ISLAM FREMMER INTEGRATIONEN
Af Birthe Pedersen
En europæisk islam
med vægt på det individuelle i lighed med protestantismen er under
udvikling mener fransk forsker
Når unge muslimske piger
insisterer på at bære hidjab, det såkaldte islamiske tørklæde, er
det ikke nødvendigvis et tegn på manglende integration. Det kan tværtom
være et tegn på begyndende integration, mener den franske forsker
Olivier Roy, specialist i islams sociologiske og politiske udtryk i og
uden for Europa.
I sin bog "Mod en
europæisk islam" redegør Olivier Roy for sin teori om, at islam i
Europa er på vej til at løsrive sig fra den traditionelle
religionsforståelse i de muslimske lande. To forhold kendetegner denne
nye, europæiske islam, som Olivier Roy ser konturerne af. Den er løsrevet
fra de muslimske indvandreres oprindelige kultur, hvilket især er
tydeligt blandt anden- og trediegenerationsindvandrere. Og den er udtryk
for et individuelt valg og et personligt forhold til sin tro.
"I stedet for den
oprindelige kultur overtager religionen rollen som fællesnævner. I
denne sammenhæng er det ligegyldigt, som den oprindelige kultur var
pakistansk eller tyrkisk. Det er karakteristisk, at moskeerne i Europa
har mistet deres nationale karakter. De er ikke længere møntet på
bestemte nationaliteter, og der prædikes på det europæiske sprog,
ikke på de etniske modersmål", siger Olivier Roy.
Individuelt valg
Men islam bliver fællesnævner i en ganske bestemt situation: den
er en mindretallets religion. Det samfundsmæssige pres på individet om
at være troende muslim forsvinder i Europa, og det samme gør nogle
muslimske landes juridiske krav til borgerne om at respektere Koranens
forskrifter. Man er ikke længere muslim som et udtryk for social
konformisme.
"At være muslim
forudsætter derfor i Europa en frivillig, individuel beslutning, som i
sit væsen er en parallel til protestantismen. Det handler ikke blot om
at respektere en række forbud og påbud men om at realisere sig selv i
forholdet til Gud", mener Olivier Roy, som mener at have
konstateret denne udvikling i de europæiske muslimers forhold til deres
tro.
"Imamernes retorik i
moskeerne bærer præg af denne udvikling. For at tiltrække de unge
taler de ikke mere om tilhørsforholdet til det muslimske samfund,
Oummah´en, men om personlig frelse og lykke. Der er tale om en etisk
frem for en etnisk indfaldsvinkel, som henvender sig til den enkelte
", understreger Olivier Roy.
Det er på denne baggrund,
den franske forsker i nogle tilfælde fortolker brugen af hidjab som et
tegn på integration. De unge piger er ikke længere muslimske
pakistanere men europæiske muslimer, ligesom Europa tæller franske
protestanter og danske katolikker.
Multikulturel illusion
Denne indre, individuelle islam er ikke det eneste svar på
splittelsen mellem tro og oprindelig kultur. En anden tendens er synlig
i Europa i form af det, som Olivier Roy kalder for
"neo-sekterisme". Også her er den muslimske tro et personligt
valg, men suppleret med et ønske om at trække sig tilbage fra det
omgivende, ikke-muslimske samfund – inklusive de "dårlige
muslimer". Det er for eksempel kendetegnende for den fundamentalistike Tabligh-organisation.
"Denne tendens
forlanger også retten til at bære hidjab og stiller krav om hallalkød,
men konsekvensen er en form for sekt eller muslimsk ghetto i samfundet.
Denne retning er meget synlig men repræsenterer et mindretal i de
fleste lande, måske med undtagelse af England, som accepterer konceptet
om et multikulturelt samfund", siger Olivier Roy, som foretrækker
det multikonfessionelle samfund.
"Det multikulturelle
samfund er en illusion, som forudsætter, at den oprindelige kultur
opretholdes, og det gør den netop ikke. I den neo-sekteriske version er
kravet om hidjab og hallal-kød med til at placere islam i en ghetto. I
den anden version, som er tydelig i Frankrig, er islam en integrerende
faktor", mener Olivier Roy.
Sekulariseret rum
Han understreger, at de vestlige samfund tager fejl, hvis de tror,
de skal stille krav til muslimerne om at nyfortolke Koranen i en mere
"moderne" eller liberal retning.
"Det forudsætter den
holdning, at islam grundlæggende er uforenelig med et sekulariseret
samfund eller med demokratiet, hvilket ikke er tilfældet. Det er ikke
teologien, som ændres, men den enkeltes forhold til sin tro, som
flyttes fra den sociale konformisme til det individuelle valg. Vi ser
det samme i den kristne tro. Man stiller jo heller ikke krav til paven
om, at han i sin dogmatik skal acceptere den frie abort. Det handler
ikke om at ændre dogmerne men om at acceptere et sekulariseret
rum".
Accepten af dette
sekulariserede rum betyder ikke, at man afstår fra at bære hidjab. Men
at man tilpasser brugen til omstændighederne.
"Den islam, som
udvikler sig i Frankrig, er liberal i den forstand, at den accepterer
landets lovgivning. Man bærer hidjab, med mindre der er en grund til
ikke at gøre det, for eksempel sikkerhedshensynet under fysikforsøg.
Og man har lovens garanti for, at man ikke bliver mødt med ideologisk
betingede forbud, som for eksempel har kendetegnet de franske læreres
modstand mod hidjab i skolerne".
Den islamisering eller
"re-islamisering", som skræmmer de vestlige samfund, er
dermed ikke i sig selv en trussel mod muslimernes integration. Det er tværtimod
en logisk følge af en udvikling, som river islam ud af den etniske
ghetto.
Som Olivier Roy konkluderer
i sin bog: "At troen bliver en individuel og ikke en etnisk
gruppe-handling er uden tvivl et udtryk for en europæisering af
islam".
© Birthe Pedersen
Denne artikel har tidligere været bragt i SAMSPIL,
april 2000 og gengives her med forfatterens tilladelse.
