Europæisk islam:

MUSLIMER I DET FREMMEDE

Af Jørgen Bæk Simonsen

De fleste lande i den islamiske verden har gennem de seneste årtier opbygget særlige organisationer, der skal søge at hjælpe muslimer i lande, hvor islam er en minoritet. Saudi-Arabien har skabt Den Islamiske Verdensliga, Libyen har skabt Det Islamiske Kald, Iran skabte efter at de religiøse kredse definitivt havde sikret sig magten i landet i begyndelsen af 1980'erne Det Islamiske Propagandakontor.
    Men også en lang række andre lande har lignende statsfinansierede organisationer. Dertil kommer, at der rundt om i den islamiske verden som helhed er opbygget et stort antal privat finansierede organisationer, der påtager sig lignende opgaver.
    Al-Azhar-universitetet i Cairo har gennem århundreder søgt at påvirke den islamiske filosofiske og teologiske udvikling, og det gamle traditionsrige universitet er på det rene med, at det i lyset af de forskellige organisationer, der gennem de seneste årtier er opbygget i forskellige muslimske lande, er tvunget til mere aktivt, end man måske har være vant til, at indgå i det oplysningsarbejde, der finder sted over for muslimer, der er bosat uden for den egentlige islamiske verden.
    Under et kortere studieophold i Cairo i oktober-november i år (dvs. i 1990) havde jeg mulighed for en samtale med shaykh Muhammad Hussam al-Din, der er en af flere ledende shaykher direkte under al-Azhars ledende imam, for at få nærmere oplysninger om, hvorledes det gamle universitet griber denne opgave an.

Vesteuropa er som bekendt siden begyndelsen af 1970'erne blevet vært for et betydeligt muslimsk mindretal, og det muslimske mindretal i Vesteuropa er et af de muslimske mindretal, der er genstand for størst opmærksomhed fra de forskellige organisationers side, der ser det som deres særlige opgave at udbrede kendskabet til islam.
    Al-Azhar har siden begyndelsen af 1970'erne haft en række lærere og imamer udsendt til Vesteuropa. Det præcise antal har varieret mellem 10 og 15, og alle de lærere og imamer, al-Azhar har haft udsendt, har været tilknyttet skoler og moskeer i England, Frankrig, Vesttyskland eller Belgien. Al-Azhar har derfor i modsætning til f.eks. Det Islamiske Kald og Den Muslimske Verdensliga ikke haft hverken lærere eller imamer udsendt til de muslimske mindretal i Danmark der totalt tæller ca. 56.000 (dvs. i 1990) personer af forskellig nationalitet.
    Shaykh Hussam al-Din understregede, at al-Azhar alene udsender uddannet personale på direkte forespørgsel fra de grupper af muslimer, der ønsker professionelt uddannet personale tilknyttet de skoler og moskeer, der oprettes i Europa. Det blev kraftigt understreget, at al-Azhar under ingen omstændigheder ønsker at manifestere sig uafhængigt af de muslimer, der måtte være bosat rundt omkring.
    Heller ikke i fremtiden har man planer om på eget initiativ at oprette skoler, studiekredse eller moskeer for på den måde at fremme islams sag. Universitetet ser det alene som sin opgave at imødekomme formulerede ønsker fremsat af muslimske grupper, der allerede er bosat et eller andet sted.

Den islamtolkning, al-Azhar står inde for, er karakteriseret ved, at den lægger meget stor vægt på den enkeltes personlige situation. Shaykh Hussam al-Din understregede således, at muslimer bosat uden for den egentlige islamiske verden, naturligvis ikke har samme mulighed for at efterleve det ideale, altomfattende muslimske livsmønster, som også de lærde på al-Azhar principielt fastholder er det der bør efterstræbes. Hussam al-Din understregede i den forbindelse, at muslimer bosat i den ikke-islamiske verden, ikke er pligtige til at efterleve de såkaldte "muamalat"-regler, dvs. de mange regler for sand, muslimsk livsførelse, der i praksis kun lader sig praktisere, dersom det samfund, den enkelte lever i, er domineret af muslimer.
    Det islamiske religionsbegreb postuleres også af de lærde shaykher på al-Azhar at være totalt og altomfattende, og alle sider af livet skal teoretisk indpasses, så de er i overensstemmelse med islam. Pointen i Shaykh Hussam al-Dins udlægning af islam består i, at han opdeler det altomfattende islamiske religionsbegreb i tre elementer, nemlig selve troen (iman), de religiøse pligter (ibadat) og i muamalat, et ord der oftest oversættes ved "transaktionerne".
    Den islam-tolkning al-Azhar lader muslimer bosat uden for den islamiske verden være underlagt erkender, at netop religionsbegrebets tredje element ikke kan efterleves fuldstændigt af muslimer, der lever deres daglige liv i et ikke-muslimsk domineret samfund. Shaykh Hussam al-Din forklarer, at selve troen er identisk for muslimer uanset hvor disse er bosat.
    De religiøse pligter, det i henhold til Koranen er pålagt den enkelte muslim at efterkomme kan heller ikke ændres. De er opregnet i Koranen og er evigt gældende for alle muslimer. Men i måden hvorpå disse pligter efterleves, kan der være forskelle dikteret af samfundsmæssige forhold, som den enkelte muslim ikke kan ændre. I et muslimsk majoritetsmiljø er der med udgangspunkt i de religiøse pligters efterlevelse opstillet en række regler for, hvorledes den enkelte muslim bør handle - hvorledes han eller hun efterkommer de "transaktioner", som skal iagttages, dersom den religiøse pligt skal efterleves.

En muslim, der lever og virker i et ikke-muslimsk land som f.eks. Danmark, er efter al-Azhar shaykhens vurdering ikke en dårligere muslim end andre, hvis han eller hun ikke har praktisk mulighed for at efterleve de regler, der i den islamiske verden uden videre kan efterleves, fordi samfundet i øvrigt er indrettet på, at muslimerne for en dels vedkommende tager efterlevelsen af disse regler alvorligt. Direkte adspurgt om, hvorledes muslimer på det praktiske niveau skal efterleve den kollektive fredagsbøn i eksempelvis Danmark, fastholdt Hussam al-Din, at dette ikke altid kan lade sig gøre, fordi det danske samfund ikke er indrettet som eksempelvis det egyptiske.
    Muslimer bosat i Danmark skal efter hans vurdering erkende, at de lever og virker i Danmark, og derfor bør de indrette sig i overensstemmelse hermed. Der kan naturligvis ikke være tale om at lade f.eks. en kollektiv bøn om lørdagen eller om søndagen erstatte af den pligtige fredagsbøn, thi Koranen og traditionen fastholder, at den finder sted fredag over middag. Muslimer bosat i Danmark bør derfor, dersom de har mulighed derfor, deltage i fredagsbønnen i de moskeer, der findes i Danmark. Er det ikke muligt, bør de finde sammen og efterleve den religiøse pligt, når muligheden indfinder sig: men de kan ikke på nogen måde ændre fredagsbønnens centrale betydning ved at afholde den på et andet tidspunkt.
    Fredagsbønnen er i dette tilfælde kun et pædagogisk eksempel. Det afgørende for Hussam al-Din er på den ene side at fastholde, at islam som religion er et altomfattende system, men på den anden side også at fastholde, at muslimer som religiøs minoritet ikke er dårligere eller mindre oprigtige muslimer, fordi de af skæbnen er henvist til at leve livet i et ikke-muslimsk miljø. Muslimer bosat i Vesteuropa bør efter Hussam al-Dins vurdering arbejde for, at de på det praktiske plan kan efterleve de "transaktioner" der er knyttet til livet som muslim, men de må i deres virke herfor hele tiden holde sig for øje, at de ikke med henvisning til islam kan gøre krav gældende over for det ikke-muslimske omgivende samfund. Love og regler for dette samfund skal også efterleves af muslimer.

Al-Azhar har ikke ønske om at medvirke til, at ikke-muslimske stater ændrer deres specifikke regler og traditioner - men vil naturligvis gerne medvirke til, at det gøres muligt for muslimer bosat i sådanne samfund at efterleve deres muslimske liv. Hussam al-Din lagde ikke skjul på, at han fra de ikke-muslimske vesteuropæiske stater forventede en tolerant holdning over for det muslimske mindretal bosat i Vesteuropa.
    Al-Azhars vurdering af muslimers muligheder for i Vesteuropa at efterleve islamiske traditioner er således præget af stor forståelse for de vilkår, muslimer bosat her er underkastet og adskiller sig i et betydeligt omfang fra de krav og forventninger andre muslimske organisationer opstiller for muslimer bosat uden for den islamiske verden. Mange af disse har ikke al-Azhar-shaykhens klare forståelse for, at det i virkelighedens verden er umuligt.
    Helt i overensstemmelse hermed forventer Hussam al-Din også, at det gennem en årrække bliver muligt for muslimer med støtte fra bl.a. al-Azhar at udvikle en livsrytme, der på een og samme tid er i overensstemmelse med islamiske traditioner og med de grundvilkår, der gør sig gældende i det land, hvor muslimerne nu er bosat.

© Jørgen Bæk Simonsen