Nye muslimer:

ALI AHMED KNUD HOLMBOE
(1902-1931)

Af Aminah Tønnsen

Knud Holmboe blev født i Horsens den 22. april 1902 som den ældste af syv søskende. Allerede tidligt skilte han sig ud fra andre børn: Lærerne fandt ham besværlig med sine mange spørgsmål. Han havde et mildt og blidt sind og tålte ikke, at hverken mennesker eller dyr skulle lide. Han bar aldrig nag til nogen, og hævnlyst var for ham en ukendt følelse. Lærere og kammerater udlagde dette som fejhed, men hans senere skæbne turde have bevist, at han var modigere end de fleste.
    Som syttenårig var han i København. En vinteraften mødte han en stakkel, som gik og frøs i sine slidte klæder. Knud tog sin nye overfrakke af og gav ham den og måtte så selv klare sig uden overtøj resten af vinteren.
    Som nygift bespiste han en hel vinter igennem 20 arbejdsløse, hvad der ganske ødelagde hans økonomi. Ofte lånte han penge ud; men han krævede dem aldrig tilbage, ikke engang når han selv stod på bar bund. Det var et særtræk hos ham, at han lige fra sin tidligste barndom kunne ofre alt for andre, og han tænkte kun lidt på sine egne behov. (Falkman p.34)
    I 1921 - som nittenårig - gik han i kloster i Clairvaux i Luxemborg og gik over til katolicismen; men dette gav ham ikke fred i sjælen. Han tog hjem til sin fødeby året efter og blev ansat ved Horsens Avis.
    I de følgende år rejste han til Tyrkiet, Syrien, Palæstina, Irak og Persien, og det var under disse rejser, at hans kærlighed til Islam og den arabiske verden blev vakt.
    I 1927 rejste han til Albanien og Balkan og skabte sensation ved at afsløre Albaniens præsident og hans fascistiske italienske bagmænd som gemene mordere.
    I 1928 flyttede han med sin unge hustru og datter til Marokko for at lære arabisk.
    I 1929 konverterede han til Islam og tog navnet Ali Ahmed.
    I 1930 tog hans hustru og datter hjem til Danmark, mens han selv som den første europæer i bil gennemrejste de nordafrikanske ørkener fra Marokko over Algeriet og Tunesien til Libyen.
    Det havde været hans hensigt at nå helt til Mekka; men de italienske myndighederne arresterede ham flere gange, idet han åbent tog libyernes parti i frihedskampen mod den brutale kolonimagt. Han veg heller ikke tilbage for at fortælle italienerne, at de arabere, de herskede over, måske var pjaltede, fattige analfabeter, men at de etisk ragede højt op over gennemsnitseuropæeren.
    Italienerne betragtede Ali Ahmed som beduinernes medsammensvorne og udviste ham til sidst til Kairo. Herfra skrev han den 29. september følgende brev til sine forældre (Falkman pp.117-119):

Kære Far og Mor!

Hvis denne rejse gennem Afrika ikke har medført andet resultat, kan jeg dog med sandhed sige, at den fuldstændig har ændret mit syn på livet. Jeg skal forsøge at forklare jer, hvad der er hændt, og jeg håber, I vil forstå mig, selv om jeg er meget mere kompliceret, end I nogensinde har regnet med.
    I Islam, den religion, jeg har valgt, og som jeg håber at beholde resten af mit liv, finder og fandt jeg netop alt det, som kunne hjælpe mig. Jeg skal forsøge at forklare hvordan.
    Der er ingen tvivl om, at jeg er begavet langt over gennemsnittet, eller, skulle jeg snarere sige, at jeg, da jeg var yngre, 20-22 år, var modtagelig for inspirationer, som virkelig var værdifulde. Jeg havde da det åbne sind, som er nødvendigt for at kunne modtage guddommelige inspirationer. Og alle virkelige inspirationer er guddommelige. Når en virkelig komponist, hvis værk griber tilhørernes hjerter, så de glemmer tid og sted, skaber sin musik, er han i forbindelse med det evige, det guddommelige. Hans timelige Jeg forsvinder, han lever i en anden verden, en anden tid, en tid, som hverken har begyndelse eller ende, hverken fødsel eller død. Når en digter skaber sit digterværk - her tænker jeg ikke på moderne ordartister - er han under den samme fortryllelse. Han ånder og lever kun for sin inspiration. I disse øjeblikke befinder han sig i Paradis, fordi han er nær ved det vældige, som vi kalder Gud.
    Men menneskene er besynderlige, og navnlig vort moderne europæiske menneske bliver dag for dag mere og mere ulykkeligt. Min egen udvikling er et slående eksempel herpå. Da jeg var en snes år gammel, var jeg i stand til at modtage inspirationer. At kunne dette er sikkert et tegn på, at man moralsk set er all right, og dette betyder igen, at man ikke på nogen måde er belastet med syndsfølelse eller føler sig som slave af materielle ting.
    Men langsomt blev jeg slave af materien, skønt jeg troede, jeg var dens herre. Resultatet blev til sidst kunstnerisk impotens. Kunstnerisk impotens betyder Helvede, dvs. at man er fjernt fra Guds ansigt. Man lider alle Helvedes kvaler, fordi man vil skabe, men ikke kan skabe. Den, som er fjernt fra Guds ansigt, kan intet skabe.
    I Islam tror vi på Gud, og vi tror, at de mennesker, som i højeste Grad har været nær ved Guds ansigt, nær den ubeskrivelige skønhed, som kaldes Gud, glemmer alt andet, ja selv døden. Profeten Isa - Jesus - var så nær ved Gud, at alle livets materielle sider, ja til og med døden blev uden betydning for ham. En perser, Ahib Hussain en Neiri, døde under tusinde lidelser, men med smil på læberne. Han så det uendelige. Han så Allah.
    Men kristendommen er langt, langt borte fra det islamitiske gudsideal. Kristendommen gjorde Profeten Isa til Gud - skønt Jesus var ligeså forskellig fra Gud som en flue fra mennesket. Kristendommen skabte en teologisk Gud og en vanvittig dogmatik med synd og nåde, kors og blod. Islam siger i stedet: Hvert menneske er født med Profetens gaver i sig; men mange, alt for mange, udsletter dem, og hjertet bliver en kødklump i brystet.
    Islam er en sund religion. Den lærer renlighed. Før hver bøn skal man vaske sig. Den lærer, at legemet er sjælens bolig, og derfor må holdes sundt. Derfor er brugen af vin og tobak forbudt. Islam, hvis moral er helt modsat kristendommens, afskyr en unaturlig munketilværelse. Den virkelige muselmand er et sundt menneske, som ikke er slave af noget som helst, som ikke tragter efter rigdom, men vil hjælpe andre og frem for alt udvikle sin sjæl til den enkelthed, som er målet.
    Livet, det materialistiske liv i Europa, tager det fine støv af sommerfuglens vinger og ødelægger evnen til at se skønheden. Jeg vil ikke påstå, at det moderne liv i Orienten er bedre; også orientaleren er påvirket at civilisationen, som er ødelæggende for alt sjæleliv, fordi den har gjort sig til menneskets herre, medens den burde være menneskets tjener.
    Men jeg så sandheden i ørkenen. Da jeg på niende dag slæbte mig frem uden mad og vand, da så jeg, hvad livet var, og ingen kan få mig til at forandre mening mere. Jeg har fundet 'de vises sten', jeg har sultet, jeg er ingen slave af materien, jeg er lykkelig. Mit fremtidige liv skal bygges på et grundlag, som fjerner lænken fra min fod og gør mig til herre i den verden, som er den eneste, der kan bringe lykke."

Fra Kairo sejlede Ali Ahmed hjem til Danmark. Her skrev han bogen Ørkenen brænder, hvori han fortæller om sine rejseoplevelser i Nordafrika og retter et skarpt angreb mod den italienske kolonialisme. Bogen udkom i 1931 og blev i en årrække forbudt. Arabiske aviser bragte store uddrag af bogen og hyldede Ali Ahmed som den, der havde vakt den arabiske verden til dåd.
    I 1931 satte Ali Ahmed atter kursen mod Mekka. Ingen ved med sikkerhed, hvad der skete, siden han på sin kamel forlod Akaba ved Det røde Hav den 11. oktober 1931. Alt peger på, at han blev myrdet i ørkenen; muligvis efter ordre fra europæiske kolonimagter, der frygtede reaktionerne på hans bog.

Knud Holmboe var én af de efterhånden mange, der på trods af omverdenens lidet positive syn på Islam turde erkende sine inderste behov og tage konsekvensen heraf.

© Aminah Tønnsen    

MIN VEJ TIL ISLAM

Ali Ahmed Knud Holmboe

Det var i El Kuds (Jerusalem), jeg modtog mit første indtryk af Islams skønhed. Hvad jeg forud havde vidst om denne religion var kun, hvad man lærer i skolerne over næsten hele Europa - at Muhammad ikke var noget andet end en efteraber af kristendommen og jødedommen, og at den tro, han grundlagde, var en vild og barbarisk tro, som kun havde til hensigt at foranstalte massakrer på de stakkels kristne, navnlig i Armenien.
    Da jeg besøgte Jerusalem for omkring 5 år siden, sluttede jeg mig på grund af religionsfællesskabet til europæerne. Som et resultat af skolekristendommen med dens fremstilling af Jesus som vor frelser og hans død på korset for vore synder, blev jeg allerede tidligt i livet en tvivler. Jeg begik den fejltagelse - som ikke er usædvanlig - at sætte lighedstegn mellem ordene Kristendom og religion, og i lang tid var min opfattelse af livet fuldstændig negativ.
    Et alvorligt menneske kan i længden ikke eksistere uden religion, uden et etisk grundlag for sin livsførelse. Jeg søgte sandheden og fik et dybt indtryk af den musikalske skønhed og kunst, som jeg fandt i den romersk-katolske kirke.
    Det var på den tid, jeg kom til Jerusalem.
    Man fejrede påske i Den hellige Gravs Kirke. Golgatha, som ligger på toppen af en smal trappe, er delt mellem græsk- og romersk-katolske præster, og den store påskemesse skulle holdes. Mennesker fra hele verden var kommet for at være vidne til messen på selve Golgatha.
    Den begyndte, men den udviklede sig snart til et heftigt klammeri mellem de græske og romerske præster. Prælater, klædt i fløjl og silke, skændtes som arrige, gamle kællinger; der blev kastet med stole, og der brugtes ord, som var værre end dem, man kan høre på en markedsplads. I et hjørne bad en bonde fra Karpaterne andægtigt sin rosenkrans. I en glasmontre på væggen havde man sat en smilende Madonna. Hun bar et armbåndsur, som gnistrede af diamanter, og var et par år tidligere blevet dekoreret med den franske krigsmedalje.
    I det øjeblik forstod jeg, at kristendommen i den form, jeg kendte den, havde meget lidt tilfælles med sand religion, og at mennesket Kristus, som man havde gjort til et forgyldt billede, ikke ville have været kristen, hvis han havde levet i dag.
    Jeg var fortvivlet. Endnu en gang sank jeg ned i den bitreste tvivl, i den dybeste nedtrykthed. Jeg gik ud af Den hellige Gravs Kirke og ind i Omars Moské, som står der, hvor engang Salomons tempel løftede sig. I Omars Moské herskede den fuldkomne stilhed. Ingen præster messede eller prækede eller forvandlede brød og vin til Gud, ingen musik hypnotiserede og ledte hjertet bort fra klar forståelse.
    Jeg tog plads i et hjørne og så, hvorledes muslim efter muslim stille kom ind, efterlod sine sko ved indgangen, faldt på knæ med ansigtet vendt med Mekka og bad sin bøn. Her fandtes der ingen kunstnerisk udhugget kristusfigur; her var man alene med den mægtige Gud, af hvis lys en lille funke genspejles i ethvert menneskehjerte.
    Dette gjorde det dybeste indtryk på mig, og min opfattelse af Islam begyndte at forandres. Nogle få dage senere gik jeg til min gode ven, den islamitiske lærer Adel Gabre i El Kuds og lånte en engelsk oversættelse af Koranen. Det var Rodwells version, og jeg fandt den meget svær at forstå..
    Jeg vidste ikke dengang, at den arabiske Koran ikke kan oversættes af filologer; men at kun den, som i ånd og sandhed er i stand til at fatte dens grænseløse skønhed, svagt kan gengive den i en oversættelse. Muhammad var en beduin, ude af stand til at læse og skrive; men så grebet var han af den guddommelige inspiration, han modtog, at han følte sig tvunget til at meddele hele verden, hvad han så. Han sang vers efter vers af Koranen, som blev indgivet ham under guddommelig inspiration.
    Da begyndte jeg at studere arabisk, og dette førte mig til Islam.
    Xauen - i spansk Marokko - ligger på et bjerg, og her besøgte jeg en dag, da jeg var træt af civilisationen og dens hule, udvendige liv, en moské. Hele udstyret bestod af en stråmåtte på gulvet, og i begyndelsen var jeg alene. Efter nogen tids forløb trådte en gammel mand ind. Hans klæder hang i laser, og han så ud til at være syg, men hans ansigt strålede af lys. Han så på mig et øjeblik. Så kom han hen til mig, rakte mig sin hånd og sagde:
    - Du er ikke herfra? Hvorfor kommer du til moskéen?
    Jeg svarede, at jeg ikke kendte mig selv; men at jeg fandt fred i moskéen, og jeg bad ham fortælle noget om Islam.
    - Ved du, hvad Gud er? spurgte han.
    Jeg rystede på hovedet.
     - Hvis du forestiller dig, sagde han, at alle menneskehedens etiske idealer har nået deres fuldendelse, ville de kun danne en lille del af Gud. Synet af Gud har overvældet profeters og engles hjerte, skønt de bare forstod en ubetydelighed af Hans almagt. Hvad er din religion?
    - Jeg har ingen, svarede jeg.
    Han så meget alvorligt på mig, tog min hånd og sagde:
    - Meget få fremmede forstår Islam - navnlig blandt jer, som kommer fra Europa med jeres opfattelse af, at civilisation og materielle fremskridt er det eneste, som er værd at leve for. Vor store filosof Ghazali siger, at i hvert menneske findes der legemliggjort en hund, et svin, en engel og en djævel.
    - Hvad er en engel? spurgte jeg.
    - En engel, sagde han, er det lyse element i din sjæl. En engel er billedet af Gud i dit hjerte. Hvis du tildækker dette billede, kan du ikke se Gud. Men Gud er til, enten du ser ham eller ej. Og enhver har en engel i sit hjerte, derfor er det enhvers pligt ikke at fremkalde svinet eller hunden i sig! Engelen - legemliggørelsen af lyset - fængslet med et svin eller en hund. Dette er, hvad vi kalder Helvede, den største elendighed af alle. Derfor må du finde den lige vej til Gud, den vej, hvorad du kan komme nærmere til Hans ophøjethed. Denne vej er Islam.
    - Men hvorfor ikke lige så godt kristendommen eller buddhisme eller teosofi eller nogen anden af alle de mange religioner i verden? spurgte jeg
    Den gamle mand smilede.
    - Alle religioner indeholder noget af sandheden - noget af Islam. Men kristendommen fjerner sig mere og mere fra Gud, og den har stillet præsterne mellem menneskene og Gud. Profeten Muhammad - fred være med ham! - lærer ikke, som man påstår, nogen ny religion i Koranen. Muhammad tager kun det væsentligste i de allerede eksisterende religioner. Vejen til Gud er Islams eneste dogme. Vi har ingen præster, vi har ingen billeder i vore moskéer. Hvordan skulle man kunne gengive Gud på et maleri? Vi kan intet andet end bede til Ham og Ham alene!
    - Hvem var da Muhammad? spurgte jeg.
    - Kun en profet ligesom Jesus, Moses, Abraham, Buddha og tusind andre; en af de udvalgte, som så Guds storhed og måtte råbe den ud over verden. Kristendommen leder menneskene bort fra Gud, fritager dem for alt ansvar ved at lære, at Kristus er frelser, og at han døde for vo re synder. Muhammad lærer intet sådant og siger, at heller ikke Jesus selv gjorde krav på at være Gud. Ofte hedder det i Koranen: "Jeg er kun et menneske ligesom I." Islam siger os, at ethvert menneske har pligt til at åbne sin sjæl. Han må bede fem gange om dagen, så at billedet af Gud og vejen til Gud kan bevares med fuld klarhed i hans sjæl. Derfor er berusende drikke forbudt, og derfor må han faste en måned om året, for at hans legeme skal blive en sund bolig for hans sjæl. Forskellen mellem Islam og alle andre religioner er, at alle andre religioner siger, at gennem troen skal du udføre din gerning. Islam siger snarere, at gennem gerningen fødes troen. -
    Få måneder senere tilhørte jeg Islam, den religion jeg, om Gud vil, skal følge, til jeg dør. Endnu en tid efter var jeg vidne til de afskyelige ugerninger, italienerne gjorde sig skyldig i mod vore islamitiske brødre i Tripolis og Cyrenaika, og for første gang i mit liv skammede jeg mig over at være europæer.
    Det er min tro og mit håb, at Islam har en fremtid, navnlig i Nordeuropa, hvor menneskene i vor tid søger en religion, som kan give dem mere end kristendommen, som man har mistet al respekt for, og at fremtidens religion skal blive Islam og intet andet. Kun Islam kan i modsætning til bolchevisme, socialisme og alle moderne påfund til menneskehedens lykke gøre hvert individ fuldstændig lykkeligt.

Kilde: ISLAMIC REVIEW okt. 1931.

Litteratur:

http://www.knud-holmboe.com/ 

FALKMAN, Willy: 
          På spor efter Knud Holmboe, 1932.

HOLMBOE, Knud: 
          Ørkenen brænder! Oplevelser blandt Saharas og Libyens beduiner,
       1931.

PEDERSEN, Frode: 
          Knud Holmboe. HUG nr. 61, 1991, temanummer om araberne.

RUBERG, Kim: 
          Ørkenens danske helt. Jyllands-posten, den 2. august 1987, pp.10-14.

KNUD HOLMBOE, A Martyr og Freedom of Expression