Europæisk islam:

Nytænkning og reform inden for islam er ikke noget nyt fænomen. Der har altid været muslimske teologer og intellektuelle, der har taget afstand fra tendensen til ukritisk imitation (taqlid) af de tidligste eksegeters konklusioner og fortolkninger. Op igennem historien er de skriftkloges fortolkningsmonopol blevet kritiseret for at være skyld i nationers stagnation og forfald. Inderen Chiragh Ali var én af disse kritikere, og vi gengiver her nogle mindre uddrag af hans bog "Islam and Change".

ISLAM OG FORANDRINGENS LOD

Forestillingen om, at islams religiøse, politiske og sociale love fortrinsvis er rigide og uforanderlige, og at de er baseret på specifikke forskrifter, som der hverken kan tilføjes eller fratrækkes noget, og som ikke kan tilpasses skiftende omstændigheder, er fast forankret i europæisk tankegang, og de færreste har gjort sig den ulejlighed at beskæftige sig indgående med emnet. Europæiske tænkere søger ikke for alvor at trænge ind til islams kerne, og derfor er deres viden ikke kun overfladisk, men ofte også baseret på utroværdige kilder.
    Jeg har bestræbt mig på i denne bog at vise, at islam - som den blev forkyndt af Muhammad, den arabiske profet - besidder den fornødne elasticitet til at tilpasse sig de sociale og politiske omvæltninger, der finder sted rundt omkring. Den islamiske lov, eller sharî'a (hvis den overhovedet kan kaldes en lov, da den ikke indeholder et decideret lovsæt) er på ingen måde uforanderlig. Muhammads eller islams eneste lov er Koranen, og kun Koranen…

De muslimske lande er ikke teokratiske i deres styreform, og da den islamiske lov er baseret på demokratiske principper, må den anses for at være et godt bolværk mod, at muslimske tyranner vinder fodfæste. De første fire eller fem kaliffer kan karakteriseres som rent republikanske. Da loven oprindelig blev formuleret, anerkendte den ikke eksistensen af hverken konge, adel eller herremænd. De tidlige kaliffers stilling og autoritet kan sammenlignes med de gamle romerske diktatorer, hvis efterfølgere blev udvalgt iblandt folket og af folket...

Flere lovskoler er opstået i kølvandet på sociale og politiske omvæltninger, der har fundet sted rundt omkring i den muslimske verden med det formål at tilpasse loven til muslimernes stadigt skiftende behov og omstændigheder. Ingen af disse lovskoler var dog endegyldige, alle var de så afgjort progressive. De var blot trin på det islamiske retssystems vej.
    Man kan antage, at eftersom det islamiske imperiums stadigt voksende behov førte til oprettelsen af flere retsskoler, til forskellige typer af koran-eksegese og til forskellige måder at efterprøve og acceptere de mundtlige traditioners autoritet, må de krav, som det moderne sociale og politiske liv stiller så vel som skiftende omstændigheder, følges op af et nyt system af analogiske fornuftsslutninger under nøje overholdelse af Koranens principper, som hidtil ikke er blevet opfattet som den eneste og fuldt ud tilstrækkelige vejledning. Lovgivning er en eksperimenterende og induktiv videnskab - ikke logisk og deduktiv. Klimaforskelle og skelsættende historiske begivenheder, menneskenes behov og viden såvel som de sociale og politiske omstændigheder må tages i betragtning, som det var tilfældet i de første dage af det voksende muslimske imperium.
    Alle fire grundlæggere af de muslimske lovskoler, der nu er i kraft, og andre, hvis skoler nu er ophævet, overholdt de ovenfor beskrevne retningslinjer. Lovskolerne blev desuden anvendt lokalt og kunne derfor ikke anses for at være bindende hverken for muslimer i Indien eller Tyrkiet…

Grundlæggerne af de fire lovskoler har aldrig påberåbt sig, at deres systemer eller juridiske afgørelser skulle være endegyldige. De ville aldrig turde gøre det. De forsøgte aldrig at påtvinge deres samtidige deres analogislutninger eller personlige vurderinger. Ej heller forsøgte de at gøre dem bindende for fremtidige generationer i det voksende muslimske imperium. Ingen af de fire grundlæggere ville tildele nogen imamer eller jurister en så høj stilling…

Denne redegørelse for nogle af de vigtigste lovskoler vil være tilstrækkelig til at bevise, at ingen af systemerne blev betragtet som endegyldige eller guddommelige, og at ingen af grundlæggerne af disse forskellige systemer ønskede, at de skulle betragtes som sådan, og at ingen ønskede, at deres eget system skulle have forrang frem for andre. Hvert system var progressivt, ufuldstændigt og foranderligt og blev løbende omforandret og forbedret. De logiske slutninger, analogiske kendelser og lunefulde spekulationer, som man benyttede sig af i de første tider på grund af informationsbehovet, blev ganske fejet af bordet i eftertidens juridiske system. Enhver tendens blev forankret i lovgivningen i henhold til folkets ønsker og behov, og i henhold til forandringer i det nye imperiums sociale og politiske forhold. Hver eneste ny lovskole lavede eksperimenterende og induktive love, medens de tidligere spekulative og deduktive love gik i glemmebogen…

Koranen foregiver ikke at udstikke sociale og politiske love. Alle dens forskrifter og moralisme er møntet på en fuldstændig fornyelse af datidens arabiske samfund. Hensigten med Koranen - den lov, der blev åbenbaret til Muhammad – var ikke at give særlige forskrifter for civillov eller at nedfælde generelle juridiske principper. Koranen går i rette med nogle af de civile og politiske love, der var de mest korrupte og misbrugte, så som polygami, skilsmisse, konkubinat og slaveri. Koranen blev brugt i kampen imod umoral og overfladiskhed…

De mere betydningsfulde civile og politiske af islamisk lovs anbefalinger, som siges at være baseret på Koranen, er ikke andet end slutninger og udledninger af et enkelt ord i en isoleret sætning. Det er sørgeligt, at de muslimske tænkeres fortolkninger og udledninger af Koranen er kendetegnet ved en bogstavelig fortolkning af ord uden den mindste hensyntagen til Koranens ånd…

Kort sagt, blander Koranen sig ikke i politiske spørgsmål, ej heller opsætter den specifikke regler for civilretslig adfærd. Koranen er en åbenbaring af religiøse dogmer og generelle etiske og moralske regler…

Der hersker ingen tvivl om, at flere kodeks i islamisk lov var fint afstemt efter de daværende omstændigheder og udviklingstrin. Selv nu, hvor store forandringer har fundet sted, er de tilstrækkelige til at regulere et samfund på bedste måde. På nogle punkter er islamisk lov dog uforenelig med moderne behov - og bør derfor ændres. Flere af lovens kapitler om politiske institutioner, slaveri, konkubinat, ægteskab, skilsmisse, ikke-muslimske medborgere m.v. bør fornys og genskrives, så de nøje stemmer overens med Koranen, som jeg påviser på de følgende sider…

Et naturligt spørgsmål vil nu være: "Hvem kan effektuere de ovenfor nævnte reformer?" Jeg svarer ligeud: "hans majestæt, sultanen". Han er kompetent nok til at igangsætte både politiske og sociale reformer, på samme måde som tidligere sultaner indførte visse gavnlige regler i direkte modstrid med den hanafitiske lovskole. Han er den eneste juridiske autoritet, der kan indføre reformer, idet han er Profetens efterfølgeres efterfølger (Khalifat Khulafa Rasul-allah)…

Som kalif er sultanen ikke bundet til at opretholde den hanafitiske lov, som synes at passe dårligt til moderne tiders omstændigheder…

Jeg har her påvist, at islam er en tro, der er langt fra at indeholde et socialt system. Det islamiske politiske og sociale system har intet som helst med tro at gøre. Selv om muslimerne i eftertiden har forsøgt at blande deres sociale system med Koranen, ligesom jøderne og de kristne har gjort ved at anvende Bibelens anvisninger i deres daglige liv, er de ikke så sammenfiltrede, at det er umuligt at adskille dem fra hinanden uden at ødelægge dem begge. Når de foreslåede reformer skal føres ud i livet, er det ikke nødvendigt at ændre på opfattelsen af Koranen som guddommelig åbenbaring.
    Kort sagt, udgør Koranen (eller Muhammads lære) ingen barriere hverken for muslimers åndelige udvikling og fritænkning eller for fornyelse i alle livets forhold - hverken politiske, sociale, intellektuelle eller moralske.

Der er en tradition overleveret af imam Muslim. ifølge hvilken Profeten Muhammad ved sin ankomst til Medina så nogle personer bestøve daddelpalmer. Han frarådede dem at gøre således. De fulgte hans råd; men årets høstudbytte blev ekstremt magert. Da man fortalte dette til Profeten, sagde han: "Jeg er kun et menneske. Hvad jeg instruerer jer i mht. jeres tro, skal I følge; men når jeg ytrer mig om andre anliggender, så husk, at jeg blot er et menneske."
    Dette viser, at Muhammad aldrig præsenterede sine egne handlinger og ord som ufejlbarlige eller uforanderlige regler i civile og politiske affærer – eller med andre ord, så kombinerede han aldrig kirke og stat i én. Det arabiske mundheld: "Stat og religion er tvillinger" er blot almindelige menneskers mundheld og ikke et muslimsk religiøst dogme. Det er forkert at påstå, at Profetens udsagn og handlinger dækker alle aspekter af loven, hverken de politiske, civile, sociale eller moralske…

Islam er i stand til at udvikle sig og er elastisk nok til at tilpasse sig til de sociale og politiske omvæltninger, der finder sted. Islam (det rene islam som forkyndt af Muhammad i Koranen - ikke som foreskrevet af islamisk lov) var i sig selv et fremskridt og en forandring til det bedre. Det rene islam indeholder de vitale principper, som hurtig udvikling, fremskridt, rationalisme og tilpasningsevne til nye omstændigheder kræver…
 

Courtesy www.concentric.net (1999)