Familiens samtykke og hjælp
Arrangerede ægteskaber er en urgammel tradition i hele den orientalske verden, både inden for islam, buddhisme, hinduisme og sågar kristne trossamfund i Asien og Afrika. For eksempel har libanesiske og egyptiske kristne samme traditioner for arrangerede ægteskaber som deres muslimske landsmænd.
      Men hvorfor bruger man arrangerede ægteskaber? Hvorfor lader man ikke bare de unge finde deres egne ægtefæller? Hvilken rolle spiller den sociale status i ægteskabet? Hvad betyder vestens seksuelle normer for de etniske minoriteters valg af arrangerede ægteskaber? Hvad betyder majoritetens fordomme over for de etniske minoriteter for valget af livsform, og hvad tænker de etniske minoriteter om de høje danske skilsmisseprocenter?
      Alt dette er væsentlige spørgsmål, som er vigtige for forståelsen af det arrangerede ægteskab, og de har langt større betydning end det religiøse aspekt af det arrangerede ægteskab.
      Hvis man endelig skal fremhæve et religiøst aspekt, så kunne man sige, at i Islam er idéen med ægteskabet at stifte familie, få børn, nyde hinandens selskab og leve et værdigt liv. Islam opfordrer til at leve i et fredeligt, harmonisk og lykkeligt ægteskab. Islam ønsker hverken, at mænd eller kvinder skal lide i ægteskabet. Men det gode ægteskab opstår kun, hvis begge parter fuldt ud forstår meningen med ægteskabet og forstår, at det er indgangen til et nyt liv, som ikke kun består af glæder, men også af pligter og ansvar for begge parter. Der er faktisk ikke nogen konkrete retningslinjer for ægteskabet ifølge Koranen. Ægteskabet hører hjemme under den civile lov og ikke den religiøse. Ægteskabet kræver en kontrakt, der skrives under af begge parter i vidners påsyn, og både bruden og brudgommen skal samtykke om ægteskabet.
      Også i hinduistiske, buddhistiske og kristne kulturer i Østen, der har tradition for arrangerede ægteskaber, er det i langt højere grad en socialt og kulturelt betinget tradition end en religiøs. I hinduismen er kastesystemet en afgørende faktor for familiens valg af ægtefælle.
      Både i hinduismen og buddhismen anvender man personlige horoskoper for at se om de to unge passer sammen i temperament, karakter og seksualitet. I buddhismen, hvor man ikke har noget kastesystem, er det afgørende hvilken social klasse, man kommer fra. Men hvorfor har denne tradition udviklet sig, når det ikke er et religiøst krav? Svaret er enkelt. Arrangerede ægteskaber er en urgammel tradition, der har eksisteret i stort set alle samfund inklusive Danmark. Kronprins Frederik får heller ikke lov til at gifte sig med hvem som helst.
      Alle familier elsker deres børn og ønsker det bedste for dem, både socialt, uddannelsesmæssigt, økonomisk og menneskeligt. I Danmark har familien også helt frem til 1950’erne spillet en meget aktiv rolle i at finde og godkende deres børns partnere.
      Selv i dag, hvor børnene ikke længere er bundet af deres forældres indflydelse, deltager forældrene stadig indirekte i valget af partner ved accept eller stiltiende misbilligelse. Det er stadig brudens far, der ’giver hende væk’ ved kirkelige bryllupper.
      Og selv i dagens Danmark er det sjældent, at folk med baggrund fra henholdsvis Hellerup og indre Vesterbro gifter sig.
      I en undersøgelse foretaget af Politiken for tre år siden blev danske forældre spurgt, hvad de ville gøre, hvis deres døtre kom hjem med henholdsvis en svensker, en jøde, en grønlænder eller en muslim. 65% af de danske forældre svarede, at de ville forsøge at forhindre deres datter i at gifte sig med en muslim. Læg mærke til ordet ’forhindre’ – vi lever trods alt i et af verdens frieste samfund.

Sikkerhedsnet
Pakistans forhenværende premierminister Benazir Bhutto, som er en af verdens mest indflydelsesrige og selvstændige kvinder, valgte i en alder af 35 at acceptere et arrangeret ægteskab. I den østlige kultur spiller familien en altafgørende rolle. Her får man ros, omsorg, kærlighed, råd og vejledning og psykologisk støtte. Familien er ens sociale sikkerhedsnet. Det er også her, man får kritik og skideballer. I den traditionelle storfamilie-struktur bliver de ting, der ikke fungerer i et ægteskab. hurtigt observeret og påtalt af andre i familien. Dette sikkerhedsnet for det unge ægteskab er ikke lige så solidt i minoritetsfamilier i Vesten, hvor man ofte lever mere spredt i et storbysamfund.
      Alligevel kan man sige, at ægteskabet og familien kommer til at spille en meget væsentlig rolle for de etniske minoriteter i et majoritetssamfund, som er fjendtligt indstillet over for indvandrere og flygtninge.

Alle tager del i beslutningen
Den ældre generation er som regel meget afhængig af deres børn og børnebørn. I det nye land er de deres eneste sociale kontakt og netværk. Derfor ser man også ofte, at familietraditionerne bliver mere konservative, end de ville have været i hjemlandet, hvor tingene jo også forandrer sig.
      En anden ting, der gør sig gældende, er at seksuelle forhold uden for ægteskabet ikke er velkomne i nogen orientalsk kultur. Hvis kvinden bliver gravid uden for ægteskab, vil det være en enorm social belastning for hende. Derfor er et tidligt ægteskab af foretrække. Ikke de såkaldte børneægteskaber, man et ægteskab i 18-24 års alderen, hvor de seksuelle drifter som bekendt er stærke.
      Det ideelle arrangerede ægteskab involverer alle parter i beslutningen. Ofte er nære venner og fjerne slægtninge de første, man søger iblandt, når man leder efter partnere. Det er ikke usædvanligt, at den unge kvinde eller mand selv kommer med forslag til en partner.
      Familien sikrer så godt som det er muligt, at deres børn bliver gift ind i en god familie. Det er vigtigt, at familierne kommer godt ud af det med hinanden og ikke kun brudeparret. Forældrene undersøger den udvalgtes baggrund, helbred, uddannelse og omdømme på deres arbejdsplads. Man vurderer, om de to unges temperamenter passer sammen, og når begge familier er tilfredse, får de to unge lejlighed itl at mødes.
      Hvis en af de unge ikke ønsker at gå videre, så fortsætter man med at lede efter den rette.
      Det er selvfølgelig ikke alle arrangerede ægteskaber, der er ideelle. Nogle familier insisterer på, at ægtefællen skal hentes i hjemlandet, hvilket ofte giver et tilpasningsproblem, når den ene part er født og opvokset i Danmark. Sådanne ægteskaber mangler ofte et fælles grundlag.
      Der er tilfælde, hvor forældrene diktatorisk bestemmer, hvem børnene skal giftes med og tilfælde, hvor ægteskabet er aftalt, mens børnene var meget unge. I de etniske miljøer i Europa er der dog tale om et overgangsfænomen, der forsvinder i løbet af fem-seks generationer. Det har erfaringer fra Holland, England og Frankrig vist.
      Hvis indvandrer-forældre er mere restriktive over for deres børn, særlig deres døtre, end danskere er, er det ikke nødvendigvis fordi de vil kontrollere dem. De ønsker at beskytte deres børn og sig selv over for en omverden, der er fjendtligt stemt, og som ofte ser ned på og diskriminerer de etniske minoriteter.
      Det danske samfund kan ikke tvinge de etniske minoriteter til at opgive deres traditioner og kulturer. Det skaber blot modvilje og utryghed. Integrationen tager tid. Det, som samfundet kan gøre, er at forsøge at vise respekt og interesse for de etniske minoriteter og deres kulturer, frem for at tvinge folk ind i en forsvarsposition, der skaber desperation, der udløser sig i familietragedier og dybe generationskløfter i de etniske familier.

© Bashy Quraishy