Nye muslimer:

MIN VEJ TIL ISLAM

         Af Yusuf Islam (tidl. Cat Stevens)

Alt, hvad jeg har at sige, er blot en bekræftelse af, hvad I allerede ved: Budskabet, som det blev givet til Profeten af Gud - Sandhedens Religion.
    Som mennesker har vi forpligtelser, der placerer os på toppen af skabelsen. Mennesket blev skabt til at være Guds stedfortræder på jorden, og det er vigtigt, at vi forstår denne forpligtelse for at befri os fra alle illusioner, så vi kan gøre dette liv til en forberedelse til det kommende. Den, der lader denne chance slippe fra sig, vil sandsynligvis ikke få en ny chance. Der står nemlig i Koranen, at når mennesket skal stå til regnskab, vil det sige: "Oh Herre! Send os tilbage og giv os endnu en chance." Herren vil sige: "Hvis jeg sender jer tilbage, vil I blot gøre ligeså."

Min barndom
Jeg voksede op i den verden af luksus og rampelys, der hører forlystelses­branchen til. Jeg blev født i et kristent hjem; men vi ved, at ethvert barn fødes i dets oprindelige natur - det er dets forældre, der opdrager det i denne eller hin religion. Jeg fik en kristen opdragelse og havde en kristen tankegang. Jeg lærte, at Gud eksisterer; men der var ikke nogen direkte kontakt med Gud, så vi måtte kontakte Ham gennem Jesus; han var vejen til Gud. Jeg accepterede dette mere eller mindre; men jeg slugte ikke alting råt.
    Jeg så på nogle Kristus-statuer - det var blot sten uden liv. Og da de sagde, at Gud var tre, blev jeg tvivlrådig; men jeg kunne ikke modbevise det. Jeg troede mere eller mindre på det, fordi jeg havde respekt for mine forældres tro.

Popstjerne
Gradvis fjernede jeg mig fra min religiøse baggrund. Jeg begyndte at lave musik. Jeg ville være en stjerne. Alle de ting, jeg så i film og i massemedierne, fik tag i mig, og jeg troede næsten, at dét var min gud: At tjene penge. Min onkel havde en stor bil. "Han har succes", tænkte jeg. Han havde mange penge. De mennesker, jeg omgikkes, påvirkede mig til at tro, at denne verden var Gud.
    Mit liv skulle bestå i at tjene penge og 'leve' livet. Popstjernerne blev mine forbilleder, jeg begyndte at skrive sange; men det sad dybt i mig, at når jeg blev rig, ville jeg hjælpe de trængende.
    Med tiden blev jeg meget berømt. Jeg var stadig meget ung, mit navn og mit billede blev slået op i medierne. De gjorde mig større end livet, så jeg ville 'leve' livet, og den eneste måde var at blive forgiftet af alkohol og narkotika.

På hospitalet
Efter et år med økonomisk succes og vildt liv, blev jeg meget syg. Jeg fik tuberkulose og måtte indlægges på sygehus. Da var det, at jeg begyndte at tænke over tingene: Hvad var der hændt mig? Var jeg blot en krop, og var mit mål i livet blot at tilfredsstille denne krop? Jeg forstår nu, at denne katastrofe var en velsignelse fra Allah, en chance for at åbne mine øjne. "Hvorfor er jeg her, hvorfor er jeg sengeliggen­de?" - og jeg begyndte at lede efter svar. På den tid herskede der stor interesse for Østens mystik. Jeg begyndte at læse, og det første, jeg blev klar over, var døden, og at sjælen går videre. Jeg følte, at jeg havde fundet vejen til velsignelse og fuldkommenhed. Jeg begyndte at meditere og blev endda vegetar. Jeg troede på fred og 'flower power' - det var den generelle tendens. Mens jeg lå på hospitalet, gik det op for mig, at jeg ikke blot var en krop.
    En dag, da jeg var ude at spadsere, blev jeg overrasket af et regnvejr. Jeg begyndte at løbe i ly; men så gik det pludselig op for mig, at min krop blev våd. Det fik mig til at tænke på et gammelt mundheld, der siger, at kroppen er som et æsel, der er blevet trænet til at gå, hvor det skal gå - ellers vil det føre dig derhen hvor det selv ønsker.
    Jeg blev klar over, at jeg har en vilje - en gave fra Gud: Følg Guds vilje. Jeg var fascineret af den nye terminologi, som jeg lærte af Østens religioner: Jeg havde fået nok af Kristendommen. Jeg gik på scenen igen; men jeg var blevet mere eftertænksom. Jeg husker teksten i én af mine sange: "Hvis bare jeg vidste, hvis bare jeg vidste, hvad der er Himmel, og hvad der er Helvede. Vil jeg lære dig at kende i min seng eller i en støvet celle, mens de andre når til det store hotel?" Og jeg vidste, at jeg var på den rette vej.
    Jeg skrev en anden sang: "Vejen til at finde Gud." Jeg blev endnu mere berømt i musikkens verden. Det var virkelig en svær tid for mig, fordi jeg blev rig og berømt; men samtidig søgte jeg oprigtigt Sandheden. Jeg nåede et punkt, hvor jeg besluttede, at Buddhismen er god og nobel; men jeg var ikke parat til at forlade den verden, som jeg var blevet så afhængig af. Jeg var ikke parat til at blive munk og isolere mig selv fra samfundet.
    Jeg prøvede Zen og Ching, numerologi, kort og astrologi. Jeg prøvede at gå tilbage til Bibelen igen; men den sagde mig intet. Dengang vidste jeg intet om Islam. Da skete, hvad jeg vil kalde et mirakel: Min bror havde besøgt moskéen i Jerusalem, der havde gjort et stort indtryk på ham. På den ene side sprudlede den af liv (ulig kirkerne og synagogerne, der stod tomme) - på den anden side herskede der en atmosfære af fred og ro.

Koranen
Da han kom tilbage til London, havde han en oversættelse af Koranen med til mig. Han blev ikke selv muslim; men han fandt noget i denne religion og tænkte, at jeg måske også kunne finde noget i den.
    Jeg fik Bogen – en vejledning, der kunne forklare mig: Hvem var jeg? Hvad var meningen med livet? Hvad var virkeligheden, og hvor kom jeg fra? Jeg blev klar over, at dette var den sande religion. Ikke religion som vesterlændinge normalt opfatter det - ikke religion som en trøst i alderdommen. I Vesten stemples enhver, der bekender sig til en religion, som fanatiker. Jeg var ikke fanatiker. Jeg var blot forvirret i spørgsmål om krop og sjæl; men jeg fandt ud af, at krop og sjæl udgør et hele og at man ikke behøver at gå til bjerget for at blive religiøs. Vi må følge Guds vilje - så kan vi nå højere op end selv englene. Nu ønskede jeg af hele mit hjerte at blive muslim.
    Jeg blev klar over, at alting tilhører Gud, at søvn aldrig overmander Ham. Han skabte alting. Da jeg var nået til dette punkt, begyndte jeg at miste min indre stolthed, for indtil da havde jeg troet, at min egen storhed var grunden til, at jeg var til. Jeg blev klar over, at jeg ikke selv havde skabt mig selv, og at meningen med min tilstedeværelse her på jorden var at underlægge mig den lære, som blev fuldkommengjort i den religion, som vi kalder Islam. Jeg opdagede min egen tro; ved at læse Koranen følte jeg, at jeg var muslim. Jeg blev klar over, at alle de profeter, som Gud sendte gennem tiderne, prædikede det samme budskab. Hvorfor var jøder og kristne så anderledes? Jeg vidste nu, at jøderne ikke accepterede Jesus som Messias, og at de havde ændret Guds ord. Selv de kristne misforstod Guds ord og kaldte Jesus for Guds søn.
    Alting fik pludselig mening for mig. Dét er Koranens skønhed: Den påbyder dig at tænke og bruge din sunde fornuft og at tilbede alle tings skaber i stedet for solen eller månen. Koranen påbyder mennesket generelt at gøre sig tanker om solen og månen og alt det, Gud har skabt. Er du klar over, hvor forskellige solen og månen er? De befinder sig i forskellig afstand fra jorden, men forekommer os dog at være lige store; sommetider synes de endda at overlappe hinanden. Og når astronauter begiver sig ud i verdens­rummet, ser de, hvor ubetydelig jorden forekommer i forhold til rummet. Flere af dem bliver religiøse, fordi de føler at have set Guds tegn.
    Da jeg fik læst mere i Koranen, begyndte jeg at tale om bøn, næstekærlighed og godgørenhed. Jeg var ikke endnu muslim, men følte dog, at Koranen var det eneste svar for mig, og at Gud havde sendt den til mig; men jeg bevarede det som en hemmelighed. Koranen taler også på forskellige niveauer. Jeg begyndte at forstå den på et andet niveau; dér, hvor Koranen siger: "De, som tror, tager ikke ikke-troende som venner, og de troende er brødre." Jeg var nu nået dertil, at jeg ønske­de at møde mine muslim brødre.

Omvendelse
Jeg besluttede at rejse til Jerusalem (ligesom min bror havde gjort). I Jerusalem satte jeg mig i den store moské. En mand spurgte, hvad jeg ønskede. Jeg fortalte ham, at jeg var muslim. Han spurgte mig om mit navn. "Stevens", sagde jeg. Han var forvirret. Jeg deltog i bønnen, om end ikke med større succes. Tilbage i London mødte jeg Søster Nafisa. Jeg fortalte hende, at jeg ønskede at antage islam, og hun ledte mig til New Regent moskéen. Det var i 1977, ca. 1½ år efter, at jeg havde fået Koranen.
    Jeg indså, at jeg måtte bekæmpe min stolthed, bekæmpe Iblis og følge én bestemt vej. En fredag efter middagsbønnen gik jeg til ima­men og bekendte min tro (kalima). Jeg fortalte ham, at han stod foran én, der havde opnået velstand og berømmelse; men at jeg ikke havde kunnet finde vejledning, før jeg fandt Koranen. 
    Jeg var blevet klar over, at jeg endelig kunne komme i direkte kontakt med Gud, i modsætning til i Kristendommen eller nogen anden religion. Som en hindu dame sagde til mig: "I forstår ikke hinduerne. Vi tror på én gud; men vi bruger disse idoler til at koncentrere os." Hvad hun mente var, at for at nå Gud, var man nødt til at skabe partnere. Islam tager alle disse forhindringer bort. Det eneste, der skiller de troende fra de ikke-troende, er bønnen. Det er en renselsesproces.
    Til slut vil jeg gerne sige, at alt, hvad jeg foretager mig, gør jeg for at glæde Gud, og jeg beder for, at I må blive inspireret af mine oplevelser. Jeg vil gerne pointere, at jeg ikke havde kontakt til nogen muslimer, før jeg antog Islam. Jeg læste Koranen og indså, at intet menneske er perfekt, og at vi vil have fremgang, hvis vi følger Profetens Sunna. Må Allah vejlede os til at følge Profeten Muhammads vej. Amen!

Fra: THE MUSLIM WORLD LEAGUE JOURNAL, vol. 18, nos. 3&4, Sept.­/Oct. 1990.

Du kan læse mere om Yusuf Islam og hans videre livsforløb på hans hjemmeside

 www.mountainoflight.co.uk 

Under emnet "profiles" ligger en lidt længere version af ovenstående med titlen "My journey from Cat Stevens to Yusuf Islam".

Leap of Faith ARAB NEWS 16. november 2006