Islam i europæisk litteratur:

Johannes Østrup

Filolog og orientalist (1867-1938)

Johannes Østrup, der i 1891 blev dr.phil. med sine Studier over Tusind og en nat, blev i 1898 docent i semitisk sprog og litteratur ved Københavns Universitet og tyve år senere professor i islamisk kultur. Flere rejser og ophold i Nærorienten havde givet ham et enestående kendskab til de arabiske landes sprog og levevis, hvilket hans Erindringer, der udkom i 1937, er et slående bevis for.

I 1911 udkom Profeten Muhammed, hvori Johannes Østrup dels tager afstand fra datidens affærdigelse af Profeten Muhammed som bedrager, dels beskriver ham som en stor personlighed:

Tidligere tiders stærke Modsætning mellem Kristendommen og Islam har ogsaa bevirket, at man fra kristen Side i ældre tid har affærdiget Muhammed med at stemple hele hans Virksomhed som et eneste stort bevidst Bedrageri. Idet man gik ud fra de Tilfælde, hvor han i den senere Del af sit Liv beviselig tog Aabenbaringen i rent personlige, endda ikke helt anstændige Formaals Tjeneste, hvad vi senere skal høre nærmere om, gjorde man disse til Maalestok for hele hans profetiske Virksomhed og blev saaledes saare nemt færdig med denne.
    Men en saadan Forklaring, hvis man da kan kalde det saa, er baade barnagtig og uholdbar. Imod den strider særlig tre saare vægtige Grunde: Vi ved fra Overleveringernes samstemmende Vidnesbyrd, hvorledes Profeten, naar han modtog sine Aabenbaringer, virkelig befandt sig i en lidende tilstand; han faldt om og kom i stærk Sved, samtidig med at han havde stort Besvær ved at trække Vejret.
    Den underlig famlende Karakter, som mange af de aabenbarede Forkyndelser har, viser tillige, at Muhammed selv var i fuldstændig god Tro; en bevidst Bedrager vilde vide at udtrykke sig anderledes klart og præcist.
    Men stærkest af alt taler dog den Kendsgerning, at Profeten i tolv lange Aar, fra sin første Fremtræden omtrent 610 og indtil Flugten til Medina 622 udholdt en Række Lidelser og Forfølgelser, overfor hvilke intet i Verden undtagen Tro paa sin egen Sendelse havde kunnet give fornøden Udholdenhed; en bevidst Bedrager vilde overfor blot en ringe Del af den Modstand, som Profeten mødte, forlængst have opgivet sin paatagne rolle.
    Kun den usvigelige (dvs. urokkelige) Tro paa Guds Kald, kunde give den Styrke, hvormed han holdt ud og bragte Sejren hjem tilsidst. Og hvorledes skulde vel en bevidst Bedrager kunne faa den aldrig bestridte Magt om Mennesker? For at faa andre til at tro med den Inderlighed, som Islams første Bekendere ejede, maa man først og fremmest tro selv!

Saafremt man skal bedømme et Menneske efter dets Livsgærnings Omfang og Betydning - og anden Maalestok har den historiske Bedømmelse jo overhovedet ikke at anvende - saa maa Muhammed stilles blandt Menneskehedens Ypperste.
    For sit eget Folk, Araberne, blev han dets Histories Skaber. For Omverdenen havde Araberne før hans Tid liden eller ingen Betydning haft; nu rykkede de med et Slag frem paa den historiske Skueplads' stærkt belyste Forgrund. Den arabiske Nation blev Hersker og Leder i et af en Mængde Nationaliteter sammensat Verdensrige.
    Og ved denne politiske Forskydning skabtes Betingelserne for den ejendommelige arabiske Kultur. Det blev dels under de abbasidiske Kalifer i Bagdad, dels blandt de til Spanien indvandrede Arabere, i Cordova og Granada, at denne Kultur kom til at udfolde sig og naa en Højde, der gav den Betydning ikke blot for dens egen Nation, men for hele Menneskeheden. 
    Saalænge Alhambras vidunderskønne Bygningsværker existerer og saalænge den paa arabisk skrevne Litteraturs Bidrag til saadanne Fag som Mathematik, Astronomi og Lægevidenskab endnu benyttes og vurderes, saalænge vil ogsaa arabisk Kultur mindes med Taknemmelighed. Det skal nu villigt indrømmes, at selve denne Kultur, og navnlig de bedste af dens Frembringelser kun staar i et meget løst Forhold til Muhammeds religiøse Forkyndelse: Men paa samme Maade som Kristendommen var Forudsætningen for det Kulturarbejde, der udførtes i Middelalderens Klostre, selv om dette Arbejde, som f.Ex. Bevarelsen af den antike Litteratur, ikke have ret meget med Kristendom at gøre, paa samme Maade blev Islam, Profetens Religion, den historiske, politiske og økonomiske Betingelse for, at den Kultur, som man efter det Sprog, hvori den er nedlagt, kaldes den arabiske, overhovedet kunde udfolde sig og voxe.
    Større menneskeligt Værd end den muhammedanske Religions mere eller mindre direkte Frugter fik dog denne Religion selv. Islam har nu existeret i over tolv Aarhundreder, og den viser sig i Øjeblikket, baade i sit indre Liv og i sin ydre Missionsvirksomhed saa livsfrisk og frodig som nogen sinde. I vor Tid er der omtrent 225 Millioner Mennesker, der fem Gange daglig bøjer Panden mod Gulvet i ærefrygtsfuld Tilbedelse af den Gud, Muhammed forkyndte, og med nøje Overholdelse af de religiøse Anordninger, han stiftede. 
    Det er lykkedes Islam, maaske i fuldt saa høj Grad som noget andet religiøst System, at gaa ind som Led af det enkelte Individs Bevidsthed i hans daglige Liv; Islam er ikke en Religion, man har, saa at sige, ved Siden af, og som derfor paa en Mængde Punkter kommer i Strid med Individets Vaner og Livsanskuelse; Islam er i Ordets bedste Forhold bleven en Hverdagsreligion; den er noget, man har med sig og hos sig, altid og overalt hele Livet igennem.
    Derfor er Islam, den Religion, der først og sidst prædiker Hengivelse, Hengivelsen i Guds Vilje, trods alle sine iøjnefaldende moralske Mangler bleven en Kilde til Trøst og Husvalelse for Milliarder af Mennesker paa deres Færd gennem Livet, og Takken herfor retter enhver af Islams Rettroende til Gud og til hans Udsending, Profeten Muhammed.

I 1914 udkom Islam i kortfattet fremstilling, hvori han i det afsluttende kapitel funderer over Islams fremtid:

Ved de stærke Fremskridt, som den muhammedanske Religion kan opvise i Afrika, er Islam stadig i talmæssig Vækst. Naturligvis vil Religionens Fremtidsskæbne kun for en Del bero paa dette Forhold; fuldt saa vigtig for denne Skæbnes Udformning bliver Islams egen indre Udvikling samt Forholdet til Europa.
    Man vil have set, at der inden for Islam, som ofte opfattes som stiv og urokkelig, har været ualmindelig stærk Bevægelse, ikke mindst i den nyere Tid. Der er ingen Grund til at antage, at dette ikke vil blive ved; men da denne Udvikling i særlig Grad vil afhænge af de som Profeter og Forkyndere optrædende Personers Karakter og Evner, er det naturligvis umuligt paa forhaand at have nogen Mening om, hvorledes den vil komme til at tage sig ud. Luthers Ord om, at Gud styrer Verden ved Helte og fortræffelige Mænd, har navnlig gyldighed for de religiøse Bevægelsers vedkommende. Hele den østerlandske Verden og ikke mindst den muhammedanske har endnu bestandig den fulde Modtagelighed for ny religiøs Forkyndelse. Ogsaa Napoleon skønnede, at man endnu i vore Dage kunne optræde som Profet i Orienten, medens dette i Europa ville være umuligt. I vor Verdensdel er baade den indre samfundsmæssige og den mellemfolkelige Udvikling, ja, til en vis Grad endog den rent aandelige, gjort afhængig af visse bestemte økonomiske Love, hvis nøgterne og ubarmhjertige Regelmæssighed ikke levner Plads for den frisindede Uberegnelighed, som særtegner den religiøse Forkyndelse. Det er ikke mindst i kraft af de islamiske Folks lidet udviklede og derfor ikke regelbundne økonomiske Liv, at Mulighederne for religiøs Fornyelse i Islam er til stede i højere Grad end de fleste andre Steder. En Kirkeforfatning kan prægtigt forenes med regelbunden Samfundsøkonomi, ja, den er i grunden selv et udsnit af denne, en fri religiøs Forkyndelse kan det derimod vanskeligt. Islam har i langt mindre Grad en de fleste Religioner været spændt fast i en kirkeforfatnings Rammer, og netop derpaa beror dens Styrke og dens Fremtidsmuligheder.
    Som politisk Magt er Islam dels bestemt af sine Bekenderes absolute Underlegenhed i Forholdet til Europa, dels af sin uheldige Geografi. I to Verdensdele, Asien og Afrika, hører denne Religion fortrinsvis hjemme, men dens to Omraader forbindes kun paa et enkelt Punkt, nemlig ved Ægypten, og dette Land vil, saa langt politiske Beregninger overhovedet kan naa ud i Fremtiden, tilhøre en europæisk Magt. Bortset fra den indre aandelige Spaltning, som adskiller den asiatiske Islam fra den afrikanske, vil selve den geografiske Mangel paa Sammenhæng træde hindrende i vejen for en mulig Samvirken mellem de islamiske Folkeslag. Europa har en Gang haft sin Korstogsperiode; der er ikke megen Sandsynlighed for, at Islam i en nær Fremtid til opleve en lignende. De Fremtidsstorme, der maaske kan true den europæiske Kultur østfra, vil snarere udspringe fra racemæssige end fra religiøse Aarsager, og det bliver næppe Islams Folkeslag, der bliver de farligste.
    Dette hænger sammen med noget af det dybeste i Muhammeds Religion. I en sjælden Grad skænker Islam sine bekendere Sjælefred, men dermed ogsaa en vis aandelig Ubevægelighed; den, der har Fred med sin Gud og med sig selv, er ikke farlig for sine Naboer. I Begejstringens første Øjeblik kunne Islam trænge frem og kaste alt andet over Ende. I Løbet af det første Hundredaar opnaaede denne Religion omtrent lige saa stor Udbredelse, som den senere nogen sinde har kunnet opvise. Men i de følgende Tider fik de muahmmedanske Folk nok i sig selv og i deres Tro med dens faste Forjættelser om den hinsidige Salighed, og jo mere fjendtlige Magter klemte paa udefra, desto stærkere blev uvilkaarligt denne Tro, og desto ivrigere rettedes Blikket indad og opad, men ikke udad og fremad.
    Islams Værd beror i henhold dertil langt mindre på, hvad den er som Kulturmagt for hele Folket end paa, hvad den er som Lykkekilde for den enkelte. "Islam" betyder, som tidligere omtalt, Hengivelse, Hengivelse i Guds Vilje, og gennem denne findes Vejen til Fred. Det er ikke tomt Mundsvejr, naar den rettroende Muhammedaner i Modgangens Øjeblikke udtaler Ordene: "Vi tilhører Gud og til Ham vender vi tilbage; der findes ingen Magt og ingen Styrke uden hos Gud, som er stor og ophøjet."
    Paa den Kraft, som Tanken i disse Ord kan skænke, beror Værdien af Muhammeds Religion. Muhammed var kun et Menneske, og hans Karakter var langtfra uden Pletter. Men den Religion, han skabte, og som gennem aarhundreders gradvise Omformning dog trofast har holdt fast ved Enhedsbekendelsens dybe og hellige Tanke, har netop i kraft deraf formaaet at bære millioner og atter millioner af Slægter gennem jordelivets Trængsler og Skuffelser og at give dem den Fred, som for al religiøs Stræben er det sidste og højeste Formaal.

I sine Erindringer fortæller Johannes Østrup om de tanker, han under en rejse i Lilleasien i 1893 gjorde sig om kristen mission blandt muslimer - eller "muhammadanere", som de dengang blev kaldt:

Over Aleppo med sin vidunderlige Korsfarerborg, en af de skønneste Prøver paa middelalderlig Fæstningsbygningskunst, naaede jeg med Jernbanen til Beirut, den gamle Fønikerby, hvor jeg kunne gaa ombord for at sejle til Konstantinopel. Medens Damaskus er præget af muhammedansk Kultur, er Beirut overvejende kristen og levantisk, og Befolkningens moralske lødighed er - det baader (dvs. gavner) ikke at ville dølge (dvs. skjule) det - ret ringe. Den stærke indbyrdes Konkurrence mellem de forskellige kristne Bekendelser har heller ikke haft nogen gavnlig Indflydelse paa det religiøse Liv. Man skal ikke gaa saa vidt som den amerikanske Ambassadør Leishman, hvem jeg traf under mit umiddelbart følgende Ophold i Konstantinopel, og som uden Betænkning erklærede alle orientalske Kristne for noget Pak, men det kan ikke nægtes, at den Intolerancens Aand, som allerede i Oldtiden beherskede den østlige Kristenhed, og om hvis blodige Udslag man kan læse i Kirkehistorien, - den har, som det synes for bestandigt, fortrængt Næstekærlighedens Principer, og de mange Aarhundreders tyrkiske Regimente har heller ikke øvet nogen gavnlig Indflydelse. Man maa respektere den navnlig af Amerikanerne og Jesuiterne udfoldede Virksomhed i Missionens Tjeneste, men Islam har ikke ladet sig paavirke af denne, og det var dog vel det, som var meningen. Jeg maa have Lov til, ganske for egen Regning, at indskyde en Bemærkning om den mission, der tilsigter at omvende Muhammedanere til Kristendommen. Som bekendt er også Danmark repræsenteret paa denne Missionsmark, og jeg kan kun, tildels paa grundlag af personligt Kendskab, udtale den største Respekt for den Energi og Offervilje, der udvises af de i dette arbejde deltagende Mænd og Kvinder, men jeg kan ikke andet end betragte hele Opgaven som uløselig. Muhammedaneren maa, i følge Læresætningerne i den Religion, han er opvokset i, betragte Kristendommen som et i den religiøse Udvikling tilbagelagt Stadium; han føler overfor den kristne Missionær det samme, som vi ville føle, hvis nogen kom og opfordrede os til at antage Jødedommen. Hertil kommer, at den øjensynlige Kløft mellem Kristendommens Morallære og de kristne Nationers praktiske Vandel, ikke mindst, hvor Talen er om disses Optræden i Orienten og deres Deltagelse i orientalsk Politik, maa gøre ham sky og mistænksom overfor den kristne Forkyndelse; hvad kan det nytte, maa han tænke, at de staar her og siger alle disse kønne Ord, naar de kommer ud paa Gaden, bærer de sig jo ganske anderledes ad. Og endelig er der endnu et Hensyn: de saare faa, som det lykkes at omvende, og hvis Antal staar i et sørgeligt Misforhold til den anvendte Sum af menneskelig Energi og af Penge. De faar for Resten af deres Liv en meget vanskelig Stilling; blandt deres egne tidligere Trosfæller er tilværelsen umuliggjort for dem; de er udstødt af det Samfund, de tilhørte, uden at have noget andet Sted at ty hen; de ville have været lykkeligere, hvis man havde ladet dem være i Fred.

Et lille afsnit - også fra hans Erindringer - der bringer smilet frem:

Min Chauffør paa Turen Jerusalem-Damaskus hed Omar; han var altsaa Muhammadaner, hvilket som Regel er at foretrække, da man, skønt Koranens Afvisning af Spiritus i vore Dage ikke altid tages alt for højtideligt, dog tør gaa ud fra, at Folk af denne Religion er de mest ædruelige. De fleste af de chauffører, jeg ellers i Orienten har haft at gøre med, har baaret Navnet Muhammed. Jeg kender ikke nogen Statistik for muhammedansk Navnegivning, men jeg vil skønsmæssigt antage, at i Ægypten og Syrien er omkring en Trediedel af den samtlige mandlige Befolkning opkaldt efter Profeten. 
    Jeg erindrer, at da jeg en Gang havde indbudt en ny ankommet europæisk Rejsende til Eftermiddagsthe paa Hotel Shepherds Terrasse i Cairo, tillod jeg mig den Spøg at tilkalde en Tjener blot ved at raabe: "Hejda, Muhammed!" Og straks kom der En springende.
- "Hvor kunde De vide, at han hed Muhammed?" spurgte min Gæst.
- "Det vidste jeg heller ikke; men jeg kunde med Sikkerhed gaa ud fra, at af Hotel Shepherds talrige Tjenerpersonlae maatte der være adskillige, der bar dette navn."

Udvalg v. Aminah Tønnsen, oktober 2000