MEDGIFT og BRUDEKØB
'Medgift'
er iflg.
dansk sprogbrug betegnelsen for "de værdier, som forældre i visse
kulturer giver en datter med, når hun indgår ægteskab".
Ofte vil man se, at muslimer såvel
som ikke-muslimer bruger ordet 'medgift' om det koranske begreb 'mahr' eller
'sadaq', som er betegnelsen for den gave,
en brudgom er forpligtet til at give sin tilkomne ved indgåelse af
ægteskab - en gave, der lige fra overdragelsen er hustruens særeje, og som
hun frit må disponere over uden andres indblanding:
Giv kvinderne deres
brudegave som en gave. (4:4)
Der er altså tale om to vidt
forskellige - ja sågar diametralt modsatte - begreber, idet 'medgift' stammer fra brudens familie,
medens 'mahr' stammer
fra brudgommens familie!
Der findes ikke noget i traditionel
islamisk lov, der kan sidestilles med 'medgift'. 'Medgift' nævnes i vore
dage i enkelte landes ægteskabslov, men med en
klar melding om, at det er en mand forbudt at stille nogen som helst krav om
medgift til gengæld for den brudegave (mahr), han er pligtig til at betale.
'Medgift/jahez' er dog almindelig på det pakistansk-indiske
subkontinent pga. den kulturelle påvirkning fra hinduismen.
'Brudepris' er et
andet - og lige så misvisende - udtryk, der ind i mellem bruges om 'mahr'. 'Brudekøb' er ifølge dansk sprogbrug "den
samfundsskik, at en brudgom eller hans slægt før, under eller efter
brylluppet betaler brudens far eller slægt en aftalt værdi i penge, kvæg
eller andre goder". Ved 'brudekøb' el. 'brudepris'
er der altså tale om
værdier, der gives til brudens familie - og ikke til hende selv.
Det mest nærliggende er - efter min
opfattelse - at oversætte 'mahr' med 'brudegave' -
hvorved man både signalerer, at det er en gave, og at den er til bruden.
Derved skabes også en naturlig association til det danske ord 'morgengave', som er lig
"en gave fra brudgommen til bruden
morgenen efter bryllupsnatten".
© Aminah Tønnsen, maj 2000
Se: Brudegave

Litteratur:
BAJAJ, Kiron & Helle Søby Laursen:
Pakistanske kvinder i Danmark,
Esbjerg 1988,
pp.86-90: jahez - medgift, pp.90-93: mahr.
BELLEFONDS, Y. Linant de: Traité de droit musulman comparé.
Paris 1965, pp.199-255: La dot.
MISHRA, Mrutyuanjai: Her kan
bruden betale med livet.
POLITIKEN 21. februar 2004.