Nytolkning af islam
Tro er ikke teologi. Hvis tro er et mysterium, der overgår menneskets fatteevne, så er teologien - dette 'foredrag om Gud' - et midlertidigt forsøg på at forklare troen ved fornuftens hjælp. Eksegeter i alle tidsaldre og fra alle religioner bør holde sig denne skelnen mellem tro og teologi for øje for ikke at låse sig fast i en teologi opstået i et bestemt historisk øjeblik og for at sikre en levende tros universalisme.
      Det er denne skelnen, der i dag er fraværende i de islamiske studier.
      Og dog er islam en tro, der lige siden sin fødsel har helliget sig det universelle og har tilbudt sig til hele menneskeheden - uanset kulturelt, etnisk og civilisationelt tilhørsforhold. Islams historie vidner om dens evne til at tilpasse sig og forene sig med ligegyldigt hvilken kultur og ligegyldigt hvilke menneskelige omgivelser. Polygam i sin kerne, har islam ægtet både arabisk, persisk, tyrkisk og indisk kultur. I dag frier den til den franske...
       Hemmeligheden bag denne smidighed skal findes i fraværet af en gejstlighed, der tager monopol på at fortolke teksten og give anvisning på, hvorledes den skal efterleves i praksis. Fortolkning af teksten er overladt ene og alene til den enkeltes engagement.
       Uden gejstlighed er islams eneste autoritet Koranen - altså en tekst; men den, der siger tekst, siger samtidig per definition 'fortolkning'. Det eneste redskab, mennesket besidder til at fortolke teksten, er dets intelligens. Denne vil uvægerligt vokse og udvikle sig i en bestemt kulturel kontekst. Hvis jeg lever i Vesten, vil jeg læse islam på en måde, så jeg ikke marginaliserer mig selv. Hvis jeg lever i Østen, vil jeg sandsynligvis læse den hellige tekst på baggrund af en østerlændings problemer og forventninger.
       Således læser hver eneste generation og hver eneste befolkningsenhed Koranen ud fra sine egne længsler og bekymringer. Det er den åbning, hvor det midlertidige i al sin foranderlighed intervenerer med det uforanderlige, det urørlige og det evige. Denne åbning er ikke frugten af en tilfældighed eller af en manøvre med det formål at omdigte eller øve vold mod teksten. Utallige Koranvers opfordrer muslimen til vedvarende fordybelse og refleksion - og især til ikke at lade sig nøje med forfædrenes resultater.
      Denne vedvarende nytolkning af den hellige tekst foregår ikke uden afgrænsning for ikke at sige én ting og dens diametrale modsætning i én og samme eksegese. Spørgsmålet er: Hvor går grænserne for denne fortolkning og indtil hvilket punkt kan man fjerne sig fra tekstens oprindelige mening eller ordlyd?
      Det eneste, der afgrænser eksegetens forehavende, er det, der er 'ma'rûf' - et koransk begreb for 'det, som er kendt og anerkendt som godt og gavnligt'. Men kendt og anerkendt af hvem? 'Ma'rûf' er det, som den dominerende intelligens i en given tidsalder og et givent samfund anerkender som godt.
      Næsten alle koranske påbud og anbefalinger er - som Koranen selv slår fast - relative med hensyn til denne enstemmige anerkendelse af det gode, både med hensyn til mening og anvendelse. 'Det gode' er et etisk begreb - og derfor relativt og foranderligt, hvilket sikrer islam en umådelig smidighed og evig ungdom.

Alt, hvad jeg fremfører som indlysende, bliver imidlertid kraftigt dementeret af den måde, hvorpå islam praktiseres i den muslimske verden.
      Islam træder frem efter flere århundreders dekadence, hvor den kreative og fortolkende intelligens har ligget i dyb dvale. Op igennem disse århundreder har muslimerne stået over for en teologisk arv, der overskred deres forståelsestærskel. En arv, som de burde have tilført noget eller endog taget op til kritisk debat. Med ét har de helliggjort både islam og deres 'glorværdige' forgængeres teologiske værker.
      Problemet er, at denne stivnede teologi, som har nået os, er blevet udtænkt af og for en majoritær islam, suveræn på egen jord, og for et stamme- og klansamfund. Det er en teologi, der er opstået i en tidsalder, hvor nationer sjældent mødtes - undtagen når de blev opildnet af imperialistiske tanker, der satte dem op imod hinanden. Det er en teologi, der ikke kærer sig om sameksistens, og som ikke har det fjerneste begreb om den pluralisme, der styrer universelle begreber så som verdslighed og religionsfrihed for alle.
      I dag styrer hele verden imod det universelle, og vor tæt befolkede planet bliver stadig mindre: alle ideer - selv de sværeste at assimilere og de mest modstridende - mødes og påvirker hinanden. Ingen er længere fremmed, og ingen kultur er længere eksotisk eller fjern. Og de såkaldt absolutte 'sandheder' er kun sande for dem, der udtænker dem i frihed, og de forpligter kun dem, der roser dem...

Minoritetens teologi
Tilstedeværelsen af islam i Frankrig giver muslimerne en uventet mulighed for at eksperimentere og for at udforme en minoritetsteologi. Denne mulighed skyldes ikke kun, at Frankrig er et kosmopolitisk samfund med et stærkt islamisk samfund i sin midte, men især, at Frankrig er et verdsligt samfund, hvis verdslighed viser sig ved de offentlige autoriteters neutralitet over for alt, der vedrører religiøse spørgsmål. Fraværet af statslig indgriben sammenkædet med fraværet af den sociale tvang, der kendetegner de muslimske lande, gør det muligt for reformatoriske og liberale tendenser at se dagens lys blandt muslimer i Frankrig.
      Denne minoritetsteologi er ikke bare interessant og gavnlig for muslimer i Frankrig, fordi den sikrer en fredelig og broderlig sameksistens med de andre samfund. Dens betydningsfuldhed består i, at den kan overføres til selve den muslimske verden. Islam må - hvis den ikke vil stå uden for den nye internationale orden, der tegner sig og trænger sig på - forberede sig på det universelle, endog hos sig selv, og acceptere at være en minoritet iblandt minoriteterne på globalt plan: en partner, der tilbyder sig - ikke en erobringslysten modstander.
      I dag hersker der bred enighed om, at menneskeretsprincipper, åndsfrihed, trosfrihed og verdslighed er de eneste principper, der er i stand til at styre den samlede menneskehed i hele sin mangfoldighed. Disse principper har ingen ideologisk substans, der kan støde sammen med de herskende ideologier eller som kan stille sig i opposition til dem. De appellerer ikke til respekt for en ideologi eller en tro, men til respekt for mennesket - ethvert menneske uanset dets ideologi eller tro.
      Det er det, der er vore dages 'ma'rûf' - den etik, der er kendt og anerkendt som værende human, og som burde afgrænse de skridt, som enhver ekseget, der vil udleve Koranen her og nu, tager.

Oversættelse A.T.E.   

Marianne et le Prophète.   L'Islam dans la france laïque.
Éditions Grasset & Fasquelle. 1998.

Soheib Bencheikh er søn af en af Frankrigs mest anerkendte og respekterede muslimske autoriteter, tidl. prædikant ved den store moské i Algier og leder af moskéen i Paris, nu afdøde Cheikh Abbas Bencheikh el-Hocine.  
      Soheib Bencheikh har studeret ved L'Institut islamique i Algier og ved al-Azhar-universitetet i Cairo. Han er doktor i religionsvidenskab fra École pratique des hautes études i Paris på en afhandling om Islam i Frankrig. Han har siden 1995 været stormufti i Marseille, hvor han har organiseret provinsens muslimer og etableret kontakter mellem de lokale muslimer og det omgivende samfund.