARAB NEWS 14. august 2008: When polygamy is bliss.

WEEKENDAVISEN nr. 15 - 8. april 2009: Frihed i flerkoneri.

Note:

* Koranen tillader under visse omstændigheder ægteskab mellem én mand og flere kvinder, dvs. polygyni - et ord, som de færreste kender. Langt de fleste skribenter bruger betegnelsen "polygami", skønt der strengt taget er tale om "polygyni".

polygami = ægteskab mellem én mand og flere kvinder eller mellem én kvinde og flere mænd.

polygyni = ægteskab mellem én mand og flere kvinder.

polyandri = ægteskab mellem én kvinde og flere mænd.

Kilder og litteratur:

ABDALATI, Hammudah: Islam i Fokus. 1991, kap. 5: forvrængninger omkring islam,

ALI, Ameer: 'The Spirit of Islam. A History of the Evolution and Ideals of Islam. 
          London 1955, pp.222-241: The Status of Women in Islam.

AMELY, Ibraheem Serhan: Islam and polygamy

ANWAR, Shamim: Woman Recreated. Lahore 1995, pp.18-21.

ASCHA, Ghassan: Mariage, polygamie et repudiation en islam. Paris 1997,
          pp.85-91: La polygamie dans le fiqh.
          pp.93-100: Débats et lois modernes.
          pp.101-115: Justification des auterus contemporains.

BADAWI, Jamal: Polygamy in Islamic Law. 1998.

BAHNASSAWI, Salim el-:
          Die Stellung der Frau zwischen Islam und weltlicher
          Gesetzgebung. München 1993, pp.191-205: Polygamie.

BELLEFONDS, Y. Linant de: Traité de droit musulman comparé, vol. II, Paris 1965.
          §§722-726: Empêchements temporaires liés à la polygamie.
          §899: Le partage des nuits.

BENCHEIKH, Soheib: Marianne et le Prophète. Paris 1998,
          pp.132-134: La polygamie.

CARROLL, Lucy: Recognition of Polygamous Marriages in English Matrimonial Law:
          The Statutory Reversal H v H in 1972.
          JOURNAL INSTITUTE OF MUSLIM MINORITY AFFAIRS,
          Vol. 5:1, 1984, pp.81-98.

CHEHATA, Chafic: La famille en islam. Problemes d'actualite.
          REVUE JURIDIQUE ET POLITIQUE INDEPENDANCE ET COOPERATION,
          Paris, dec. 1973, pp.664-666: La polygamie.

CHRAÏBI, Khalid: La charia et la polygamie (1/4)
          OUMMA.com, 25. sept. 2009

COLOMER, Andre: Droit Musulman, vol.I, Paris 1963,
          pp.14-15: Le domaine du code du statut personnel.

DOI, Abdul Rahman I.: Woman in Shari'ah. London 1989,
          pp.50-80: Polygamy - a Misunderstood Phenomenon.

ELHALOUGI, Moustapha: L'islam autorise-t-il la polygamie?

ENGINEER, Asghar Ali: The Rights of Women in Islam. London 1992, 
          pp. 10, 22, 104, 154-158.         

JAWAL, Haifaa A.:
          The Rights of Women in Islam. An Authentic Approach. London 1998.
          pp.41-51: Women and the Question of Polygamy in Islam.

KHAFAGI, Abdul-Halim & Gh.M. GHARIEB: Gottes unverfälschte Worte. München 1990,
          pp.30-37: Mehrehe im Islam.

LAHRICHI, Fadela Sebti: Vivre musulmane au Maroc. Paris 1985,
          pp.89-90: Polygamie.

MEHDI, Rubya: The Islamization of the Law in Pakistan. Richmond 1994,
          pp.161-166: Polygami.

PARWEZ, G.A.:
          * Islam - a Challenge to Religion. Lahore 1989, pp.342-345.
          * Islam - en udfordring til religion. (på dansk ved Aminah Tønnsen)
          * Marriage - divorce - polygami: Third letter to Tahira.

PARWEZ, Tahira: Polygamy, a Socio-religious Conundrum?

QUTB, Muhammad: Islam - den misforståede religion. Alif 1992,
          pp.79-108; Islam og kvindens stilling.

QARADAWI, Yusuf al-: The Lawful and the Prohibited in Islam. Kuwait 1984.
          pp.190-193: Marrying More Than One Woman.

SALEEM, Shehzad: Polygamy in Islam.

TAHA, Mahmoud Mohamed: The Second Message of Islam. New York 1987,
          pp.140-141: Polygamy is not an original precept in islam.

TOURABI, Hassan Al-: ISLAM - avenir du monde. Paris 1997, pp.27-29.

WOODLOCK, Rachel: Polygyny. A divine right or exception to the rule?

ZEITZEN, Miriam Kloktvedgaard: Polygamy. a cross-cultural analysis.

************'

BIBLICAL POLYGAMY WEB SITES
          http://www.patriarchywebsite.com
          http://www.polygamy.net