Ægteskab:

ARRANGEREDE ÆGTESKABER
Af Mikkel Johannsen

Arrangerede ægteskaber, kulturelt pres og brug af medgift ved giftermål – jeg nævner blot i flæng nogle få eksempler på den renæssance, som traditioner, vi for længst troede forældede, i disse dage oplever. Hvor længe vil vi finde os i, at dette praktiseres i Danmark, og stiltiende se på, mens det foregår helt åbenlyst?

Dagligt er vi vidne til arrangerede ægteskaber mellem unge mennesker, der indgår giftermål efter blot at have set billeder af hinanden og have mødtes med hinanden enkelte gange – og dette kun sjældent alene i enrum, da enhver bevægelse, parret gør, nøje overvåges og følges af omgivelsernes nysgerrige og årvågne blikke. Unge mennesker, der dårligt kender hinanden og kun flygtigt har set hinanden, presses af omgivelserne ud i noget så alvorligt som ægteskab! Men som om det ikke var nok, så er der ikke sjældent en betragtelig mængde penge involveret, som kun kommer til udbetaling, såfremt ægteskabet indgås!

Tv-udsendelser har uge efter uge vist eksempler på disse rystende forhold. Man følger de unge i processen, mens de præsenteres for billeder af de potentielle bejlere og tager på lynvisit hos udbudet af de mulige ægtefæller. Men ikke nok med det, ofte spiller også den giftemodnes (og såkaldt professionelle) vejledere en afgørende rolle i udvælgelsesprocessen, hvor bejlere hele tiden sorteres fra, indtil valget endelig falder på den udvalgte brud eller gom.

Gennem tv-programmer som »Den eneste Ene« på TV3, »Matchmaker« på TV2 og »Jagten på drømmekvinden« på TV-Danmark2 har vi været vidner til rystende optagelser af eksempler på arrangerede ægteskaber, der foregår helt åbenlyst og offentligt – uden at dette ledsages af én eneste bemærkning fra ansvarlige politikeres side – og uden at politiet griber ind. En københavnsk radiokanal bidrog ligefrem aktivt til at arrangere et ægteskab mellem en mandlig fængselsfange og en kvinde i det fri – og radiostationen betalte endda medgiften. Sygt og absolut forrykt …

Organiserede og topprofessionelle kurere – de såkaldte »gifteknive« – udnytter og udbytter giftemodne i alle aldre ved at tage imod betaling for at optræde som stråmænd og formidlere af lyssky kontakter mellem mennesker, som åbenlyst ikke er raske, men som ofte lider af »elskovssyge« og ikke sjældent er »besat« af tanken om tosomhed. Herudover er egentlige »familiesammenføringsbureauer« begyndt at skyde op som paddehatte overalt i samfundet – bureauer, som nærmest foretager familiesammenføringer på samlebånd. Altså, talrige tilfælde af systematisk familiesammenføring! Alt sammen, mens politiet ser den anden vej, hvis de da ikke ligefrem holder hånden over disse foretagender.

Netportaler såsom Dating.dk har ligefrem specialiseret sig i målrettet at ramme sårbare unge lige præcis der, hvor det klør allermest. Dybt uansvarligt fører disse lumpne skurke unge sammen på nettet, på diskoteker – eller på rejser, hvor de forføres ud i dybt problematiske forhold under fremmede himmelstrøg – og under påvirkning af alkohol og andre stoffer, som blot skal sløve deres opfattelsesevne, træffer uovervejede beslutninger. Unge, som kun har kommunikeret sporadisk over nettet, bedøves til en sindstilstand, der næppe kan kvalificere til fornuftige beslutninger, og drager til »arrangerede« fester, »arrangerede« rejser og »arrangerede« dates uden at kende hinanden i forvejen. Vi taler her om blomsten af den danske kulturs ungdom, som systematisk lokkes i fordærv via forbryderiske »arrangementer« med det ene formål at »parre« de unge.

Aviser og blade bugner dagligt af annoncer fra mennesker, som helt åbenlyst søger en partner, elsker, ven eller ægtefælle. Dette foregår hver dag helt offentligt og uden blusel og skam fra de berørte parters side – og uden at de rette myndigheder griber ind for at stoppe foretagendet eller så meget som løfter et øjenbryn eller skriver en rapport. I Kristeligt Dagblad kan man ligefrem læse om kristne, der søger andre kristne som partnere. Ja, vi andre vantro, er åbenbart ikke »rene« nok for disse mennesker. Og jeg har sågar læst om en gruppe badmintonspillere, som gennem »Søndagsavisen« søgte andre »ligesindede« for, at de kunne »spille« sammen. Det her er så middelalderligt, at jeg får koldsved blot ved tanken om, at dette foregår i vores moderne og civiliserede samfund.

Men som om det ikke var nok, viser utallige undersøgelser dokumenterede eksempler på, at danskere, som lever i et boligområde med høj koncentration af mennesker med den samme pæredanske etnicitet, gifter sig med hinanden i generation efter generation, med det resultat, at der kun tales dansk i deres hjem, og at børn – ja, vi taler her om børn, små mennesker – der vokser op i disse hjem, ved børnehavealderen møder op i børnehaven den første dag, uden at kunne kommunikere på andet end deres modersmål!

Hvad værre er, så er denne »indavlede« kultur ligefrem blevet systematiseret og institutionaliseret på regeringsniveau i form af nedsættelsen en stab af statsautoriserede svigerforældre, som skal træde til i de tilfælde, hvor de unges egne forældre lader hånt om de danske, kulturtraditioner og vil giftes på tværs af landegrænser og kulturer. Med målebånd rykker disse stedfortrædende formyndere ud for at underkaste elskovsreden et nærmere eftersyn; de kræver beviser for indkomstforhold i form af lønbilag og opkræver den tvungne medgift på 50.000 kr. Herefter gransker et udvalgt panel samlivets natur i form af en nærgående samtale med de udkårne selv, og det vurderes, om ægteskabet kan forsvares kulturelt, og hvorvidt der er risiko for traditionsbrud eller ej! Intet mindre end organiseret kultur-deroute …

Stillet på spidsen turde bjælken i øjet være åbenlys for den, der har øjne at se med, når vi vender kritikken af »arrangerede« ægteskaber mod iscenesættelsen af dansk dating- og parforholdskultur. Hvad skal vi så gøre ved alle disse eksempler på »arrangerede ægteskaber« og parforhold blandt unge danskere?

Intet, så længe ingen tvang har fundet sted, naturligvis! Men pointen er, at dét må gælde inden for alle kulturelle rammer. For hvad er egentlig mest bizart? Det ovenfor beskrevne mønster, som foregår blandt danske unge og ældre og både iscenesættes og tilskyndes af massemedier – eller den proces og de giftemønstre, der udfolder sig blandt nogle etniske minoriteter i Danmark?

Ægteskaber kan »arrangeres« på forskellig vis – uden nødvendigvis at være tvangsægteskaber. Det, vi imidlertid skal stoppe, er det statsorganiserede tvangstyranni og den tvangsadskillelsespolitik, som forhindrer giftemodne unge i at blive forenet i ægteskab.

På sin vis kan man sige, at de netværk for bejleri og pardannelse, som et moderne og individualistisk samfund ikke længere har i form af et vidt forgrenet familienetværk og lokalmiljø, søges nyetableret på moderne vilkår via datingbureauer, kontaktannoncer osv. Og den rådgivende funktion, som forældre tidligere kunne udgøre i forbindelse med indgåelse af et ægteskab, er nu erstattet af professionelle rådgivere og venner. 

Forskellige mennesker benytter sig af forskellige netværk til pardannelse og giftermål, hvad enten det er familien, lokalsamfundet eller et datingbureau, kontaktannoncer eller andet. Det vigtige må være, at det er netværk, som man føler sig tryg ved – og at man ikke mod sin vilje presses eller tvinges til at indgå i et ægteskab. Det er da muligt, at forskellige unges måder at finde en ægtefælle på for nogle udenforstående kan forekomme at være bizarre og uvante – men så længe ingen dokumenteret tvang har fundet sted, må vi som udgangspunkt billige den enkeltes frivillige medvirken i diverse kurtiseringsøvelser og giftermål.

© Mikkel Johannsen, februar 2004   

Artiklen har tidligere være bragt som debatindlæg i POLITIKEN den 21. august 2003 og gengives her med forfatterens tilladelse.

Se også: Kærlighed kan arrangeres