Islam
i europæisk litteratur:
TROELS
TROELS-LUND
Kulturhistoriker (1840-1921)
Kulturhistorikeren
Troels Troels-Lund, der
nok mest er kendt for sit 14-binds værk Dagligt liv i Norden i det
sekstende århundrede, der udkom 1. gang i årene 1879-1901, giver i det
syvende bind, Livsbelysning, en
spændende redegørelse for sammenhænge og grundlæggende elementer i
bl.a. Jødedom, Kristendom og Islam. Som kulturhistoriker tog han
naturligvis udgangspunkt i menneskenes daglige liv, og ikke i religiøse
læresætninger eller politiske proklamationer.
Det fremgår af en debat, som
han i 1894 førte med den tyske professor Schäfer fra (el. i?) Berlin, at han
var ganske klar over kulturhistoriens betydning for national
selverkendelse og for menneskenes syn på fremmede nationer og kulturer.
Også i vore dage er det i
det daglige møde mellem mennesker med forskellig kulturel eller
religiøs baggrund, at den gensidige forståelse, tillid og respekt
opstår - og som sætter os i stand til sammen at skabe et samfund, hvor
alle har lige muligheder, lige pligter, lige ansvar og lige rettigheder.
Troels Lund skriver:
"Medens der således var lavt og
kvalmt i Europas snævre skolestue middelalderen igennem, trivedes
fremskridt og friluftsliv andetsteds. Det var det begavede arabiske folk,
der tog arven op efter grækere, romere og jøder og førte menneskehedens
fælles sag et par skridt videre fremad. Samtidigt indhegnede det et nyt
verdensrige, der - omfattende alle semitter og mod øst desuden perserne,
mod vest Spanien - strakte sig i en lige linie fra Indien til
Atlanterhavet. Hvad der udgjorde dette riges styrke, trods udstrækningen,
var ensartetheden af dets himmelforhold. Det omfattede lutter lande, hvor
månen tog sig ens ud. Det blev halvmånens hjem.
De tanker, som araberne
arvede fra Oldtiden, var: humanitet, stjernetydning, treenighed, Guds
menneskevorden og djævlelære. Disse var, som vi har set, ved oldtidens
slutning gået i knude i den kristne statskirke. Det blev arabernes
fortjeneste atter at rede dem ud fra hinanden. Som næsten altid var det
himmelforholdene, der viste vej.
Arabien er mere end de fleste
andre lande henvist til himlen alene. Solen kan brænde som i Indien, men
den fremkalder ikke som her en yppig plantevækst, den gløder kun et
umåleligt sandhav. Landet er for største del ørken, ubeboelig, én
eneste trang til et bedre hinsidigt. Og dog må det befærdes,
gennemstrejfes på de lange, møjsommelige ridt fra de fjerne oaser til de
enkelte spredte byer. Der holdes rast om dagen. Først når Månen stiger
frem, tegner den lange karavanestribe sig, én for én og dog i folk,
hastigt og dog med ro, mens månestråler kysser skyggerne bløde i det
vigende sand. Et sådant land prædiker nøjsomhed og tro på en anden
verden, alt imens det på en gang slapper og spænder kraften.
Den anden verden, hvorledes
ser den ud? Natten viser jo dens billede: en himmelsal, højere, dybere end
dagens, månebelyst, stjernebesået, og med de funklende fem på
strålende vandring. Det er Allahs sal. Og under den slår engang hans
troende lejr, telt ved telt. Ikke som nu enten lummerhedt, med skoldet
kamelsved, eller bitterligt koldt, imod morgen. Nej, luften er altid mild
og sval, bunden grønsvær, teltet skyggende løvsal. Og mens friske
kilder risler, skaber Gud bestandigt på ny af mandens ribben som i
tidernes morgen den unge kvinde, mandens lyst, havens ypperste frugt, den
guddommelige læskedrik for længsel og attrå.
Af billeder som disse var
Muhamed og hans sejrrige skarer fyldt, af billeder som disse voksede
arabernes åndelige syn frem. I Vesterland har man ofte vrangvilligt holdt
sig til enkelte dele heraf for således at få lettere ram på det hele.
Man har søgt at drage arabernes faste tro på et hinsides ned ved at
fremhæve den stærkt kødelige farvetone, særligt forestillingen om de
evig unge houris. Men var de samtidige kristne forestilinger da renere?
Fradrages den fælles forestilling om at tilbringe evigheden med lovsang
til Guds pris, blev hos de kristne den særlige adspredelse tilbage at
fryde sig ved de overvundne modstanderes, de evigt fordømtes skrig. Af
disse to forestillingsarter var glæden over houris vistnok den
uskyldigste.
Retningen af det fremskridt,
som menneskeheden gjorde under arabernes ledelse, lader sig kortest
betegne ved: religiøs tolerance. Dette var også det punkt, hvor datidens
begreb om menneskepligt trængte stærkest til at eftergås. Siden kristendommens komme havde såvel dens modstandere som dens tilhængere
vænnet sig til at tage lige hårdhændet og plumpt på dette forhold.
Når araberne her slog ind på en anden vej og tog grundforestillingerne
op til fornyet prøvelse, var det i virkeligheden fordi deres himmelsyn
var forskelligt fra de kristnes.
Kristendommen hvilede
ensidigt på Solen. Fra Ægypten, hvor Solen havde spillet så enestående
en rolle, havde Kristendommen lånt sin lære om treenighed (Sol, Måne,
ny Sol) og om Guds fødsel på Jord (sommersolhverv med Nilstigning). Fra
Persien havde den hentet sin lære om godt og ondt, Gud og djævel, der jo
var de indre sjælelige aftryk af dagens sollys og nattens mørke. For Månen var der kun en liden og ubetydelig plads i disse to himmelsyn, og
den indsnævredes mere og mere. Derfor kunne også gudmoder nogenlunde let
skifte køn ved udvandringen fra Ægypten og blive til den mandlige helligånd, den, som en følge heraf, mindst tydelige person i den kristne
treenighed.
Denne kristendommens
grundforudsætning, sol eller ikke sol, Gud eller djævel, slog bestandigt
stærkere og stærkere igennem læren. I dennes fuldt udviklede form var
det netop den skarpe modsætning, der bar det hele. Thi Guds
menneskevorden, Kristi komme til Jorden, var betinget af, at verden var
bleven ganske ond. Og djævelen selv var uforbederlig, helvedspinslerne
evige, thi ellers havde jo så stor en foranstaltning som selve Guds
fødsel på Jord ikke været nødvendig. Netop i modsætningen i dens
skarphed lå forklaringen. Kun i den udspiling, der førte til den
afgørende brist, lå sandheden. Enhver art tolerance var i sin bund
fornægtelse.
Anderledes for araberne. For
dem var ikke Solen den absolut godtvirkende. Den sved jo landet til ørken.
Så var den mildere Måne langt at foretrække. Den blev folkets virkelige
ven, efter den regnedes året, halvmånen blev Muhameds mærke. Heri lå
der en vigtig indrømmelse. Var nattens himmellegeme det kærste, så var
den skarpe modsætning mellem lys og mørke, dag og nat hævet. For
araberne bestod den heller ikke, men jævne overgange betegnede afstanden
mellem yderlighederne, fra svidende sollys til mildt måneskin, til
månefri stjernebelysning, til den i Arabien så sjældent bælgmørke
nat. Men hermed var givet en anvisning på et dybere syn, det syn, som
kaldæerne havde anet, men atter givet slip på for at havne i blot
stjernetydning, det syn, som jøderne havde grebet, men så ofte tabt på
ny for at nøjes med en blot nationalgud: synet af den høje
verdenssal, hvor hverken lys eller mørke, Sol eller Måne er øverste
herre, men alle kun tjenere for den ene, usynlige, evige Gud.
Idet araberne, efter at være
vågnede til selvbevidst åndeligt liv, så sig som kaldæernes og
jødernes arvtagere, rede til at løfte og frugtbargøre fortids skat, var
det første de blev klar på, at den ægyptisk-kristelige tilføjelse til
gudsbegrebet var en forvanskning af dette. Gud er ikke delt i tre
personer, og det er grov sanseliggørelse at tro den usynlige Gud
åbenbaret, ja født på Jord i menneskeskikkelse. Vil Gud åbenbare noget
på Jord, forkynder han det simpelt hen igennem sine profeter. Af sådanne
har han sendt mange, lige fra Moses til Jesus af Nazareth og den sidste og
største, Muhamed. Men der er kun én Gud, og Muhamed er kun hans profet.
Og lige så let havde de ved
at opdage den persisk-kristelige forvanskning af gudsbegrebet. Lys og
mørke, dag og nat, Gud og djævel er ikke lige stærke magter, lænkede
med ryggen til hinanden som siderne i et blad dannende tilsammen det hele.
Nej, lys og mørke, dag og nat, lønnens englebud og straffens djævel,
det er alt sammen kun tjenere hos den ene, usynlige, almægtige Gud. Kun
barnet og den ukyndige falder på at antage slaven, der straffer de
skyldige med stokkeslag, for kaliffen selv. Hver forstandig ved, at det
blot er en tjener, der udretter kaliffens befaling.
Svarende til det ændrede
himmelsyn undergik også humanitetsbegrebet en forandring. Det højeste
menneskelige blev hverken epikuræernes venskab, stoikernes
pligtopfyldelse, Jesu af Nazareths kærlighed eller de kristnes tro, men
den praktiske visdom, der mildt lod enhver ske lige ret. Idealet blev
hverken den fintfølende ven, den trofaste arbejder, den opofrende broder
eller den stadige bekender, kastet for vilde dyr og disputerende
medkristne. Idealet blev den klartskuende kadi, dommeren, der retfærdigt,
skarpt og dog mildt forstår at ramme sagens kerne, sondre mellem de ofte
så forviklede udtryk for det guddommelige som det menneskelige væsen.
Sit mægtige udslag gav hele
dette nye syn sig i den brede bølge, der, strømmende ud fra Mekkas og
Medinas hidtil ukendte egne, i kort tid satte kristendommens gamle
stamegne såvel som kaldæernes og persernes hjem, Ægypten og hele
Nordafrika, under vand. Som en mild og svalende væde forfriskede den den
ophedede jord. Den nye tankegang virkede ikke som hidsende, berusende vin,
men klarede, livnede sindet som Arabiens livsalige mokkadrik. Når man i
Vesterland med daddel har fremhævet, at den drog frem med sværd, så
overser man, at dette er verdensrigernes værktøj. Men bagved sejren
viste sig et ejendommeligt særsyn, nyt og ubekendt, endog hvor striden
kun har stået mellem forskellige trossamfund inden for kristendommens
fælles landemærke. Den sejrende kirke anerkendte mildt og fredeligt de
overvundne, lod kristne som jøder uantastet beholde deres tro, drog
tolerancens vide grænseskel om alle, der blot var inden for monoteismen.
Og i samklang hermed spirede i arabernes fodspor en kultur frem, ædlere,
mildere, mere fintformet end nogen tidligere af lige udstrækning. Aldrig
havde Spanien eller Sicilien været blot tilnærmelsesvis så ypperligt
opdyrkede som i arabernes tid. Medens Karl den Store døbte sachsere i
tusindvis ved at drive dem ud og drukne dem i Weser, trivedes forskellige
trossamfund fredeligt side om side i Cordova. Medens Frankrigs konge
først som gammel lærte at skrive, herskede den fint dannede Harun al Raschid i Bagdad. Medens i Vesterland troen på et Hinsides gjorde denne
verden plump eller øde, fostrede samme tro hos araberne en udviklet kunst
og videnskab og et kraftigt forsøg på at se det kommende som en
fuldendelse af det nærværende. Kristendommen ofrede verden for Gud,
araberne så just i dens liv en afglans af Guds fylde."
Uddrag af:
LUND,
Troels Troels-: Dagligt liv i Norden i det
sekstende århundrede.
Gyldendal 1969. Bind 7: Livsbelysning, pp. 131-135.
