Tidl. domprovst Poul E. Andersen bruger i sin kronik den 1. februar en indisk forfatter til at vise, at danskere, der som voksne vælger at bekende sig til islam, er både neurotiske, historie-, kultur- og fædrelandsløse i deres eget land. Det ville unægteligt have været mere naturligt og relevant at spørge de implicerede - og ingen m/k i min omgangskreds svarer til den beskrivelse, PEA giver af de "danskfødte ny-muslimer". Vi er tværtimod stort set alle blevet mere danske med årene!
    Selv er jeg blevet mere og mere klar over, hvor meget min egen opvækst har præget mig - og det er jeg bestemt ikke ked af, for den er en god ballast i hverdagen:

Jeg er vokset op i en slægt, hvor utallige mænd og kvinder i dette århundrede har fundet deres ægtefælle og/eller bosat sig rundt omkring i verden. Forskellige sprog, racer, kulturer og religioner præger nu slægten - og dog samles vi fortsat til højtider og mærkedage og rejser gladeligt verden rundt for at nyde hinandens selskab.
    Jeg er også vokset op i efterkrigstidens Flensborg, og har haft det danske sprog og højskolesangbogens sange med mig overalt som en usynlig, men kraftfuld og styrkende bagage - også efter jeg er blevet troende muslim. Jeg har gået på en skole, hvor jeg fem gange om ugen har sunget morgensang stående foran en talerstol med indskriften "modersmål er vort hjertesprog" - en skole bygget på det sted, hvor Dronning Margrethe den førstes slot knejsede over fjorden - i en by, hvor det danske rigsvåben med Chr. den fjerdes valgsprog "fromhed styrker rigerne" pryder den nordre byport side om side med det slesvig-holstenske nældeblad med indskriften "fred ernærer - ufred fortærer". Var der nogen, der sagde: historie- og kulturløs?

Jeg har altid tilhørt et eller andet mindretal, men har aldrig været i tvivl om, at jeg havde samme rettigheder og pligter som alle andre samfundsborgere. Mine forældre viede deres liv til retten til at være dansk i Sydslesvig, og mine søskende er gået i deres fodspor. Selv har jeg viet mit liv til retten til at være dansk muslim i mit fødeland Danmark - uden at blive forkætret af mine trosfæller og ringeagtet og forhånet af mine landsmænd. Kampen er bestemt ikke omkostningsfri; men det ser ud til, at jeg har arvet min mors jydske besindighed og min fars angelske stædighed - og gudskelov får jeg da også ind i mellem positive reaktioner og skulderklap fra folk, der ikke selv orker at stå frem på øretævernes holdeplads.
    I Sydslesvig er udviklingen gået fra at leve imod hinanden, ved siden af hinanden og med hinanden til at leve for hinanden. Jeg tror fuldt og fast på, at det også er muligt i Danmark - selvom det nok ikke bliver i min levetid.

At være dansk muslim er ikke mere modsætningsfyldt end at være dansk jøde eller dansk kristen, for alle tre religioner har fælles rødder og fælles værdier. Mange flere muslimer ville være lige så danske som jeg og mine bekendte, hvis blot de fik rum og mulighed for at dyrke deres tro under værdige forhold og blev mødt med åbenhed og respekt. Hvis et menneske pr. definition betragtes som andenrangs og uønsket og konstant bliver mistænkeliggjort og gjort ansvarlig for alverdens ulykker - uden at ret mange interesserer sig for dets ressourcer, evner og kvaliteter - er det ikke så sært, at det lukker sig ude af samfundet og søger accept og respekt i traditionsbundne indvandrerkredse i stedet.

De, der er danske under udelukkelse af alle andre, har ikke forstået, hvad det vil sige at være dansk.

De, der er troende under udelukkelse af alle andre, har ikke forstået, hvad det vil sige at være troende - og har dybest set ikke forstået, hvad det vil sige at være menneske, og hvilke forpligtelser det indebærer.

Bragt i KRISTELIGT DAGBLAD den 8. maj 2000