Ægteskab:

BRUDEGAVE (mahr el. sadaq)

De arabiske ord "mahr" og "sadaq" (som er de mest almindelige betegnelser for den gave, en brudgom iflg. både Koranen, Islamisk Lov og nutidig lovgivning i de muslimske lande er forpligtet til at forære sin brud) bliver ofte oversat til "brudepris". Dette er en meget misvisende oversættelse, for man fristes uvilkårligt til at tro, at der er tale om en handel, hvor en mand betaler en anden mand en fastsat pris for en vare - i dette tilfælde bruden. Som det fremgår tydeligt af nedenstående redegørelse, er dette ingenlunde tilfældet. Ej heller "medgift" er det rette ord, idet medgift er betegnelsen for "værdier, som forældre i nogle kulturer giver en datter med, når hun indgår ægteskab".
    Det danske ord "morgengave" er bedre, for der ER jo tale om en gave fra gommen til bruden; men den traditionelle danske morgengave overrækkes først til bruden morgenen EFTER ægteskabets fuldbyrdelse (selv om den iflg. traditionen ligger under brudens hovedpude hele bryllupsnatten), hvorimod den islamiske mahr/sadaq skal betales FØR ægteskabets fuldbyrdelse.
    Ordet "brudegave" bruges på dansk om ALLE de gaver, bruden får i forbindelse med brylluppet, hvorimod mahr/sadaq er begrænset til at omfatte den gave, gommen forærer bruden. 
    Personlig finder jeg, at "brudegave" er den betegnelse, der bedst beskriver "mahr"s art og beskaffenhed uden at give anledning til misforståelser mht. modtageren.

Koranen bruger flere forskellige betegnelser for brudegave: 
- "ujurun"
- "saduqatun" - udledt af "sadaqa", der betyder oprigtighed eller sanddruhed - dvs. en gave, der gives som et pant på kærligheden  - ikke for at udstille familiens økonomiske status.
- "nahla" - udledt af "nahl", der betyder "honning". Iflg. Ragib betyder "nahla" noget, der gives uden at forvente noget til gengæld.
- "farida" - det, der er obligatorisk el. en fastsat del.

Den obligatoriske brudegave
Ifølge Koranen og Islamisk Lov er brudegaven en grundbestanddel (rukn) af ægteskabet - også hvis hustruen ikke er muslim:

... Alle andre kvinder er lovlige for jer, såfremt I giver dem deres brudegave (ujurahuna) og ægter dem i ærbarhed og ikke af begær alene. De er en vederkvægelse for jer, så giv dem deres brudegave som foreskrevet. (4:24)

Ærbare troende kvinder er lovlige for jer i ægteskab, ligesom også ærbare kvinder iblandt dem, der før jer fik skrifter åbenbaret (dvs. jøderne og de kristne), dersom I giver dem en passende brudegave (ujurahuna) og (tragter efter) ærbarhed - og ikke utugt eller hemmelige forhold. (5:6)

Ægteskab uden brudegave er nævnt et enkelt sted i Koranen. Derfor er et sådant ægteskab ikke ugyldigt, men betegnes som uønskværdigt (makruh):

Det er ikke en forseelse at skille sig fra en kvinde før ægteskabet er fuldbyrdet eller brudegaven (farîda) fastsat, men giv hende en passende affindelsessum (mut'a) - den velhavende efter sin formåen og den mindrebemidlede efter sin - og i henhold til skik og brug. Dette er en pligt for retsindige mænd. (2:236)

Brudegaven er en gave fra gommen til bruden, som hun frit kan disponere over uden andres indblanding, idet den er hendes særeje:

Giv kvinderne deres brudegave (saduqatina) som en gave (de frit kan disponere over); men dersom de vælger at overlade en del af den til jer, da vær ikke betænkelige ved at bruge den. (4:4)

Hustruen kan altså vælge at overdrage brudegaven til sin ægtemand; men han kan ikke forlange en sådan gestus. Han kan ej heller forlange, at hustruen bruger brudegaven til familiens underhold, ligesom han heller ikke kan forlange medgift (jihaz) i form af møbler, tøj eller andet udstyr. Bringer bruden udstyr (medgift) med ind i ægteskabet, er også disse hendes særeje. Brudens ægteskabsværge (wali) må ikke af brudgommen kræve nogen form for betaling for at have givet sin accept til ægteskabet.

Brudegavens beskaffenhed
Brudegavens beskaffenhed har optaget de lærde lige siden Profetens dage:
    Brudegaven kan gives i form af penge, smykker, ejendom, kvæg el.a. salgbare effekter - men ikke i form af forbudte ting som f.eks. alkohol, svinekød, kød af selvdøde dyr eller dyr, der ikke er slagtet i henhold til de religiøse forskrifter. 
     De lærde er dog uenige om, hvorvidt brudegaven udelukkende bør bestå af værdier, der kan gå i arv til brudens arvinger - eller også må bestå af f.eks. høstudbytte.

Tre ud af fire lovskoler anerkender (med henvisning til Koranens beretning om, hvorledes Moses arbejdede for sin kommende svigerfar i otte år for at kunne ægte dennes datter (28:22-29)) at brudegaven kan bestå i, at manden udfører et nærmere bestemt arbejde for sin hustru - et arbejde, der under normale omstændigheder betragtes som lønarbejde.

Før i tiden var det forbudt at modtage betaling for at undervise andre i at recitere Koranen, hvorfor en mand ikke som brudegave (eller en del af den) kunne forpligte sig til at lære sin hustru at recitere et bestemt antal passager fra Koranen.
   Senere, da det blev almindeligt at modtage betaling for undervisning, mente mange lærde, at en sådan forpligtelse udmærket kunne udgøre brudegaven eller en del af den. De skeptiske fremførte som begrundelse de problemer, en sådan aftale ville medføre i tilfælde af, at manden skilte sig fra sin hustru før ægteskabet fuldbyrdedes, hvilket forpligtede ham til at betale den halve brudegave. For hvorledes skulle manden kunne lære kvinden at recitere Koranen, når han ifølge traditionen ikke måtte befinde sig ansigt til ansigt med en fremmed kvinde?
    I vore dage, hvor koranrecitation kan høres og læres via diverse elektroniske medier, vil spørgsmålet næppe komme på tale.

Brudegavens størrelse
Brudegaven betragtes af mange som en økonomisk sikring af kvinden i tilfælde af mandens død eller forstødelse/skilsmisse, idet loven f.eks. ikke indeholder bestemmelser om hustrubidrag til en fraskilt hustru.
    Ingen af de fire retsskoler fastsætter en øvre grænse for brudegavens størrelse  (jvf. 4:20, hvor der er tale om "en skat af guld") og manden (eller hans far eller farfar) har lov til at forhøje brudegavens størrelse, så længe ægteskabet består. 
    To af retsskolerne, den hanafitiske og den malekitiske, fastsætter en nedre grænse på hhv. 10 og 3 dirhams.
    Det er den enkelte familie, der fastsætter beløbet. Nogle familier vælger udelukkende at tillægge brudegaven symbolsk betydning, medens andre forlanger en høj brudegave af prestigemæssige årsager.
    Brudegavens størrelse og betalingsbetingelser skal nævnes i ægteskabskontrakten; men manden (eller hans far eller farfar) kan forhøje brudegavens størrelse, så længe ægteskabet består:

... De er en vederkvægelse for jer, så giv dem deres brudegave (ujurahuna) som foreskrevet. Der påhviler jer ingen skyld, dersom I - efter gensidig overenskomst - ændrer brudegavens størrelse.  Gud er alvidende og vís. (4:24)

Betalingsbetingelser
Man kan vælge enten at betale hele beløbet ved ægteskabets fuldbyrdelse eller at lade en del af beløbet forfalde til betaling ved forstødelse/skilsmisse, ved en af parternes død eller på et hvilket som helst tidspunkt, hustruen måtte ønske det. 
    Betalingsbetingelserne skal altid nævnes i ægteskabskontrakten. Ved mandens død udredes restbeløbet af brudegaven samtidig med evt. gæld. Først herefter deles boet mellem testamentariske og legale arvinger. Ved hustruens død overgår brudegaven sammen med hendes øvrige formue til hendes testamentariske og legale arvinger.
    Manden kan ikke forlange ægteskabet fuldbyrdet, før brudegaven (el. første del af den) er betalt. Kvinden kan på sin side forlange ægteskabet opløst, hvis manden ikke betaler brudegaven. Accepterer kvinden derimod at fuldbyrde ægteskabet, inden brudegaven er betalt, er det ikke skilsmissegrund, om manden undlader at betale brudegaven. Den opfattes da som en almindelig forfalden gæld.
    Forstøder manden sin hustru efter indgåelse, men før fuldbyrdelse af ægteskabet, har hun ret til halvdelen af den fastsatte brudegave:

Hvis I skiller jer fra en kvinde, før ægteskabet er fuldbyrdet, men efter brudegaven er fastsat, da giv hende halvdelen af hendes brudegave (farida) - medmindre hun selv giver afkald derpå, eller manden betaler det fulde beløb. At være storsindet (og betale det fulde beløb) kommer nær retfærdighed (taqwa). Og glem ikke at være gavmilde imod hinanden. Gud ser alt, hvad I gør. (2:237)

Dør manden efter indgåelse, men før fuldbyrdelse af ægteskabet, har kvinden ret til det fulde beløb. Dør kvinden efter indgåelse, men før fuldbyrdelse af ægteskabet, har hendes arvinger ret til det fulde beløb. 
    Opstår der strid mellem parterne om betaling af brudegaven, vil kvindens udsagn tillægges mere vægt end mandens, såfremt ægteskabet ikke er fuldbyrdet. Er ægteskabet fuldbyrdet, tillægges mandens udsagn mere vægt end kvindens.
    Forstøder manden sin hustru efter fuldbyrdelse af ægteskabet, har hustruen ret til at beholde sin brudegave:

Dersom I ønsker at skille jer fra en kvinde for at ægte en anden, da tag ikke noget af hendes brudegave fra hende - om det så er en skat af guld (qintar). Tving hende ikke dertil ved at beskylde hende for utugt. Hvorledes kan I tage den tilbage, når I (dog) har ligget med hinanden og indgået en højtidelig aftale? (4:20-21)

Ovenstående regler varierer en kende fra lovskole til lovskole - og derfor også fra land til land i vore dages familieret.

© Aminah Tønnsen, november 2000    

Se: Medgift og brudekøb

    Morgengaven der blev væk BERLINGSKE TIDENDE 1. november 2003

Litteratur: