Europæisk islam:

MUSLIMERNES KAMP OM TROEN

Af Lene Nørtoft

I Mellemøsten kæmper mange intellektuelle en hård kamp - kampen for at ytre sig og forske uden risiko. Flere kritiske muslimske tænkere er tvunget til at gå i eksil. Men andre holder stand og forsøger aktivt at skabe en åndelig revolution i den muslimske verden.

Hele den islamiske nation skal mobiliseres mod professor Hassan Hanafis projekt, som "stiler mod at ødelægge alt helligt og underminere enhver etik."
      Sådan skrev Yahya Ismail, der er generalsekretær for den konservative sammenslutning Azhars Lærdes Front i et åbent brev den 1. maj 1997 mod den egyptiske professor i arabisk og vestlig filosofi ved Cairo Universitet, Hassan Hanafi.
      Siden 1967 har Hanafi undervist og forsket i Cairo og i perioder været gæsteprofessor ved udenlandske universiteter, men nu beskyldes han for at sprede anti-islamiske ideer, og man vil derfor have ham bortvist fra universitetet.
      "Bring mig nogen, som vil tage kampen op mod Cairo Universitet, som giver en sådan frihed til disse professorer, som planlægger at ødelægge de unges bevidsthed," lød de flammende ord fra Yahya Ismail i brevet.
      Sådanne ord har tidligere været katalysator for skæbnesvangre begivenheder. Da Fronten i 1992 angreb den verdslige forfatter og politiker Farag Foda, var han tre dage senere skudt ned på gaden af ekstremister. Imidlertid har Yahya Ismail erklæret, at han med sit åbne brev blot ønsker at påpege fejlene i Hassan Hanafis metoder, ikke fraværet af hans tro.
      Mange store religiøse autoriteter såvel som intellektuelle har udtalt sig imod den såkaldte Takfir-praksis, hvor en anden muslim fordømmes som frafalden fra troen. Men én person har udtalt, at han er interesseret i at få rejst en retssag mod Hassan Hanafi. Det er Sheikh Yusuf al-Badri, der i 1993 havde overraskende held med sit forsøg på at få den kendte professor i arabisk ved Cairo Universitet Nasr Abu Zeid dømt til at skulle skilles fra sin ægtefælle, som på det tidspunkt også var professor (i fransk) ved Cairo Universitet. Det skete med henvisning til den traditionelle fortolkning af den islamiske lovgivning, Shari'a, hvor det hedder sig, at en frafalden fra Islam ikke kan have en muslimsk hustru.
      Sagen blev i første omgang afvist ved en lavere instans, men siden hen godkendt efter en appel, og til manges ubehagelige overraskelse blev den opretholdt ved Højesteret. Abu Zeid blev dømt efter en lovforordning, som kaldes Hisba, og den tillader enhver individuel muslimsk person at rejse sag mod en anden for at beskytte det muslimske samfund mod handlinger som dømmes harmfulde.
      Den verdslige præsident Mubarak havde ellers forsøgt at gøre det sværere at bruge Hisba-loven, og regeringen ændrede procedurerne, så man i stedet for at gå direkte til domstolene i dag skal igennem en offentlig embedsmand, som efter vurdering kan optage retssagen. Ændringerne kunne ikke stoppe selve retssagen mod Abu Zeid, og derfor valgte regeringen efterfølgende at gribe ind, så en dommer fra en lavere domstol fik mulighed for permanent af suspendere dommen.
      Abu Zeid har ikke ladet sig skille fra sin hustru, men af frygt for repressalier fra ekstremistiske grupper, 'valgte' Abu Zeid og hans kone af sikkerhedsgrunde at gå i eksil i Holland.

I islamisternes og de mere konservatives religiøse lærdes øjne er de progressive muslimske tænkeres arbejde så kontroversielt, at man har grebet til offentlige fordømmelser og som i Abu Zeids tilfælde anlagt retssager.
      Hassan Hanafi har endnu ikke som Abu Zeid valgt at gå i eksil i udlandet, og hans bøger og udtalelser er en konstant kilde til irritation for de konservative religiøse lærde.
      En nøjere læsning af Hassan Hanafis digre værker viser hvorfor. Han ønsker at igangsætte en bevidsthedsændring i det muslimske samfund - en åndelig revolution, hvor de intellektuelle er 'spydspidser´, og hvor universalisterne skal være 'våbensmede'. Forskerne skal ifølge ham forholde sig til nutidens virkelighed, så videnskaben kan videreudvikle kulturarven (turath) med henblik på at opnå national og folkelig retfærdighed. Koranexegese og filosofi som 'nationalt projekt' er for ham vigtige udviklingsområder til at bringe den åndelige stagnation og kulturelle tilbagegang - i forhold til tidligere tiders frugtbare perioder - til ophør.
      Han tror i modsætning til de konservative religiøse lærde ikke på, at man kan finde et endeligt bevis for Koranens evige mening:
      "At Koranen skulle have en evig mening er en hypotese, og en antagelse for hvilken der ikke er noget bevis. Fortolkeren er et menneske, som lever på et menneskes betingelser, idet han har sine tilbøjeligheder og interesser ... Det ville være prætentiøst for fortolkeren at hævde, at han kender Koranens evige mening. Fortolkningens gyldighed ligger i dens magt."
      Hanafis projekt er et fornyelsesprojekt, der bl.a. henter inspiration i den latinamerikanske befrielsesteologi. Han bestrider ikke, at det er en ideologistiftelse, og han erstatter det gamle udtryk "mennesket er et fornuftsvæsen" med "mennesket er et ideologisk væsen."
      Lovprisningen af Gud skal erstattes af en kritisk holdning over for de herskende, og læren af fejltagelserne skal træde i stedet for angeren. Den politiske handling imod undertrykkelse er en religiøs handling af større værdi end udførelse af religiøse ritualer.
      Men befrielsesteologien er ikke hans eneste inspirationskilde, tværtimod er der mange. Hanafi har fået påhæftet forskellige etiketter - af nogle betegnes han som marxist, af andre som islamist - alt efter, hvem der betegner.
      Det er svært at rubricere en avanceret tænker som Hassan   Hanafi, men helt overordnet repræsenterer han en islamisk mellemvej. Han har hentet inspiration fra flere kilder. På den ene side fra reformistiske muslimske tænkere som bl.a. Muhammad 'Abduh (1849-1905), og på den anden side fra mere islamistiske tænkere som bl.a. Hassan al-Banna (1906-49).
      Hanafi mener, at det kun er ved at anvende sit eget fundament, at man kan opnå ægte nyskabelse - ellers opnår man kun blind imitation af vestlig sekularisme og styrker ikke egen kreativitet. Derfor er det også logisk, at han intellektuelt er søgt tilbage til den gruppe af tænkere fra det 8. århundrede (Mu'tazila), som bl.a. mente at sandhed kunne opnås ved anvendelse af fornuft i fortolkningen af Koranen. Han har også hentet inspiration fra en anden af de store progressive tænkere inden for Islam, Ibn Rushd, kendt i Vesten som Averroes.

Hanafi mener, at det er umuligt at vestliggøre Egypten totalt, da landet er præget af den religiøse islamiske nerve, som ikke bare er 'opium for folket', men også giver 'de undertrykte' et bolværk mod deres smerte.
      I 1989 sagde han i et interview til et tidsskrift, at "islam er i bund og grund en sekulær religion. Derfor er der ikke brug for en yderligere sekularisme udledt af den vestlige civilisation."
      Ifølge Hassan Hanafi stagnerer det islamiske åndelige liv efter det 14. århundrede, hvor den opfattelse bredte sig, at sandhed ikke kunne findes ved alene at bruge fornuften. Og efter den tid nøjedes de lærde blot med at repetere og lave kommentarer til det vidensstof, som blev udarbejdet i de forskellige discipliner i de første århundreder.
      Hanafi mener, at der derimod er brug for at revidere de fire forskellige tilgange til den islamiske videns-tradition, som er skyld i den islamiske kulturs forfald: Teologien ('ilm usul ad-din / 'ilm al-kalam) filosofien (falsafa), retsgrundlagets videnskab ('ilm usul al-fiqh) og mystikken (tasawwuf).
      Med beklagelse konstaterer han, at teologien er faldet tilbage til en gudsopfattelse, hvor Gud tillægges menneskelige egenskaber, efter at den ellers på Mu'tazila-gruppens tid havde bygget på en abstrakt og rationalistisk gudsopfattelse.
      Selv ser han virkeligheden som en række af begivenheder forårsaget af konkrete omstændigheder og ikke af en overnaturlig indgriben af den guddommelige væren udefra.
      Han mener, at den filosofiske tænkning praktisk talt er blevet udslettet. Indadtil truer umma'ens (den muslimske nation) enhed, da den stiller krav om en uomstødelig bevisførelse, der ville kunne afslutte de stridigheder mellem sekter og teologiske skoler, som ellers på dialektisk vis vil kunne skabe frugtbare nye erkendelser. Og udadtil hindrer man en kommunikation med andre kulturer, da sproget i praksis låses fast i ens egen religion, i stedet for at bruge filosofien til at kunne skabe en sproglig bearbejdelse af det universelle.
      Hanafi afviser religiøs isolation og alle former for chauvinisme og siger, at hverken jøder, kristne eller muslimer er Abrahams sønner på en fysisk besiddende måde. At være dette forudsætter et kald, og det er principielt set universelt.
      Han afviser også alle kætter-anklager tilbage i historien uanset deres tilhørsforhold eller indstilling, idet idealet for ham er tolerance for derigennem at opnå umma'ens enhed.
      Han mener ikke, at filosofien modsiger religionen, da den blot udlægger de hellige love og tekster allegorisk og rationaliserer dem gennem højeste mål af menneskelighed, rationalitet, spiritualitet og universalisme. Han mener som mange andre progressive islamiske filosoffer, at fornuften er i stand til alt, hvad profeterne har villet give som åbenbaring og er i stand til at erkende dette ved hjælp af sin egen kraft.
      Selvom han ser den filosofiske bevisførelse som overlegen, er han samtidig opmærksom på dens farer, og kritiserer bl.a. den 'retfærdige fornuft' hos Ibn Rushd med en bemærkning om, at sandheden modsiger ikke sandheden.
      Han ser religionens kerne som en absolut viden, hvor åbenbaring og fornuft, myte og eksistens, dogmer og væren, Gud og historie samt religion og filosofi kan mødes. I overensstemmelse med Lessing og visse islamiske filosoffer ser han åbenbaringens historie som en guddommelig pædagogik, som eksisterer så længe menneskeheden stræber efter autenticitet og retfærdighed.

I sin kritik af de religiøse videnskaber, der er baseret på juraens grundlag ('ilm usl al-fiqh), skriver han, at hvor de i de første århundreder efter Islams opståen var bestemt af en søgen efter løsning på reelle problemer, læser og fortolker man i dag den religiøse tekst løsrevet fra den levede virkelighed.
      Forgængerne uddrog juraens grundlag i overensstemmelse med deres omstændigheder, og Hanafi mener derfor, at det også i dag må være muligt at forme juraens grundlag "i overensstemmelse med vore behov og vore omstændigheder og realisering af vor velfærd, som skifter fra generation til generation. De var mennesker, og vi er mennesker. Vi skal lære fra dem, men ikke imitere dem."
      Det er kun, hvis man begynder at nytænke de fire humanistiske hovedtraditioner, at man ifølge Hanafi kan finde en løsning på den islamiske kulturs tilbageståenhed i forhold til tidligere tider.
      Teologi og filosofi skal ændres til en antropologi - forstået som en kulturantropologi, der ikke kun undersøger de kulturskabte elementer men også menneskets væsen og tænkning i sig selv. Delområder af teologien og filosofien skal indlemmes i andre videnskaber. Læren om Guds enhed skal f.eks. ind i socialpsykologien. Retsvidenskaben skal ind i virksomheds-, lovgivnings- og politiske videnskaber. Mystikken skal inspirere psykologien og etikken. Kort sagt er hans projekt at etablere moderne islamiske videnskaber.
      Mennesket skal igen i centrum, som det var i de første århundreder efter Islams opståen, og videnskaben skal lade sig inspirere af Guds ord, som skal udgøre en fælles basis for disciplinerne (hvor han stræber efter en forening af dem), men ikke indsætte Gud som aksens omdrejningspunkt.
      De tidligere bestræbelser på at skabe en renæssance (nahda) fra de konservativt religiøse, de vestliggjorte intellektuelle og religionsreformatorerne anser han for fejlslagne, fordi de ensidigt har forsøgt at imitere traditionen eller vestlige ideer.
      Han vil ikke opgive fundamentet i Islam, men vil ind i en åben dialog med de bedste teorier og metoder verden over. Enhver kultur skal, mener Hanafi, forsøge at lære fra andre kulturer gennem en tilegnelse af det nye ved oversættelser, kommentering med henblik på egne behov, og forfatning af selvstændige værker på grundlag af det nye vidensstof. Selv har han ladet sig inspirere af moderne 'vestlige' filosoffer som Spinoza, Voltaire, Kant, Hegel, Weber, Husserl og Marcuse, men han er ikke interesseret i, at den muslimske nation overtager den europæiske pluralisme i verdensanskuelser, som er en konsekvens af den europæiske filosofihistorie.
      Han er fuldt ud bevidst om, at fornuftens herredømme kan medføre krise - ikke for fornuften i sig selv - men for bevidstheden, som han ser den har gjort det i Europa. Nogle af Hanafis kritikere hævder, at hans sproglige begreber og metoder udgør en 'vestliggørelse' af den islamiske videnstradition, men den kritik vil han ikke selv godtage. Han stiller i stedet spørgsmålet: "Tilhører humanisme, rationalisme, kritisk tilgang, aktivisme virkelig Vesten? Dette ville give Vesten monopol på nyskabelse og udvikling og kunne forstås som om Vesten var den eneste kultur, der har ret til universelle værdier som humanisme, nationalisme eller socialisme. Men behovet for sådanne værdier eksisterer i alle kulturer."
      Der har været en vekselvirkning mellem de forskellige kulturer, og det var således igennem Ibn Rushd, at europæerne i sin tid blev opmærksom på Aristoteles.

Hanafi er blevet anklaget for at anvende "sin position som professor til at pålægge de studerendes bevidsthed sit destruktive projekt" og det hævdes, at han "nægter Koranens ubestridelige guddommelige karakter i sine skrifter."
      Det er ikke nyt, at kritiske tænkere således udhænges som vantro, men det omgivende samfund har ændret sig. Menneskerettigheds-organisationer står parat med en fordømmelse af manglende ytrings- og forskningsfrihed, og i massekommunikationens og masseuddannelsens tidsalder er der nye betingelser for debatten. Nok er der censurkomiteer, men samtidig er der en livlig handel og distribution af pirat-kopier af reformatoriske tanker, som bl.a. Hanafis.
      Pluralisme har altid eksisteret i de mellemøstlige samfund i den levede virkelighed, men spørgsmålet er om den i fremtiden vil få lov at udfolde sig på en mere offentlig og åbenlys måde.
      I mellemtiden kan vi kun i vores del af verden have dyb respekt for de mennesker, intellektuelle såvel som praktikere, der som Hassan Hanafi hver dag må tage kampen op for at leve i overensstemmelse med deres tro og overbevisning. Og måske ville det gavne, hvis vi i højere grad i vores del af verden fokuserer på dem og deres tænkning og meninger, for på denne måde at være med til at offentliggøre deres ideer og kunne gå i dialog med dem.
     I Hassan Hanafis opgør med alle former for partikularisme og chauvinisme og arbejde for tolerance og universelle værdier kan vi også i 'Vesten' hente inspiration til i forening at arbejde for et samfund, baseret på udveksling af viden og ressourcer med respekt for den anden, lokalt og globalt.

Hassan Hanafi er født i 1935 og allerede som 16-årig gik han ind i De Muslimske Brødres organisation, som er moderat islamistisk, og begyndte samme år at studere filosofi ved Cairo Universitet. I 1956-66 fortsatte han sine filosofi-studier ved Sorbonne i Frankrig under Robert Brunschvig og Paul Ricoeur.
      I 1967 blev han docent ved Cairo Universitet, og skrev de næste tre år artikler om emner som forholdet mellem religion og fornuft, moderne arabisk og europæisk tænkning, de intellektuelles rolle. I 1971-75 var han gæsteprofessor i Philadelphia, men vendte så atter tilbage til Cairo. Han oversatte i denne periode Spinoza, Lessing og Sartre samt studier af klassiske islamiske tænkere som al-Farabi og Ibn Rushd (kendt i Vesten som Averroes). Siden påbegyndte han et stort anlagt værk på otte bind med tiltlen Religion og revolution i Egypten 1952-1981.
      Begejstret kommenterede og kritiserede han to af Khomeinis skrifter efter den iranske revolution, men tog siden afstand fra Khomeini på grund af dennes afvisende holdning over for rationalisme, videnskab og humanisme. I 1980 udsendte Hanafi bogen Arven og fornyelsen, som indeholder en vision for de fremtidige muslimske samfund. Tidsskriftet Det Islamiske Venstre, som han stiftede i 1981, skulle sprede tankerne videre ud til befolkningen. På dette tidspunkt havde han også udgivet fem bind af sit store fornyelsesprojekt Fra trosdogme til revolution. Forsøg på en ny-grundlæggelse af videnskab fra religionens grundlag.

© Lene Nørtoft