Europæisk islam:

MUSLIMER I BEVÆGELSE

Af Aminah Tønnsen

"Euro-islam" er for mange blevet den magiske formel, der én gang for alle skal løse "det muslimske problem", så freden atter kan sænke sig over Danmark. Alle – især ikke-muslimer - taler om "Euro-islam"; men ingen ved rigtig, hvad den går ud på. Det vil jeg give mit bud på i det følgende:

Islam har lige siden Profeten Muhammads dage – på nøjagtig samme måde som kristendommen – taget farve efter de kulturer, den har bredt sig til. Islam er én, og Koranens tekst er uforanderlig; men både den og Profetens sædvane giver ofte flere fortolknings- og valgmuligheder. Hverken islam eller shari’a har nogensinde været statiske størrelser, snarere tværtimod. Islamisk straffe-, familie- og arveret har heller aldrig været hverken statiske eller ensartede, men er blevet tilpasset tidernes skiften.

Den gyldne middelvej
Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man som troende – hvad enten man så er jøde, kristen eller muslim – skal leve som minoritet iblandt en majoritet, der for en stor dels vedkommende har fjernet sig fra sit oprindelige kristne livsgrundlag.
    Nogle muslimer vælger – for at blive accepteret af majoriteten - helt at afstå fra at praktisere deres tro og kalder sig "kulturelle" eller "ultra-light" muslimer. Andre går til den anden yderlighed og bliver rene formalister, for dog i det mindste at blive respekteret iblandt deres egne - når nu majoriteten ikke vil acceptere dem som ligeværdige medborgere.
    Ifølge Koranen er islam imidlertid troen "på midten" (ummatan wasatan), og de troende opfordres til at følge den gyldne middelvej i alle livets forhold og ikke gå til yderligheder. Det gælder om at skabe harmoni mellem tro og virkelighed, at se Guds åbenbaring som et naturligt element i den virkelighed, man er en del af.

Oprigtig gudstro må nødvendigvis udmøntes i konkret handling. Troen skal være vor referenceramme individuelt, socialt og politisk – uden at vi dog skal gå til yderligheder og plædere for teokrati. Som troende må man ofte sige fra over for nogle af de ting, der af andre betragtes som "normale" eller som en del af dansk kultur og danske frihedstraditioner. Ved således at fravælge nogle muligheder, sætter man troen over (grund)loven - uden dog at bryde loven eller skade nogen derved!
    Skulle man alligevel gå hen og bryde gældende lov, må man naturligvis tage sin straf som enhver anden borger. Og dersom man finder, at gældende lov ikke kan forenes med ens eget trosgrundlag, må man forsøge at ændre loven med lovlige, demokratiske midler – eller emigrere til et land, hvis lovgivning man finder mere acceptabel .

Troens principper
Som troende muslim har man nogle grundprincipper at holde sig til, der gælder til alle tider og under alle omstændigheder:
    Énhed (tawhîd) er et fundamentalt princip i islam. Det er nødvendigt at se Koranen som en helhed. Man må kende helheden for at forstå detaljerne og se, hvad islam retteligen er: en tidløs og universel tro og livsholdning, der gavner almenvellet og fremmer freden. Også menneskeheden skal betragtes som en helhed: skabt af samme Gud i indbyrdes afhængighed og forpligtelse, bundet af samme sandhed, af fælles værdier og af en fælles fremtid. Verden skal ikke deles op i "dem" og "os". Muslimer skal se sig selv som en del af det, Koranen kalder "det fremmeste fællesskab" (ummatan wahidatan): menneskeheden.
    Pluralisme kendetegner Koranen: Mangfoldighed i sprog, hudfarve, tro, byrd m.v. er en gave og en udfordring til at skabe énhed med respekt for mangfoldigheden.
    Stræben (djihâd) er et andet fundamentalt princip i islam. Mennesket skal stræbe (djahada) efter at betvinge ondskab og destruktive kræfter - og fremme det gode og skabe et blomstrende og retfærdigt samfund, hvor ingen lider nød, diskrimineres eller berøves de mest fundamentale rettigheder. Troende jøder, kristne og muslimer skal sammen stræbe (djahada) efter at bevare og fremme retten til at leve, som Gud vil det, leve et liv i ansvarlighed og forpligtelse.

Nytolkning og kontekstualisering
Koranen siger om sig selv, at nogle af dens vers er tydelige – andre er billedlige og beregnet til fortolkning. Så for at være en ægte koransk fundamentalist er man nødt til at efterkomme påbudet om at fortolke teksten! Det gør Koranens budskab så rummeligt, at det kan efterleves til alle tider og under alle omstændigheder.
    Man må vide, i hvilken sammenhæng en bestemt passage blev åbenbaret, for at kunne overføre dens hensigt og ånd til sin egen virkelighed. Og ligesom Profetens sædvane (sunna) og udsagn (hadith) om stort og små i dagligdagen er blevet til i en ganske bestemt kontekst, er også teologers og tænkeres udsagn og fortolkninger knyttet til helt specifikke omstændigheder.
    En naturlig konsekvens af tilstedeværelsen af et voksende antal muslimer i Europa har været, at man i 1997 oprettede European Council for Fatwa and Research. Rådet udsender med mellemrum erklæringer med retningslinjer for muslimer bosat i Vesten. Rådet har bl.a. ved flere lejligheder opfordret minoritets-muslimer til at overholde værtslandenes love og regulativer, til at opfylde deres forpligtelser over for værtslandene, til ikke at misbruge værtslandenes sociale system, til ikke at gå til yderligheder i deres religionsudøvelse og til at udvise respekt og tolerance over for deres medmennesker.
    Ikke alle rådets erklæringer er lige banebrydende, men Rom blev jo heller ikke bygget på én dag! At rådet overhovedet eksisterer er prisværdigt i sig selv og tegn på, at teologer omsider har fået øjnene op for, at fortolkninger ikke uden videre kan overføres fra én tidsalder til en anden, fra én kultur til en anden - eller fra en majoritets- til en minoritets-situation, men skal revurderes i lyset af de aktuelle omstændigheder.

Dâr al-islâm og dãr al-harb
Muslimske retslærde begyndte i de første århundreder efter Profetens død at dele verden op i dâr al-islâm (islams hus) og dâr al-harb (krigens el. lovløshedens hus) eller dâr al-kufr (vantroens hus).
    Siden middelalderen har en række lærde ment, at det var muslimers pligt at gøre dâr al-harb til en del af dâr al-islâm og har til det formål forvansket begrebet djihâd til at være offensivt i stedet for som oprindeligt i Koranen udelukkende at være defensivt.
    I en tid, hvor ca. 40% af verdens muslimer lever (og har frihed til at praktisere deres tro) som minoriteter i områder, der traditionelt ikke er en del af dâr al-islâm – og hvor befolkningerne i mange af de lande, der traditionelt tilhører dâr al-islâm undertrykkes af magthaverne, er termerne dâr al-harb og dâr al-islâm ikke længere relevante.
    Man må snarere sige, at ALLE mennesker i dag - ligesom Profeten og hans tilhængere før udvandringen til Medina - lever i dâr al-da'wa - i en verden, hvor menneskeheden som sådan skal kaldes til Gud og tro. Eller i dâr ash-shahâda - i en verden, hvor troende skal vidne om deres tro i fuld respekt for hinandens tro og traditioner.

Tro og vantro
Også begreber som tro (imân) og vantro (kufr) må nødvendigvis nyfortolkes. Ifølge Koranen er det helt individuelle særkender, som individet kan veksle imellem - og som kan skiftevis svækkes og styrkes op igennem et langt livsforløb.
    En troende (mu'min) defineres klart og tydeligt som én, der tror og handler derefter - ikke kun ved at fremsige trosbekendelsen og overholde de til troen tilhørende ritualer, men også ved at handle i forhold til den øvrige skabelse. Tro kan ganske enkelt sammenfattes til: At tjene Gud ved at tjene skabelsen - i fuld tillid til, at Gud vil os det bedste og har givet os den perfekte vejledning i form af de åbenbaringer, som Profeten Muhammad modtog via ærkeenglen Gabriel i årene 610-632, og som er samlet i Koranen.
    Tro defineres endvidere ikke som værende eksklusiv, eftersom enhver, der tror på Gud den Almægtige, himlenes og jordens skaber, og på et eller flere af de skrifter, Han har nedsendt, og handler i overensstemmelse dermed, "intet har at frygte". Gud alene er i stand til at se ind i menneskets inderste og til at bedømme værdien af individets tro, intentioner og handlinger. Det er ikke til at komme udenom: Koranen anerkender religiøs pluralisme. Det er islam i grundbetydningen fred gennem gudhengivelse, der skal styre verden.

Dødsstraf
Dødsstraf er et af de emner, der bringer sindene i kog. "Der kan ikke være tvang i trosanliggender" forkynder Koranen i forskellige variationer og omtaler personers gentagne frafald og tilbagevenden til troen - hvilket i sig selv udelukker dødsstraf for frafald.
    Når man op igennem historien har straffet frafald fra islam med døden, er det, fordi man har forbundet frafald med forræderi. Det har måske haft sin berettigelse, dengang menigheden bestod af nogle få hundrede eller tusinde sjæle omgivet af fjendtligsindede stammer og folkeslag. Men kan man tale om forræderi, når den muslimske menighed i vore dage tæller mere end en milliard sjæle spredt ud over jordkloden?
    I øvrigt angiver Koranen kun to tilfælde, hvor det er muligt at forlange dødsstraf: for oprør og forræderi samt som gengæld for overlagt mord – og begge gange som én ud af flere mulige strafformer og med en påmindelse om, at den, der vælger den mildeste straf eller tilgiver og søger forsoning, bliver belønnet af Herren!
    Derfor er der intet modsætningsfyldt i at være muslim og modstander af dødsstraf, for naturligvis ønsker man et samfund, der styres af ønsket om forsoning i stedet for primitiv hævngerrighed.

Islam i Europa
"Europæisk islam" er ikke et nyt fænomen – det har eksisteret lige så længe, som der har boet muslimer i Europa; men islam har i de seneste årtier været præget af fremmede udtryksformer på grund af indvandring af muslimer fra fjerne himmelstrøg.
    De nyankomnes integrationsfase har været præget af mistro og angst for at miste sine værdier. Derfor har det været svært for europæiske tænkere som Murad Hofmann og Abdullah Borek i Tyskland, nu afdøde Z. Abadin i England, Soheib Bencheikh og Tariq Ramadan i Frankrig og undertegnede at få vort budskab igennem. Vi har mødt mistro og fordømmelse – ikke kun blandt vore trosfæller, men også blandt de kristne, der for enhver pris ønsker at fastholde islam som fjendebillede.
    Muslimernes største udfordring i vor tid ligger i at fastholde Koranens autenticitet og uforanderlighed – samtidig med at fastholde, at der er flere tolkningsmuligheder, således at islamiske principper kan anvendes på en fleksibel måde, og uden at berøve dem deres kerne og ånd. Der er tale om en erkendelse, som den enkelte skal nå til, en proces, som den enkelte skal gennemgå. Giv muslimerne tid og rum til at modnes og finde deres egne ben – i stedet for at trænge dem ud på yderfløjene med den evindelige problematisering af muslimske traditioner, mistænkeliggørelse af muslimer generelt og hetz imod islam. Der er ikke overskud til selvudvikling og selvransagelse, når man konstant må forsvare sin tro og sine traditioner imod angreb udefra.
    Tro giver mennesket selvværd, fremmer dets ansvarsfølelse og er det bedste bolværk imod vold og kriminalitet - verdsliggørelse gør derimod mennesket rodløs og gavner hverken individ eller samfund. Derfor er det bekymrende, at man skal være "kulturel" eller "ultra-light" muslim for at blive betragtet som brobygger og moderat muslim, medens de muslimer, der tager deres tro alvorligt, bliver betegnet som "fundamentalister" – samtidig med, at ordet "fundamentalist" bruges som synonym for "fanatiker, voldsmand og terrorist". Hverken fanatisme, vold, kriminalitet eller terror kan legitimeres ud fra Koranen. Fanatisme af enhver art er menneskehedens værste fjende og bør imødegås og bekæmpes til hver en tid.

Mere end nogensinde før er det nødvendigt
- at tale med hinanden – i stedet for at tale om hinanden og at søge indsigt i og viden om hinandens tro og traditioner,
- at se på det enkelte menneske – i stedet for at generalisere ud fra vold, terror og magtmisbrug rundt omkring i verden,
- at vise hinanden åbenhed, tillid og respekt - det får det bedste frem i mennesket og motiverer det til at bidrage aktivt til vor fælles fremtid,
- at anerkende religiøs pluralisme og stræbe (djahada) efter at skabe enhed og harmoni – med fuld respekt for mangfoldigheden, således at mangfoldighed bliver en berigelse i stedet for en trussel,
- og at se ud over vor egen næsetip og stræbe (djahada) efter at fordele verdens rigdomme på retfærdig vis - for fattigdom, nød og elendighed skaber grobund for vold, ufred og krig.

© Aminah Tønnsen, oktober 2001   

Kronikken har tidligere været offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 9. oktober 2001.

RAMADAN, Tariq: 
          * To be a European Muslim. The Islamic Foundation, Leicester 1999.
          * Islam, the West and the Challenges of Modernity. 
            The Islamic Foundation, Leicester 2001.

TØNNSEN, Aminah: 
          Islam i europæisk klædedragt. Stof til eftertanke og selvransagelse. 
          Fremad 1998.