Europæisk islam:

Når man taler om trosforhold og åndelige sammenhænge bruges termen religion oftest. Dette udtryk stammer fra det latinske religio, religare "at binde fast" - her gudstro eller menneskets forhold til det guddommelige. Dette rummer adskillige aspekter bl.a. vedrørende det tros- og samfundsmæssige. Jesus sagde som bekendt: "Giv kejseren hvad kejserens er, og giv Gud hvad Guds er!" Om dette udsagn drejer spørgsmålet om sekularisering sig.
    I Europas historie ser vi både teokratiske og sekulariserede holdninger og systemer. Dette er ikke noget nyt. Det nye er, at forholdet er blevet mere omfattende og kompliceret. Kætterbålenes tid er forbi, men intolerancen, det at vide bedre og fordømmelsen lever stadig. På sin vis har inkvisitionen stadig muligheder - navnlig dér, hvor frustrationerne tager overhånd. I flere sammenhænge betragtes trosspørgsmål som gammeldags og ude af trit med virkeligheden i et moderne samfund. Ja, nogle vil hævde, at Gud ikke blot er død - men at Han har aldrig eksisteret undtagen i den menneskelige fantasi.
    Dette må være sekularisering - frigørelse fra religionen - i højeste potens! Religiøse mennesker vil sige, at det er de ikke troendes uvidenhed, selvoptagethed og hengivelse til det verdslige, som er baggrunden for denne sekularisering. Nogle vil endog hævde, at 1500-tallets reformatoriske bevægelser i Europa var medvirkende hertil. Den katolske kirkes teokratiske styre, hvor både den gejstlige og verdslige magt var samlet i pavens hånd, modvirkede en adskillelse eller en sekularisering.

Germansk ret og romerret
Det spændende perspektiv i det religiøse og samfundsmæssige billede hele den europæiske middelalder igennem er netop spændingen mellem religion og stat. Det var den samme spænding, som var baggrunden for det aldeles ikke uskyldige spørgsmål til Jesus om, hvem man var skat skyldig! Denne spænding fandtes altså også i romerriget og hos jøderne, hvilket også er tilfældet i dag i Israel med spændingen mellem de ortodokse og de mere sekulariserede og pragmatiske jøder.
    I Europa var det almindeligvis høvdingen, fyrsten eller kongen, som var valgt eller indsat af Guds nåde - og da den katolske kirke havde det samme syn vedrørende pavens position og stilling, så måtte dette forhold uvilkårligt føre til kampe og katastrofer. Eksemplerne er flere. Her kan man blot erindre danske middelalderkongers - f.eks. Erik Menveds kamp med kirken eller tyske kejseres tilsvarende problemer.
    Kampen var nok religiøs, men den var særdeles verdslig, i og med at striden i højeste grad stod om ejerskabet af jord og kirkegodser. Hvad det enkelte menneske troede eller ikke troede var mindre vigtigt. Almindelige menneskers kræfter, ejendom og liv blev først interessante, når der skulle føres krige, indkræves skatter eller statueres eksempler ved hjælp af bandlysninger eller kætterbål. Ud fra en overfladisk betragtning virker disse forhold forrykte, men ud fra en nøjere vurdering, så var det en kamp på liv og død om, hvem der skulle eje og nyde godt af samfundets rigdomme. I protestantiske lande tog sekulariseringen til ud fra de just nævnte pekuniære sammenhænge. Kejseren fik - eller tog - det, som han mente var hans. Kirken trådte i baggrunden. Den anden faktor som også spirer frem i renaissancen, og som fører til oplysningstiden med den klippefaste tro på videnskabens og dens præsters d.v.s. videnskabsmændenes ufejlbarlighed, var dels de kirkelige dogmers og læresætningers sammenbrud og videnskabens stormskridt mod de horisonter, som vi end ikke i dag skimter.

Socialismens og kommunismens sekularisering: ateismen
I 1800-tallets Europa blev socialismen/kommunismen genfødt ved Karl Marx og Friedrich Engels. Nogle - og navnlig socialister og kommunister - tror, at det er noget nyt. Den religiøse sekularisering blev ophøjet til dogme. Kejseren havde vundet, men han var blevet erstattet med f.eks. Lenin, Stalin i Sovjetunionen og Mao-te-Dung i Kina. Systemet var stadig teokratisk. De hellige skrifter blev udskiftet med den videnskabelige socialismes ‘hellige’ bøger. Alt syntes at være grundlæggende forandret - eller var det? Det var måske blot endnu engang religionernes kamp. Religioner som påberåbte sig autoritet og myndighed til at straffe og forløse, indsætte, afskedige og dømme - men hvor var Gud. Havde man blot givet sig i systemets og kejserens vold - eller havde Karl Marx ret i, at "religion er opium for folket?"

Hvad siger muslimerne?
Muslimernes stilling til sekularisering og de ovennævnte problemstillinger kan belyses ud fra islams trosbekendelse som lyder: "Der er ingen som er værdig til tilbedelse med undtagelse af Allah, og Muhammad er hans Sendebud." Dette betyder, at Gud eller Allah er suveræn. Intet levende trækker vejret i en brøkdel af et sekund, uden det er med Hans tilladelse, vilje og opretholdelse. Derfor er afstanden til Ham umulig. Han hører den bedendes bøn og kender den, før den er udtalt. Han er nærmere ved det enkelte menneske end dets egen halspulsårer, og Han er mellem hjertet og det enkelte menneske. Dette forhold er eksistentielt, og det er, når mennesket ikke forstår dette, at sekulariseringen træder ind. Guds eller Allahs forhold til mennesket er altid nært, men menneskets forhold til Skaberen og Opretholderen kan være eller er svingende. Sekulariseringen - eller adskillelsen - er menneskets vilje eller ønske, men ikke Guds.
    Problematikken er dog, at mennesket som bekendt "gerne vil det gode", men alligevel kommer galt af sted. Man fjerner sig fra Gud. Undertiden har man hørt udtalelsen "oprør mod Gud" - hvad dette så end er, så kan det måske forstås som at fornægte Ham og Hans skabninger. Denne fornægtelse er ikke blot at sige nej, men at lægge afstand til alt andet - for at søge det største idol, nemlig sig selv - sit eget ego!
    Man kan altså i en vis forstand tale om en samfundsmæssig, politisk sekularisering, som muslimer også søger, i og med at den materielle verden med alle dens goder også blænder og forfører dem. Den anden form for sekularisering er, når et menneske af en eller anden årsag forlader sit gudsforhold.
    Hvad kan baggrunden for disse ting så være? Hvorfor søger nogle muslimer kejserens og indflydelsens rige frem for Guds rige? Hvorfor vil man hellere betale skat til kejseren end til Gud? Og hvad betyder det, at betale hvad Guds er? Kan det sammenholdes med islams trosbekendelse - og hvad vil vi i så fald få at se?

Før dette forsøges besvaret, må vi slå fast, at vi alle lever i denne verden, og at vi alle har grundlæggende behov. Uden at definere disse behov, så må vi erkende, at de er både fysiske og psykiske. De er ikke forbeholdt nogle få, men de er skænket til os alle. Det er netop her, at sekulariseringen starter, såfremt man ønsker egne behov og ikke andres opfyldt. Der er mange forhold, som her rent samfundsmæssigt bør tages i betragtning.
    Islam betyder hengivelse under Guds vilje. Men islam betyder også vejen til fred. Vi kan alle i visse sammenhænge sidde og blive enige om vore fredelige hensigter og levevis på et overordnet teoretisk plan. Ingen ved deres sansers fulde brug vil ønske noget andet. Men vi undskylder volden, som et nødvendigt onde i fredens tjeneste. Derved opstår afstanden eller sekulariseringen. Sekularisering har ingen relevans på et overordnet akademisk plan. På det menneskelige eller på det skabte plan får den først gyldighed gennem praktiske tiltag - f.eks. når et menneske over for et andet lader forstå, "at der ingen medmenneskelig forbindelse er!" Lige så lidt er velmente men teoretiske forsikringer af nogen værdi, såfremt de ikke bærer frugter i virkelighedens verden. I disse tomme udsagn og floskler ser vi noget af baggrunden for både en sekularisering i det små men også i særdeleshed i samfundsmæssig henseende. Vedrørende sekularisering og polarisering i religiøs og samfundsmæssig forstand er det en medvirkende årsag hertil, at de institutionelle religiøse organisationer af egen vilje eller ved tvang ofte er gået magthavernes ærinde. Denne forbindelse findes også i muslimske lande - undertiden ser vi også, hvorledes den religiøse ortodoksi dels forsøger at bevare sin indflydelse gennem aftaler med politikerne og dels gennem pression og trusler forsøger at styrke egen indflydelse. At magthavere og religiøse ledere undertiden "vasker hinandens hænder og hinandens beskidte linned" vidner den religiøse situation om i f.eks. lande som Pakistan, Iran og Saudi-Arabien! Man tror, man fremmer enighed, samhørighed og enhed - men det modsatte er tilfældet. Man forårsager splittelse, uenighed og fremmer sekulariseringen. Det er måske derfor, at visse politikere, præsidenter med flere sikrer sig økonomisk ved at lade store beløb overføre til internationale banker, som en garanti for en lukrativ selvpensionering fjernt fra det land og folk, som de påstod at tjene.

Hvad siger Islam?
Islam er en verdensreligion. Derfor lever muslimer under mange forskellige geografiske, klimamæssige og kulturelle forudsætninger. Man kan derfor ikke sige, at muslimer er en ensartet gruppe, lige så lidt som kristne er det. Islam erkender og anerkender forskellighed. Man har en særlig forståelse af Guds enhed bl.a. også gennem "mangfoldighedens enhed! Uanset hvor mennesket vender sig hen, så vil det se Guds 'ansigt'!"
    For at fremme menneskehedens enhed er det vigtigt at tage nogle grundlæggende forhold i betragtning. Islam betyder som tidligere nævnt "vejen til fred": fred for den enkelte og fred for samfundet som helhed. Men spørgsmålet er blot, hvordan dette ophøjede mål kan opnås. Freden begynder i den enkeltes forhold til sin Skaber. I dette forhold bliver mennesket udviklet mod stadig større indsigt, og menneskets erkendelse bliver større og dybere i takt med, at dets ego bliver mere og mere "transformeret". Derved opstår ønsket for andres fred og harmoni også. Dette betyder, at man i familiemæssige og i andre nære sammenhænge ikke blot modtager men også giver af det, som er blevet os skænket. Dette vil for det første sige godhed, kærlighed og tilgivelse, dernæst mere materielle ting, som der er behov for - men godhed kom først og skal også komme sidst. Godhedens væsen er, at den ikke splitter - men sammenholder. Ud fra denne baggrund vil sekulariseringen have trange kår, idet sekularisering i sit væsen bærer det negative. Forskellighed rummer skønhedens uensartethed og fremmer den eller det enkelte, medens sekulariseringen formes i modstand til noget eller i afmagt. Sekulariseringen er altså "et barn af strid og opposition", medens forskelligheden er "børn af enheden".
    Et samfunds enhed og styrke skabes ikke alene ved ønsket om et Utopia, men gennem realisering af retfærdigheden og enheden. Her er der flere samspilsfaktorer såsom "interreligiøs fred og harmoni, social fred, social-økonomisk fred, økonomisk fred, politisk fred og individuel fred". Disse er strømme til den "hovedstrøm", der kaldes islam, som er den tilstand, hvor Gud og næsten, i nævnte rækkefølge, er den enkeltes mål og mening. Hvis dette er en levende realitet, så er sekulariseringen ikke til stede, men Gud og medmennesket er nær.
    Hvis denne tilstand opnås, så vil muslimen opfatte alt skabt som en velsignelse og som et ansvar. Ingen vil være udenfor, alt og alle vil være omfattet af og udtryk for enheden - Paradis vil være nær - og udsagnet om, at "Paradis vil være den fred, der kommer over hjerterne i dette liv", vil være realiseret. Derfor er det, der siges: frygt ikke! Formaningen er blevet gjort levende, når vore handlinger og ord er blevet identiske med de første åbenbaringsord til Muhammad: "Forkynd i din Herres navn." Der siges ikke, at vi skal løbe hid og did, der siges heller ikke, at vi skal forkynde i vort eget navn - men "i din Herres navn". Alle ismerne falder med et brag - og med dem sekulariseringen. De gejstlige har heller ikke patent på religionen - for hvad vil det sige at forkynde i din Herres navn. Er det ikke at søge Enhedens, Godhedens og Barmhjertighedens Herre i et forsøg på at afspejle disse egenskaber ikke blot gennem ord men gennem en sjælelig identifikation, som vil fjerne al delthed og sekularisering. Da vil muslimer og andre kunne leve i fred og i fordragelig hjælpsomhed, gensidig respekt og i kærlighed til hinanden. Vi skal huske, at Koranens budskab fremhæver de "retfærdige" som værende Gud og mennesker nær - og her tales om noget ganske andet end den almindelige borgerlige eller farisæiske retfærdighed, som lejlighedsvis er let at iklæde sig. Den er i virkeligheden et udslag af sekularisering.
    Sekularisering ses oftest som forholdet mellem religion og stat. Men med ovenstående i tankerne må det fremgå, at der for muslimen ikke bør være noget problem. Han eller hun kan leve under enhver styreform og udøve sin religion. Muslimens gudsforhold er det direkte, og han eller hun skal være lovlydig over for den stat, hvori man er borger. Derfor bør styreformen ikke være noget problem, med mindre den frie religionsudøvelse ikke er tilladt. Derfor kan islamiske, kristne, buddhistiske og hinduistiske statsdannelser være et problem, såfremt man monopoliserer religionen, således at det bliver til skade for det eller de religiøse mindretal. Guds første åbenbaringsord til Muhammad var:

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn. Forelæs i din Herres navn, som skabte, skabte mennesket af en klump blod. Forelæs, thi din Herre er al æres Herre, som lærte ved pennens hjælp. Lærte mennesket hvad det ikke vidste. Nej, mennesket er sandelig blevet en overtræder, fordi det mener sig selvtilstrækkeligt. Sandelig til din Herre skal det vende tilbage. ( Koranen sura 96 vers 1 - 9 ).

Både spørgsmålet vedrørende sekularisering og spørgsmålet til Jesus om, hvem man er skyldig at betale skat til er her klargjort. Selvtilstrækkeligheden er sekularisering. Derfor er mennesket blevet en overtræder i ulydighed og i fjernhed over for Gud og medmennesker. Man skylder Gud sin fødsel, sit liv og sin død. For kejsere og religiøse dignitarer er det ikke anderledes. Disse har blot et større ansvar, idet de har ansvaret for andres ve og vel. Derfor er det således, at den skat, som de varetager, er til alles gavn. De er kun forvaltere. Også de er ansvarlige for Gud og mennesker. Derfor var spørgsmålet om skattens betaling til Gud og kejseren irrelevant - for uanset hvor vi fødes, hvem vi er, så har vi alle et formål at opfylde og en skat at betale til livet og medmenneskene. Derved arbejder vi og "forelæser vi i Guds navn" ud fra vore forudsætninger. Ud fra denne sammenhæng bliver menneskeheden på trods af forskellene ikke delt eller sekulær - ej heller bliver den stationær, men dynamisk og indsigtsfuld, så der åbnes op for den enkelte og alle, når spørgsmålet stilles til dig eller mig: "Hvem er du?" og vi kan svare: "Vi er DIG!"

© Kaj Ove Krogh   

Denne artikel har tidligere været offentliggjort i SAMEKSISTENS nr. 1, april 1999 og gengives her med forfatterens tilladelse.