Nye muslimer:

Troen er en livslang 
og helt personlig udviklingsproces

Aminah Tønnsen er 53 år og muslim, men ikke nogen almindelige muslim. Hun er pæredansk og ikke bleg for at stille op med selvstændige meninger om islam. Hun har ikke uden videre overtaget de holdninger og kulturelle sædvaner, mange forbinder med islam, men går selv til Koranen for at se, hvad der er belæg for dér.
    Vil man have et indtryk af hendes holdninger, kan man læses indledningen til Foreningen Islamisk Studiebogssamlings hjemmeside på Internettet (www.islamstudie.dk), som hun har ansvaret for. Her tages der med følgende ord utvetydigt afstand fra fundamentalismen, og der opfordres til at finde tilbage til islams kerne.
    ... I mange år har Aminah Tønnsen brugt en stor del af sin tid på at informere om islam. Hun har skrevet bøger, bidrag til bøger og et stort antal artikler, og hun tager sig af alle de aktiviteter, der knytter sig til Islamisk Studiebogssamling, så som udlån, rådgivning, foredrag og udgivelse af pjecer og bøger om islam. Hun er også aktiv i Islamisk-Kristent Studiecenter, som er et uafhængigt mødested for kristne og muslimer. Centeret, der er etableret med anbefaling fra en række kristne og muslimske organisationer og institutioner, arbejder på at skabe dialog og respekt mellem mennesker med kristen eller muslimsk baggrund. Det gør man ved tilbyde undervisning og foredrag, arrangere dialoggrupper, udgive forskelligt informationsmateriale og tage sig af besøgende.

Aminah Tønnsen var 35 år, da hun blev muslim, og der går en lang historie forud. Hun er vokset op som den yngste af tre søskende i en dansksindet lærerfamilie i Flensborg. Hendes far var tysk af fødsel og havde gået i tysk skole. Han mistede sine forældre, da han var ganske lille og blev opdraget af en storesøster. Hans danske sindelag blev grundlagt, da han som ung kom til at tjene på en gård i Sønderjylland. Her mødte han en ung mand, som havde været på højskole.
    Det fik han også lyst til, og det lykkedes ham at komme på Bornholm i to vintre. Han fik et nært forhold til lærerne på skolen, lærte dansk og fandt ud af, at han også ville være lærer. Det blev til en lærereksamen fra Tønder Seminarium og et giftermål med en dansk pige, Aminah Tønnsens mor, som han mødte på seminariet. Aminah Tønnsens far blev i foråret 1933 den første dansksindede, danskuddannede sydslesviger, der blev ansat ved den danske kommuneskole i Flensborg.
    Nogle måneder senere blev Aminah Tønnsens far som kommunal embedsmand beordret til at benytte "den tyske hilsen", at løfte højre arm. Den hilsen opfattede han som et specielt udtryk for nationalt tysk sindelag og nægtede at følge ordren. Beskeden var i første omgang, at han inden tre dage måtte bøje sig for kravet eller tage følgerne.
    Nogle af hans kolleger rådede ham til at løfte armen og samtidig tænke sit, men han ville ikke gå på kompromis med sine holdninger. Dansk Skoleforening bakkede ham op og protesterede over for myndighederne. Sagen blev sendt videre til Berlin, og både lærere og elever ved den danske kommuneskole blev efterfølgende fritaget for at bruge "den tyske hilsen". I 1940 måtte han dog som mange andre sydslesvigere gå den tunge gang og blive tysk soldat for at bevare retten til at være dansk i sin egen hjemstavn.
    Disse ting skete, før Aminah Tønnsen blev født, men hun bruger dem som eksempel på, at man godt kan tilhøre et kulturelt mindretal og hævde sine rettigheder som sådan, samtidig med at man er en fuldgyldig borger, der ikke løber fra forpligtelserne over for det land, man lever i.
    Hendes barndomsfamilie levede nøjsomt. Begge forældre var aktive i byens foreningsliv. Faderen blandt andet som formand for Sydslesvigsk Forening, det dansksindede mindretals politiske parti. Som lærere fik forældrene indsigt i den fattigdom og nød, som fandtes i mange familier i efterkrigstidens Flensborg, og de var med i hjælpearbejdet. Men kirkegang var der ikke tradition for.

"Jeg led meget af mindreværdskomplekser, og jeg var sikker på, at når jeg fik pæne karakterer, var det bare, fordi mine forældre var lærere. Jeg troede simpelt hen ikke på, jeg kunne klare en studentereksamen. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville være, så jeg tog på husflidsskole og på husholdningsskole og fik til sidst en uddannelse om korrespondent i engelsk, fransk og tysk.
    Lige før jeg blev korrespondent, var jeg på kursus i Paris. Dér mødte jeg en ung marokkansk ingeniørstuderende, som jeg forelskede mig i. Bagefter rejste han tilbage til Marokko og gjorde sine studier færdige. Selv tog jeg min sidste eksamen og tog derefter som mange andre unge i kibbutz i Israel. Vi holdt kontakten ved lige ved at skrive breve til hinanden. De blev sendt via Flensborg, for der var ingen direkte postforbindelse mellem Israel og Marokko dengang. Senere flyttede jeg til København og fik arbejde. Vi besøgte hinanden et par gange, og foråret 1970 blev vi gift på rådhuset i Flensborg. Jeg var enogtyve år og drog af sted til Marokko - med elektrisk symaskine, vaffeljern, højskolesangbog, og hvad jeg ellers mente var uundværligt, stuvet sammen i hans lille bil.
    De første seks år boede vi i en lille by inde i landet, hvor min mand arbejdede som ingeniør på Marokkos næststørste olieraffinaderi. Med tiden blev han direktør for raffinaderiet, og vi havde det udmærket i økonomisk henseende. Også selv om han var principfast og nægtede at tage imod bestikkelse fra raffinaderiets leverandører, hvad der ellers havde været praksis.
    Selv gik jeg hjemme og passede de to børn, som vi fik. Min mand ønskede af hensyn til børnenes uddannelse, at vi talte fransk, når vi var sammen i familien, og børnene gik i fransksproget børnehave og skole. Som del af den lokale elite kom vi fortrinsvis sammen med men mands kolleger og deres familier, og de talte også fransk. Jeg lærte derfor aldrig det marokkanske sprog. Når jeg var alene med børnene, talte jeg dansk med dem.
    Inden jeg giftede mig, havde mange advaret mig mod islam, men det viste sig at være uden grund. Der var ikke noget krav om, at jeg konverterede til islam, og jeg kunne gå klædt, som jeg plejede. Weekenderne tilbragte vi hos familien i Casablanca eller i Atlasbjergene, hvor der var dejligt køligt om sommeren og sne om vinteren. Men i ugens løb levede vi ret isoleret fra det omgivende samfund. Isolationen blev forstærket at, at jeg er reserveret af væsen. Omgangsformen blandt de europæiske kvinder, som var gift med min mands kolleger, vår meget mere ekspressiv end det, jeg kendte fra mit hjem. På et tidspunkt flyttede vi til Rabat, men det hjalp ikke rigtigt. Måske havde det været anderledes, hvis jeg havde haft en tro at støtte mig til, men det havde jeg ikke.
    Problemerne skyldtes også de politiske forhold, som var usikre på grund af flere attentatforsøg mod den marokkanske konge. Der var vejspærringer overalt, og man skulle regne med, at der var stikkere i befolkningen. Vi kunne ikke stole på nogen, sagde min mand. Tre af min mands kolleger blev hentet en nat og kom først tilbage et år senere, uden at nogen vidste, hvor de havde været. På et tidspunkt fandt vi ud af, at vores affaldsspand blev gennemrodet. Efter det var vi påpasselige med at brænde alt papiraffald i en gammel olietønde i baghaven, også selv om det var på dansk. Alt dette gjorde mig utryg og bekymret for fremtiden.
    Min danskhed betød meget for mig, mens jeg var i Marokko. Min mor sendte "Hendes Verden" ned til mig, og jeg fik med mellemrum Flensborg Avis i en rulle. Selv om aviserne kunne være en måned gamle, læste jeg dem forfra og bagfra. Det blev også vigtigt for mig, at vi holdt jul. Når jeg var alene hjemme, sang jeg ofte alle de danske sange, jeg kendte fra højskolesangbogen.
    Selv om jeg gjorde alt for at tilpasse mig, faldt jeg aldrig rigtig til ti Marokko og kunne efterhånden ikke forestille mig, at det nogensinde ville ske. Jeg kom længere og længere væk fra mig selv og vidste til sidst ikke, hvad der var blevet af mit oprindelige jeg. Det hele endte med, at vi besluttede at flytte til Danmark. Det var i 1978, da jeg var blevet 30 år.
    Min mand stillede som betingelse, at han kunne få arbejde i Danmark. Efter lang tids søgen lykkedes ham at finde et job som ingeniør i Århus. I den forbindelse havde jeg en ubehagelig oplevelse hos Fremmedpolitiet. Ført far sagsbehandleren imødekommende, venlig op positivt stemt over for min anmodning om opholds- og arbejdstilladelse, for hun kunne se af mine papirer, at jeg var sydslesviger.
    Men da hun fandt ud af, at jeg var gift med en araber og også havde to børn med mig, vendte hun på en tallerken. Nu var jeg uønsket. Jeg blev også ubehageligt overrasket, da min mand en dag fortalte, at han var blevet chikaneret i bussen. Min far ville ikke tro det. For ham var Danmark idealet, og sådan noget kunne ikke ske i Danmark. Men meget havde forandret sig i de forløbne år."

... Hvordan kom du i gang med at studere islam?

"Det var folks mange spørgsmål om islam. De mente, at når jeg havde boet så længe i Marokko, måtte jeg vide en masse. Men det gjorde jeg ikke, for vi havde ikke talt meget om religion dernede. Jeg begyndte derfor at gå på biblioteket efter bøger om islam, men det var nu sparsomt, hvad jeg vandt dér. Samtidig snusede jeg til kristendommen. På min fars boghylde fandt jeg en bog, der handlede om den kristne tro og bønnen som vej til at forandre sit liv og leve uden bekymringer. Søndag morgen lyttede jeg til radioprogrammet om mennesker og tro. Det gik gradvist op for mig, at der er mere mellem himmel og jord end lige det, vi kan se.
    Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg var søgende i den periode, selv om jeg ikke var mig det bevidst. Jeg havde det svært. Jeg havde troet, at hverdagen ville blive nemmere af at komme til Danmark, men den blev faktisk sværere. Børnene faldt ganske vist hurtigt til, og min mand fik lært dansk på rekordtid. Jeg vandt job, og vi fik hurtigt dansk statsborgerskab. Men min mand havde svært ved at falde til. I Marokko havde vi haft to biler, hus og have, men nu måtte vi vælge bilerne fra, og min mand følte nok i mange sammenhænge, at han ikke kunne forsørge sin familie standsmæssigt. Det var svært for ham at acceptere, at det var nødvendigt med to indkomster, hvis vi også skulle have mulighed for at tage på ferie i Marokko en gang imellem.
    I den situation blev det en hjælp at læse i Koranen, for det blev islam, der tiltrak mig i det lange løb. De kristne forestillinger om Gud som en treenighed, Jesus som både Gud og menneske og Maria som moder til Gud var fremmede for mig. I islam er Gud Gud, og Jesus er et menneske, som Gud har udvalgt til at være profet. Det vil sige én, der viderebringer Guds åbenbaringer. Det faldt i tråd med mine egne forestillinger. Men jeg fik det først sat rigtigt på plads, da jeg læste, hvad Goethe havde skrevet om treenigheden: "At tro at tre er én, og én er tre, det strider mod min inderligste følelse af, hvad der er sandhed, og jeg kan ikke se, det skulle kunne hjælpe mig den mindste smule." Goethe var dybt troende, men hans venner hævdede, at man ikke kunne være kristen uden at tro på treenigheden. Goethe fastholdt imidlertid sit synspunkt. Præcis sådan følte jeg selv.
    Jeg syntes heller ikke, jeg havde brug for Jesus korsfæstelse og opstandelse for at tro på Guds tilgivelse og et liv efter døden, og jeg kunne godt lide, at islam inkluderer jøder og kristne under de troende. Kristendommen udelukker jo på det nærmeste ikke-kristne fra frelsen. Men ifølge Koranen har alle profeter inden for jødedommen, kristendommen og islam prædiket det samme budskab, om end i forskellig iklædning. Vores ritualer er forskellige, og vi har forskellige leveregler, men grundlæggende handler det om det samme budskab. Endelig tiltalte det mig, at Koranen på en tydelig måde siger, at vi skal drage omsorg for naturen og ikke ændre det mønster, Gud har skabt. I det hele taget stemte Koranen godt overens med de værdier, mine forældre havde opdraget mig med.
    På et tidspunkt var jeg til et foredrag, hvor en etnograf fortalte om kvinderne i islam. Jeg blev både oprørt og vred, for hun sagde så mange ting, der var helt forkerte. Den værste påstand var, at kvinder ikke kommer i Paradis ifølge Islam. Jeg var ikke vant til at tage ordet i en forsamling, så jeg sagde ingenting, men på vejen hjem i bussen sad jeg og græd. Næste morgen vågnede jeg og var fuldstændig sikker på, hvor jeg hørte hjemme. Jeg var muslim. Det er svært at forklare, men det var ikke mig, der valgte islam. Jeg følte, jeg blev valgt, og at jeg sagde ja.
    Da vi et par år senere holdt ferie I Marokko, fik jeg papir på mit tilhørsforhold under en officiel ceremoni, hvor jeg fremsagde den islamiske trosbekendelse: "Jeg bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Gud, og Muhammad er Hans profet."
    Da mine børn nærmede sig overgangen til gymnasiet, kom der yderligere skub i mine islamstudier. I gymnasiet ville de ikke længere kunne blive fritaget for kristendomsundervisning sådan som i folkeskolen. Jeg kendte gymnasiets undervisningsmateriale og vidste, det beskrev islam som en andenrangs religion, en afart af kristendommen og en politisk ideologi. Det ville jeg helst ikke udsætte mine børn for, men der fandtes intet dansksproget undervisningsmateriale for gymnasiet, hvor muslimer beskriver islam indefra. Det førte til, at jeg selv begyndte at skrive om islam. Jeg ville bare lave et lille hæfte, men det blev større og større. Det blev starten til, at jeg udgav flere ting. Blandt andet udgav jeg et tidsskrift i nogle år, og jeg holdt mange foredrag.
    Jeg havde god tid til at beskæftige mig med islam, for jeg var arbejdsløs i en periode, og da vi fik en lille efternøler, blev jeg hjemmegående, ligesom jeg havde været det i Marokko. Jeg nød friheden til selv at tilrettelægge min hverdag, og mine studier greb mere og mere om sig. Jeg overtog blandt andet en del bøger fra en dame, som havde opbygget en studiebogssamling om islam.
    Min mand havde klart forventet, at jeg, når jeg blev muslim, ville blive endnu mere selvudslettende, end jeg havde været det, mens vi boede i Marokko, men sådan gik det ikke. Jeg blev tværtimod mere og mere bevidst om mit eget værd. Jeg fik større og større selvtillid og lærte lidt efter lidt at sige fra over for urimeligheder. For det stod jo dér i Koranen: Alle mennesker er skabt lige og har lov til at udfolde sig som de mennesker, de er."

... Er det ikke ensomt at være muslim på den måde, du er det?

... Som muslim må man ikke drikke alkohol, helst ikke ryge, og man må ikke spise svinekød.

"Koranen siger om sig selv, at den indeholder alt det, vi har brug for at vide, og at det ene vers supplerer og tydeliggør et andet. Vi skal med andre ord se Koranen som en helhed. Profetens sædvane og de anvisninger, han gav sine samtidige, og som er nedfældet i de såkaldte Hadithsamlinger, skal efter min opfattelse ses som Profetens måde at fortolke grundteksten på i den konkrete situation og det konkrete samfund, som han levede i for fjorten hundrede år siden. Det er så vores opgave at overføre hensigten og meningen med hans handlinger og anvisninger til vor egen virkelighed. Derfor kan det godt være, vi ind i mellem må tage andre midler i brug for at nå det samme mål.
    I nogle tilfælde kan det dog være nyttigt at tage Hadithsamlingen for at se, hvordan profeten gjorde. Det klassiske eksempel er Hadiths detaljerede beskrivelse af ritualerne i forbindelse med bønne. Men der er andre situationer, hvor Koranen giver svar på alt det, som det er nødvendigt at vide. Når Koranen siger, at du skal vise omsorg for dine medmennesker, har jeg ikke behov for at gå til en anden tekst for at se, at det også gælder over for ikke-muslimer, for det siger sig selv, at det gælder alle mennesker. Der har altid været muslimer, der har sat spørgsmålstegn ved Hadithsamlingernes troværdighed, fordi de ikke er blevet nedskrevet lige så konsekvent og lige så tidligt som Koranen. Så hvis et Hadithudsagn strider imod Koranens ord, er det Koranen, der gælder."

"Mange, der er opvokset i traditionelle arabisk-islamiske lande, forbinder eksempelvis mængden af stof, en kvinde hylder sig i, med både ærbarhed og gudsfrygt. For mig hænger de ting ikke sammen, for det har ikke noget med mængden af stof af gøre, men med den måde du opfører dig på.
    Det er nemt at være rettroende, for du ved, hvilke retningslinier du skal følge i det ydre. Det er langt sværere at blive sand troende, for da skal troen blive en integreret del af dit sind og dit væsen. Mange rettroende taler meget om påklædning og den slags. De bliver let ensrettede og tilbøjelige til at fordømme de mennesker, der ikke er som dem, og de marginaliserer sig selv i forhold til det omgivende samfund.
    For mig handler det ikke om efterligning, men om efterfølgelse. Koranen beskriver meget smukt, at troen er en livslang og helt personlig udviklingsproces, der fører den bevidst søgende fra et åndeligt stade til et andet. Vi bliver aldrig lig med Gud. Det er vigtigt at holde fast i. Men i kraft af at vi har fået et intellekt og en handlefrihed, har vi fået kimen til at kunne udvikle os hen imod en sindstilstand, som kan sammenlignes med det paradis, der ligger på den anden side af døden og dommedagen.
    Det har betydet meget for mig, at jeg er blevet troende. Bevidstheden om, at der er noget efter døden, sætter livet i et helt andet perspektiv. Det bliver nemmere, fordi man ved, det ikke kan gå helt galt, hvis man holder sig inden for en bestemt ramme, som i øvrigt er både fleksibel og rummelig. Min hverdag er også blevet lettere, for jeg fristes ikke af alt det materialistiske, som samfundet fokuserer så meget på. Det er ikke længere så vigtigt for mig at være accepteret i en bestemt kreds eller at have mange venner. Jeg bliver ind imellem bliver udsat for prøvelser. Så ved jeg, at jeg skal tænke mig om en ekstra gang og forsøge at vende det negative til noget positivt. Men der er vigtigt, at jeg hele tiden beder Gud om hjælp og viser, at jeg er troende."

© Aminah Tønnsen, januar 2004