Europæisk islam:

MENNESKE FØRST - MUSLIM SÅ...

Af Aminah Tønnsen Echammari

ISLAM har fra sin første begyndelse været en universel livsanskuelse, der udtrykkeligt betoner menneskenes ligeværd:
    Efter at have skabt himlene og jorden og alt derimellem, skabte Gud den første livscelle, af hvilken Han skabte mager eller par, kvinder og mænd (4:1, 39:6, 49:13). Par, der tilsammen udgør et hele (36:36, 51:49), der skal hjælpe, supplere, komplettere og beskytte hinanden (9:71), der skal elske og ære hinanden (7:189, 30:21), og som er absolut ligeværdige (3:195). Og Han lod menneskene mangfoldiggøre sig og sprede sig ud over hele kloden (4:1, 49:13).
    Menneskeheden blev således skabt som en helhed, som det første og vigtigste fællesskab (ummatan wahidatan) (2:213, 23:52, 49:9-10), som vi påbydes ikke at opsplitte (3:103). Om vi vil det eller ej, er vi ikke alene indbyrdes forbundne, men også både afhængige af og forpligtede over for hinanden - på tværs af alle indbyrdes forskelligheder.
    Menneskets primære identitet er at være menneske - dén kan vi aldrig løbe fra. Hvis Gud havde villet, kunne Han sagtens have gjort os til én menighed også (5:51, 10:99); men alviis som Han er, gav Han os frihed til selv at vælge vor sekundære identitet, vort religiøse ståsted, idet Han gav os valget mellem flere trosretninger: jødedom, kristendom og islam (2:62, 5:72) - foruden naturligvis muligheden for helt af afvise at tro på Ham, for tro har ingen værdi overhovedet, hvis den forsøges påtvunget (2:256, 18:29, 76:3, 80:12).
    Koranen er et eviggyldigt budskab til hele denne mangfoldige menneskehed (4:170, 39:41, 81:27-28).

ISLAMS INKULTURALISERING
Den gudskabte geografiske, klimatiske, etniske og sproglige mangfoldighed har betydet, at mange forskellige kulturer har set dagens lys. Forskelligheder i sind og skind er 'tegn' for de indsigtsfulde og for de troende (30:22, 45:3-5) og en del af det mønster, Gud har skabt, og som vi opfordres til ikke at ødelægge (30:30, 7:56). Der kan altså ikke under nogen omstændigheder være tale om en 'islamisk enhedskultur'.
    Historien har da også vist, at Koranens budskab er så fleksibelt og rummeligt, at det har kunnet tilpasse sig - og er blevet praktiseret side om side med andre trosretninger - i mange forskellige mellemøstlige, nordafrikanske og asiatiske kulturer. Her og nu på tærskelen til det enogtyvende århundrede er det herboende muslimers største udfordring at vise, at deres tro også kan tilpasses europæisk kultur, så den med tiden vil blive betragtet som et lige så naturligt element i hverdagen som jødedom og kristendom.

FRA FORTOLKNINGSRET TIL FORTOLKNINGSMONOPOL
Hemmeligheden bag denne smidighed skal givetvis findes i fraværet af en gejstlig elite med monopol på at tolke Skriften, så tilpasningsprocessen har været overladt til den enkelte - med hjemmel i 3:7 og i Koranens utallige opfordringer til at se sig om, til at reflektere, bruge sin sunde fornuft, sin vid og sans og til ikke at lade sig nøje med blind og ureflekteret imitation af forfædrenes fortolkninger og traditioner.
    Ulykkeligvis er retten til at fortolke Koranen i årenes løb blevet begrænset til at omfatte en lille, traditionelt uddannet gruppe mænd, der har sat en ære i at genfortolke og forsvare de én gang definerede læresætninger og leveregler - i stedet for at gå direkte til den oprindelige kilde, Koranen, og nyfortolke den i forhold til de aktuelle omstændigheder; og deres argumenter og formuleringer er blevet mere og mere spidsfindige og komplicerede og utilgængelige for de brede masser.
    Derved har de sat sig selv i en uhørt magtposition, der er ganske uforenelig med Koranens budskab og med den enestående frihed, der ligger i det direkte og ubrydelige bånd mellem Skaberen og det skabte - uden forstyrrende mellemled af nogen art. En magtposition, som de udelukkende har kunne opretholde, fordi det er lykkedes dem at undertrykke og manipulere masserne ved at holde dem i åndelig armod og uvidenhed, hvorved de har gjort dem afhængige af magthavernes egen 'ekspertise'.
    Af lutter frygt for at miste magten og for at aflede opmærksomheden fra deres egen utilstrækkelighed har magtens mænd tyet til en gammelkendt strategi: At vende masserne imod en ydre fjende - det 'dekadente' Vesten og dens materialisme. Ved at forvanske begreber som 'vantro' og 'djihâd' har de forsøgt at vende muslimerne imod alle anderledes troende - selv om det i virkeligheden er magthaverne selv, der er de troendes værste fjender, fordi de sår mistænksomhed og splid mennesker imellem og belægger dagligdagen med så mange absurde tabuer, at folk knap nok tør omgås næsten på naturlig vis, se på hinanden eller give hinanden hånden til hilsen af frygt for at ende i Helvede.

MUNDTLIGT OVERLEVERET MATERIALE 
ER HISTORISK BETINGET
Mange religiøse ledere hævder, at traditionssamlingerne er lige så autentiske og autoritative som Koranen, og at den såkaldte Islamiske Lov er guddommelig og ufejlbarlig - når den i virkeligheden er formuleret af almindelige dødelige på basis af Koranen, af mundtligt overleverede traditioner og af lokalhistorisk sæd og skik - og så er det, at det hele skrider.
    Det er imidlertid efter min bedste overbevisning utænkeligt, at Gud skulle sætte de troende i en situation, hvor de skal bestemme vigtige juridiske anliggender (herunder også afsige dødsdomme) på grundlag af mundtligt overleveret materiale.
    Ydermere undergraver og anfægter man i virkeligheden Koranens helt unikke status som Guds åbenbarede ord, når man sidestiller andre skrifter med Koranen.
    I den igangværende tilpasningsproces er det derfor vigtigt at huske på, at Koranen er den eneste kilde, der til alle tider og af samtlige muslimer er blevet accepteret som 100% autentisk og troværdig. Alle andre bøger er udfærdiget af mennesker og derfor 'farvet' af forfatterens helt personlige historiske, kulturelle og sociale baggrund - samt naturligvis af de konkrete politiske forhold.

ETNISK DANSKE MUSLIMERS OPGAVE
Det ville være naturligt, om de etniske danskere, der som voksne finder vej til islam, gik forrest i bestræbelserne for at 'luge ud' i mylderet af u-islamiske traditioner og holdninger, der i århundredernes løb fejlagtigt er blevet identificeret og hædret som en integreret del af islams lære. Mange af disse nye muslimer udtrykker da også (ligesom en hel del unge muslimer af udenlandsk herkomst) en sådan målsætning.
    Nogle områder synes imidlertid vanskeligere end andre at føre tilbage til deres oprindelige betydning. Desværre er der lige netop tale om områder, der - set under ét - er en vigtig forudsætning for frugtbar og fredelig sameksistens mennesker imellem.

TRO OG VANTRO
Jeg tænker her specielt på begreberne tro (imân) og vantro (kufr), der ifølge Koranen er helt individuelle særkender, som individet kan veksle imellem (4:137) - og som kan skiftevis svækkes og styrkes - op igennem et langt livsforløb (9:124-125, 33:22-23, 74:31, 84:19).
    En troende (mu'min) defineres klart og tydeligt i følgende Koran-passager:

De er troende, der føler en skælven i hjertet, når Guds navn nævnes, der føler sig styrket i troen, når de hører Hans tegn reciteret, der sætter al deres lid til Gud, der forretter bøn og giver ud af det, Vi har forsynet dem med. Disse er de sande troende. (8:2-4)

Fromhed/retfærdighed er ikke, om I vender jert ansigt mod øst eller vest (når I beder). Fromhed er at tro på Gud og Den yderste Dag, på englene, bøgerne og profeterne. Og ud af kærlighed til Gud at give af jeres ressourcer til jeres slægtninge, de forældreløse, de trængende, de (nødstedte) vejfarende, dem, der beder jer derom, og til at frikøbe krigsfanger og slaver. (Fromhed er) at forrette bøn og give almisse, at opfylde jeres forpligtelser og at være udholdende i trængsler, i nød og i konfliktsituationer. Sådan er de virkelig troende. (2:177)

Tro (imân) er således ganske personlig og inderlig. Den omfatter ikke kun den egentlige mundtlige trosbekendelse, men også individets handlinger. Tro defineres ikke som værende eksklusiv, eftersom enhver, der tror på Gud den Almægtige, himlenes og jordens skaber, og på et eller flere af de skrifter, Han har nedsendt, og handler i overensstemmelse dermed, 'intet har at frygte' (2:62, 5:72).
    Følgelig er en vantro (kâfir) én, der ikke opfylder de ovenstående kriterier: der ikke forretter bøn (107:1-7), der åbenlyst fornægter troen på Gud og Den yderste Dag, på englene, bøgerne og profeterne (25:55, 109:1-6), der bespotter profeterne eller Gud (5:19 & 75-77, 13:32), der ikke giver ud af sine materielle og menneskelige ressourcer (dvs. ikke udviser medmenneskelig omsorg) (4:37, 41:7, 107:1-7), der forfølger andre (14:13), der hindrer andre i at dyrke Gud (4:167), der skader sig selv eller andre (4:168), der opgiver håbet og ikke er udholdende (12:87).
    Vantro (kufr) knytter sig således også ganske utvetydigt til det enkelte individ, hvilket bekræftes yderligere af de passager, der ganske klart siger, at der findes både troende og vantro jøder og kristne (2:105 & 146, 3:78, 110, 113 & 199).
    Begrebernes betydning har imidlertid - ikke kun for menigmand, men også for mange såkaldt lærde - i tidens løb undergået en markant forandring/forvanskning fra at gælde det enkelte individ til at være et særkende for en hel specifik gruppe mennesker: De, der bekender sig til islam, er troende. Alle andre er vantro - og dermed mindreværdige. En holdning, der er ganske uforenelig med Koranens centrale princip om det personlige ansvar (2:48 & 123, 6:164) og med de passager, der slår fast, at kun Gud alene er i stand til at se ind i menneskenes inderste og til at bedømme værdien af individets tro, intentioner og handlinger (10:61). Det tilkommer ikke menneskene at (for)dømme hinanden indbyrdes. Vi advares også imod at bruge vore ressourcer på at kives og strides om den rette udlægning af Skriften, for Gud vil på Dommedag vise os Sandheden (5:51, 42:10).
    Alligevel er det ikke velset, at man gør opmærksom på disse skriftsteder. Mange opfatter pluralisme som en alvorlig trussel imod deres identitet og hele fundament og reagerer med både fordømmelse og vrede(1). Men det er naturligvis også yderst bekvemt at skære en hel gruppe mennesker over én kam - for så slipper man for at ransage sig selv, for at se sine egne ledere efter i sømmene og for at bekymre sig for 'de andres' ve og vel!

PLURALISME OG IDENTITET
    Hvis man ville følge Koranens opfordring til at rejse ud og se sig om i verden med åbent sind og lutter øre (22:46, 29:20) ville man imidlertid kunne finde flere eksempler fra de seneste år på, at jøder, kristne og muslimer på forbilledlig vis - og helt i tråd med Koranens mange påbud(2) - har følt fælles ansvar for samfundsudviklingen og har stået sammen i kampen imod undertrykkelse og diskrimination:
    I Sydafrika stod de undertrykte masser sammen imod den 'hvide' elites apartheid-regime på tværs af etniske og religiøse skel.(3)
    I Marokko sluttede den samlede befolkning op omkring den daværende konge Mohammed V, da de franske koloniherrer forsøgte at så splid imellem berbere, jøder og arabere. Halvfjerdsernes oprør imod den nuværende konge Hassan II blev ledet af en marokkansk jøde, Abraham Serfaty, hvis kristne hustru har gjort en enorm indsats for at få løsladt politiske fanger og for at få landets mest berygtede og inhumane fængsel i Tazmamart jævnet med jorden.
    Der burde ikke herske tvivl om, at minoritets-muslimer har nøjagtig samme forpligtelser og ansvar over for det omgivende samfund som enhver anden borger; men den forvanskede definition af 'tro' og 'vantro' gør det ikke nemt at finde fælles fodslag.

KLÆDEDRAGTENS KULTURELLE BETINGETHED
Klædedragten er et andet område, der trænger til en revision. De traditionelle mands- og kvindedragter er eksempler på, hvorledes Koranens påbud om anstændig klædedragt i tidens løb er blevet udmøntet i praksis i de forskellige kulturer. Inden for de seneste årtier er der imidlertid ganske langsomt sket en mærkbar forandring: Majoritets- såvel som minoritets-muslimer forkaster den kulturelle mangfoldighed til fordel for en ensretning, som der ikke er den ringeste belæg for i Koranen. Man bliver ikke opfattet som 'rigtig' eller 'troende' muslim, dersom man ikke iklæder sig sorte gevandter à la den arabiske abaya. De mere liberale godtager dog et 'islamisk' tørklæde godt trukket ned i panden, så øjne, næse, mund og kinder er synlige i stedet for det traditionelle ansigtsdække.
    Reaktionerne er da heller ikke udeblevet på den nyligt udkomne bog 'Islam i europæisk klædedragt', der med hyppig henvisning til Koranen giver et bud på, hvorledes Koranens enkle påbud om anstændig klædedragt bør udmøntes i praksis under vore himmelstrøg.(4)
    Næsten samtidig udkom en bog i Frankrig skrevet af muftien i Marseille, Soheib Bencheikh,(5) der kort og godt om klædedragten skriver:
    "Tørklædet er ikke et religiøst tegn, som nogle kommentatorer påstår... Der findes ikke nogen specifik klædedragt hverken for mænd eller kvinder - ej heller for imâmer. Der findes kun nationale klædedragter: Den marokkanske djellâba, den algierske burnus, den egyptiske kakûla - og som en logisk følge deraf bør en fransk imâm bære jakkesæt (p.143). Det er muslimernes opgave at forklare deres trosfæller, at man skal undgå at latterliggøre Gud, når man tolker Hans ord. Når Koranen anbefaler tørklædet er det udelukkende for at bevare kvindens værdighed og personlighed ved hjælp af de midler, der var disponible dengang, da Koranen blev åbenbaret. Hvis det samme middel i dag ikke har samme virkning, bør man ikke dvæle længere ved det, men søge andre. Det, der i dag bevarer kvindens personlighed og sikrer den unge kvindes fremtid er skolen. Det er ved at uddanne sig, at kvinden kan forsvare sig imod ethvert angreb på sin kvindelighed og værdighed. Den verdslige gratis og obligatoriske skole er den muslimske kvindes slør i dagens Frankrig (p.144 f.)."
    Også i Tyskland har kendte muslimer i flere år skrevet om det fænomen, at nogle af de etniske tyskere, der vælger at bekende sig til islam, tillægger sig flagrende orientalske gevandter og hovedbeklædninger og krydrer deres modersmål med arabiske ord og vendinger. 'Kultur-Schmarotzer' (kultur-snyltere) kalder Achmed Schmiede dem, der på denne måde gør sig til fremmede i deres eget land.(6)
    Én af de uheldige følger at den overdrevne læggen vægt på arabiske kulturelle traditioner og herunder en bestemt orientalsk klædedragt som eneste 'korrekt islamiske klædedragt', er det skel, der derved drages i et samfund. Når man ved hjælp af en bestemt klædedragt forventer respekt og særbehandling blandt sine egne ved at signalere afstandtagen til andre, er der nemlig ikke langt til en generel nedvurdering af og afstandtagen fra de mennesker, man færdes iblandt, og fra det samfund, man er en del af. Og dermed er man med til at skabe modvilje imod sin egen dyrebare tro.

VIRKELIGGØRELSE AF ENHEDSPRINCIPPET
Vil man fremme 'tawhîd'-princippet, er det nødvendigt at bevæge sig videre til næste trin, hvor 'gudsfrygtens klædning er den smukkeste' (7:26), hvor den enkelte mand og kvinde efterlever Guds lov spontant og ikke føler trang til at overskride dens grænser. Da er der hverken brug for ekstrem kønsadskillelse eller tildækning.
    Det er bekymrende, at tendensen til at forherlige alt arabisk og gøre arabisk kultur til eksponent for islam, såvel som forvanskningen af begreberne 'tro' og 'vantro', bliver mere og mere fremherskende blandt majoritets- såvel som minoritets-muslimer. Man skaber unødvendige skel og spændinger mennesker imellem og modarbejder ét af islams grundprincipper, 'tawhîd': énhed og helhed i skabelsen og den indbyrdes forbundenhed og forpligtelse på tværs af religiøse, nationale, kulturelle, sociale og etniske skel.
    Tilbagevenden til 'tawhîd'-princippet er vor tids største udfordring og nøglen til fred med sig selv, med Gud og med næsten - og dermed til fredelig og harmonisk sameksistens mennesker imellem.

NOTER:

(1) Fx har følgende bogafsnit og artikler været genstand for heftig kritik:
Aminah ECHAMMARI: 
* Islam, naturens religion (1989) p.73: Hvem er sand troende?
* Koranens hjerte (1994) Noter pp.51, 64 og 66.
* Islam set indefra (1995) pp.11-19: Jødedom, kristendom og islam - tre sider af samme sag, pp.20-22: Vantro - et skoleeksempel på sprogforbistring.
* Islam - fred & harmoni nr. 3/1993, pp.12-17: Om vantro/kufr.

(2) Aminah ECHAMMARI: 
* Djihâd - hellig krig eller vejen til fred? (1996)

(3) Farid ESACK:
* Qur'an, Liberation & Pluralism. An Islamic Perspective 
of Interreligious Solidarity against Oppression (1997)

(4) Aminah Tønnsen ECHAMMARI:
* Islam i europæisk klædedragt (1998). Eksempler på. hvorledes bogen er blevet modtaget iblandt herboende muslimer findes i f.eks. Nyhedsbrev om islam & kristendom 2/98, udgivet af Islamisk-Kristent Studiecenter, København.

(5) Soheib BENCHEIKH:
* Marianne et le Prophète. L'Islam dans la France laïque (1998)

(6) Ahmad von DENFFER (red.):
* Islam hier und heute (1981)
Murad Wilfried HOFMANN:
* Der Islam als Alternative (1992)
* Reise nach Mekka. Ein deutscher lebt den Islam (1996)
Abdullah BOREK:
* Muslimer i Tyskland. Islam - fred & harmoni nr. 3/1991, pp.40-43.

(Denne artikel har tidligere været offentliggjort i NORDISK MISSIONSTIDSSKRIFT Nr. 3/1998)