Nye
muslimer:
Under overskriften "Et møde for
livet" inviterede Kristeligt Dagblad i sommer læserne til at deltage
i en kronik-konkurrence:
"Der kan være tale om mødet med en person - en
lærer, en religiøs person, et forbillede eller et helt almindeligt
menneske, der fik afgørende indflydelse på dit liv: på din måde at
handle på, at tænke på, at leve på, at det ikke var helt det samme
bagefter. Kort sagt: et møde, der forandrede dit liv. Mødet i sig selv
er knapt så væsentligt, som de konsekvenser, det efterfølgende
fik."
Af de 130 modtagne kronikker blev otte udvalgt til
offentliggørelse. Den ene af de otte bringes her:
LIVETS PUSLESPIL
Af Aminah Tønnsen Echammari
En
forårsmorgen i 1983 vågnede jeg op med en tydelig bevidsthed om, at jeg
var muslim. Forud var gået nogle år med usikkerhed, rådløshed og angst
for fremtiden. Jeg havde tretten år tidligere giftet mig ind i en
marokkansk familie. Velmenende sjæle havde advaret mig om de problemer,
jeg ville møde i et muslimsk samfund; men det skulle vise sig, at det var
ganske andre faktorer, der kom til at volde mig besvær.
Jeg er opvokset i nøjsomhed
i en lærerfamilie i Sydslesvig, hvor vi var vant til at tage fat og selv
ordne alt det praktiske i hus og have. Nu var jeg omgivet af mennesker,
der i kraft af deres uddannelse og erhverv førte et overklasseliv med
dertil hørende tjenestefolk. Kontrasten til weekenderne i storfamiliens
skød var enorm. I familiens øjne var vi rige - i kollegernes øjne
levede vi spartansk, for min mand hørte til de få, der afviste alle
former for bestikkelse. Det var en torn i øjet på mange kolleger, der
opfattede vor holdning som en kritik af deres levevis. Selv følte jeg mig
som en lus mellem to negle.
Den politiske situation
gjorde hverdagen utryg. "Stol aldrig på nogen" var det første
råd, jeg fik. I takt med at min mand avancerede i hierarkiet på sin
arbejdsplads, opdagede vi, at vor affaldstønde nu ikke kun blev
gennemrodet af forbipasserende fattige, der håbede på at finde noget
brugbart, men også af politistikkere. På et tidspunkt blev tre kolleger
i nattens mulm og mørke ført bort, og ingen hørte fra dem i et helt
år. Bagefter kunne de berette om umenneskelige forhold på vand og brød.
I de år kunne man ikke køre
ret langt uden at støde på militære kontrolposter. Attentatforsøgene
imod kongen i 1971 og 1972, den langvarige proces i Kenitra i 1972, hvor
en lang række personer blev dømt for forræderi imod regimet, og 'Den
Grønne March' mod Sahara i 1976, der satte hele landet i alarmberedskab,
har nok berørt mig mere, end jeg dengang var klar over. Jeg blev mere og
mere urolig og bekymret for fremtiden og kunne ikke sove, hvis min mand
blev kaldt til raffinaderiet om natten eller var på forretningsrejse i
ind- og udland; hvad med mig og børnene, hvis der skulle ske ham noget?
Usikkerheden var udmarvende.
I den
situation kom Danmark til at stå for mig som løsningen på alle mine
trængsler - jeg ville bare hjem. Set i bakspejlet var alting nok gået
nemmere, hvis jeg havde kunnet folde hænderne og bede en stille bøn; men
den tanke strejfede mig aldrig. Vist var jeg både døbt og konfirmeret -
men snarere af tradition end af overbevisning, for treenigheden havde
præsten ikke kunnet give mig nogen fornuftig forklaring på. Og i årene
i Marokko oplevede jeg tro som noget, der især optog gamle, syge og
analfabeter - og derfor mig ganske uvedkommende.
Det siger sig selv, at
Danmark havde forandret sig i de år, jeg havde været væk; men mit møde
med fremmedpolitiet blev ganske uventet en særdeles ubehagelig oplevelse,
der fuldstændig slog benene væk under mig...
Jeg begravede mig i arbejde:
Job, hus, have, mand og børn krævede alle mine kræfter og al min
opmærksomhed; men sjælen havde det mildest talt ikke for godt. I min
kvide lånte jeg en bog hjemme på min fars boghylde med den forjættende
titel 'Lev livet uden bekymringer'. Og tænk, her var en mand, der
påstod, at tro og bøn kunne være en god ballast i hverdagen. Jeg
lyttede ind i mellem til radioudsendelser som 'Mennesker og tro'; men
udtryk som 'Maria, Guds moder', 'en kvinde fødte Gud' og lange
udredninger af Jesu lidelseshistorie fik mig overbevist om, at tro nok
ikke var noget for mig.
Bekendte stillede ind i
mellem spørgsmål om islam, fordi de mente, at jeg efter otte år i et
muslimsk land måtte være ekspert på området. Derfor gav jeg mig i kast
med bibliotekernes dengang ret beskedne og - skulle det vise sig -
fordomsfulde udvalg af bøger om islam. Det kneb dog med gejsten og
engagementet; men et par gange følte jeg til min store forundring en fast
hånd i ryggen, der blidt puffede mig fremad: Det var åbenbart meningen,
at jeg skulle finde ud af, hvad islam virkelig stod for. Ad omveje fik jeg
fat i Yusuf Alis engelske koranfortolkning, og ganske langsomt voksede
erkendelsen af, at der er mere mellem himmel og jord end som så, frem.
Hin
forårsmorgen stod det klart for mig, at jeg - uden at det i grunden
rigtigt var gået op for mig - havde taget Koranens budskab til mig. Jeg
var ikke et sekund i tvivl om, at Gud havde sendt bud til mig, og at det
var i Koranen, jeg skulle finde løsningen.
Jeg læste nu Koranen med
ganske andre øjne - og med hjertet. Og det gik hurtigt op for mig, at de
leveregler, og den livsholdning, der omtales i Koranen, stort set var
identiske med den bagage, mine forældre havde givet mig med på vejen.
Alt fik dog nu tilføjet en ny dimension - og de første brikker til mit
livs store puslespil faldt på plads. Og stik imod den gængse opfattelse
viste Koranen sig slet ikke at være en rigid lovbog, men snarere en
højaktuel menneskerettighedserklæring og en vejledning i takt og tone
for omgangen med alt det skabte. At jeg ydermere i Koranen stødte på
udsagn om universets gåder, der umuligt kunne stamme fra menneskehånd,
var med til at bekræfte det helt unikke i budskabet. Og dér stod det
sort på hvidt: Jesus var menneske slet og ret - hvilken befrielse!
Da
jeg nogle år senere blev opmærksom på den tyske digter Johann Wolfgang
von Goethes bemærkelsesværdige og dybtgående kendskab til islam og på
hans forhold til kristendommen, faldt det med treenigheden på plads for
altid. Goethe var dybt troende; men hans venner hævdede, at man ikke
kunne være kristen uden at tro på treenigheden. Goethe meldte sig derfor
ud af kirken, for som han sagde: "At tro at tre er én, og én er tre
- det strider imod min retfærdighedssans. Og jeg kan ikke se, at det
skulle kunne hjælpe mig den mindste smule!" Præcis således føler
jeg selv: Jeg har ikke brug for at se Gud i menneskelig skikkelse for at
tro på Ham og på et liv efter døden. At jeg lever er et bevis på Guds
eksistens og på Hans kærlighed og barmhjertighed; og jeg kan mærke Hans
omsorg for mig, når Han besvarer mine bønner. Derfor har jeg ikke brug
for Bibelens lidelseshistorie for at tro på, at Gud tilgiver enhver, der
angrer sine synder, beder om tilgivelse og forbedrer sig.
Et par år senere havde jeg
en fantastisk religiøs oplevelse. Min mand var på forretningsrejse, og
børnene var til svømmestævne. Forårssol og fuglekvidder fyldte stuen,
hvor jeg havde sat mig godt til rette for af ren og skær nysgerrighed at
læse en lille bog om en muslimsk kvinde, der var blevet kristen. Hvad var
mon hendes motivation? Pludselig følte jeg, at jeg svævede i rummet -
vægtløs og fyldt af fred og harmoni. Hvor længe det varede, ved jeg
ikke; men jeg kunne ikke andet end falde på knæ og takke min Herre og
Skaber, fordi Han havde skænket mig tro uden treenighed, arvesynd og
forsoningslære.
At
være troende er - som Koranen så smukt beskriver - en livslang og helt
personlig udviklingsproces, der fører den søgende fra ét åndeligt
stade til et andet. Den barnlige frygt for Dommedag og regnskabet, der
skal gøres op, bliver til ærefrygt for Gud og Hans skaberværk. Tro
bliver til vished, og visheden om, at døden ikke er afslutningen, men en
milepæl på vejen, giver livet helt nye dimensioner og udfordringer.
Koranen er et budskab til
menneskeheden - den henvender sig skiftevis til Israels Børn (jøder),
til Skriftens Folk (jøder og kristne), til de troende (jøder, kristne og
muslimer) og til mennesker generelt. Koranen pålægger den enkelte at
fortolke og efterleve Skriften med ydmyghed, vid og sans. Hver gang man
læser Koranen, bliver man opmærksom på nye facetter og undres over, at
man ikke har bemærket dem før.
Enkle og fornuftige
leveregler, den naturlige omsorg for alt det skabte og menneskenes
ligeværd uanset sprog, hudfarve, kultur, køn, social status,
nationalitet eller tro giver islam en rummelighed uden sidestykke.
"Jøder, kristne og muslimer - enhver der tror på Gud og den Yderste
Dag og handler retfærdigt, har intet at frygte" siger Koranen; men
det forudsætter naturligvis, at man forholder sig til det oprindelige
budskab og ikke tilføjer det modstridende kulturelle traditioner eller
fremmede læresætninger.
Lidt efter lidt får man øje
på den altomfattende helhed, der på forunderlig vis fletter skabelsen
sammen i indbyrdes forbundethed, ansvarlighed og forpligtelse, og man kan
ikke andet end bøje sig i ydmyghed og taknemmelighed for Guds ufattelige
og endeløse visdom og godhed.
Der
er intet modsætningsfyldt i at være dansk og muslim. Islam er ligesom
kristendommen en verdensreligion med rod i Mellemøsten; og ligesom
kristendommen har også islam i historiens løb taget farve efter de
kulturer, den har bredt sig til.
Livets store udfordring
ligger i, at menneskene på tværs af indbyrdes forskelligheder og med
respekt for mangfoldigheden samarbejder for fred, værdighed, frihed og
ligeret for alle. Det kræver både menneskelig og åndelig modenhed at
møde medmennesket i ligeværdighed og med åbenhed og respekt. Ligesom
det kræver modenhed og rummelighed at opfatte pluralisme og mangfoldighed
som en berigelse - i stedet for en trussel imod ens egen identitet.
Når jeg bliver spurgt:
"Hvorfor valgte du islam?" må jeg svare, at det i første
omgang var Gud, der valgte mig. Han besvarede min søgen ved at vise mig
en flig af sandheden og gjorde mig bevidst om min egen bestemmelse.
Siden har jeg hvert eneste
øjeblik haft mulighed for og frihed til at fravælge Gud; men jeg vælger
Gud igen og igen, dag ud og dag ind. Han har beriget mig med indsigt i og
viden om det usete; Han har givet mit liv mening og givet mig styrke til
at klare livets prøvelser uden at få alt for store skrammer. At nogle af
mine landsmænd åbenlyst rejser tvivl om mine åndsevner, og andre
stempler mig som landsforræder, fordi jeg bekender mig til islam - og at
nogle af mine trosfæller opfatter mig som vantro, fordi jeg hører til
dem, der tolker Koranen i forhold til de aktuelle omstændigheder i stedet
for at videreføre en middelalderlig chauvinistisk-patriarkalsk tradition,
bliver en udfordring snarere end en byrde, fordi jeg føler Guds nærhed.
Han har bragt fred og harmoni ind i min tilværelse.
JEG SKYLDER GUD ALT. UDEN HAM ER JEG
INTET.
© Aminah Tønnsen
