Nye muslimer:

'ABDU 'L-AHAD DAWUDs

VEJ TIL ISLAM

David Benjamin Keldani blev født i 1867 i landsbyen Digala nær Urmia i Persien. I 1886-89 var han ansat ved ærkebiskoppen af Canterburys Mission for de assyrisk-nestorianske*) kristne i Urmia. I 1892 blev han sendt til Rom for at studere filosofi og religion og blev ordineret til romersk-katolsk præst tre år senere.
    I samme tidsrum skrev han flere artikler til teologiske tidsskrifter, bl.a. om De fem Mosebøgers autenticitet, og han oversatte Ave Maria til flere forskellige sprog. På vej tilbage til Persien i 1895 skrev han i Konstantinopel en lang serie artikler på engelsk og fransk, som blev offentliggjort i Øst-Kirkernes Levant Herald. Samme år sluttede han sig til den franske hospitals-mission for spedalske i fødebyen Urmia og startede det syrisk-sprogede missions-tidsskrift Sandhedens Stemme.
    I 1897 blev han af ærkebiskopperne i Urmia og Salmas udvalgt til at repræsentere Den Øst-katolske Kirke ved en kongres i Frankrig. På kongressen holdt Fader Benjamin, som han blev kaldt, et foredrag, som senere blev offentliggjort i Kirkens årsskrift. Heri beklagede han det katolske uddannelsessystem blandt nestorianerne og forudsag­de, at russiske præster snart kunne forventes til Urmia.
    I 1898 var Fader Benjamin tilbage i Persien, hvor han bl.a. oprettede en skole i Digala. Året efter blev han af de gejstlige myndigheder sendt til Salmas stift for at mægle i en konflikt mellem ærkebiskoppen og fædrene ved hospitals-missionen for spedalske - en konflikt, der truede med at udvikle sig til regulær kirkesplittelse.

Nytårsdag 1900 holdt Fader Benjamin sin sidste, mindeværdige prædiken for en stor forsamling - inklusive mange ikke-katolske armeniere - i katedralen i Salmas over emnet: Nyt århundrede og nye mænd. Han mindede om, at nestorianske missionærer havde prædiket Evangeliet i hele Asien før Islams komme; at de havde utallige missions-stationer i Indien, Tartariet, Kina og Mongoliet; at de havde oversat Evangeliet til tyrkisk og andre sprog; at de katolske, amerikanske og anglikanske Missioner til trods for, at de kun havde bragt den assyrisk-kaldæiske befolkning**) lidet godt i form af basisuddannelse, havde splittet befolkningen i Persien, Kurdistan og Mesopotamien i utallige fjendtligsindede sekter; og at deres indsats var dømt til at forårsage det endelige sammenbrud. Derfor opfordrede han den indfødte be­folkning til at bringe ofre for at stå på egne ben som mænd, og ikke fremdeles være af­hængig af udenlandske Missioner m.v. 
    Fader Benjamins bemærkninger vakte selvfølgelig alt andet end begejstring hos de tilstedeværende missionærer. Den apostolske Fader Lésné hastede til Salmas fra Urmia; han forblev Fader Benjamins ven og støtte til det sidste, og sammen vendte de tilbage til Urmia, hvor en ny russisk Mission allerede havde eksisteret siden 1899. Og nestorianerne sluttede sig med stor entusiasme til det russiske imperiums 'hellige' tsar!
    Fem store Missioner - amerikanere, englændere, franskmænd, tyskere og russere - forsøgte med opbakning fra rige konsuler og ambassadører at omvende en assyrisk-kaldæisk befolkning på et hundred tusinde sjæle fra 'kættersk' nestorianisme til den ene eller den anden af de fem retninger. Men den russiske Mission gik af med sejren, og det var denne Mission, der i 1915 (in)direkte tvang Persiens assyrere samt Kurdistans bjergstammer, som var udvandret til sletterne omkring Urmia og Salmas, til at gribe til våben mod deres respektive regeringer. Resultatet blev, at halvdelen af befolkningen mistede livet, og resten blev fordrevet fra deres fædrene jord.

Fader Benjamin var begyndt at tvivle på, om Kristendommen med alle dens afskygninger virkelig var Guds sande religion. I sommeren efter hin opsigtsvækkende nytårsprædiken trak han sig tilbage til sit hus i vinmarkerne omkring Digali. Dér tilbragte han en hel måned i bøn og meditation, mens han igen og igen læste Skrifterne på deres originalsprog. Hans krise kulminerede i en formel opsigelse til ærkebiskoppen af Urmia, i hvilken han ærligt forklarede grunden til, at han ønskede at opgive sine præstegerning. De religiøse autoriteter forsøgte forgæves at få ham til at tilbagekalde sin opsigelse. Bag opsigelsen lå intet personligt uvenskab el. personlige stridigheder mellem Fader Benjamin og hans foresatte - det var alene et samvittighedsspørgsmål.
    I flere måneder var Mr. Dawud, som han nu kaldte sig, inspektør ved det persiske post- og toldvæsen under belgiske eksperter i Tabriz. Senere blev han ansat af kronprins Muhammad Ali Mirza som lærer og tolk. I 1903 besøgte han igen England og sluttede sig til unitarierne***), der året efter sendte ham tilbage til Persien for at undervise og oplyse sit eget folk. På vej til Persien gjorde han holdt i Konstantinopel - og efter et par samtaler med islamiske lærde antog han Islam.

Da han senere blev spurgt, hvorledes han fandt vej til Islam, skrev han:

"Min omvendelse til Islam kan ikke tilskrives andre årsager end Gud, Den Almægtiges nådige vejledning. Uden sådan guddommelig vejled­ning vil enhver søgen efter viden - ligesom andre bestræbelser for at kende sandheden - lede mennesket på vildspor. Fra det øjeblik, jeg var overbevist om Guds absolutte énhed, blev Hans hellige Apostel Muhammad­ forbillede for min adfærd og hele mit liv."

Fra: 'Abdu 'l'Ahad Dawud: Muhammad in the Bible, Qatar, 1980.

Islamisk Studiebogssamling 1994 &  februar 2002