Ægteskab:

TVÆRRELIGIØSE ÆGTESKABER

Ægteskabet er et af livets vigtigste elementer:

... Alle andre kvinder er lovlige for jer, såfremt I giver dem deres brudegave (ujurahuna) og ægter dem i ærbarhed og ikke af begær alene. De er en vederkvægelse for jer, så giv dem deres brudegave som foreskrevet. (4:24)

- og Islam opstiller nogle enkle regler for indgåelse af ægteskab mellem parter med forskelligt religiøst tilhørsforhold:

Ægteskab mellem en muslimsk mand
og en jødisk el. kristen kvinde
Det er tilladt en muslimsk mand at indgå ægteskab med en ærbar, jødisk eller kristen kvinde: en "kitâbiya" - én, der tilhører Skriftens Folk:

På denne dag er alle rene og gode ting (tayibât) gjort lovlige for jer. Den føde, der er lovlig for Skriftens Folk, er også lovlig for jer, og jeres føde er lovlig for dem. Lovlige for jer (i ægteskab) er ærbare kvinder (muhsanât) blandt de troende og ærbare kvinder (muhsanât) fra de folk, hvem Skriften blev givet før jer - forudsat I giver dem deres brudegave og (ønsker) et lovformeligt ægteskab og ikke et løst el. hemmeligt forhold. (5:6)

Rent bortset fra, at mange mener, at muslimske mænd ikke bør gifte sig med jødiske eller kristne kvinder, så længe der er ugifte muslimske kvinder i den giftefærdige alder, så anerkender alle fire lovskoler ægteskaber mellem muslimske mænd og kristne el. jødiske kvinder for juridisk gyldige.
    De lærde har ingen nævneværdige betænkeligheder ved et ægteskab mellem en muslimsk mand og en kristen eller jødisk kvinde fra et muslimsk område - en "kitâbiya dhimmiya", idet hun vil være fortrolig ikke blot med islam, men også med muslimsk levevis.
    Både klassiske og nutidige lærde fraråder dog en muslimsk mand at ægte en jødisk eller kristen kvinde fra et ikke-muslimsk område. Disse kvinder går i den klassiske litteratur under betegnelsen "kitâbiya harbiya" - én, der stammer fra "dar-ul-harb". 
    Det er moren, der i de første år har den tætteste kontakt til børnene og er ansvarlig for deres opdragelse. En ikke-muslimsk kvinde fra et ikke-muslimsk område vil ikke være i stand til at opdrage børnene i den islamiske tro, idet hun sandsynligvis ikke selv har nogen som helst kontakt til - og forståelse for - islam og islamisk levevis. 
    Bor familien i et ikke-muslimsk område, vil ikke kun børnene, men også faren blive påvirket af de ikke-muslimske omgivelser med risiko for,  at han langsomt slipper sine egne religiøs/kulturelle traditioner til fordel for morens. Vi ser det på vore egne breddegrader, hvor nogle muslimer i integrationens "hellige" navn opgiver alle deres egne traditioner.

S. Qutb skriver om dette: "Dér finder vi et aspekt af den tolerance, som islam påbyder at udvise i sameksistensen med jøder og kristne bosat i et muslimsk land. Islam giver dem ikke kun trosfrihed for derefter at overlade dem til sig selv. Tværtimod favoriserer islam den sociale integration ved at erklære deres føde tilladt for muslimer og vice versa. ... Derudover erklærer islam deres ærbare kvinder for lovlige at ægte, hvorved islam fremstår som den eneste tro, der taler for en universel nation, hvor jøder og kristne ikke skal isoleres fra muslimerne, og hvor der stort set ikke er nogen hindringer for fredelig sameksistens mellem de forskellige trosretninger, der lever under muslimsk styre."

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er tale om ægteskab mellem troende  - dvs. mellem mennesker, der tror på Gud og handler derefter - og ikke mellem nominelle el. "kulturelle" muslimer/kristne/jøder. Jeg vil ej heller undlade at gøre opmærksom på de forskellige facetter af begrebet "vantro / k-f-r".

Den jødiske el. kristne hustrus stilling i ægteskabet
Ægtefællernes gensidige ægteskabelige rettigheder og forpligtelser er naturligvis ikke afhængige af hustruens religiøse tilhørsforhold.

Det siger sig selv, at en muslimsk mand ikke må hindre sin ikke-muslimske hustru i at praktisere sin tro - endsige true eller tvinge hende til at antage islam. Tvang og tro er uforenelige; oprigtig tro kan kun komme fra hjertets inderste:

Der kan ikke være tvang i trosanliggender (la ikrâha fi-dîn). Troens rette vej er nu klart adskilt fra vildvejene (og enhver kan frit træffe sit valg). Den, der ikke tror på falske guder og onde magter (at-tâghût), men på Gud (alene), har grebet et ubrydeligt bånd (der fører til det endelige mål). Gud er althørende og alvidende. (2:256)

Hvis det havde været Guds vilje, ville alle på jorden have troet (på Ham). Vil du da tvinge menneskeheden til at tro imod deres vilje? Ingen sjæl kan tro - undtagen Gud vil det; men de, der ikke bruger deres intellekt, vil forblive forvirrede. (10:99-100)

En ikke-muslimsk hustru må ikke forsøge at påvirke fælles børn med sin egen tro, idet det i islam (ligesom i f.eks. katolicismen) gælder, at børn følger deres fars religion - uanset morens religiøse tilhørsforhold. Skulle der opstå splid i familien - f.eks. i tilfælde af den ene ægtefælles død - vil en kontraktlig aftale om at opdrage børn af en muslimsk far og en ikke-muslimsk mor i morens religion blive betragtet som ugyldig af muslimske landes domstole. Faren skal principielt  sørge for at opdrage sine børn i islam. Modarbejdes han heri af sin jødiske eller kristne hustru, bør han skille sig fra hende for at sikre børnenes islamiske opdragelse.

Derfor er det vigtigt, at man taler om evt. fællesbørns religiøse opdragelse, inden man indgår ægteskab med en person, der tilhører en anden tro end en selv. Det er ganske naturligt, at man ønsker at opdrage sine børn i sin egen tro - men det må man give afkald på, hvis man som kristen eller jødisk kvinde gifter sig med en muslimsk mand. Det samme gælder i øvrigt inden for katolicismen, hvor det indtil for få år siden krævedes af en ikke-katolsk kvinde, at hun ved indgåelse af ægteskab med en katolsk mand skulle underskrive en erklæring om, at evt. fællesbørn skulle opdrages i den katolske tro.
    Et barn, der opdrages i den sande muslimske tro, vil føle uforbeholden respekt for sin jødiske el. kristne mor og hendes tro - det ligger i selve islams fundament. Et barn, der forsøges opdraget i to religioner samtidig, vil blive rodløs og forvirret. Et barn, der opdrages i én tro med viden om og respekt for andre trosretninger, vil derimod være godt rustet til selv at tage stilling, når det når skelsår og alder.
    Da det inden for jødedommen er et kriterium, at et barn født af en jødisk mor er jøde, vil det reelt betyde, at ægteskab mellem en muslimsk mand og en jødinde er udelukket. Så vidt jeg er orienteret, forekommer sådanne ægteskaber også langt sjældnere end ægteskab mellem muslimske mænd og kristne kvinder.

En ikke-muslimsk mor kan (traditionelt) ikke være legal værge for sine muslimske børn - ligesom en muslim ikke kan være legal værge for en ikke-muslim.
    Denne regel er der dog ved at blive løst op for, idet man i nogle lande bl.a. betragter en ægteskabs-kontraktlig aftale, hvorved en mand udpeger sin ikke-muslimske hustru til legal værge for fælles mindreårige børn i tilfælde af, at han selv afgår ved døden - som juridisk bindende.

Koranens arveregler gælder uanset religiøst tilhørsforhold. Iflg. traditionel Islamisk Ret kan en ikke-muslim dog ikke arve en muslim - og vice versa. Ægtefæller i et tværreligiøst ægteskab kan derfor kun få del i hinandens arvelod, hvis de opretter testamente til fordel for hinanden - ligesom muslimske børn kun kan arve deres jødiske el. kristne mor, hvis hun opretter testamente til fordel for dem. 
    Det er en af de urimelige regler, der forsøges gjort op med i nyere tid, hvor blandede ægteskaber og familier er mere og mere almindelige. F.eks. har The European Council for Fatwa and Research, der består af en række jurister bosat fortrinsvis i Vesten, på deres femte konference i maj 2000  ved resolution nr. 1/5 erklæret:

"Muslimer har ret til at arve og modtage testamentariske gaver fra deres ikke-muslimske slægtninge. Denne fatwa strider ikke imod den hadîth, ifølge hvilken Profeten har sagt: "En muslim må ikke arve en ikke-muslim - og en ikke-muslim må ikke arve en muslim." Med ikke-muslim menes en ikke-muslim, der aktivt bekæmper islam. 
    Vi bør også huske på, at de første muslimer ikke var berøvet muligheden for at arve deres ikke-muslimske slægtninge. Der er tale om en afgørelse truffet af senere lærde som f.eks. Muaaz ibn Jabal, Muawijah ibn abu Sufian, Sheikh Ibn Taymiyyah m.fl."

Ovenstående er et eksempel på den absolut tiltrængte tilbagevenden til den primære kilde - Koranen. Desværre vil det nok vare længe, før den bliver en realitet i de såkaldt islamiske lande. Derfor bør ægtefæller af forskellig tro huske at oprette testamente til fordel for hinanden.

Ægteskab mellem en muslimsk kvinde
og en jødisk eller kristen mand
Selvom ægteskab mellem en muslimsk kvinde og jødisk eller kristen mand overhovedet ikke nævnes i Koranen, er det iflg. traditionel islamisk ret  - ligesom i nutidig familieret - forbudt en muslimsk kvinde under nogen omstændigheder at gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Indgås et sådant ægteskab på trods af forbudet (f.eks. i et ikke-muslimsk land), vil ægteskabet ikke være juridisk gyldigt i et muslimsk land - og evt. børn vil blive betragtet som ikke-ægtefødte.
    Forbudet begrundes med, at børn oftest følger farens religion. Det ville være uudholdeligt for en troende muslimsk kvinde at acceptere at leve sammen med en mand og børn, der ikke respekterer muslimernes sidste profet, Muhammad og det budskab, han prædikede. Der er endvidere stor sandsynlighed for, at den muslimske hustru - der jo vil være i mindretal i forhold til mand og børn - langsomt vil føle sig tvunget til at opgive sin egen tro til fordel for mandens, idet det i de fleste kulturer (på trods af den såkaldte kvindefrigørelse og krav om ligestilling mellem kønnene) er sådan, at det er manden, der er familiens overhoved.
    Jeg har i årenes løb mødt flere nordafrikanske kvinder, der i ungdommeligt  letsind - ofte for at slippe ud af nød og fattigdom - har giftet sig med danske mænd. Problemerne er som regel opstået, når den ikke-muslimske svigerfamilie har insisteret på at få børnene døbt - "for sådan gør man her i Danmark" - også selvom de ikke selv har haft nogen nævneværdig tilknytning til kristendommen. "Da mistede jeg reelt indflydelse på mine børns videre opdragelse", som én af dem sagde. "Pludselig blev det nærmest en mærkesag for familien at få børnene gjort til  "gode kristne"."

Ægteskab mellem en troende muslim
og en vantro eller en afgudsdyrker(ske)
Et harmonisk ægteskab forudsætter en vis grad af jævnbyrdighed og et fælles værdisæt, som ikke vil være til stede, hvis en troende gifter sig med en vantro (k-f-r) eller en afgudsdyrker(ske) (mushrikûn/mushrikât). 
    Koranen forbyder da også et sådant ægteskab - med mindre den ikke-troende part antager islam:

Ægt ikke afgudsdyrkende kvinder (mushrikât), før de giver sig hen til Gud (alene). En troende slavinde/tjenerinde (ama mu'mina) er bedre end en (fri) afgudsdyrkerske (mushrikât) - skønt hun virker nok så tiltrækkende. Og gift ikke (jeres troende døtre) bort til afgudsdyrkere (mushrikîn), før de giver sig hen til Gud (alene). En troende slave/tjener er bedre end en (fri) afgudsdyrker (mushrik) - skønt han virker nok så tiltrækkende. Afgudsdyrkerne vil drage jer mod Helvedes flammer; men Gud kalder jer nådefuldt til Paradis og tilgivelse. Han gør Sine tegn tydelige for menneskene og maner til eftertanke. (2:221)

Religionsskift efter indgåelse af ægteskab
Da Profeten Muhammad i 628 indgik Hudaybiya-traktaten med de hedenske mekkanske ledere, havde han forpligtet sig til at tilbagesende kvinder, der havde forladt deres mekkanske ægtemænd og søgt tilflugt hos muslimerne i Medina. Mange af disse kvinder blev imidlertid dårligt behandlet af deres hedenske ægtemænd efter deres tilbagevenden. 
    Ved åbenbaring blev muslimerne påbudt - så vidt det nu er muligt - at finde ud af, om de enlige kvinder, der flygtede til Medina, virkelig var troende eller blot flygtede fra en voldelig ægtemand. Hvis det viste sig, at de virkelig var troende, skulle de ikke længere sendes tilbage til deres hedenske ægtemand. Deres ægteskab blev opløst, og for at de hedenske mænd ikke skulle føle sig snydt, skulle man sørge for at tilbagebetale, hvad de havde givet deres tidligere hustru i brudegave. Kvinderne var nu frie og kunne nu indgå nyt ægteskab med muslimske mænd.
    Ligeledes skulle de muslimske mænd, hvis hustru ikke fulgte dem i den nye tro, skille sig fra dem og bede kvindens familie om at tilbagebetale, hvad de havde givet dem i brudegave:

Oh I troende! Dersom troende kvinder søger asyl (hos jer), da sæt dem på prøve. Gud kender bedst deres tro; men hvis I bliver overbevist om, at de er troende, da send dem ikke tilbage til deres vantro (kafir, k-f-r) ægtemænd. De er ikke (længere) lovlige hustruer for deres vantro ægtemænd - ej heller er de vantro ægtemænd lovlige for deres troende hustruer. Tilbagebetal de vantro, hvad de har givet deres hustruer i brudegave. (Derefter) er der intet til hinder for, at I ægter dem; men giv dem en brudegave, som det sig hør og bør. Behold ikke jeres vantro hustruer og bed de vantro om at tilbagebetale, hvad I har givet dem (i brudegave) - og lad (de vantro) forlange det tilbage, som de har givet ud (for deres troende hustruer). Dette er Guds afgørelse, og Han er alvidende, alvís. (60:10)

Vi ved f.eks., at Profetens døtre Rukaya og Umm Kulthum var gift med sønner af Profetens farbror Abu Lahab. Da Profeten begyndte at prædike, gik ægteskaberne i stykker, for deres ægtemænd og svigerfar,  Abu Lahab, var indædte modstandere af islam (jfr. sura 111).
    En anden af Profetens døtre, Zaynab, sluttede sig på et tidspunkt til sin far i Medina, efter at hendes hedenske ægtemand havde deltaget i slaget ved Badr imod muslimerne. Nogle år senere blev manden muslim og sluttede sig til sin hustru i Medina.

På baggrund af disse koranvers og hændelser, har man i traditionel islamisk ret opstillet nogle regler for, hvorledes man skal forholde sig, hvis en af parterne i et ægteskab skifter tro:

*  Eftersom en muslimsk mand gerne må være gift med en jødisk el. kristen hustru, opretholdes ægteskabet, dersom
1) manden i et rent jødisk eller kristent ægteskab antager islam, medens hustruen forbliver jøde eller kristen.
2) en jødisk hustru til en muslimsk mand bliver kristen - eller en kristen hustru til en muslimsk mand bliver jøde.

* Eftersom en muslim ikke må være gift med en vantro (kafir, k-f-r) eller afgudsdyrker (mushrik), vil et ægteskab blive opløst, dersom 
1) den ene af to muslimske ægtefæller offentligt fornægter sin tro.
2) den ene af parterne i et rent hedensk ægteskab antager islam.

* Eftersom en muslimsk kvinde ikke må være gift med en jødisk el. kristen mand, opløses ægteskabet, hvis hustruen i et rent jødisk el. kristent ægteskab antager islam uden at ægtemanden vil følge hende i den nye to.

* Eftersom der ikke er noget til hinder for, at jøder er gift med jøder - eller kristne med kristne, opløses et ægteskab ikke, hvis en muslimsk mand antager sin jødiske el. kristne hustrus tro.

Bor man i et land, hvor islamisk ret ikke er officiel myndighed, er der ikke nogen myndigheder, der kærer sig om ægtefællers religiøse tilhørsforhold. Man skal blot være klar over, at det kan skabe uoverskuelige problemer, hvis man under ophold i et såkaldt islamisk land kommer i berøring med dér gældende retssystem, bl.a. fordi evt. børn med stor sandsynligvis vil blive opfattet som ikke-ægtefødte.

De utugtiges ægteskab
Gud/Koranen påbyder, at en troende, der har haft et seksuelt forhold til en person, han/hun ikke er lovformelig gift med, straffes - dersom det ulovlige forhold bevises igennem retssag med behørig vidneføring (dvs. 4 vidner skal have været vidne til selve akten).
    Den civile straf for en sådan forseelse ligger i, at vedkommende sætter sig selv uden for ikke kun de anstændiges, men også de troendes kreds - også når det gælder valg af ægtefælle. Den utugtige må ikke gifte sig med en troende, men må finde sin ægtefælle blandt ligesindede:

Mand og kvinde skyldig i ulovlig hor eller utugt, giv dem hver hundrede slag. Lad ikke medlidenhed ramme dig, når der er tale om straf påbudt af Gud, dersom du tror på Gud og den Yderste Dag. Og lad nogle af de troende overvære afstraffelsen.
En mand skyldig i hor eller utugt (zinâ) må kun gifte sig med en kvinde, der er skyldig i samme forbrydelse (zaniya) - eller med en afgudsdyrkerske (mushrika). Og en kvinde, der er skyldig i hor eller utugt (zinâ), må kun gifte sig med en mand, der er tilsvarende skyldig - eller med en afgudsdyrker (mushrik). Noget sådant er forbudt for de troende. 
De, der anklager ærbare kvinder (muhsanât) (for utugt) uden at kunne fremføre fire vidner, skal straffes med firs slag. Og før dem aldrig mere som vidne (i andre sager), for de er visselig løgnere (fasiqûn). (24:2-4)

Endelig må vi ikke glemme den enkeltes samvittighed. Vi ved som troende, at vi på Dommedag skal stå til ansvar for vor livsførelse, og at Gud er althørende og altseende. De, der ikke tager Koranens ord om at begrænse seksuel udfoldelse til at foregå inden for ægteskabets rammer - og som måske oven i købet forlanger en jomfru den dag, de skal giftes - trækker store veksler på Guds tålmod og nåde: 

De, der ikke har mulighed for at gifte sig, bør leve afholdende, indtil Gud nådigt beriger dem. (24:33)

Slette kvinder er for slette mænd - og slette mænd er for slette kvinder. Gode kvinder er for gode mænd - og gode mænd er for gode kvinder. Sådanne (gode mænd og kvinder) vil blive renset for de anklager, man fremfører imod dem. Og de vil blive tilgivet og ypperligt belønnet. (24:26). 

Nogle eksegeter mener, at der i 24:3 er tale om kvinder, der mere eller mindre åbenlyst ernærer sig ved prostitution.

Der hersker ikke fuldstændig enighed om alle detaljer blandt alle lærde om ovenstående ægteskabsregler. For detaljer kan henvises til DOI (engelsk), ASCHA (fransk) og BELLEFONDS (fransk).

© Aminah Tønnsen, november 2000 & marts 2001   

Eksempler på nyere holdninger til tværreligiøse ægteskaber:

Question: 
I reverted to Islam, does this now mean I have to divorce my christan husband of over 16 years? We have been happily married, and now are no longer to have children. He does not mind my being muslim and respects my beleifs. We love each over very much and do not want to part. And he is not willing to revert to Islam just to say married, only if it came from his heart then he would revert. But Its not likely to happen anytime soon.

Answer 11775
If the non-Muslim woman reverts to Islam but her non-Muslim husband does not do so, then after the passing of 3 menstrual cycles, the marriage will terminate.

We understand your predicament and sympathise with you. If you are able to separate from your husband if he does not revert to Islam, then in the eyes of Allah, this would be highly loved and appreciated. If you cannot part from him, then you should not turn away from Islam. Therefore, if you have to remain with him, then daily make Istighfaar (seek Allah's forgiveness) and constantly invite your husband towards Islam with Hikmat (wisdom) and patience. Do not be overbearing as this might turn him away from Islam.

May Allah Ta'ala bless your husband with Islam, make your life easy for you and may He grant you the strength and ability to obey his commands, Aameen.

and Allah Ta'ala Knows Best

Mufti Ebrahim Desai (www.islam.tc)

**************

BORG, Orla: Muslimer: Ja til ægteskab på tværs. JYLLANDS-POSTEN 18. maj 2006.

HAGVAAG, Einar: Norske imamer nægtede at vie et muslimsk-norsk par. POLITIKEN 28. jan. 2002.

MAQSOOD, Ruqaiyyah Waris: Marriage to a 'past' 

NECEF, Mehmet Ümit: Når muslimer og kristne gifter sig. POLITIKEN 9. dec. 1997.

Kilder og litteratur: