| Europæisk
islam:
ISLAMISK BEFRIELSESTEOLOGI?
Begrebet
befrielsesteologi opstod i 1960’erne i forbindelse med
latinamerikansk teologi. ’Befrielse’ bestod i en bevidstgørelse af de
fattige lande, der opfordres til at genlæse de bibelske tekster og bruge
dem som redskab til at ændre samfundsstrukturen fra grunden og derved befri
sig fra de rige landes dominans og udbytning. Det er kendetegnende for
befrielsesteologien, at praksis og refleksion hører sammen. Bibelen må læses
i lyset af erfaringen. ”Gud
vil visselig aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv,” hedder det i Koranen 13:11, og nutidige muslimske tænkere gør hyppigt opmærksom på,
at også Koranen kan bruges til at befri menneskene fra forskellige former
for undertrykkelse og diskrimination: ·
Koranen opfordrer
menneskene til at forsøge at forstå Koranen, til at rejse ud i verden med
åbent sind og lutter øren, og til at bruge deres sunde fornuft til at
tolke sprogets mange ordbilleder og Koranens lignelser ind i den aktuelle
kontekst. Ved at nylæse Koranen ind i samtiden kan muslimer frigøre sig
fra traditionelle lærdes tankegods, der er blevet til under ganske andre
sociale, politiske og kulturelle omstændigheder. Nytænkning er både nødvendig
og tilladt, så længe de nye idéer ikke strider imod det helt principielle
i islams fundament. ·
Koranen opfordrer
menneskene til at udfordre og sætte sig op imod egne ledere eller fremmede
magter, der på ulovlig vis tilraner sig velstand og rettigheder, og som
bruger disse til at dominere, undertrykke og udbytte de svage. Som eksempler på islamiske befrielsesteologer kan nævnes: Farid Esack
(Sydafrika/USA), Ali Shariati, (Iran), Abdulkarim Sourouch (Iran/USA),
Nurcholish Majid og Abdurrahman Wahid (Indonesien), Ismail Raja al Faruqi
(Palæstina), Hassan Hanafi (Egypten), Asghar Ali Engineer (Indien), Mahmud
Muhammad Taha (Sudan) og Abdullah an-Naim (Sudan/USA). ·
Som afsnittet om kvindeundertrykkelse
viser, er det muligt for kvinder – bogstavelig talt med Koranen i hånd
– at frigøre sig fra mandlig dominans og undertrykkelse. ·
Med Koranens opfordring
til mådehold og balance ville menneskene kunne undgå den åndløshed, der
har præget Vesten i næsten et halvt århundrede i takt med, at velfærden
og materialismen har holdt sit indtog. Koranen viser os, hvordan Gud har
skabt menneskene i indbyrdes afhængighed og forpligtelse og opfordrer
menneskene til at skabe enhed med respekt for mangfoldighed.
Det handler om at leve med Gud blandt mennesker, og verden har brug for den
spirituelle renæssance, som Koranen er fortaler for. · Sidst, men ikke mindst: Man taler mere og mere om befrielse fra misbrug af religion og om at vinde religionen tilbage fra terrorister og ekstremister, der har taget de moderate muslimer som gidsler i deres kamp om magt og ensretning.
©
Aminah Tønnsen (2006) Ovenstående er et uddrag af bogen "Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede" (Gyldendal 2006) Se også: |
[ index
]
[ nyheder ] [ Koran
& hadîth ] [ islam set indefra ]
[ islam fra A til AA ]
[ dialog
] [ islam i Europa ] [ kultur
& politik ] [ viden & uddannelse
]
[ islamisk ret ]
[ personligheder
] [ familie & køn ] [ etik
] [ for børn ] [ bøger
] [ link ] [ kontakt
os ]